Hej alle sammen
Jeg synes personligt at der er for lidt om helligånden i de luthersk-evangeliske menigheder. det er som om man lægger låg på helligånden . man taler ikke frit om helligånden som man gør i frikirkerne. når man taler om man har fået en nådegave som fx at tale i tunger så glor folk bare på en og ryster nærmest på hovedet som om det er et emne man ikke skal ind på. det er et tabu. det synes jeg er en skam.
jeg har selv kommet i pinsekirker og der er der jo mere normal at snakke åbent om det. synes det skal spredés rundt i andre menigheder også. er der nogen der føler det samme som mig eller som synes jeg er helt forkert på den ?

Hej Joss!

Både og. Der kunne helt sikkert være mere åbenhed om fx. tungetale, men på den anden side er der heller ingen grund til at kopiere Pinsebevægelsen, der historisk set har ophøjet tungetalen på en ubibelsk måde og nærmest har anset tungetalen som et nødvendigt tegn for enhver troende.

Ellers kan du læse NT og se, hvad meget der står om Helligånden. Helligåndens opgave er at vejlede os til sandheden; at overbevise om synd (at mennesker ikke tror på Jesus) og om retfærdighed (at Jesus går til Faderen, og vi ikke ser ham før dommedag) og om dom (at Satan er dømt).

Det er altså vigtigt at være bevidst om Helligånden, men det er ikke Helligånden selv, der skal være fokus.

Mvh. Jalokin

Hej Joss,

Baserer du din karakteristik på førstehåndsoplevelser, eller er det bare det, du hører forkyndt i din kirke?

Jeg spørger fordi jeg selv har snakket med pinsekirkefolk, der spurgte, om jeg troede på Helligånden, da jeg sagde at jeg var fra KFS...

Personligt skal jeg ikke mere end tre uger tilbage, for at komme til et tidspunkt, hvor der var meget klar Helligåndsforkyndelse i vores IMU (sammen med samfundet - Leif Andersen var på besøg).

Hvad JEG synes er sørgeligt, er at de der taler om at vi skal tale mere om Helligånden, fokuserer rigtig meget på Helligåndens gaver, og meget lidt på dens frugter. Stræb efter nådegaverne, javel, men der er altså noget som er meget vigtigere - Åndens frugter, troens frugter, kærlighedens frugter.

Mvh. Steffen

Vel skal Han så!

"Vi tror på Helligånden
Som udgår fra Faderen og Sønnen
Som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen"

Mere rigtigt er det at sige, at det ikke er Helligånden alene der skal være fokus, ligesom det heller ikke skal være Faderen alene (hvilket kan gøre kristendommen til en fjern deisme) eller Sønnen alene (hvilket kan gøre kristendommen til en dennesidig moralprædiken).

Men en ting, som *ikke* skal være fokus i gudstjenesten er den enkeltes nådegaver. Helligånden er selve gudstjenestens centrum, sammen med Faderen og Sønnen, og hvordan han fordeler gaver til den enkelte, er sekundært.

Hvis Helligånden er Gud, så er Han gudstjenestens centrum og formål.

Mvh. Steffen
- som er kristen for at blive fyldt af Helligånden

Jeg må indrømme at jeg ingenlunde deler din oplevelse, tværtimod synes jeg at de evangelisk-lutherske menigheder ofte har en klar og ufortyndet forståelse af Helligåndens væsen og opgave, en forståelse i overenstemmelse med det i Skriften åbenbarede, og ikke en fra skriften løsrevet forståelse som jeg oplever mange andre dogmatiske retninger har, herunder pinsevækkelsen, som i sit historiske udgangspunkt afslører en fatal misforståelse af Åndens væsen og virke. Så hvis du nogen gange har mødt hovedrysten, er det næppe fordi emnet er tabu, men fordi man er bekymret over at sværmeriet har besmittet Kirken så langt ind i sin kerne.

Hej Joss

For mig at se forholder det sig lige modsat. Pinsekirken og lignende bevægelser lægger for lidt vægt på Helligånden og for megen vægt på deres egne oplevelser og gerninger.
Den lutherske kirke hævder jo, at det er Helligånden alene, der skaber og bevarer troen gennem ordet, dåben og nadveren, hvor pinsekirker hævder, at man selv kan være med til at skabe troen ved f.eks. at "give sit liv til Jesus" eller "bede til frelse".

