Hej debattører,

Nu hvor pinsen nærmer sig kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor virkelig Helligånden er i din daglige tro og praksis?

Er ved at læse en bog af en norsk præst, der nævner, at vi måske har et lidt akavet eller problematisk forhold til helligånden i de lutherske kirker. Hvad mener du?

En anden siger: Jamen, Helligånden - det er jo den, der er her på jorden sammen med os lige nu lige her...

Flere kristne, jeg kender, nævner, at de først mødte Gud Fader, siden Jesus og først i en mere moden alder mødte Helligånden..

Selv tænker jeg, at jeg måske først lige nu er begyndt at nærme mig en forståelse af hans væsen: Glæden!

Hvad er din mening?
Hvad er din historie?
Hvad er dit forhold til helligånden?

I glæden!
Anne Mette

Jeg mødte Helligånden for snart 51 år siden for første gang i Østermarie kirke på Bornholm - og han har præget mit liv lige siden.
Ind imellem har han været ked af det tror jeg - på grund af at jeg ikke altid hørte efter.
Men på et tidspunkt i min ungdom lukkede Han op for herlighederne - jeg så først noget meget slemt - nemlig at jeg er en synder - men så viste Han mig noget fantastisk: at Jesus er min frelser og at Jesus Døde en stedfortrædende død for mig - og det har han (HÅ) gjort lige siden.
Vist mig når jeg har gjort noget forkert og også vist mig at Jesus stadig er min frelser.

Jo - så du kan nok forstå at mit forhold til Helligånden er meget personligt - det er faktisk ham der giver mig troen på Jesus.

Han er ikke noget Hallellujatrip for mig - men én der hjælper mig hver dag - ganske på det jævne - og det er jeg glad for.

Men en misforståelse er at det altid er glæden man møder når man møder Helligånden - nej - han kan også skabe og skaber det modsatte - nemlig "hvor er jeg ked af at jeg er en synder" oplevelser.

Glæden skaber han i mig når jeg ser på Jesus.

Ja - sådan har jeg det med Helligånden.

Keld

Helligånden, eller talsmanden som jeg ynder at benævne ham, er den del af Gud som er nærværende og som dagligt overbeviser mig om synd og om nåde.

Den norske præst du henviser til kender jeg ikke, men lutherske kirker lære ret om og har ret praksis hvad angår Helligånden, så har svært ved at se det akavede eller problematiske, faktisk har man et ganske uproblematisk og tæt forhold til Helligånden i en lutherske-evangelisk teologi.

Eksempelet med hvilke dele af Gud man mødte forstår jeg ikke helt, men anerkender at folk har forskellige emotionelle opfattelser af deres møde med Gud, det faktuelle er imidlertid at det er Ånden vi møder.

Ja, enig - jeg vil bare lige tilføje, at jeg tit undrer mig over, at nogle kristne på en måde skiller den Treenige Gud i tre dele! - eller i hvert fald i to - som om det var muligt at komme til tro Kristus uden Helligåndens indgriben. Det tror jeg ikke det er.

Jeg opfatter ikke troen, som en stige med flere trin, og jeg mener at den indskudte såkaldte åndsdåb, er en misforståelse, som der ikke er bibelsk belæg for.

Men det er naturligvis rigtigt, at vi stadig skal bede om at blive fyldt med Helligånden og være opmærksomme på Åndens vejledling og ledelse i kristenlivet, så vi ikke risikerer, at gamle Adam, som vi jo stadig slæber med os livet igennem, får magt over os ..

kristina

Hej Anne Mette

Jeg er ikke enig med den norske præst. Jeg mener, at den lutherske kirke er den kirke, der lægger allermest vægt på Helligånden. Det er den lutherske kirke, der hævder, at det er Helligånden alene, der gennem ordet skaber og bevarer troen uden vi menneskers medvirken.

De fleste andre kirker gør omvendelsen og troen til et samarbejde mellem Guds og menneskers ånd eller en oplevelse i menneskers følelsesliv, mens lutheraner med Skriften hævder, at det er Helligånden, der skaber troen gennem ordet. Lutheraneres vægt på det ydre Guds ord, er netop en vægtlægning på helligånden, for det er gennem dette ydre ord alene, Ånden virker.

Jeg skrev for nogle måneder siden et indlæg til religion.dk, som jeg synes rammer temaet i dine spørgsmål meget godt: Den lutherske kirke er den sande pinsekirke

Jeg vil også varmt anbefale Luthers fantastiske forklaring til den tredje trosartikel i den lille katekismus.

Mvh. Magnus

Det har jeg lidt svært ved at forstå, eftersom det er Helligånden, der leder os til Jesus. Og Gud er kun Fader så længe Jesus er vores Herre.

Og udover at erklærer min enighed, vil jeg gerne takke for at der bliver sat fokus netop på forskellen på Guds Ånd og menneskets ånd, for netop i denne sammenblanding opstår megen vildfarelsen som frarøver os den sande glæde i Kristus og i sidste ende kan være årsagen til et frafald fra troen.

Hej Jalokin,

Jeg mener at det er i "Drik dybt af Ånden" at Peter Haldorf skriver hvordan vi netop lærer treenigheden at kende "baglæns" - hvor Faderen føder Sønnen og Helligånden ånder ud af de tos forening, så er det kun ved Helliåndens hjælp at vi kan forstå Jesus, og det er kun ved at forstå Jesus, vi kan lære Faderen at kende.

Det er jeg helt enig i, og undrer mig sammen med dig over, hvordan nogen kan kende Faderen uden at kende Helligånden.

Mvh. Steffen