hvorfor er det er at man i nogle menigheder tugter folk der f.x er blevet skilt eller gengift?? jeg er med på at det ikke lige er efter Guds ønske.. men det er det heller ikke når vi lyver osv.. hvorfor er det at man lige nøjagtig er gået over grænsen der.. jeg er hverken gengift eller gift og skal ikke skilles.. men hvis det var mig der skulle kaste den sten, så ville jeg nok synes jeg selv er en hykler.. (hvis i forstår hvad jeg mener)

jeg er sådan set også med på at det er ganske bibelsk at bruge kirketugt (i henhold til 1. kor kap. 5). Jeg kan dog kun forsvare (i forhold til min egen logik) at bruge tugt når nogen allerede er fortabt (hvis Jesus kom igen i samme øjeblik).. Hvis jeg så hvidt har ret vil jeg gerne have en forklaring på hvorfor man er fortabt hvis man f.x bliver skilt/gengift

i mark. kap 10 fortæller farisærerne at Moses tillod folk at blive skilt (ved stadig godt det ikke er Guds vilje) men det ville han vel ikke have gjordt hvis de gik fortabt???

Hej Boanerges

Jeg tror ikke, der er nogen, der mener, at man går fortabt, fordi man bliver skilt. Det er heller ikke derfor, man har kirketugt. Kirketugten er ment som en kraftig advarsel til dem, der er på vej i den gale retning. Man laver kirketugt, netop for at folk ikke skal gå fortabt – og derfor giver kirketugt selvfølgelig også kun mening overfor dem, som er frelste og tror på Kristus. Man kan bruge kirketugt, når man ser, at der er en kraftig splittelse mellem det, et kristent menneske tror, og det, han gør. Man kan ikke være en kristen og samtidig leve som om, at man ikke er det. Derfor kan det være nødvendigt at sætte folk i karantæne, så at sige, så de kan forstå, at så længe de ikke vil leve som kristne, kan de heller ikke være kristne.

Kirketugten kan selvfølgelig i princippet bruges overfor såvel ægteskabsbrydere som notoriske løgnere. Det afgørende er, om vedkommende erkender, at det, han gør, er forkert. Hvis han ikke vil erkende, at hans handlinger ikke er i overensstemmelse med hans tro, så bør menigheden (hvis den har omsorg for ham) gøre ham opmærksom på, at der er noget galt – og om nødvendigt bruge kirketugt.

mvh
Nikolaj

så de kan forstå, at så længe de ikke vil leve som kristne, kan de heller ikke være kristne.

nu har jeg kaldet mig kristen i mange år efterhånden.. men der er ikke gået et døgn endnu hvor jeg har kunen sige at jeg har levet som en kristen.. troede det var hele pointen...

lever du som kristen?? hvordan??

Hej Boanerges

Jeg tror egentlig, vi har det på samme måde. Jeg kan heller ikke pege på nogen dag i mit liv, hvor jeg har levet fejlfrit. Men det at leve som kristen handler heller ikke om at leve uden fejl eller synd, men derimod om at erkende sine fejl og modtage Guds nåde.

Kirketugten er bestemt for den, der ikke vil erkende sine fejl på et eller andet konkret felt, og som derfor så at sige reserverer en del af sin tilværelse, som Gud ikke skal blande sig i, og dermed sætter den del af sin tilværelse uden for Guds nåde. Det er en farlig vej at begive sig ind på. Derfor har man brug for at blive ledt tilbage på den rette vej – om nødvendigt på en håndfast måde, altså ved kirketugt.

mvh
Nikolaj

huhm og hvis man bliver skilt så erkender man ikke sine fejl??

og hvis man er på afgrundsvej hvis man bliver skilt, hvorfor tillod Moses så skilsmisse pga af vores hårdhjertethed?? er det ikke at avle surdej?

Kristus besvarer faktisk selv dit spørgsmål ang. Moses' tilladelse af skilsmisse

"Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: »Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?« Han svarede dem: »Hvad har Moses påbudt jer?« Og de sagde: »Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.« Jesus sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. ›Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.‹ Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette, og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.«"

Mark 10:2-12.

