Hej alle sammen.
Jeg er i gang med en opgave om nynarcissisme, og til denne opgave har vi fået udleveret en artikel fra information (artiklen er fra Fredag d. 1 februar 2008, side 6 og 7 i 2. sektion; "Mig, mig ,mig! Er du klar til at se dig selv i øjene); meget skræmmende og spændende artikel.

Narcissisme opstod i 80'erne, og er et udtryk for folks umådelige store selvoptagethed. Denne selvoptagethed har godt og grundigt blevet genfundet i samfundet i dag; dette ses specielt ved unge.
Måden dette kommer til udtryk på, er sociale netværk som facebook, myspace el.lign. Forskere mener at en af årsagerne til denne selvoptagethed, er et udtryk for at prominere sig selv, og i bund og grund udspringer det af manglende selvværd.
Folk opretter profiler på facebook, og de ønsker anerkendelse, og denne anerkendelse fåes f.eks. ved at have flest mulige venner.



Jeg kunne godt tænke mig at stille dette til debat. Hvad er det der er vejen med vores samfund, siden at folks eneste måde at føle anerkendelse på, er ved at kunne vise omvendende at man har rigtig mange (overfladiske?) venner på sin facebook profil?
Kan Jesu ord om at kærligheden skal blive kold hos de fleste sættes i relation til dette?



Fra mit synspunkt synes jeg at 'verden' er blevet endnu mere forfærdelig. Her i vesten forsøger vi konstant at prominere os selv, mens andre steder i verden sulter de. Paradoks?

Jeg tror at der er langt større behov for at ordet om Jesus og ordet om en suveræn anerkendelse igennem Guds kærlighed bliver forkyndt!

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres tanker omkring dette emne! Er vi bare blevet nogle kolde og hårdhjertet montrer som ikke tænker på andre end os selv?

Kærligst
Thomas

Narcissisme er nu betydeligt ældre end 80erne, faktisk kan den spores helt tilbage til da Adam og Eva opdagede at de var nøgne, det var nemlig første gang mennesket så på sig selv med den slags øjne, og siden er det gået jævnt ned ad bakke.

Når... men et er narcissismens opståen som en menneskelig kondition, grundet syndefaldet, en anden er om menneskers behov for anerkendelse kan erstattes af Kristi kærlighed... både ja og nej, forstået således at dette kan skyldes at Kristi lys ikke skinner i deres liv, men det kan ligeledes skyldes at mennesker i da ikke er blevet mødt med kærlighed fra andre mennesker, alt for mange mennesker er vokset op med en oplevelse af at omverdenens kærlighed er betinget, og det kan Kristi kærlighed ikke løse, for det er i høj grad noget som skal løses i terapiens rum.

Overordnet set er jeg dog fuldstændig enig i at denne verdens narcissisme er en sygdom, en pest, men samtidigt er det for mig at se en uundgåelig præmis for vores eksistens.

Jeg er enig. Men vil alligevel godt lige kommentere lidt på det.

Du skriver at kristi lys ikke skinder i deres liv, og at hans kærlighed ikke kan løse omverdens betinget kærlighed.
Vi kristne har jo ansvaret for at videregive evangeliet; mit spørgsmål er (måske noget provokerende), er vi som kristne som skal lyse for mennesker og elske med den kærlighed Jesus elskede, da bedre end den verden der kun elsker betinget, hvis vi ikke er gode nok til at fortælle mennesker om Jesus?



Kan Kristi kærlighed ikke LØSNE dette problem? Kan den kærlighed gøre den mennesker kærlighed overflødig? Måske lidt groft sagt, men Gud elsker jo med en evig kærlighed, og hvis mennesker tager imod denne, så har de vel ikke brug for andet.....

Du har ret. Jeg referere nok mest til artiklen. Men må indrømme at jeg ikke lige have set på det, på den måde

Guds kærlighed har gjort frelsen mulig, men virkeligheden er at vi lever i en syndig verden, hvor Gud kan hele det brudte, men Gud kan ikke kompenserer for at vi er syndere, og svigt i barndommen kan Gud selvfølgelig helbrede ganske som han helbreder gigt og hovedpine, men megen gigt og hovedpine behandles nu også på traditionel vis.

Det tror jeg du har ret i. Min oplevelse er ofte at når jeg møder nye mennesker, så bliver de ofte skræmt væk ved at jeg viser dem kærlighed, uden at forvente noget til gengæld...
Men jeg er nu alligevel temmelig sikker på at Jesu kærlighed kan løse det, men det kræver jo selfølgelig også at de er villige til at tage imod det...

Vi er enige

Glæder mig

Noget helt andet er at fremtidens unge kommer til at bruge endnu mere tid hos psykologen, med den ekstreme fokus der synes at være på det at være kendt.

Det er uhyggeligt. Men desværre sandt.
Det er også der jeg mener at et af problemerne ved vores samfund ligger; vi graver det hul for de unge, som kun har det ideal for dem selv, at de skal leve op til de "krav" som der synes at være til dem!! Og ikke mindst at leve op til de krav at kunne vise andre hvad de har.

Jeg er glad for at kende Jesus. For jeg synes at kunne se, at jeg er langt rigere end dem jeg går i klasse med, der kun lever og ånder for andres syn på dem er. Rigtig mange af dem, former deres "jeg" efter, hvordan andre mener at de skal være. Det er en usikker grund at bygge deres liv på!

Simpelt hen fordi at mennesket sætter sig selv højere i centrum, end gud. Derfor den korte forklaring. Mennesket mener at det kan frelse sig selv, og at de ønsker æren fra hinanden, end de ønsker den fra gud. Og anerkendelse