Jeg er selv efter at have læst nogle kommentarer og selv kigget efter i Biblen kommet frem til at "evangeliet" hverken er at Gud elsker os, at Gud tilgiver os, eller at Jesus er død på korset.

Alle disse ting er vigtige dele af den kristne tro, men de er ikke det første grundlæggende budskab fra Himlen.

Evangeliet, det gode budskab, er at Guds Rige er kommet nær, eller (hvilket er det samme) at Jesus Kristus er blevet ophøjet til Konge og Herre. Det er hvad Jesus forkynder, og det er hvad apostlene forkynder i Apg (modsat får du svært ved at finde ordet "kærlighed" i Apg).

Er det rigtigt, eller overser jeg noget?

Hvis det er rigtigt, hvad betyder det så i forhold til vores forkyndelse og evangelisation?

Mvh. Steffen

Kære steffenlaursen

Nu taler du jo så jeg kan forstå dig... om Jesu Evangelium, som lyder anderledes end dét, Paulus kalder sit eget evangelium, som til gengæld er noget ganske andet.

De første grundlæggende ord om Evangeliet efter Jesus er således: Guds Rige er kommet nær!

Jeg vil sige: Det er det samme som; Vejen er banet og Vi kan atter vandre for Guds Åsyn og være Hans Børn. Det gælder Alle, og det er vel til at forstå for enhver, uden man i øvrigt har nødigt at tilhøre en bestemt trosretning.

Jesu Evangelium går på tværs af vore religiøse skæl, og rammer ind i den religiøse længsel, eller stræben, med anerkendelse af Mennesket. Alt har vi modtaget, så at vi kan vende tilbage og vandre i Skønhed og Værdighed.

Hvad betyder det så, i forhold til forkyndelse og evangelisation?

Jeg lærte det er væsentligt, at forkyndelse og evangelisation, ikke blot lægger hindringer i vejen for mennesker, ved at bebyrde dem og pålægge dem alskens bekendelser, for at de skal få del i noget, som grundlæggende allerede ér kommet i deres indre, og det endda uden beregning.

Selv den blinde kan famle sig frem til døren!

Pax & Bonum

Vandrer

Hej Steffen

Der er vel ingen modsætning mellem Gud kærlighed og det, at Guds rige er kommet nær? Eller kunne man ikke sige, at Guds rige er kommet nær, netop fordi Gud elsker os og derfor ønsker at have noget med os at gøre ("Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn" osv.)? Jeg synes ikke, der er noget problem i at hævde, at begge dele er i selve kernen af evangeliet. Hvad siger du til det?

mvh
Nikolaj

Det kunne da være et meget pænt kompromis, og jeg er helt enig i, at hvis ikke Gud havde elsket os, havde han næppe oprettet hverken den gamle eller den nye pagt.

Men stadig står der ikke agape, agapo, fili eller filo én eneste gang i Apostlenes gerninger - som vel skulle formodes at være det skrift, hvor evangeliet går videre ud i verden. Så hvis Guds kærlighed er en del af *evangeliet*, så er den det på en meget indirekte måde.

Hvis vi ser på Paulus tale i Apg. 13 (NB Vandrer... NB ) eller Peters tale i Apg. 2, så har deres prædikener nogenlunde denne struktur:

- Guds løfter til de gamle er blevet opfyld (dvs. det nye Davidsrige er kommet)
- Jesus gjorde tegn og undere som bevidnede hans salvelse (giver også et billede af, hvad Guds rige indebærer - hvordan vores konge er)
- Han blev forkastet og slået ihjel af de jødiske autoriteter
- Gud oprejste ham
- Gud ophøjede ham til Herre og Kristus

Der gås forbavsende hurtigt hen over Jesu død, forsoningsteologi, syndsforladelse og alle de andre ting som vores tradition lægger stor vægt på.

