Hej alle,
Et hypotetisk spørgsmål:
Ville I bevidst tage livet af jer selv hvis Gud befalede jer det?

Ja det forbliver ihvertfald hypotetisk for Gud findes da ikke.

Hej.


Der står klart og tydeligt i bibelen at du ikke må slå ihjel. Det tror jeg også gælder for selvmord, idet det jo er et liv der bliver taget, nemlig sit eget.
Hvis Gud befalede mig at gøre det, ville jeg vide at det ikke er Gud der har sagt det, da det ikke stemmer overens med Hans ord.

Nå for søren!

mvh
Nikolaj

Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå. Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå. Mark 3,24-25

Når Gud siger at vi ikke må slå ihjel, så tror jeg heller ikke at han befaler nogle at slå sig selv ihjel.
Det er jo selvmodsigende og absurd!

Jeg tænkte på samme begrundelse, men så kom jeg til at tænke på Abraham og Isak.
Men jo, selvfølgelig stoppede Gud det, da det var en "test".

Så i bund og grund kan den måske godt bruges, for Gud ville aldrig ønske det.

Jeg gør kun hvad min flyvende tepotte befalder !

lige nu skriger den : KOG VAND



okay okay, er på vej...

Men jvf. Nedergaards eksempel med at det strider imod guds lov at slå andre og sig selv ihjel, hvorfor troede Abraham så på at det var gud han hørte. Hvis Abraham havde kendt til gud sådan som Nedergaard lader til at kende til ham, så havde der jo ikke været nogen tvivl for Abraham. Så havde han jo bare sagt: "Ptøj din onde ånd, vig bag mig! Du er ikke af gud, for du befaler mig at gøre noget som er fy fy"

Men det gjorde Abraham ikke, han traskede rask op af bjerget og traumatiserede gladeligt sit barn for resten af livet, uden at tvivle på at det var gud der talte til ham.

Abraham levede også lang tid inden, de ti bud var formuleret, så på den tid havde Gud nu strengt taget ikke sagt, at man ikke må slå ihjel.
Desuden har Gud utallige andre steder i GT bedt israelitterne dræbe diverse mennesker, såeh... Jeg tror nu godt at Gud (som han fremstår i GT) kan gå uden om sine egne regler. Hvorfor? Det kan vist kun Gud svare på.

Ok?
Må jeg se din bevisførelse?
Eller har du ingen?

Kære anonyme,

jeg har valgt at svare med at bede en bøn for dem, der tager deres eget liv. Jeg ved ikke, om den rammer helt ved siden af dit spørgsmål, men jeg kan ikke svare dig på, om Gud ønsker, at nogen tager deres eget liv. Jeg tror, at han stiller os frit mellem livet og døden i dette liv. I det evige liv findes denne valgmulighed ikke, der findes kun livet. Men i dette liv må vi dø, for i det kommende aldrig at dø igen. Ingen slipper herfra i live, siges det. Jeg tror det modsatte; at døden er porten til det evige liv. I hvert fald lyder bønnen sådan her:


Kære Gud,

jeg vil bede for alle dem, der tager sit eget liv, det liv som de har fået givet af dig. For hvor besynderligt det end lyder, så er der i det mindste et motiv, som alle selvmordere har til fælles, nemlig kærlighed. Selv den selvmorder, der hader sig selv og alle andre, dør dog som følge af kærlighedens tab.

Det er ligesom den norske satanist, om hvem anekdoten går, at hun tog sit liv, fordi verden ikke var hende ond nok. Ja, kære Gud, det lyder yderst komisk, men jeg ved, at du led med hende, fordi Satan havde berøvet hende al kærlighed, og hun derfor, sarkastisk eller oprigtigt, hvem ved, i sit selvmordsbrev skrev det modsatte af, hvad der vanligt skrives, når selvmordsbreve rives af kalenderen, som efterårsbladene af træerne. Ja, måske skrev hun det i protest mod de vanlige selvmordsbreve og spottede således i døden sine lidelsesfæller, der af et oprigtigt hjerte søger en bedre verden.

Men også hende vil jeg bede for og netop bede for, at smerten var så stor for hende, at hun, som forbryderen der blev korsfæstet ved din side, kun fandt trøst i spotten. For da forstår jeg hende godt. Og jeg forstår, at smerten kan være så stor, at man blot ved at hade og smæde sit eget liv, og tilmed spotte andre lidelsesfæller, i dødens stund kan forstå sig selv.

Sådan beder jeg både for den, der ikke føler at have gjort sig fortjent til at leve, men også for den, der ikke føler, at livet og verden er hende værdig. For begge trodser i desperation dit navn, men begge gør det af kærlighed.

Den første som en helgen, der smerteligt misforstod sit kald, og døde fordi nåden ikke syntes hende også at gælde hende, og således være netop hende nok. Og den anden der som en omvendt helgen så stort på nåden, men dog ligeledes døde, da nåden ikke var hende nok, fordi den syntes at være så smerteligt meget mere end hende. Jeg beder for dem begge, for jeg mener at tro, at nåden både var og vil være dem begge nok på hver sin side af korset.

Amen.

Hej Ture

- jeg har ikke et eneste ord at tilføje, vil kun sige, at din meget smukke og dybe bøn gjorde indtryk på mig ...

kristina