Hej allesammen

Jeg har i den seneste tid grublet over et lille spørgsmål, som har naget mig længe og jeg tænkte at jeg ville dele mine tanker med jer om det og se hvad I tænker.

Jeg hører tit udsagn, som f.eks. "Hvis vi alle var ens ville verden være et kedeligt sted at leve", "Hvis vi ikke havde en fri vilje ville vi bare være robotter", "Hvis jeg havde al guds magt, så ville jeg slet ikke vide, hvad jeg ville gøre med den" eller "Gud være lovet at vi ikke ved hvor vi ender henne [himmel / helvede]" og videre i den dur...

Det som jeg synes er så interessant ved den slags udsagn er at hele den hvis-situation der er tale om aner man intet om. Det er fri fantasi.

Hvordan kan vi vide at det ville være kedeligt hvis vi alle var ens?
Hvordan kan vi vide at vi har en fri vilje og ikke bare er robotter?
Hvordan kan man vide at man ikke ville vide hvad man ville bruge almagt til?
Hvordan kan man vide at det er bedre ikke at vide hvor man ender henne efter døden?

Vi har aldrig prøvet at være ens alle sammen, så hvordan skulle vi vide at det var kedeligt?
Vi har aldrig prøvet andet end at have den vilje vi har nu og ingen ved om den er fri og til hvilken udstrækning, og ja selv hvis viljen ikke er fri og vi bare er robotter, ændrer det så ved noget som helst, som f.eks. kærligheden til vores næste?
Ingen har prøvet at være almægtig, og almægtighed er så grænseoverskridende en egenskab for mennesket at forestille sig, at det næppe, ville kunne overskue hvordan det ville være at være almægtig, men selv da må det være indlysende at man i "guds sko", så at sige, kunne gøre et meget bedre job, end den påståede nuværende, så hvordan kan man sige at man ikke kunne forvalte den magt?
Hvorfor er det ikke bedre at vide hvor man ender henne? Er der nogensinde nogen der har VIDST det og har følt hvordan det var, således at de kunne formidle hvor fordærdeligt det var, hvis det da overhovedet er forfærdeligt? Personligt ville mit liv og formodentligt alle andres også, være SÅ meget lettere, hvis bare at der kunne høstes sikkerhed for hvor vi ville ende henne, så hvorfor er det så så forfærdeligt at vide om man f.eks. er frelst eller ej? Hvorfor lave det til en slags sjæle-roulette for os mennesker?

Jeg kunne sagtens forestille mig en verden hvor ensartethed ville være skønt, hvor det at være en robot var lykken, hvor at jeg ville bruge almagten til at gøre alting godt og hvor at alle vidste hvor de skulle hen, død eller levende uden at bryde sammen under presset af at vide det.

Så hvad er problemet? Hvorfor alle de forbehold om noget vi ikke kan vide en fløjtende fis omkring?

Det lyder mest af alt som en tillært flugt fra at tænke dybere over tingene og måske indse at man tager fejl i sin floskeltænkning, men det kan være at du har et andet og klogere bud på en forklaring. Jeg venter spændt

Hej Cloudhands,

Interessante spørgsmål... jeg vil gerne forsøge at give mit umiddelbare bud.

Det er en meget god pointe... ofte kan man få dannet nogle meningsløse floskler om noget man dybest set ikke aner noget om. Og den eneste grund til at man ikke indser hvor tåbelige de er, er at man hører dem så ofte at man ikke tænker over det.

På lignende måde er der mange kristendoms-kritikere (muslimer, Jehovas vidner, ateister etc.), der for eksempel kritiserer Treenighedslæren uden at have nogen klar forståelse af begreberne "væsen" eller "person" (hvilket fx JV kompenserer for ved at demonstrere en *meget* eksakt forståelse af begreberne "1" og "3" ), og uden at være klar over denne begrænsning går de med åben pande ind i den ene metafysiske diskussion efter den anden.