Paulus og Peter lader til at have fokus på at prædike at Guds Rige og at Jesus er kommet og regerer som Davidskongen (der er, som du ved, på græsk ikke stor forskel på konge og (konge)rige, lidt ligesom det engelske "king" og "kingdom"). Hvad er så evangeliet, det gode budskab? Evangeliet er at vi kan blive en del af Gudsriget... at vi kan få del i den gode vin fra brylluppet i Kana.

Om Peter læser vi, at tilhørerne tager ordene til sig, og spørger hvordan de skal reagere på disse gode nyheder - hvad betyder Gudsrigets komme for *mig*? Her er Peters svar: "Omvend jer, lad jer døde, få tilgivelse for jeres synder og modtag Helligånden"

Straks efter læser vi om, at disciplene holdt fast ved bl.a. "apostlenes lære" - og det er her forsoningsteologi osv. hører til. Og meget passende findes den slags da også næsten udelukkende i brevene som er sendt til allerede troende menigheder. Men evangelierne og apostelgerningerne taler meget mere (næsten udelukkende) om Gudsriget.

Mvh. Steffen

Hej Steffen

Ja, det er da nogle ret interessante betragtninger, du kommer med. Der er nok ingen af bøgerne i NT, der i sig selv er egnede til at give et samlet billede af den kristne tro. De lægger hver især mere vægt på nogle ting end andre, og udelader måske helt at omtale ting, der så til gengæld har en fremtrædende plads i andre bøger. Så måske kan vi foreløbigt konkludere, at det er heldigt, at vi har hele NT (og GT med), så at vi kan få det fulde billede af, hvad kristendom indebærer – og at man ikke får noget retvisende billede, hvis man ikke tager det hele i betragtning.

Jeg synes, du har ret i, at den primære formulering af evangeliet er, at "Guds rige er kommet nær". Men heldigvis er der mere at sige end det. Vi kan ikke svare på, hvorfor Guds rige er kommet nær, uden at sige, at det skyldes Guds kærlighed. Er du ikke enig i det?

mvh
Nikolaj

Jo, det er jeg da...

Og jeg vil da heller ikke straks råbe "kætter" efter folk der bruger ordet evangelium i en lidt bredere forstand. Alligevel synes jeg vi så vidt muligt skal bruge ordene på samme måde som de anvendes i Biblen for at undgå misforståelser...

Mvh. Steffen

Hej Steffen

Rigtigt vigtige spørgsmål. Jeg tror ikke det er så simpelt at svare på, også fordi ordet "evangeliet" bruges lidt forskelligt, også i Bibelen, så vidt jeg forstår.

Jeg forstår "Guds rige er nær" i sammenhæng med Det Gamle Testamente, hvor der tales om en tid, hvor Gud på en særlig måde skal være nær hos sit folk. Derfor må Guds rige forstås i forbindelse med Guds løfters opfyldelse. Guds rige er der hvor Guds forjættelser opfyldes.

Jeg skriver "forjættelser" for at gøre det helt tydeligt, at det er de løfter der omhandler velsignelse, der er tale om, ikke forbandelse. Forbandelsen er ikke at have del i Guds rige.

Og hvad andet er Guds løfters opfyldelse end Jesu komme, fornedrelse, opstandelse og sejr til frelse og evigt liv for mennesker? Det er jo det, der er hele beretningen: Guds rige er kommet nær, siger manden der lever, dør, opstår og farer til himmels. Altså er Jesus og 4 evangeliers budskab, at Jesus er opfyldelsen af løfterne.

Evangeliet er altså det glade budskab Jesus kom med: At Guds løfters opfyldelse er nær i Jesus, derfor må man omvende sig og få del i velsignelsen i Guds rige.

Det at Jesus var til stede og opfylder Guds løfter, er det, der gør, at Guds rige er kommet nær.

Men med til Jesu budskab hører så også, at ikke alle har del i Guds rige. Jeg vil ikke umiddelbart kalde dette en del af evangeliet, men måske gør Bibelen det nogle steder(?), som en samlet betegnelse for hele Jesu budskab. I forhold til Guds rige, kan man sige, at det, at Guds rige er kommet nær, betyder, at dommen over dem, der afviser det, også er kommet nær.

