Når man læser henhv. gamle og nye testamente får man to vidt forskellige billeder af gud. GT omtaler en fordømmende, straffende, ærekær gud(kun En!!) , mens NT har det modsatte billede: en kærlig, tilgivende gud der elsker alle skabninger.
Det kunne få en til at tro der ikke tales om den samme gud. GT er jødisk læsestof og vi er som bekendt kristne dvs. vi betragter Jesus af Nazareth som vores personlige frelser og en del af en treeing guddom (noget kirken selv har fundet på!!).

Jeg kan kun få det til at hænge sammen hvis jeg studerer Thomas Evangeliet, Judas Evangeliet og gnostiske tekster. Så får jeg dette resultat:

GT´s gud er jordens og universets skaber. I virkeligheden er han ikke den højeste gud men en falden engel, eller rettere en der udgår fra gud som har fået selvstændig magt , som har følt stor ensomhed ved at være isoleret fra guddommen og som en følge deraf har skabt Big Bang, dvs. universet og dermed jorden og livet.

Den reele Gud er den del af treenigheden der kaldes helligånden, det største der findes , hævet over alt og alle. Men samtidig ikke en umiddelbar personificerbar størrelse.

Jesus er sendt til jorden for at udfri mennesket fra dets vildfarelse og gøre det opmærksom på dets åndelige oprindelse: give det frelsen - dvs. frigøre det fra kødets begrænsninger, dets ego og rette dets fokus mod gud og "hans" sande natur beskrevet som helligånden.

Hermed ligner GTs gud meget den faldne engel Lucifer....

Faderen er ikke den samme som GTs gud i min opfattelse idet faderen skal betragtes som den personificerede Gud, en side af helligånden!

Følger man denne teologi (med Gnostiske træk!) ender man ud i at Jesus´budskab er blevet en del misforstået. Jesus ønsker i al sin enkelthed at oplyse menensket om dets åndelige natur for derved at muliggøre en frigørelse fra kødets begrænsninger, synd og fortabelse. Fortabelse skal betragtes som manglende erkendelse af guds sande natur og at frelsen er at blive et med Gud igen. Indser mennesket ikke at det er et åndeligt væsen der udgår fra gud, hører til i Gud , og at dets personlighed og krop med dens lyster, laster og synd er blændværk uden selvstændig værdi er det at betragte som fortabt...dvs. adskilt fra Gud.

Det er nu min overbevisning.... mon man stadig bør kalde sig Kristen og vedblive med at være folkekirkemedlem med denne opfattelse , som vel egentlig er Gnostisk.... ???

Er det noget du selv er kommet frem til, eller har andre fortalt dig det?

Er det dit indtryk, at jøder (som kun har GT) tror på en fordømmende, straffende og ærekær Gud?

Mvh. Steffen

Jantheman28 skriver: Den reelle Gud er den del af treenigheden der kaldes helligånden, det største der findes, hævet over alt og alle.

hej Jantheman28!

Du vender op og ned på nogle traditionelle opfattelser. Skal man gå ud fra, at du ikke kan tro på en personlig Gud, idet du skriver: Men samtidig ikke en umiddelbar personificerbar størrelse.

Du skriver videre: Jesus er sendt til jorden for at udfri mennesket fra dets vildfarelse og gøre det opmærksom på dets åndelige oprindelse: give det frelsen - dvs. frigøre det fra kødets begrænsninger, dets ego og rette dets fokus mod gud og "hans" sande natur beskrevet som helligånden.

Mener du, at frelsen gælder alle, tro eller ikke? Du mener åbenbart ikke, at Jesus Kristus er en inkarnation af Gud. Jesus Kristus er dermed ikke Gud, eller har jeg misforstået din beskrivelse?

Hermed ligner GTs gud meget den faldne engel Lucifer....

Interessant tanke (!)

Med venlig hilsen
hoeg

Faderen er ikke den samme som GTs gud i min opfattelse idet faderen skal betragtes som den personificerede Gud, en side af helligånden!

Jeg mener ikke der er et problem mht. Jesus og hans guddommelighed. Idet jesus´s sjæl må betragtes som værende en del af Gud. Idet jesus vedkender sig sit tilhørsforhold til faderen bliver han både fysisk (mennesket) og åndeligt(sjælen) en del af gud.

Mht. den straffende ærekære gud behøver jeg vel bare nævne alle de plager der ramte ægypterne : 1. Vand til blod
2. Frøer
3. Myg
4. Bremsesværme
5. Pest
6. Bylder
7. Torden og hagl
8. Græshopper
9. Mørke
10. Død
Ikke ligefrem den slags ting gud plager menensket med i NT...

Årsagen til at jøderne betragter gud som kærlig skal vel ses i at deres gud (GT´s gud!) favoriserede dem som folk (det udvalgte folk!)

Tja...

Apg 5
Åb. 14,10ff

Mvh. Steffen

Om jeg kan tro på en personlig gud ? Nej ikke hvis det skal betragtes som vi betragter andre mennesker. Gud er i min verden højt hævet over de begrænsninger som mennesket har: f.eks. en personlighed. Gud er ren og skær kærlighed, lys og uendelig intelligens. Personificeringen opstår kun når noget frigør sig fra gud og bliver selvstændig: eks. engelene (inkl. den faldne!), menneskesjælene mv. Jeg betragter personlighed som et resultat af biologiske processer noget der dør når mennesket dør. Det opstår pga. de krav den fysiske verden stiller til en livsform (mennesket f.eks.).
En gud har ikke disse behov. Gud har kendskab til alt og alle til alle tider , gud hviler i sig selv og har ingen behov for at manifestere et ego, derfor ingen behov for at personificere sig(skille sig ud fra omgivelserne). Jeg betragter det som en nedgørelse at tale om en personlig gud. Så reducerer man gud..... Taler vi derimod om en uendelig stor kærlighed, uendelig magt over alt i det fysiske univers, uendelig visdom om alt og alle og en vilje til at gøre det godt for mennesket...ja så kan vi godt tale om en personlig gud...det betragter jeg som en af siderne ved helligånden....