Hvordan kan det være, at man den ene stund er så glad i Herren, og den næste føler man bare at der er modstand,og at man ikke "må" noget som helst? samt almen nedtrykkethed over,at det skal være så svært og modstand etc, og fra vished til stor forvirring og usikkerhed om ret og forkert? Hvordan kan det være? Er det "verdens pres"? Det onde?

Sådan er følelser nu en gang, de går op og ned for de fleste mennesker, nogen menneskers skifter hurtigt, flere gange indenfor samme time, medens andre bruger en uge på at vende humør, men disse naturlige humørsvingninger vil naturligt afspejles i hvordan man oplever ens trosliv. Når det er sagt er disse udsving også nogen gange det reelle resultat af syndenød eller ligende, en stor glæde og lykkefølelse kan ramme en fordi det lige pludseligt på ny går op for en hvad Han har gjort. At tvivl overhovedet eksisterer er de konditioner vi må leve med efter syndefaldet, men tvivl om ret og forkert og sandt og falsk er ikke troens fjende men troens indpisker, tvivl er ikke nem om den er afledt af en emotionel tilstand eller af reel syndenød eller tilsvarende, men den er med til at du gang på gang må søge tilbage til udgangspunktet for din frelse og det er jo ikke så ringe. Selv om nogen mennesker, jeg selv inklusiv, nogen gange lyder som om vi har fundet de vise sten en gang for alle, så lad dig ikke nare, det er bare den måde nogen af os udtrykker os på, virkeligheden er at vi alle er i tvivl og kæmper med at man ikke må noget som helst og samtidigt er sat fri.