Når jeg spørge mennesker hvorfor de vedbliver at kæmpe, hvorfor de gider blive ved med at lære nye diciplineringsmetoder, hvorfor de forsøger nye former for munkeri, hvorfor de gør helliggørelsen til et stræberprojekt, hvorfor de vil være under loven etc. er svaret... fordi alternativet bare ikke er nok for mig. Og lige der... har gamle Adam vundet en stor sejr, så kan han nemlig rigtig få lov at komme ud af stalden og øve sin ekcersits, farvel til Edinbourgh Tattoo og goddag til det moderne menneskes forsøg på at frelse sig selv, eller i hvert fald hjælpe lidt til...

Hvorfor vil ingen se at de med deres gerninger kun håner Kristi offer?

Tjaah, ideen om, at gamle Adam kan dresseres og derfor ikke behøver at slås ihjel, stammer vel fra - netop - gamle Adam.

Tak for de gode ord, som jeg gerne vil være medunderskriver på.

Hermed blot min varme tilslutning - også til Chemnitz' replik.

Det er så sandt som det er sagt - og vi er nok en del, der har brug for at blive mindet om det hver eneste dag, for Adam dukker op igen og igen - i hvert fald hjemme hos mig.

Den totale befrielse falder os slet ikke naturlig !

kristina

Hej Grev Lindgren,

Nu må jeg som Jesusnets officielle skabskatolik vist lige være uenig i din noget fordomsfulde kritik af "munkeriet". Jeg er selvfølgelig enig med dig i at ingen bliver retfærdige af sig selv, men jeg synes du, såvel som mange andre protestanter, skaber en unødvendig modsætning mellem gerninger og tro. Jeg slog tilfældigt op i en af mine "munkebøger", og behøvede kun bladre to sider før jeg fandt dette citat:

Herein God secretly teaches the soul and instructs it in perfection of love, without its doing anything, or understanding of what manner is this infused contemplation (Dark Night of the Soul by St. John of the Cross, book II, chapter V)

Både Johannes af Korset og Theresa af Avilla (som er de to jeg har størst kendskab til) pointerer igen og igen hvordan helligørelsen er Guds gerning, hvordan det altid er Gud nåde der fører et menneske fra én af sjælens boliger til den næste, eller renser den kristne gennem en "sjælens mørke nat". Samtidig tilhørte de begge karmelitterne, som bestemt ikke hører til i den blide ende når det kommer til disciplin, afholdenhed, faste og bøn.

Helliggørelsen er ikke vores eget projekt, men Guds gerning i os. Vi er i én forstand fulstændig passive i denne process, MEN samtidig er det som Paulus skriver:

Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat. Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål. Ingen idrætsmand vinder sejrskransen, hvis han ikke følger reglerne. Den bonde, der har sliddet, bør have først af høsten. Læg mærke til, hvad jeg siger! For Herren vil give dig indsigt i det alt sammen. (2. Tim 2,3-7)

Hvis vi blot læner os tilbage, tænder tv'et og meget "fromt" lader Gud om at gøre os hellige, så sker der ingenting. Modsat, hvis vi arbejder hårdt på at blive "retfærdige" i egen kraft, så er det sidste blevet værre end det første. Men den ene håner Kristi offer lige så vel som den anden, og det er dumt at hoppe i havnen for ikke at brænde inde.

Det er et godt tegn at en kristen er oprørt over synden i sit eget liv, det er et godt tegn at en kristen ønsker at blive hellig (naturligvis vil dette ønske altid i forskellig grad akkompagneres af et ønske om at kunne være stolt, hvilket ikke er godt - som alt andet er vores motiver og vores kristenliv plettet af synd).

Og det er sådan set også et godt tegn at en kristen ikke stiller sig tilfreds med at "Gud skal nok gøre dig hellig når du dør". Vi bliver ikke færdige med helliggørelsen i dette liv, men den starter i dette liv, og jo mere fanatisk vi kæmper for den jo bedre. De af os som kæmper i egen kraft vil hurtigt finde ud af, at vi ikke kommer nogen vegne eller (ved nærmere inspektion) at vore relativt små synder (hidsighed, urent begær, umådehold eller hvad det nu er) blot er blevet erstattet med den første og værste synd, Satans synd, åndeligt hovmod.

