Det spørgsmål stillede jeg mig selv for et par år siden. Jeg fik troen på Jesus da jeg var omkring 16 år. Jeg er opvokset i en ateistisk familie hvor kristendom ikke ligefrem spillede en særlig stor rolle. Jeg har aldrig været i stand til at leve som kristent. Der har hele tiden været noget som holdt mig fra at tage det sidste skridt. For et par år siden gik det op for mig hvorfor. Jeg havde i næsten 15 år gået og fortrængt overgreb, begået af min far. Der mistede jeg fuldstændig troen på alt. Jeg har bedt en sjælden gang når det har været værst. Nu er jeg kommet i gang med at få bearbejde de her senfølger af det. Men det er godt nok hårdt at opleve hele virkeligheden og alle følelserne der ikke længere bliver skjult. Jeg har næsten følt mig besat af dæmoner, der har holdt mig nede og fået mig til at gøre destruktive ting. Jeg går til psykologhjælp, men det gir ikke sjælero. Min økonomiske situation er et kaos og jeg netop sat på porten af min kæreste der har fået nok. Er skrevet op til universitetet 1 sept. Men lige nu har jeg ingen penge til lejlighed og bøger. Hvordan skal jeg vinde den her indre kamp imod dæmoner og trangen til det syndige liv?

Kære Kristian!
Som det første, vil jeg gerne sige til lykke med, at du stadig kæmper. Det er en hård kamp, du står i, og det kræver mod, at turde indrømme det.
Dernæst må jeg desværre sige til dig, at der ikke findes nogen let vej frem. Det er ben hårdt arbejde. Det er derfor rigtig valgt, og godt, at du har allieret dig med nogen, som har forstand på noget af det du kæmper med, nemlig en psykolog. Jeg vil stærkt opfordre dig til, at supplere denne hjælp med en kristen vejleder. Jeg ved selvfølgelig ikke, om din psykolog også er kristen, men det er min erfaring, at det er godt for troen, at have en vejleder, som kan hjælpe dig med de åndelige spørgsmål og kampe. Det tror jeg også, at du selv fornemmer noget af, ellers havde du nok ikke henvendt dig her. Det er ikke ligegyldigt, hvem du vælger til dette. Vedkommende skal både respektere psykologens håndværk og Guds ords suverænitet. Hvis ikke du allerede kender en, vil jeg meget gerne være behjælpelig med at pege på nogen. Det er blot nødvendigt, at du sender mig en personlig mail, jeg kan svare tilbage på. (Det er sådan, at jeg har fuld tavshedspligt, hvilket vi tager meget alvorligt, og du modtager ikke andet fra mig, end du selv beder om).
Jeg forstår, at du har svært ved at respektere din far, og derfor stiller spørgsmålet om at ære ham. At ære ham, betyder ikke, at du nødvendigvis bliver bedste venner med ham, eller ikke kan have det svært med ham. At ære ham, betyder, at du anerkender at han er din far.
Det kan så nogle gange i vores verden, have den konsekvens, at vi må sige: vi er nødt til, at holde en vis afstand, hvis jeg skal kunne ære dig ret. Hvordan det rent praktisk skal håndteres i dit liv, ved jeg for lidt til, at jeg kan vejlede dig med. Men for nogen kan det betyde, at de ikke møder deres far alene, eller de må sætte en dagsorden for, hvordan de vil tale med ham. Dette er også en vanskelig øvelse, og tager tid, inden man lære det. At bevæge sig af den vej, er også at ære sin far. Det er altså ikke nødvendigt, at bruge stærke ord, eller give varme knus, for at ære sin far. Jeg havde lyst til, at sige meget mere om dette, men tror det er mere rigtigt, at opfordre dig til, at arbejde med, hvordan du kan vise din far den ære, den tilkommer ham, uden at kompromittere dig selv.
Når det handler om dine økonomiske forhold, og alle de andre ting i dit liv, findes der heller ingen let vej. Du er nødt til, at gøre regnestykket: Hvad har jeg, hvad skal jeg bruge, og hvad er ikke livsnødvendigt? Måske du også her har brug for en der kan hjælpe dig med dette regnestykke. Når det så er beregnet, er du nødt til, at tage bestik derfra. Om du skal henvende dig til en sagsbehandler på kommunen, ved jeg ikke. Men i så fald, vil jeg minde dig om, at det aldrig virker positivt at komme og lå i bordet. Har du derimod en konstruktiv tilgang og forståelse af din egen situation, er det lettere at finde forståelse. Men heller ikke det er let, slet ikke, hvis man føler sig desperat, og mangler en løsning her og nu.
Jeg vil slutte med, endnu engang at opfordre dig til, at holde ud i kampen, men kæmp ikke alene.
Må Jesus følge dig
Hilsen
Jørgen Bloch