Hej Boarnerges,

Når Moses tillod skilsmisse, så skyldes det, at Moses bragte Israelitterne tre love - ikke kun én.

Først bragte han en etisk lov, Gud vilje for sit folk - de ti bud. Denne lov er gældende for alle Guds børn til enhver tid. Den står i 2. Moesbog 20.

Men eftersom israelitterne syndede og lavede en afgudskalv, bragte Moses en ny lov til dem - præsteloven. Denne lov tager præstedømmet fra den enkelte families overhovedet (faderen) og lægger det over på levitterne alene. Denne lov var en straf for israelitternes synd, og indebar blandt andet, at dagligt skulle blodet flyde fra de dyr, israelitterne tilbad efter egypternes forbillede. Denne lov var af opdragende karakter og skulle kun være midlertidig. Den ophørte med Kristus. (Den udgør i øvrigt hele 3. Mosebog)

Endelig bragte Moses en civil, strafferetslig lov, som var af mere pragmatisk karakter end den etiske lov. Den udgør størstedelen af 5. Mosebog, og omhandler kort fortalt forbrydelser og straf i Israel. Den omfatter mange af de ting som den første lov omtaler, men er ikke 100% sammenfaldende med den. Det skyldes at der ikke kan sættes lighedstegn mellem hvad der er forkert og hvad der bør straffes eller forbydes. Som du nævner bliver skilsmisse "tilladt" i denne lov, men det skal ikke ses som en etisk tilladelse (hvilket Jesus i øvrigt gør ganske klart i det som JF citerer ovenfor), men som en juridisk.

Hvis man ikke skelner mellem disse love, går man meget galt i byen. At Moses tillod skilsmisser betyder ikke nødvendigvis at de er okay, og at Moses forbød spisning af rejer og svin, gør ikke nødvendigvis disse ting uetiske.

Mvh. Steffen

Tak for en meget præcis udlægning af hvorfor og hvorledes Moses tillod skilsmissen, hvilket sætter Pauli udlægning i et andet lys end den moderne kirke ønsker det, når Paulus knytter til ved Moses er det altså ved en civil, retslig praksis, som skriften altså ikke specielt billigere, men dog accepterer.

Nu tror jeg ikke det er så udbredt at sætte folk i menighedstugt efter en skilsmisse (der skal jo under alle omstændigheder to til en skilsmisse og hvis den ene ønsker det kan den anden ikke nægte). Men nogle menigheder vil måske gøre det hvis man gifter sig igen.

jeg tror ikke der er mange der er i tvivl om at det ikke er Guds mening at vi bliver skilt. ligesom de fleste godt ved at det ikke er Guds vilje at vi lyver forsømmer osv.. men hvorfor er det at lige præcis der bliver folk udelukket fra nadveren (hvilket jeg godt ved de ikke gør alle steder)

jeg kan ikke forstå hvad kirketugt skal bruges til hvis ikke det er for at få folk tilbage til frelsen der er ved at gå fortabt (lad os ikke pakke det ind i vat)

jeg forstår ikke at moses tillader det hvis man går fortabt når man bliver skilt, så gør det jo bare ondt værre..

det er ikke for at forsvare skilsmisse det er en af de mest beklagelige ting i dagens danmark..
men jeg kan ikke forsvare over for mig selv at fortælle nogen at de er uden for nåden fordi deres synd er "værre" end os andres.. syns det virker meget hyklerisk

Hej Boanerges

Som jeg lagde ud med at sige: Jeg tror ikke, der er nogen, der mener, at man går fortabt, fordi man bliver skilt.

mvh
Nikolaj

Nikolaj: Man laver kirketugt, netop for at folk ikke skal gå fortabt – og derfor giver kirketugt selvfølgelig også kun mening overfor dem, som er frelste og tror på Kristus.

