Som svar på kongstads indlæg andetsteds:

Din indvending er helt forståelig, men faktisk underbygger den dybest set bare min pointe.

Forstår du hvad du dybest set udtrykker når du skriver at herren "giver dig en kvinde til avl"? Det betyder at han har betalt brudeprisen til hendes familie. Det siger os to ting: 1) Han optræder i juridisk forstand som din far! Din "slavestatus" minder mere om en søn end om et stykke kvæg. 2) Han har betalt en anseelig sum for at du kan få en hustru - 50 sekel for at være helt præcis (ofte mere) - en sum som svarer til 5 års arbejde for en almindelig arbejder.

Eller det kan være at kvinden er opvokset hos din herre. I så fald har han bekostet hendes opvækst og er i juridisk set i hendes fars sted - og har således selv krav på en brudepris. Under alle omstændigheder har han haft enorme udgifter ved at få dig gift.

Hvis du alligevel forlader ham, så kan du dårligt tage kvinden med dig uden at kompensere ham for hans udgifter - eksempelvis ved at arbejde for ham i endnu nogle år, som Jakob gør for Rakel. Jeg vil gætte på at dette var hvad der normalt skete i disse tilfælde.

At tale om at afkommet og konen "tilhører" ejeren er en anakronisme. Det er ikke sydstats-plantageejere der driver avl på slaverne for at få flere!

Mellemøstlige kulturer og særligt Israel var *meget* lidt tolerante over for seksuel promiskuøsitet, og jeg stiller mig meget tvivlende over for at Torahen skulle åbne en dør på klem for "avl" på slaver - at herren kan tvinge dig til at avle nogle slavebørn med en tilfældig kvinde, han har fundet til dig! At købe en brud til din slave er et tegn på at du værdsætter ham, og styrker båndet mellem slaven og herren.


Jeg har læst et par forskellige oversættelser af stykket (2. Mos 21,20f), og der lader til at være forskelle. Nogle versioner (NIV, NLT, NCV, HCSB...) oversætter det som "hvis han bliver rask efter 1-2 dage skal herren ikke straffes" mens andre (Dansk 1992, NASB, MSG, AMP, ESV...) har "hvis han dør efter 1-2 dage" og endnu andre (KJV, CEV...) er mere kryptiske.

Den første udlægning giver mest mening da straf og forbrydelse så er paralelle med dem i versene før og således falder i naturlig forlængelse (kort sagt: Hvis en mand skader en anden mand så han er sengeliggende, skal han kompensere for hans økonomiske tab derved og betale for behandlingen - hvis den anden mand er hans slave skal han ikke kompensere ham, da slavens arbejde allerede tilhører ham "det er hans egne penge det drejer sig om")

Alle er dog enige om, at det var i tilfælde af at du har slået din slave "with a rod" - dvs. disciplinær afstraffelse, af samme slags som fædre brugte over for deres sønner. Der var ikke tale om mishandling undtagen hvis det tages i en meget bred forstand.

3. Mos 25,43: Du må ikke underkue ham med vold. Du skal frygte din Gud!

3. Mos 25,53: Han skal have det hos ham som en daglejer år efter år; den, der købte ham, må ikke underkue ham med vold.


Desuden gik slaven fri, hvis du skadede hans øje, eller slog en tand ud på ham (2. Mos 21,26f). I nogle andre kulturer kunne man godt stikke øjne ud på slaver, og på anden måde mishandle dem uden at det fik nogen følger - men ikke i Israel.


Man kan jo indvende, at det ikke var vildt svært at blive jøde.

Ja, det var muligt i tilfælde med ikke-jøder at gøre forordningen livsvarig. Alt dette skal dog ses i lyset af hvad der i øvrigt står om "den fremmede der bor hos jer" i Torahen.


Tja, det er to forskellige institutioner i to forskellige samfund adskilt af 1-2000 år... jeg synes det må være dem der mener at se ligheder der skal dokumentere dem.

Mvh. Steffen