Der tales også om Guds riges (u)synlighed, at det altså ikke er synligt endnu. Der er altså helt tydeligt noget, at en del af Guds rige er kommet allerede, og noget stadig mangler. Også kaldet "allerede - endnu-ikke"-forholdet.

Guds rige er altså der, hvor velsignelsen fra Jesu liv, død og opstandelse hersker ved Helligånden. Evangeliet er, at dette er kommet nær ved Jesus, og mennesker derfor kan få del i det ved at høre og tro budskabet.

Så for den, der ikke kender Det Gamle Testamente og lever i forventning til Guds salvede frelser, må vi udlægge hvad det vil sige, at "Guds rige er kommet nær" for at evangeliet bliver meningsfyldt.

Jeg slutter af med 3 citater, 2 af Luther og 1 af Paulus. Man skal ikke lægge noget i, hvem der citeres mest ;-)

"Forkyndelsen af syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, det er evangeliet."
Luther

"Du ser nu, at evangeliet helt enkelt er en historie om Kristus, Guds og Davids søn, som døde og opstod efter Skrifterne og blev gjort til Herre. Dette er hovedsummen af evangeliet."
Luther

Jeg synes meget fint, de to citater udspænder, hvordan ordet "evangeliet" kan bruges lidt forskelligt, men hvordan det alligevel hænger sammen som ærtehalm. Uden historie, ingen syndsforladelse, uden syndsforladelse, ingen mening med historien i forhold til at "Guds rige er nært".

"For Guds rige er ... retfærdighed og fred og glæde i Helligånden."
Paulus

Sådan skal det siges!


Jeg tænker stadig over dine spørgsmål...

- Mads

PS: At evangeliet skulle være, at "Jesus døde på korset" er i bedste fald en forkortelse. Det lyder nærmest som om, at man er glad for at være sluppet af med ham Jesus, at han stadig er død!
Der mangler som minimum opstandelsen, og også gerne at han gjorde det for os.
"Jesus døde på korset for os og opstod for os" er meget bedre!

Hej Mads,

Her må jeg nok - i hvert fald foreløbig - erklære mig uenig med Luther. Og ja, det skriver jeg ganske roligt og fattet

Syndernes forladelse er en vidunderlig realitet i Gudsrigets virkelighed, men at kalde forkyndelsen af syndernes forladelse for selve evangeliet er for mig at se ikke i overensstemmelse med, hvordan NT-forfatterne bruger ordet.

Det er måske egentlig det, jeg stiller spørgsmålstegn ved... hele den lutherske tradition med at opdele verden i lov og evangelium, og især med at forstå evangeliet stort set udelukkende på baggrund af loven (dvs. som først og fremmest tilgivelse).

Nej, evangeliet er, at Kongen er kommet nær, og Hans Rige - fredens, kærlighedens og tilgivelsens rige med ham. Et Rige som alle og enhver kan trænge ind i og blive en del af; et Rige som de fremstormende river til sig med vold. Gudsriget er kommet nær, fordi Gud er kommet nær, og Han inviterer alle og enhver til fællesskab med sig. Han inviterer til bryllupsfest, hvilket dybest set er hvad vi fejrer i gudstjenesten.

Og lad mig så lige, rent parantetisk, tilføje at jeg er endnu mere uenig med den klassiske trosbevægelses-forståelse af Gudsriget - som helbredelser og tungetale og fysiske, mirakuløse manifestationer mm., som altsammen er meget godt, men rent perifært i forhold til gudsriget (hvorimod tilgivelsen er en del af gudsriget). Jeg kom lige til at læse det ovenstående, og kom frem til at en uopmærksom læser godt kunne opfatte noget af det som semi-herlighedsteologisk, hvilket jeg i hvert fald ikke vil skydes i skoen. Enhver discipel i Gudsriget er kaldet til efterfølgelse, hvorfor også bønnen "komme dit Rige" efterfølges af "ske din vilje". Efterfølgelse betyder afsavn, askese og lidelse, ikke lykkefølelse, overflod og velvære. Så skulle det vist være på plads.