Der findes i Folkekirken en form for "omvendt" kirketugt: Menighedsråd vil ikke ansætte præster, der for eksempel nægter at vie fraskilte og ikke anerkender kvindelige præster. Her er det et ofte stort mindretal i menigheden, der undertrykkes, ja, det er en tugt, der rammer kirken i og med at såkaldte "fundamentalistiske" præster nægtes ansættelse.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej Hoeg

Ja, det er absurd. Og mange steder er det endda ikke bare et stort mindretal af kirkegængerne, der bliver diskrimineret, men et stort flertal.

mvh
Nikolaj

Ja, nu er jeg ny her og tænker når jeg læser ovenstående at jeg måske slet ikke alligevel hører til..sagen er nemlig den, at jeg er fraskilt - og gift igen! Jeg er siden kommet til tro, men kan forstå på nogle indlæg her at nogle kristne, såvel menige som præster, vil have svært ved at acceptere mig som kristen og "gengift". Heldigvis fandt vi dog en præst, der gerne ville vie os, trods vore fortid! Som skrevet i denne tråd også, hvem af os kan da sige sig fri for at have syndet? Jeg kan jo af gode årsager bestemt ikke, men hvem er de frelste, der så vil dømme? Som kristen forsøger jeg, ikke kun pga min egen fortid, men også fordi jeg ser nåden i budskabet som den største gave, ikke at dømme. Vi kan vel alle finde et skriftsted og tolke på det, men er det helt korrekt? Uanset så mener jeg at kristne mennesker netop bør vise forståelse og kærlighed for andre mennesker - uanset hvilken situation de nu er kommet i. Og hvis det betyder at jeg som "gengift" ikke er så meget værd for nogle kristne, så kan jeg kun opfordre til at netop de én gang til læser evangeliet, for når Jesus kunne tilgive, så kan vi vel også...

lille skriver: Heldigvis fandt vi dog en præst, der gerne ville vie os, trods vore fortid! Som skrevet i denne tråd også, hvem af os kan da sige sig fri for at have syndet?

hej lille!

Præsten, der nægter at vie fraskilte, udtrykker dermed en form for fordømmelse, hvilket ikke er særlig sympatisk. De fraskilte, der kræver kirkelig vielse, kan også mistænkes for at have en ekstraordinær dagsorden. Er det en form for demonstration at forlange en (ny) kirkevielse?
Hvorfor ikke nøjes med at blive gift/gengift på rådhuset. Hvor svært kan det være!

Med venlig hilsen
hoeg

men Hoeg hvad bygger man det på at man er på vej til at gå fortabt hvis man bliver skilt??

men Hoeg hvad bygger man det på at man er på vej til at gå fortabt hvis man bliver skilt??

hej Boanerges!

Ingen er "på vej til at gå fortabt" alene som følge af at være fraskilt eller gengift. Der er kun en vej til fortabelse: at vende Jesus ryggen.

Med venlig hilsen
hoeg

da må jeg siger der er jeg rørende enig Hoeg...

men hvorfor er der så at mange vælger at tugte folk der bliver skilt eller gengift... der er ikke mange på denne jord der er i tvivl om at det er meget uheldigt når det forekommer og der er beklageligt for alle parter.

Jeg vil også lige tilføje at jeg er åben overfor argumenter.. jeg er slet ikke afklaret omkring det emne..

men jeg vil ikke kunne forsvare overfor mig selv at skulle tugte nogen der f.x var blevet skilt.. så ville jeg umidbart føle mig selv meget hyklerisk..

håber der er nogen der kan forklare mig hvorfor nogen (endda jeg engang) tænker sådan

Hej lille!

Mon du kan uddybe, hvad du mener med at 'dømme'? En præst, der ikke vil vie fraskilte, dømmer han?

Mvh. Jalokin

ja gør han ikke?? han bliver vel udelukket for at være røget af den smalle vej?? eller/og for at holde nadverbordet helligt??