Mvh. Steffen

Alle sande lutheranere er vel et eller andet sted skabskatolikker, og jeg angriber ikke munkevæsenet som institution, men primært den moderne munkeritankegang hvor man med diciplin vil opnå erkendelse, med øvelser vil opnå hellighed og renhed, med retræte og meditation tror man kan lære noget om Gud.

Jeg glædes over at helliggørelse betragtes som Guds gerning, og så langt så godt, og ja vi er passive i den proces omend det er os Gud handler med.

Vel er det et godt tegn at en kristen er oprørt over synden i sit liv, således taler Paulus meget klart om denne pine og smertelige kamp mellem vilje, kød, ånd etc. og ingen kristen kan ønske at være uhellig, og dette ønske er der for mig at se ingen form for lovtrældom i, således er dette ønske lagt i os som en konsekvens af vort møde med Kristi kærlighed og forsoningsblod.

Men, vi skal ikke sidde med hænderne i skødet, vi skal bruge de nådemidler som Skriften taler om, vi skal komme sammen i menigheden og frelses ved prædikens dårskab, vi skal knæle ved nadverbordet etc. og gør vi så, da ikke bare HAR han retfærdiggjort os, men også herliggjort os og gjort os hellige, og alt dette gør han og vi har INGEN del deri, og jo mere fanatisk vi kæmper, jo mere sidder vi fast i trældommen, vi skal ikke kæmpe fanatisk, vi skal give op, overgive os, holde op med at tro at vores indsats gør hverken fra eller til.

Men sker der ikke noget med os stakkels mennesker, når vi nu af Herrens hånd ufortjent har modtaget frelsen og er blevet gjort hellige? Jo hans værk med os fortsætter som det blev påbegyndt i dåben, således at vi kan vinde sejrskrænsen, men det sker umærkeligt, og det der sker er at Hans lys skinner klart, og jo mere klart, jo mere synd afsløres, og jo mere synd der afsløres jo mere glædes vi over lyset, samtidigt med at vi smertes over den synd som afsløres, fordi vi erkender at synden ikke er tyveri af småpenge i den lokale Brugs, men vort fordærvede jeg, hele vores væsen, og for mig at se er der lagt fra denne tilstand til den fanatiske kamp du beskriver.

Hej Grev Lindgren

hvad får dig til at skrive, at nogle (kun) tror, at de kan lære om Gud ved retræter og meditation?
Mener du ikke at man kan det, - hvad lærer man så om? Sig selv?
Det er vist begge dele, tror jeg. I stilheden og det der sker, der ser man mere af sig selv, men man lærer mindst lige så meget om Gud, synes jeg.

Stilhed - forudsætningen for bøn, bibellæsning og selvransagelse - er i hvert fald nødvendigt, hvis man vil lære at kende Gud(s vilje). Hvis de fleste er som jeg, har de nok mere behov for at praktisere det i hverdagen, end i korte perioder ved enkelte lejligheder (retræte). Men begge dele er selvfølgeligt gavnligt; det sidste er bare ikke en erstatning for det første.

jeg taler ikke imod retræte, meditation er for mig en anden diskussion, det jeg taler imod er hvad man bruger de forskellige ting til, du kan ikke lære noget om Gud gennem retræte, du kan lære noget om Gud gennem hans åbenbaring, Skriften. Retræte kan i sig selv være menneskelig gavnligt, og som det skrives kan retræte være en mulighed for at finde stilhed og dermed tid til bøn, men det er nogen ganske andet end at tro man kan lære noget Gud i retrætens og meditationens rum.

Stilhed er klart en mangelvare for mange, jeg vil dog IKKE ophæve det til en nødvendighed for alle, for det er ikke alle mennesker der behøver stilhed, nogle mennesker har det fint med larm og kan sagtens studerer deres bibel og bede midt i larmen.

For lige at holde os til en ting ad gangen: Retræte.
Jeg har prøvet det et par gange i den katolske kirke (IKKE fordi jeg så ved alt om det, ej heller ved jeg, hvad det gør ved andre end mig selv..!), og jeg lærte noget om Gud. Muligvis ikke noget, som jeg ikke kunne vide ud fra Bibelen, og muligvis heller ikke noget, som jeg ikke vidste før, men det jeg så vidste, blev jo forstærket, så min tro på at Gud ville sige det og det til at starte med, blev fornyet. Så jo, jeg vil sige, at jeg lærte noget om Gud.