Mine tanker om disse ting, er inspireret af Benedict XVI's "Jesus og Nazareth", N.T. Wright's "The Challenge of Jesus", Rabbi Neusner's "A Rabbi Talks with Jesus" (i mindre grad) samt en mp3-prædiken af en amerikansk, katolsk professor i NT, som jeg har glemt hvad hedder.

Jeg tror ikke jeg har sagt noget egentligt originalt, det har i hvert fald ikke været min hensigt, og hvis jeg har, er det nok forkert.

Mvh. Steffen

Hej Steffen

Jeg ser ikke noget formål i, at du skulle få sved på panden af at være uenig med Luther i sig selv. Det er vist heller ingen statshemmelighed, at du ikke ser Luther som en stor autoritet!

Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget der er begrebsforvirring her. Det er vist nok i luthersk sammenhæng ret anerkendt at man skelnen mellem den brede forståelse af evangeliet, som først er fremmest blot er udtryk for "Jesu budskab". Og så evangeliet i smal forstand, som omhandler frelsen i Kristus, dvs: Frihed fra synd, død, dom og djævel.

Jeg tænker så også på, om du er på vej ud i at spille noget ud imod hinanden, som ikke skal spilles ud mod hinanden. Lad mig citere:

"Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse." ApG 5,30-32
Igen forstår jeg dette som en forkyndelse af evangeliet. Og syndernes forladelse hænger helt tydeligt sammen med Jesu sejr, at Guds rige er nær osv.

Når du så nævner lov og evangelium, så er det igen et utroligt centralt tema. Jeg mener, at der er mange misforståede versioner af det.

Jeg vil i den sammenhæng godt understrege, at loven (ud over nogle andre funktioner) afslører menneskets situation over for Gud, og ikke kun skaber den. Det er sandt, at loven også gør faldet større i en vis forstand, men den åbenbarede Guds lov i ordet virker afslørende for det, der allerede er en realitet. Nemlig at mennesket er bundet og dødt pga. af syndefaldet. "Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder" osv. Så loven skal i den forbindelse ses som Guds bud for mennesket. Derfor vil evangeliet med alle aspekter i Jesu frelse stadig applicere, fordi det hænger uløseligt sammen: Tilgivelsen, Jesu sejr, osv. Det er jo netop det, der er evangeliet, at vi har del i en fuldkommen frelse i Kristus, selvom den endnu ikke er fuldendt.
Sagen med forsoningen er bare, at det udtrykker, hvad det var for en fuldkommen sejr Jesus vandt. Han uddrev ikke bare nogle onde ånder her og der, men fjernede selve synd, død og djævels krav på mennesket ved at træde i stedet for mennesket. Netop som han måtte gøre det i følge GT. Og derved at Guds rige er kommet nær.

Kort sagt, syndernes forladelse i Kristus hænger uløseligt sammen med Kristi sejr, og man kan derfor ikke sige, at det ikke skulle være evangeliet. Hvad hvis jeg påstår, at evangeliet er, at Jesus kom, døde og sejrede ved sin opstandelse, vil du så også være uenig i det, fordi det ikke er formuleret som, at "Guds rige er nær"? Jeg kunne langt på vej give dig ret i din indvending mod Luther, hvis ikke der stod "i Jesu Kristi navn", for så ville det ikke henvise til hovedhjørnestenen i Guds rige, nemlig Jesus selv, som er det Guds rige er baseret på.

Det vil naturligvis være lige så forkert at sige, at evangeliet er syndernes forladelse, og ikke at Jesus er død og opstået, f.eks. Eller at alle løfter om Guds rige er opfyldt i Kristus. Osv. Hvorfor skille det ad, når det hænger sammen?

I en sen og ikke særlig overvejet time


- Mads

Kære Steffen

Ja, jeg mener nu faktisk, at du har overset en hel del. Jeg vil desværre heller ikke sige, at du altid er helt præcis. Det er f.eks. ikke særlig retvisende at sige, at "at Guds rige er kommet nær" er det samme som "at Jesus Kristus er blevet ophøjet til Konge og Herre."