Hej Hoeg



Eller vælge synden til - de færreste stopper op en dag og siger "nu vil jeg ikke tilhøre dig længere Jesus", langt flere falder for syndens fristelser og ønsker ikke at vende om fra den vej (ikke forstået som den enkelte synd, men det at leve i synd).. Hvilket til syvende og sidst giver samme resultat. Man ender unden sin herre og frelser Jesus Kristus.

Guds fred
Kærligst Laugesen

Ja, Laugesen, sådan er det jo. Vores tro, og dermed vores livsfællesskab med Jesus, kan vi risikere at miste - ubemærket - på samme måde som en mønt kan forsvinde ud gennem et hul i lommen, uden at vi rigtig lægger mærke til det ...

Det vidunderlige livsfællesskab det er at blive Guds barn, kan vi ikke selv beslutte - det skænkes os uforskyldt -
men har vi Gud som far, har vi ansvar for at skaffe næring til troen ved stadig at læse og lytte til Ordet, så vi kan blive bevaret og vokse som Guds børn.

Og dog leve i tryghed for, at når vi ikke kan selv, så har vi en hyrde, som vil holde os fast, og som leder efter os, når vi er faret vild.

Ez. 34,16: De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.

At nogle alligevel forhærder sig og ikke vil vende tilbage til til Vejen og Livet, det må vi jo tage til efterretning som et memento, så nødig vi end vil ..(Hebr 6,4-6 .. )

kristina

det var da endeligt et svar så lad os ikke pakke det ind.. det er blive skilt og/eller gengift er at "leve i synd"

det er sådan set til at forstå og "måske" også det jeg mener har jeg ofte sagt når jeg tænker tilbage..

men for at komme helt ind til kernen hvorfor er det at vi vurdere at skilsmisse = "leve i synd"

jeg kan f.x erkenne at næsten lige så ofte jeg sætte mig bag et rat så overskrider jeg de fastsatte hastigheder.. og jeg har ikke engang dårlig samvittighed (jeg har langt "større" sager der fylder min samvittighed) men er det ikke også "at leve i synd" ???

Hej Boanerges


Det var da vist ikke det helt det jeg skrev? Jeg kommenterede på Hoeg's indlæg. En skilsmisse er en enkelt synd, at leve i synd er gentagende gange at fornægte at man har brug for tilgivelsen og at noget af det man gør er synd. Det kaldes også forhærdelse.


Det gør vi jo så heller ikke. Skilsmisse bliver vurderet som en synd, men denne synd er en "stor" synd - forstået på den måde at mange kan have svært ved at acceptere at det var forkert at blive skilt. Samtidig med at det måske var for det bedste som menneske. Lidt paradoksalt - men sådan er det i en uperfekt verden, men der er tilgivelse for det hele.


Det er forkert at bryde loven. Men der er tilgivelse for det, men tilgivelse gives kun ved anger og ikke som i en automat man bare trækker i. Så må du selv finde ud af hvordan du har det med Gud?

Må Gud velsigne dig
Kærligst Laugesen

Hej Boanerges.

Det er vel at leve i synd, hvis man godt ved, det er forkert, men bare synes det er i orden alligevel, fordi det jo er svært at lade være, og man ikke vil bekende det som synd, gøre op med det og kæmpe mod det i Jesu forløsnings kraft?
Men det kan jo gå op for en, at man har levet i en eller anden synd, men så er der mulighed for at vende om og søge tilflugt i Jesu uforskyldte nåde.
Man skelner mellem at leve i synd og at falde i synd - det sidste er, hvis man falder for en fristelse til at begå en synd, men erkender den som synd, beder om tilgivelse for den og ikke synes, det var i orden at begå den.
Syndserkendelse behøver ikke altid at bestå af en følelse af dårlig samvittighed. Den kan godt være rent tankemæssig, og stadig være en "rigtig" syndserkendelse, så at sige.