Hvorfor antyder du, at Gud alene lærer os om Sig gennem Bibelen? Hvad får dig til at tro, at Gud lader sig begrænse til denne samling tekster, når Han skal lære os hvem Han er? Det virker besynderligt på mig, at Han ikke skulle kunne virke og være overalt (eller i hvert fald mange flere steder end kun i Bibelen) i det, Han selv har skabt.
Nogle taler jo endda om, at Gud bruger lidelse til at lære mennesker at kende Ham. Det er jo også som jeg siger, at lære om Gud ad andre veje end Bibelen, selvom også Bibelens personer lærte om Gud via lidelser.

Enig. Man har som oftest bedst af at have stilhed i sit liv også i hverdagen, - og var det ikke også Martin Luther der faktisk skrev om, at da han brugte x antal minutter dagligt på at bede, så nåede han flere ting på sin liste over daglige gøremål, end da han styrtede rundt dagen lang uden at tage sig pauser til bøn.
Det princip gælder jo stadig i dag. Sådan oplever mange det vist.

Men jeg tror, at man skal slå et slag for inderligheden og altså være seriøs omkring denne bedetid, for at man ikke sidder imens og tænker på det man skal nå bagefter eller dagen efter.

Man kan somme tider opleve, at den tid der skulle være udelt til Gud, den bliver fyldt med alt det man skal senere på dagen. Og det er ikke særligt fedt overfor Gud, - hvilken af sine venner ville man behandle sådan, at man sad og var et helt andet sted i sine tanker, mens man var sammen med vedkommende. Gud bliver ikke såret, men Han fortjener vores fulde opmærksomhed, i det mindste når vi har sat os med netop Ham for øje. Det skulle være det mindste vi kan gøre.

Jeg hverken kan eller vil anfægte hvad andre oplever, så lad det ligge.

Den anden del, så kan Gud ikke begrænses til at rummes i det som står i Bibelen, men alt hvad du og jeg har brug for at vide om Gud står der i Bibelen, den er Hans fulde åbenbaring til os, og jo Han virker overalt ved sin ånd, og det Ånden gør er at oplyse Hans åbenbaring.

Hej Grev Lindgren,

Jeg er enig i hvad de tau og Jalokin skriver: Retræter og meditationer er måder at søge Gud og lære om ham på - eller rettere det er at sætte sig i en postition hvor man (alt andet lige) er mere lydhør over for Gud. Hvis der er noget det moderne menneske, mig selv inklusive, kunne have godt af, så er det en time dagligt i stilhed eller en weekend væk fra dagligdagen i stilhed med en bibel eller en bønnebog.

Ja, Gud kan også tale til os midt i et supermarked eller på arbejdspladsen, og den tid vi bruger der skal vi (som gode lægfolk) hellige Herren! Ora et labora - bed og arbejd - lad dit arbejde være en bøn. Men at nedvurdere retrætens og stilhedens plads i kristenlivet er en misforståelse.


Så langt, så godt


Hvad mener du med helliggjort?

Jeg er enig i at Gud har "gjort os hellige" dvs. adskilt os fra verden på en unik måde. Alle kristne er i den forstand "hellige".

Men den anden forståelse af "helliggjort" der mig bekendt er den mest almindelige, betyder at ens liv og handlinger i større og større grad afspejler Jesus.

Eksemplet for et sådant liv findes allerede: Jesus. Og kraften til at leve et sådant liv findes også: Ånden. Men at sige at helliggørelsen allerede nu er aktualiseret for hver af os, giver ingen mening.


Vores synd er ikke vores fordærvede natur, men den udspringer ofte fra den. Synd og syndighed er to forskellige ting. Vi skal ikke have dårlig samvittighed over vores natur, men over vore konkrete gerninger. Vores brudte natur er et problem, men ikke et problem, som kan løses ved tilgivelse - det skal løses ved nyskabelse, en proces som startes ved dåben og fuldføres ved opstandelsen.

Vore gerninger derimod kan vi med god grund angre. Som Paulus skriver: De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

Der er ingen af de fristelser der møder os, som kristne, som ikke kan modstås ved ret brug af nådemidler, bøn og det kristne fællesskab. Der har mig bekendt aldrig været en kristen som har modstået alle de fristelser han mødte, men det skyldes ikke at han blev fristet over evne. Synden lurer ved døren, og gamle Adam vil konstant forsøge at drage os mod det onde, men vi er som kristne aldrig tvunget til at følge Adam. Gud vil altid skabe en udvej (som vel at mærke ikke er tilgængelig for dem som kæmper i egen kraft).