Guds kærlighed er Guds motivation for bl.a. at give sin enbårne Søn hen i døden for at vi ikke skal fortabes, men have evigt liv. I den forstand er Guds kærlighed evangelium. Joh 3,16 er ikke for ingenting regnet for et centralt sted.

Men hvad er da Guds Rige, som er kommet nær? Guds (konge)rige eller konge(herredømme) er det, der er kommet nær. Hvordan er det kommet nær? Jo, Kristus er kommet som konge. Men pointen er: Som hvilken konge? Jo, en lidende konge (Matt 27,37).

Jesus viste, hvem han var på mange måder. Han lærte og forkyndte med guddommelig myndighed; han helbredte og opvakte døde; han uddrev dæmoner; han led, døde og opstod. På den måde viste han, hvem han var.

Men det var vigtigt at få slået fast, at han var Jesus Kristus, den lovede Messias. For som Kristus havde han en vigtig tjeneste, som alle fire evangelier fokuserer mere og mere på: Korset. De tre synoptiske evangelister tager fat på det ca. midt i deres skrifter. Det var dybest set, hvad han kom for: "for at tjene og give sit liv til løsesum for mange" (Matt 20,28; jf. Mark 10,45).

Men hvilket rige er det, han hersker over? Han hersker over et rige, som har ét centralt fokus. Selv helbredte Jesus, men vi har ikke noget løfte om, at alle skal helbredes. Selv kunne Jesus og apostlene opvække døde, men det er som bekendt heller ikke noget, vi skal forvente os, førend opstandelsen.

Derimod var tilgivelse centralt. Han kunne helbrede en lam, men Menneskesønnen havde også magt til at tilgive syndere (Mark 2,1-12; Matt 9,1-8). De andre ting, Jesus gjorde, hører bestemt Guds rige til og vil følge, når Guds rige fremtræder i herlighed. Men indtil da er det undtagelser, der så at sige dokumenterer, at Jesus var Kristus, som Gud havde sendt, eller at apostlene var sendt af Gud/Kristus med fuldmagt.

Andre steder, der taler tydeligt om syndernes forladelse, er Luk 7,36-50.

Johannes Døberen forkyndte, at Guds rige er kommet nær. Derfor skulle folk omvende sig og tro på evangeliet (Mark 1,4). Zakarias sang, at hans søn skulle lære Guds folk "at kende frelses i deres synders forladelse" (Luk 1,77).

Jesu eget budskab var det samme, som man kan se ved at sammenligne Matt 3,2 med 4,17. Jesu egne disciple skulle også forkynde dette budskab ifølge Matt 10,7.

Prædiketeksten til i dag, 5. søndag efter Trinitatis efter anden række, er Matt 16,13-26. Den handler i høj grad om syndernes forladelse og Guds rige. Jeg har gennemgået den her “Du er … den levende Guds Søn” (5. søndag efter Trinitatis - Matt 16,13-26). Her er pointen i høj grad, at Kristus bygger sin kirke ved at give folk syndernes forladelse. Nøglerne til Himmeriget er de nøgler, der binder eller løser (Matt 16,19; jf. Joh 20,23)

Selv sagde Jesus i øvrigt også, at man skulle søge Guds rige og Guds retfærdighed (Matt 6,33).

Himmeriget er noget, vi kan gå ind i eller komme ind i, men ikke ved lovens hjælp, sådan som vi skal høre næste søndag (jf. For mennesker umuligt, for Gud muligt (6. søndag efter Trinitatis - Matt 19,16-26)).

Himmeriget kommer man ikke ind i uden bryllups- eller frelsesklædninger (Matt 22,1-14). Det er Guds retfærdighed, en retfærdighed, vi som sagt ikke kan skaffe os selv, men må have givet af Kristus. Vi må modtage Guds rige ligesom et lille barn (Mark 10,15). Det er for de fattige i Ånden (Luk 6,20; jf. Matt 5,3)

Guds ord eller evangeliet skal sås i dette rige (Mark 4,11.26). Ja, evangeliet kan siges at handle om dette rige (Luk 8,1; 9,2.60). Guds rige er også fuldendelsen for de troende (Luk 13,28f; 14,15).