En lidt pudsig ting, jeg har bemærket, er, at hvis man spørger nogen, hvad at "leve i synd" er, så siger de, at det er, når man synes en synd er i orden at begå og ikke vil gøre op - men ofte bruger de alligevel udtrykket nærmest som en fast vending for fx faste utugtsforhold eller lignende. Men kan måske godt selv åbenlyst tale om, at de ikke kan lide den eller den, som om de synes, det er i orden, og hvis man så foreholder dem det, siger de bare, ja det ved jeg, men det er jo svært....... Mærkeligt inkonsekvent.
Nej, at leve i synd indbefatter ikke kun seksuelle synder eller andre "ordningssynder" generelt.

Jeg husker en gang, hvor jeg fik en tanke om, at jeg selv havde levet i synd, nemlig dovenskab (og jo, dette er en synd ifølge Skriften, jf. 2.Thess. 3, 10-12 - såfremt der altså virkelig er tale om dovenskab og ikke blot uarbejdsdygtighed eller lignende). Jeg syntes, at jeg havde været for sløv med arbejdet med mit studium, og ofte ikke havde gjort noget ved at overvinde denne sløvhed og syntes, den var i orden. Jeg havde ikke været tro i det, der var mit kald. Sådan tænkte jeg om det. (Men vidste fuldt ud, at der var tilgivelse, og at kampen mod dovenskaben skulle føres alene på nådens grund - så det var altså ikke noget med at slå sig selv i hovedet med dårlig samvittighed!)
Men hvis jeg sagde til nogen, at jeg troede, jeg levede / havde levet i synd, så sagde de, at man jo ikke skulle straffe sig selv (en sagde endda med et uartigt fnis: "Med hvem?" Hmmmm......), eller hvis jeg sagde, jeg var ved at blive for doven, så glattede de bare ud og sagde, at man da også skulle slappe af en gang imellem (jamen det var jo ikke det jeg talte om, men dovenskab, og det er ikke det samme), og der var ingen der forholdt sig til det, der stod i Bibelen om dovenskab, eller det med troskab i ens gerning, så det var jo knap så nemt. Men havde det været fx et fast utugtsforhold, det havde drejet sig om, så skulle folk nok have sat himmel og jord i bevægelse for at stå med i kampen... eller noget.
(At det så senere viste sig, at det drejede sig om en reel skavank mht. planlægning, udførelse af planer, det at begynde på ting, eller med at "hænge fast" i ting, det er så en helt anden historie. )

Mvh. Anne.

angrer du af hele dit hjerte alle dine synder??

jeg erkender og bekender mine synder og jeg benægter ikke at det er forkert at køre 81m/t på landevej.. men et rent hjerte det har jeg endnu ikke og jeg vil virkelig gerne vide hvordan du har fået dit på forskud??

vi har fået tilgivelse her på jord men et rent hjerte havde kun jesus på denne jord...

eller har jeg misforstået noget??

Øhh? Hvad betyder det på dansk?

Det tror jeg du har ret i, og det er et problem hvis det bliver indsnævret til det.

Alligevel er det vel sådan, at hvis man flytter sammen med sin kæreste, har man i praksis sluttet fred med synden, mens dovenskaben fx. skal bekæmpes hver dag. Men det er klart at man også kan institutionalisere dovenskab eller griskhed på samme måde som man institutionaliserer utugt ved at leve sammen med sin kæreste.

Hej Boanerges



Med fare for at lyde selvretfærdig. Så vil jeg vove påstanden: Ja. Ikke fordi jeg er et godt menneske, bestemt ikke! Men fordi jeg er nød til det! Det er den eneste vej til Jesus, det virker tungt og svært men paradoksalt nok er det der man møder Jesus som den kærlige og barmhjertige frelser. Han siger jo selv: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matt 11, 28-30)

Sagt på en anden måde så er det lidt som sædemanden (i den der sang, hvor "alle gode gaver" er omkvæd - men som jeg ikke kan huske hvad hedder) der siger "så tag mit stakkels hjerte så ringe som det".
Jeg er intet, Jesus er alt! Derfor må jeg angre - ellers lander jeg udenfor den ufattelige store nåde og tilgivelse som Jesus ønsker at give mig - og alle andre.