Det var den negative side af helliggørelsen. Der er naturligvis også en positive side som vi kan kalde Åndens frugter. Igen er det Guds gerning i os, men vi kan åbne os mere eller mindre for dem - gennem bøn og stilhed, ved at modtage Kristus i sakramenterne, ved at ofre og hellige vores dag og vores liv til Gud. Og så rent faktisk at gribe øjeblikket når det kommer.

Mvh. Steffen

Hej igen,

Ja, Skriften er den eneste kilde til viden om Gud, udover det som er åbenbart for enhver fra hans skaberværk (hedningernes "Bibel" jf Paulus). Men der er langt fra rent akademisk viden til at et dogme bliver til liv.

Jeg vil vove den påstand (som let kan misforstås) at der ikke findes objektiv viden om Gud. Dermed mener jeg, at hvis man læser Biblen kun som en bog til objektiv viden om kristendommen, så går man galt i byen. Biblen skal læses "subjektivt" - den skal læses af et subjekt som kan møde det andet subjekt på den anden side af ordene, ikke af en analytiker som leder efter information. Og her er meditationen værdifuld. Meditationen er i en kristen tradition altid forbundet med ét eller andet dogme fra den kristne tro eller med en bibeltekst.

Kristen spritualitet er som et legeme - der skal være et skelet af dogmer, ellers bliver det bare til en kraftløs gang splat. Omvendt er skelettet isoleret set støvet, tørt og lidt uhyggeligt og selvom det kan analyseres og studeres af læger eller arkæologer, giver det ikke et særlig godt billede af personen.

Men hvis du taler om folk som mener vi kan lære den mindste smule om meditation fra Østens tågede og dogmeløse religioner, så er vi naturligvis enige

Mvh. Steffen

Enig med dig Steffen.

Min afgående ivrigt mediterende sognepræst skrev blandt andet, at en af de ting (for der er flere ting) der kendetegner kristen meditation er, at det har et objekt, en modtager. Man har ikke tomhed og intethed i centrum, ej heller sig selv, men man har Gud JHVH som centrum og modtager.
Og nemlig som du skriver, meget ofte også et bibelvers eller et dogme som emne på sin meditation.

Venlig hilsen
Tau

Jeg vil gerne med et fornuftigt syvtommersøm slå fast at jeg IKKE nedvurderer betydningen af at søge stilheden, jeg siger bare at man for det første skal gøre sig bevist hvorfor, samt gøre sig bevist at ønsket om stilhed ikke kan ophæves til et dogme. Men til sagen...

Jeg skelner ikke mellem hellig og helliggjort, forstået således at alle kristne er hellige, og det kan man kun blive ved at blive helliggjort, og dette sker gennem Kristi død og opstandelse, vi får del deri gennem dåben, og deraf følger kaldet til et helligt liv og levned, fordi han som har begyndt sin gode gerning i os, også vil fuldføre den.
Men hvad så med hensyn til afspejlingen af Kristus? Dette er for mig at se ikke et udtryk for en forbedring af mennesket, men en vækst i modenhed, og modenhed i denne sammenhæng er for mig et udtryk for en øget/voksende erkendelse af at i mig bor intet godt og alt hvad som er godt og skinner klart, og alt hvad der tilsyneladende ser ud som helligt hos mig, er alene genskin fra hans lys der falder på mig, oplyser mig og afslører min natur som er synden. Modenheden er erkendelsen af nederlaget.

Vores synd ER vores fordærvede natur, synd er fjendskabet mod Gud, synden er den slægt vi er født ind i, og om vi konstaterer synden som vores natur ved en at tale og skrive om den, eller vi ser den manifesterer sig i konkrete handlinger er irrelevant, kilden til synden er den samme.
Og ja vi kan angre vores konkrete syndige handlinger, men ligeledes angrer vores natur, at vi af natur er Gud imod. Synd og syndighed er ikke to forskellige ting, det er to sider af samme sag, altså vil jeg i den grad plæderer for at vi ikke alene skal begræde vores syndige handlinger men også vore syndige natur, den er jo Gud imod, den er Kristus vores frelser imod, at gamle Adam i dåben må druknes alene viser hvor alvorlig netop vores natur er, kroppens forfald og endelige død viser den skræmmende konsekvens af at Adams slægt er fordærvet indtil marven.