Det kræves genfødsel ved vand og Ånd at se Guds rige (Joh 3,3.5).

Guds rige var også Paulus' emne (ApG 19,8; 28,32.31). Det er ikke i modstrid med, hvad vi lærer om Paulus' budskab i (især) Romerbrevet og Galaterbrevet. Guds rige er jo "retfærdighed og fred og glæde i Helligånden" (Rom 14,17).

Syndernes forladelse er langt fra så perifert, som du synes at antyde. For det første er det et centralt element i nadveren, at Jesus siger, at kalken, dvs. vinen, "er mig blod, testamentets blod [sådan bør man nemlig oversætte], som udgydes for mange til syndernes forladelse" (Matt 26,28).

Tilgivelse er ikke blot vigtig, men helt centralt (Mark 3,28f). Det var det i Johannes' tjeneste (Mark 1,4; Luk 1,77; Luk 3,3). Det skal det være i kirkens forkyndelse (Luk 24,47). Det var det netop også i Peters forkyndelse (ApG 2,38; 5,31; 10,43; 13,38; 26,18) og ifølge Paulus (Ef 1,7; Kol 1,14 jf. Ef 2,1ff; Hebr 9,22).

Tilgivelse er central i den kristnes daglige bøn (Matt 6,12) og forhold til medkristne (Matt 6,14f; 18,21ff).

I Romerbrevet har vi en fundamental undervisning om, hvad kristendom er. Centralt er retfærdiggørelsen og tilgivelsen. Abraham er skoleeksemplet på det (Rom 4). Så at sige hele Galaterbrevet handler om, at lovgerninger intet har at gøre i retfærdiggørelsen eller frelsen.

Vi tilgives eller retfærdiggøres ved tro, som skabes ved evangeliets forkyndelse, for evangeliet, ordet om korset, er Guds kraft til frelse (Rom 1,16f; 1 Kor 1,17ff; 2 Tim 3,15-17).

Nå, der er naturligvis meget mere, der kunne siges. Men nu skal jeg i kirke og høre evangeliet om nøglemagten!

Men inden jeg slutter helt for denne gang: Jeg har en (klar) fornemmelse af, at din teologiske metode ikke er helt fyldestgørende. Læs en god dogmatik som f.eks. Melanchthons Loci, som Lohse udgav i 1950'erne. Jeg har skrevet en smule om det i artiklen Hvordan udledes troens sandheder?

Den augsburgske Bekendelse er i øvrigt også en udmærket vejledning sammen med resten af Konkordiebogen (herunder Luthers lille Katekismus!). Det er ikke så vigtigt, hvor mange gange en given trosartikel er nævnt. Det er vigtigere, at den er åbenbaret for os. Men når det er sagt, mener jeg jo nok, at jeg har vist ovenfor, at du må lidt tættere på de steder, som handler om de temaer, du skriver om.

Mht. til mission og evangelisation, så har jeg skrevet en del om det, f.eks. i At gøre alle folk til Jesu disciple (Trinitatis søndag - Matt 28,16-20).

Mvh.

Georg

Hvad er Evangeliet?..
Der er efter min mening mange misforståelser, vedrørende dette spørgsmål.
Evangeliet er Den gode nyhed/budskap, og det er også hvad det græske ord euaggelion betyder.
Det er forsoning med Gud som er et af nøgle ordne i forståelsen af Evangeliet.
De fire Evangelier
1. Evangeliet om riget. Mat 24:14 Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.
2. Evangeliet om Guds nåde. Ap 24:20 Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde.
3. Evangeliet om Kristi herlighed Ap 4:4 for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.
4. Et evigt Evangelium Åb 14:6 Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk,

Jeg vil stoppe her for nu. Men jeg vil komme med et nyt og opfølgne indlæg en af de næste dage.
Frelsen og æren og magten er vor Guds