Det er der vel to sider af - alt efter om jeg har forstået dig rigtigt.

1. I sig selv er ingen retfærdig (rent hjerte) som der står skrevet: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Rom. 3, 10.

2. Men så alligevel, for gennem Kristus er vi alle syndfri - han betalte synden på korset. Så vi kan stå med et rent hjerte for Gud, deri ligger mit rene hjerte! Ikke i mig selv, men i Kristus.

Må Gud velsigne dig
Kærligst Laugesen

Ps. Kig evt. på Anne og Jalokins bidrag, dem kan jeg varmt tilslutte mig!

Hej Jalokin.

Vi er vist enige. Min undren gik lidt på det med, at et begreb syntes at have én definition ved direkte adspørgelse, men pludselig kunne få en anden definition i en anden sammenhæng - en definition, man vel at mærke ikke ville give ved den direkte adspørgelse. (Eller tager jeg helt fejl?)

Jo, hvis man flytter sammen med sin kæreste for at leve som ægtefolk og ved, at det er synd, så slutter man bevidst fred med synden. Man kunne dog også forestille sig dem, der gjorde det af uvidenhed. Man kan dog, som du siger, og som jeg forsøgte at ridse op før, også leve i synd uden at det er institutionaliseret - det institutionaliserede var det, jeg med et hjemmelavet begreb kaldte "ordningssynder", netop for at undgå at det eksklusivt bliver sat lig med begrebet "at leve i synd", så man fra dette begreb udelukker ikke-institutionaliserede former for liv i synd. Hvis du forstår hvad jeg mener.
Ofte har vi evt. også en tendens til (ubevidst) at mene, at det synligste er det syndigste - eller handle som om det var sådan? Men i spørgsmålet om kirketugt er det selvfølgelig kun det synlige og fastholdte, man har at forholde sig til, da vi ikke kan granske folks hjerter.
Når jeg valgte at bruge ordet faste utugtsforhold, var det også for at indbefatte fx seksuelle forhold til folk, man ikke er gift med, men heller ikke bor sammen med - det er også at leve i synd, selv om det ikke er en "ordning" på samme måde, som et samboerskab er det.
På den anden side kunne man måske forestille sig et samboerpar (evt. kun den ene part) som opdagede at det var synd, og bekendte det og modtog tilgivelsen, men måske af en eller anden grund ikke havde mulighed for at flytte ud med det samme. (Der var måske ikke mulighed for at få en anden bolig straks, eller vedkommende skulle lige fordøje det først eller overvinde sin frygt for at sige, at vdk. ville flytte ud - det er trods alt ikke bare "nemt", trods synligheden, og vi kan jo ikke holde loven i os selv - det gælder alle lovens bud!). Og hvis så vdk. fortsatte sin boligsøgning, sit arbejde med at få mod (naturligvis helt og fuldt på nådens grund!), og samtidig samvittighedsfuldt sørgede for at undgå sex med kæresten ved fx at sove på sofaen i stuen eller hvad ved jeg - så mener jeg, det ville være helt skudt ved siden af at sige, at et sådant menneske levede i synd (trods den stadige fælles adresse). Ellers ville det jo være lovtrældom, og tilgivelsen ville afhænge af handlingen at flytte ud og ikke af Jesu uforskyldte nåde!