Kristendommens bekendelsesskrifter og kirkefædre skal ikke læses som eksakte svar på eksakte spørgsmål, som om vi har et færdigt tankesystem, som vi fuldt ud forstår (a lá newtoniansk fysik), men som udtryk for en virkelighed, som vi ikke helt forstår, men som vi dog lever i og med og kan beskrive i glimt (a lá kvantefysik). Thomas Aquinas, som om nogen må betegnes som skolastisk teolog, har sagt som reaktion på et syn/åbenbaring, at alt hvad han havde skrevet var strå i sammenligning. Ligeledes var det Augustin, også en af kristendommens store system-magere, der fik synet om den lille dreng der forsøgte at tømme havet ned i et hul han hvade gravet i sandet... et billede på den menneskelige forstands kommen til kort.

Man kan i det hele taget overveje om vores måde at tale om åndelige ting bærer præg af, at vi ikke aner hvad ordet "åndelig" egentlig betyder. Ret mig hvis jeg tager fejl, men er der overhovedet nogen der har begreb om hvad "materie" er? Hvis vi ikke ved hvad en krop er, hvordan skulle vi så vide hvad en sjæl er?

Jeg mener ikke at de svar du refererer nødvendigvis er forkerte, men det er efterhånden gået op for mig, at man ikke bør gribe den slags spørgsmål an uden en vis position ydmyghed og erkendelse af vores forståelses begrænsninger.

Så på en måde er spørgsmålet om en fri vilje kontra guddommelig forudbestemmelse et dybt modernistisk/græsk spørgsmål, som forudsætter at vi ved hvad en fri vilje og en guddommelig forudbestemmelse indebærer. Den kristne kirke derimod bekender begge dele (visse ekstreme grene af hhv. calvinismen og arminianismen undtaget). At man ikke ved hvor man ender efter døden hænger sammen med, at det ikke er afgjort endnu... Grunden til en vished om dette opfattes så forfærdeligt er, at dette implicerer en grufuld determinisme hvor Gud beslutter på forhånd hvem der frelses og hvem der går fortabt, som ligger meget langt fra kristendommen. Det er ikke slut før den fede dame synger, som de siger.

"Hvis jeg havde Guds almagt ville det blive meget bedre"... tja, ifølge kristendommen skyldes tingenes tilstand i dag netop det, at Gud gav mennesket en *begrænset* magt over skaberværket og dem selv (fri vilje). Og må jeg indskyde at de mennesker der i dag sidder med en vis portion magt/indflydelse heller ikke ligefrem lader til at gøre et bedre job end Gud. Og de af os der er fænomenalt rige i forhold til resten af verden lader heller ikke til at være alt for ivrige efter at bruge den magt til alt det gode som vi kunne.

Mvh. Steffen

Hej Steffen

Du skriver en masse som jeg gerne vil forholde mig til senere, men lige nu bed jeg fast i én ting, som netop rammer hovedet på sømmet. Du illustrerer så fint min pointe, når du skriver således:



Disse mennesker du nævner er, uanset hvor magtfulde de er her på jorden, ikke almægtige. Vi kan ikke vide, endsige gisne kvalificeret om, hvad resultatet ville blive, alligevel holder du dig ikke tilbage fra at drage eksempler fra den endelige verden, hvor ressourcerne er få og magt er noget man udøver over andre mennesker, som om at det skulle være et eksempel der afskrækker folk fra at ønske sig en guds almagt.

Sig mig: Hvis du havde AL magt i universet ville du da ikke gøre alting godt igen, lige nu?

Lad for alt i verden være med at henvise til hvordan mennesket endnu har forvaltet deres jordiske magt, en forvaltning som alene udspringer af at magt altid er på bekostning af andre mennesker, en magt som gør at folk bliver grådige og smålige... Nej forestil dig at AL magten var din, hvad skulle dit incitament, i den yderst gunstige, ja vel egentlig gunstigste situation nogen kunne være i; at være gud, være for IKKE at gøre alting godt lige nu og her?

Hvorfor er det at et ærligt svar på netop dette spørgsmål, lader til at være så svært at få? Det er jo som så meget andet bare et tankeeskperiment, en fantasi, en ønskedrøm...

Betyder "almagt" at man kan gøre lige hvad man har lyst til uden at det koster en noget som helst? Betyder det at man kan rette op på det skidt skabningerne har fået lavet uden at lade sig inkarnere som menneske, gå ind under deres vilkår og ofre sit liv for dem?

Hvis det gør, så tror jeg da at jeg ville handle bare en lille smule altruistisk.

Men det tror jeg ikke er tilfældet.

Mvh. Steffen