I pinsekirker og ligende bevægelser taler man efter min mening for meget om, hvad mennesker skal gøre og for lidt om, hvad Helligånden gør.

M.h.t. at tale i tunger, så var det noget apostlene gjorde og dem, der fik gaven af apostlene. Der er ikke noget belæg for, at kristne i dag skal tale i tunger, lige så lidt, som de skal være apostle. Det er der for mig at se intet tabu over.

jeg snakker af egen erfaring.. men jeg er sikkert blevet påvirket af folk omkring mig.
- men det var også bare for at høre om folk synes det samme som mig .

kan jo være jeg har kigget helt forkert på sagen.

Hej Joss,

Jeg har talt med folk som oplevede deres IMU som et fastlåst system fyldt med "hvordan vi plejer at gøre det" (mødestruktur og varighed osv.), hvor ledelsen og kætterpolitiet var meget lukket for at nogle følte at have en nådegave og et kald til at gøre nogle lidt utraditionelle ting.

Samtidig har jeg hørt om (og kommer selv i) IMU'er, hvor der er stor åbenhed også i forhold til kristendom og nådegavesnak og input fra de "almindelige".

Det samme gælder folkekirker.

Og pinsekirker, antager jeg.

Det kommer helt an på den enkelte menighed, selvom den overordnede teologi selvfølgelig vil præge det enkelte sted meget.

Mvh. Steffen

chemnitz skriver: Den lutherske kirke hævder jo, at det er Helligånden alene, der skaber og bevarer troen gennem ordet, dåben og nadveren, hvor pinsekirker hævder, at man selv kan være med til at skabe troen ved f.eks. at "give sit liv til Jesus" eller "bede til frelse".


hej Chemnitz!

Som ikke-Bibel kyndig er (var) det min opfattelse, at Helligånden er den kraft, hvormed Gud opretholder sit skaberværk. At universet (verdensaltet) kan eksistere, og ikke bryder sammen i et inferno af kerneprocesser, må tilskrives, at Gud er en skabende og opretholdende gud. Bibelens betegnelse for denne opretholdende kraft er Helligånden. Uden Helligåndens virke ville bøn ikke være muligt, idet bøn er et budskab, der går "på tværs" af naturkræfterne og derfor ikke er afhængig af tid og rum. Uden Helligåndens virke ville det ikke være muligt at eksistere. Sådan var min opfattelse indtil nu, hvor jeg kan konstatere, at kristne har indskrænket Helligåndens virke til noget med tro og tungetale.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej hoeg



Jeg tror du har misforstået mig. Hvor ser du indskrænkningen? Jeg kan ikke se, at jeg har benægtet Helligåndens delagtighed i skabelsen og opretholdelsen.

Mvh. Magnus

hoeg:
Sådan var min opfattelse indtil nu, hvor jeg kan konstatere, at kristne har indskrænket Helligåndens virke til noget med tro og tungetale.

chemnitz:
Jeg tror du har misforstået mig. Hvor ser du indskrænkningen? Jeg kan ikke se, at jeg har benægtet Helligåndens delagtighed i skabelsen og opretholdelsen.

hej Chemnitz!

OK! Det forstår jeg. Det, jeg hentyder til, er den typiske Luther-kristne holdning, der søger at holde Gud adskilt fra skaberværket. I den moderne udgave ses fænomenet især som den kristne afvisning af intelligent design.
Denne negative naturopfattelse/-holdning stammer formentlig fra det tidlige kristne bonde- og fiskersamfund, hvor naturen var en alvorlig modstander, der skulle overvindes. Katolikkerne har det noget nemmere, da de som dogme har thomismen, der siger at "teologien handler om den primære årsag til naturen, Gud, mens naturvidenskaben handler om de sekundære årsager, naturens lovmæssigheder" som mennesker kan udforske (citatet er fra "Rosens Råb" side 17).

Med venlig hilsen
hoeg

Nu er det ikke fordi vi nødvendigvis skal diskutere det i denne tråd (man kan sikkert finde en del tråde om emnet i Café Thomas), jeg vil blot bemærke, at den holdning ikke har tilslutning i missionforeningerne.

EDIT: Men mht. din vinkel i øvrigt, er det vel egentlig en god måde at forklare forskellene på.