Og jo. Griskhed og dovenskab kan også institutionaliseres, eller i hvert fald kan man indrette sig med dem. Men de er nok lettere at få til at se "pæne" ud. Jeg var i hvert fald selv helt alene i min egen kamp dengang, syntes jeg - at fortælle det til nogen gjorde det nærmest vanskeligere end ikke at fortælle det, fordi der bare blev glattet ud.
Eller også var det bare en slags kommunikationsbrist som følge af den antagelse hos dem, jeg nævnte det for, at:
1) Når man siger, at "man er ved at blive for doven", betyder det i virkeligheden, at man laver en masse, men er overperfektionist og derfor tror man er doven, men man er i virkeligheden bare stresset, og derfor får man svaret, at "man da også skal slappe af en gang imellem", selv om man evt. ikke har rørt en bog i ugevis! (men det spørges der ikke om).
2) Folk er vant til, at udtrykket "jeg er ved at blive for doven" hører til i kategorien "småårltåårk" hvor man ikke mener det rigtig alvorligt eller som noget, man skal gøre noget ved, og den "sociale kode" tilsiger svaret "jamen man skal jo også slappe af en gang imellem", og at man sidder og bekræfter hinanden i hvor lidt man gider.
Problemet var bare, at når jeg sagde doven, så betød det doven, og jeg troede egentlig det var let at forstå, men nænej...
Nå hvad... som nævnt var det jo ikke ren dovenskab altsammen, men det er trods alt ikke umuligt at øve sig i at arbejde med det man har svært ved - og det mislykkes heldigvis ikke hver gang.
Griskhed er også nemmere at få til at se pæn ud, måske fordi man hurtigt støder på spørgsmålet "jamen hvordan definerer man griskhed?" eller: "det er jo ikke synd i sig selv at eje dette og hint"... ("fedt køkken", båd, stor bil, modekluns, eller hvad ellers) og "bare man ikke er bundet af det" (men hvordan definerer man så det?) eller "det skal jo heller ikke blive for asketisk", eller man er bare blevet en del af den indgroede holdning i samfundet i dag, at selvfølgelig skal man da have alt det, man kan få. Og så ender man tit med, at det er jo så svært at definere, og det kan vi nok ikke gøre noget ved alligevel. Men sådan tror jeg nu ikke, det er. Det er nok bare grunden (eller en af grundene) til, at vi ikke har et ligeså "for enhver pris" agtigt forhold til griskhed som til utugt og andet. Eller hvad?
Nå, det blev en længere omgang.

Mvh. Anne.

Hej Anne - ja, og for nu at gøre den endnu længere:

Vi må ikke stjæle, ok, det ved vi jo godt.

Jeg kendte en særdeles retskaffen mand, som var ansat på et kontor i toldvæsenet.
Den hæderligste menneske, jeg nogensinde har truffet. En gang til hans fødselsdag var der en, der forærede ham en flaske portvin, og han havde en begrundet mistanke om, at vedkommende nok havde haft flere flasker med over grænsen end der den gang var tilladt.
Så han gik naturligvis dagen efter hen og indbetalte den formodede gæld til toldvæsenet?
Ja, det gjorde han faktisk!

Et andet eksempel: En fyr havde glemt at stemple sit klippekort, da han kørte på arbejde. Der var ingen kontrol i toget den dag, og han opdagede først sin synd, da han var ankommet til sin arbejdsplads.
Han sad meget uroligt på sin kontorstol, indtil han, i frokostpausen, nåede at styrte ned på stationen - og klip klip klip - vendte tilbage med god samvittighed!

Og hvad med sort arbejde? En ældre færing, jeg kendte, gik ud og gjorde rent for private - og henvendte sig en gang på det kommunale ligningskontor for at få hjælp til at udfylde forskudsopgørelsn. Hun spurgte høfligt, hvordan hun skulle forholde sig, når hun nu ikke kunne sige, hvor meget hun mon kunne tjene det kommende år.

Skattemanden kiggede forundret på hende og spurgte: Jamen ... opgiver De det??? Det er der da ingen andre der gør ..

Næh - det er der vel ikke ..
Må vi stjæle eller må vi ikke?

Og må vi stjæle hinandens livsglæde ved f.eks. at påpege den slags småting og skrive indlæg som dette?

Næh .. det må vi nok ikke!

Bagatelgrænser, findes der sådan nogen, mon?

kristina

Hej Kristina.

Hmm... stjæle livsglæde?? Jeg kan da ikke forestille mig, du har stjålet nogens livsglæde ved at skrive dit indlæg her... i hvert fald ikke min!

Mvh. Anne.