Evangeliet er latinsk form av gr. evangélion, godt budskap, gledesbud. Det brukes i Bibelen for å uttrykke at det har funnet sted en seier over fienden. I forbindelse med det kriustne budskapet er denne seieren at Jesus i vårt sted har seiret over synden og funnet en evig forløsning. I NT betegner det alltid det kristne frelsesbudskapet. Det første frelsesbudskapet finner vi allerede i 1M 3:15, «protevangeliet», senere ble frelsesløftet gjentatt på nytt og på nytt gjennom hele GT. Det når et høydepunkt i Jes 40-66, der Herrens tjener sier: «Herren har salvet meg til å forkynne et godt budskap for de elendige.» Jes 61:1. 52:7. Luk 4:18. Ordet evangelium brukes som uttrykk for hele Jesu person, budskap og gjerning, Matt 24:14. Se Guds rike. I brevene er evangeliet budskapet om Jesus Kristus som den som frelsesløftene er oppfylt i, og som gjennom sitt fullbyrdede verk har opprettet Guds rike. Luther sier at evangeliet i sin hovedsum er intet annet enn Jesus og hans død og oppstandelse. Jfr. Rom 1:1-4. 1Kor 15:1-4. Evangeliet i NT er fjernt fra alle andre budskap om menneskers frelsesveier, det er budskapet om hva Jesus har gjort til vår frelse - noe som ikke oppkom verken i jødisk tradisjon eller menneskelig religion eller tanke, Gal 1:6f. 1Kor 2:9. Evangeliet inneholder ikke bare en reell historisk beretning om Jesu død og oppstandelse, men også tolkningen av denne - at dette skjedde for at vi skulle bli Guds barn, Rom 1:16-17. 2Kor 5:21. Evangeliet er også en oppfordring til å omvende seg og ta imot budskapet, Matt 4:17. Og dette budskapet skaper selv troen som kan ta imot det, 1Kor 9:23. 1Tess 2:8. Herren utfører sitt verk ved forkynnelsen og hørelsen av budskapet, Rom 10:17.

"Guds rike" forekommer mange ganger i evangeliene og betegner ofte Jesu hele forkynnelse, uten at Jesus klart definerer uttrykket, Luk 4:43. Han forutsetter at tilhørerne kjenner til det. Det arameiske uttrykket betyr Guds kongevelde, og har ingen lokal eller geografisk betydning. Uttrykket har også sin bakgrunn i GTs forkynnelse av Gud som konge, i hele verden, og i Israel, Jes 41:21. Jesu samtid forstod Guds rike som den messianske tilstanden når alle mennesker lyder Guds lov og anerkjenner hans herrevelde i sitt liv. Jesus lærte sine å be om at Guds rike måtte komme, det er den samme bønnen som ble bedt i synagogene. Men med Jesus er dette Guds rike kommet, han selv er Guds rike, Mark 11:10. Matt 21:9. Kirkefaderen Origenes dannet det greske ordet autobasileia, han er selv riket! Da Jesu livsverk var fullbyrdet og Ånden utgytt, ble rikets krefter og skatter tilgjengelige for alle. Guds rike er «rettferdighet og fred og glede i Den Hellige Ånd», Rom 14:17. Og ved Jesu gjenkomst skal riket komme i sin herlighet, Mark 9:1.
Fariseerne så på dette riket som lønn for Israel dersom folket holdt loven. Jesus sier at riket er en gave, Luk 12:32. Derfor har han lært at en skal be om Guds rike, og ta imot det som et lite barn, Mark 10:13ff. Men han lærer også at en skal ofre alt for å komme i besittelse av det, Matt 13:44-46. Ved omvendelsen blir et menneske født på ny og blir et rikets barn, Matt 13:38.
At Guds rike skulle bety en ny verdensordning med sosial rettferdighet, har intet grunnlag i NT. Jesus sa selv at hans rike var ikke av denne verden, Joh 18:36. Jesus har ellers belyst rikets vesen i bergprekenen og mange lignelser, Matt 13.