Kristus blev i ørkenen fristet, og han modstod... det havde jeg næppe gjort, og når jeg næppe havde modstået fristelsen, så skyldes det ikke forkert brug af nådemidlerne, det skyldes at mig bor der intet godt.

Angående Åmdens frugter er det vist en debat for sig selv :-)

Og detb er præcis det sidste jeg har fat i, når kristen bøn, bibellæsning og retræte åbenlyst låner metoder fra østens ikke visemænd, men tågede pseudovidenskaber, så er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær, man kan ikke opnå en større enhed med Kristus eller forståelse ved sanseløst at arbejde sig ind i en tranceligende meditation, og nej det hjælper ikke at dit mantra er "Jesus", tro mig det er der rigtig mange new-age tilhængere der allerede bruger.

Og se, selv om jeg gerne så vi brugte et andet begreb for at undgå begrebsforvirring, så er bøn henvendt til Gud absolut en positiv ting :-) At kalde det meditation må man selvfølgelig gerne, jeg forstår bare noget ganske andet ved det begreb.

Det kan godt være, at det ikke er meditation i en anden forstand, det jeg beskrev. Men der hører også med til det jeg skrev, at man sidder på en måde, så kroppen ikke belastes, og man får styr på vejrtrækningen, f.eks. som når man beder den oldkirkelige Kristusbøn, der meget går på det man beder (siger) samt på vejtrækningen i sig selv, fordi det gør kroppen rolig og sindet stille for, hvad Gud vil sige og gøre.

Jeg synes, at effekten hvis man kan sige sådan, er større ved meditative stunder, eller hvad vi skal kalde dem, end ved almindelig bøn.
Man kommer dybere i meditationen, og man får hele sit væsen med inkl. kroppen. Det er vist en ting, der adskiller det fra alm. bøn, hvor man - i hvert fald jeg selv, ikke normalt får kroppen med, blandet andet fordi vejrtrækningen ikke inddrages i det.

Så er vi nok alligevel ikke helt enige

Hele den del med vejrtrækning, speciel siddemåde etc. hører for mig at se ikke hjemme, hele den tankegang er for mig at se fremmed og hører østen mystik til, og at sammenblande dette med kristendom kan jeg ikke forstå, og er for mig at se en selvdiciplineringsøvelse.

Ja, enig - det kan godt lyde lidt yoga-agtigt.
Men så alligevel!

Jeg tror det kommer an på, hvad det er man vil med sin meditation.

Hvis man f.eks. gerne vil bede sit Fadervor eller en anden bøn, eller takke Gud - men er stresset og har problemer med at finde ro - hvis tankerne flyver hid og did og man ikke kan samle sig - så tror jeg godt det kan være en hjælp at "disciplinere" tankerne først ved at sætte sig i en god stol falde til ro ved bare at være opmærksom på sin krop og sin vejrtrækning.

Men hvis man mener at kunne lære Gud at kende - eller bedre at kende - altså lære noget om Gud, som man ikke vidste i forvejen, kan det være en meget farlig vej at gå.

I min kirke har vi en del aftener der hedder "Bøn og meditation". Jeg snublede i begyndelsen lidt over ordet meditation, men det foregår på den måde, at præsten læser en bibeltekst, som vi derefter bruger ca. 5-10 minutter i stilhed på at fordybe os i, hvorefter han kommer med sin udlægning og bøn, og vi synger et par salmer.

Desuden har vi ved samme lejlighed mulighed for at fremføre hvad hvad der ligger os hver især på hjerte, som vi gerne vil at der bliver bedt for eller takket for ..

Den form for meditation ser jeg ikke noget problem i - det er bestemt muligt at trænge dybere ind i en Bibeltekst på den måde.

Hvis man derimod mediterer med det formål at lære Gud bedre at kende, altså at lære noget om Gud, som man ikke vidste i forvejen, så kan man let komme på vildspor.

Det skete for Martinus, som var en from, troende og helt ubelæst mand, som havde lånt en bog om meditation.
Den læste han og tænkte, at det ville han da prøve, så han satte sig i en stol, lukkede øjnene og mediterede efter bogens anvisning.

Det førte til, at han modtog en overvældende Kristusåbenbaring - han så og oplevede Jesus komme imod sig og tage bolig i ham. Og fra den dag vidste han alt om livet, om verden og om Gud.