Hej Jalokin -

- mener du det er en holdning?
Jeg må tilstå, at jeg ikke kan finde nogen bibelske tekster, som tyder på, at vi skal tale i tunger og/eller være apostle ..

kristina

Hej hoeg

Jeg må sige, at jeg er uenig med dig i forståelsen af den lutherske lære. Jeg betragter mig selv som ortodoks lutheraner, men kan ikke helt genkende det, du skriver. Er det ikke snarere liberalteologi og måske dialektisk teologi, du beskriver?

Den lutherske to-regimente-lære og den lutherske lære om kaldet er gode eksempler på, at netop luthersk kristendom sætter Guds skaberordninger højt frem for munkevæsenets flugt fra skaberordningerne. Det er rigtigt, at lutheranere ikke blander de to regimenter (skabelsen og nåden), som romerkirken gør. men begge regimenter er dog Guds.

Hej chemnitz,

Jeg må sige, at jeg er uenig med dig i forståelsen af katolsk lære. Jeg betragter ikke mig selv som ortodoks katolik, men heller ikke som voldsomt ortodoks lutheraner, alligevel har jeg svært ved at genfinde mine erfaringer med den katolske kirke i det du skriver. Er det ikke snarere populære teologiske strømninger og kirkelig politik på Luthers tid og måske lutherske karikaturer heraf, du beskriver?

Den katolske lære om skaberværket, kardinaldyderne og ægteskabet er gode eksempler på, at netop katolicismen sætter Guds skaberordninger/skaberværk højt.

Israelitterne blev bedt om at ofre det bedste af deres dyr, ikke halte og skadede dyr. Når eksempelvis en ung kvinde bliver nonne gør hun det ikke fordi ægteskab eller sex er ondt (i så fald vil ordenen næppe optage hende), men tværtimod fordi det er det bedste hun har... det herligste der findes i denne verden, og dermed det bedste offer hun kan bringe til Gud.

Men til os begge to vil jeg som ordstyrer sige, at vi skal skynde os at få den drejet tilbage på sporet, inden vi helt hijacker den i øvrigt spændende tråd. Hvis vi ønsker at fortsætte denne diskussion, kan vi oprette en ny tråd til det.

Mvh. Steffen

Standpunkt, synspunkt, teologi, whatever.


Nu synes jeg du blander to ting sammen, som ikke kan blandes sammen

Hej Steffen

Jeg mener ikke, at det er så entydigt, at det blot skulle være på Luthers tid, det var sådan. Dit eksempel viser det meget godt - man ser et liv borte fra verden som værende et offer til Gud til forskel fra dem, der lever i deres kald og stand i verden.

Men jeg vil adlyde ordstyreren og gemme det til en anden tråd.

Mvh. Magnus

Hej kristina, længe siden.

Nej vi SKAL ikke tale i tunger eller være apostle, men vi SKAL tjene i menigheden og nogen tjener som apostle og nogen taler i tunger, npgen passer debatsider og andre beder.

Faktisk synes jeg næsten, at det er en skam, at vi ikke SKAL - for fter at være startet imed at komme i en frikirke også det sidste års tid har jeg opdaget, hvor meget jeg nyder det, når nogen gør det lige så stille enten ved møder eller i gruppebøn.

Jeg kan ikke selv, prøver såmænd heller ikke på det, men jeg synes, at det styrker Åndens kraft i fællesskabet.
Så-e jeg vil da blive glad, hvis det bare kommer flydende en dag :-D.

Jeg er enig med dem, der mener, at vi godt kunne blive løftet en hel del, hvis vi i de mere folkekirkelige sammenhænge turde lukke op for teori og praksis omkring nådegaver og åndelige gaver.

Og der findes virkelig gode bøger om det! :-D

KH
Anne Mette

Hej Alle.

Paulus: "Jeg taler mere i tunger end nogen af jer" (1. Korintherbrev 14,18). I samme kapitel forklarer han, at tungetalen, som er en bøn, er til opbyggelse af en selv og ikke til gavn for menigheden, med mindre den udlægges. Paulus omtaler tungetalen som lyde, der ikke giver mening, men skal fortolkes, og ikke som fremmede sprog.

Således prøver Paulus at give menigheden nogle retningslinjer, som de skal bruge deres tungetalen efter. Paulus mener, at det er vigtigere at profetere, fordi det kan man forstå.

Hans opfordring lyder: " Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til" (1. Korintherbrev 14,39-40).

Har Paulus ret?
De gange hvor jeg har hørt nogen tale i tunger, er der aldrig blevet forklaret eller oversat og jeg har fundet det aldeles frastødende.

Hilsen Angela