At det var en af de falske kristus'er der havde åbenbaret sig for ham, fandt han aldrig ud af. Han underviste i kosmologien (åndsvidenskaben) som den var blevet ham blevet ham indgivet, indtil sin død ca. 50 år senere.

Hans livsværk hedder "Livets bog" - Det tredje Testamente." 4-5 hyldemeter, som jeg har læst - og kasseret.

Han nåede at føre mange vild, bl.a. undertegnede.

kristina

Hej Steffen

Jeg kan vist følge dig et godt stykke på vejen i mange af de ting du skriver. Men faldt over det her:

Hvorfor er vores syndige natur ikke synd? Og hvordan skelner man? Er ursynden ikke netop det, ikke at ville Gud, ikke at tro hans ord? Og er det ikke netop vores syndige natur?

Eller: Er det ikke et problem, at jeg ikke elsker min næste, bare jeg handler godt imod ham?

- Mads

Hej Mads,

Jeg havde skrevet et langt svar, men kom ud ad nogle tangenter, der bragte mig i tvivl om hvorvidt de tanker jeg udtrykte, og til dels har udtrykt allerede, nu også er helt ortodokse.

Derfor kommer der ikke noget svar i denne omgang, dels fordi det er pinligt at skulle æde sine kætterier i sig igen, dels fordi det er træls at have spredt et kætteri endsige have forsynet det med argumenter.

Håber at kunne vende tilbage med et ortodokst svar

Mvh. Steffen

En uortodoks ekcersits

Nej, ok, helt fint. Dejligt med eftertanke!

Jeg går lige lidt videre med min opfattelse af hvordan Bibelen taler om tingene (bare så du har lidt at respondere på):
I Bibelen kendes der godt til en skelnen mellem gerningssynd og så det faktum at vi er syndere. Loven (sådan i Paulus-forstand og deslige) er det, der påtaler konkrete synder (som indeholder gerningssynd, men også manglende ægte kærlighed og den slags), og derved afsløres det, at vi er vendt bort fra Gud. I det øjeblik vi hører "du må ikke" og "du skal" erkender vi, at vi "vil" og "ikke vil", og derved afsløres den onde natur. Det kan loven ikke rette op på. Vi må i stedet tro på Kristus og holde os til ham. Her bekender vi at vores syndige natur står Gud imod, og at det fordømmer os. Men i Kristus er vi fri. Så hvor loven (måske, med lidt af Gamle Adams 'gode' vilje) fra en teoretisk vinkel kan virke til, kun at fordømme den konkrete synd, så vil et møde med loven i fuld alvor (hvem af os, kan sige, at vi har mødt dét?) føre os til den konklusion, at vi er fordømte og skyldige, ikke bare pga. konkret synd, men også i vores natur. Og at dette må bekendes og angres som synd!

Måske kan man sige, at vores syndige natur er for de konkrete synder, hvad troen er for de gode gerninger?
"Alt, hvad der ikke er af tro, er synd." Rom 14,23.

Jeg tænker altså ikke, at det er forkert at skelne mellem konkret (når konkret forstås ret) synd og vores syndige natur. Men det betyder bare ikke, at den syndige natur ikke er en ond, syndig ting, der fordømmer og gør os skyldige (hvis vi ikke er i Kristus), og som skal bekendes, angres og dræbes. Og med skelnen, mener jeg ikke, at det kan skilles ad. Blot at vi i tanken kan skille de to ting ad:
1) At vi grundlæggende ikke vil Gud
2) At vi igen og igen i ord, handling, tanke, underbevidsthed, og hvad vi ellers har at rykke rundt med, synder imod Gud. Eller, som Jesus siger:

"Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten." Matt 12,33.

Der skelnes mellem træ og frugter, men det gør ikke det at være et dårligt træ til noget der ikke skal angres og bekendes. Som kristne bærer vi god frugt. Men det betyder ikke, at det dårlige træ ikke har sine rødder i os endnu. Jeg tror Gal 5 viser det ganske klart. Og tages dette ikke alvorligt, bliver helliggørelsen let til et facadepudseri. Men loven, med dens tale om konkret synd, vil afsløre det.

- Mads

Mange tak for dit indlæg, det gjorde mig glad at læse, fordi du evner at konkretiserer hvad jeg til tider har en tåget ide om.