Jeg savner i det kristne fællesskab en større forståelse og snak om den nød, som vi som forældre har for vores store børn, der tilsyneladende vender Gud ryggen. Jeg ved godt at vi kan bede for dem og at Gud aldrig opgiver nogen, men.......jeg har brug for forståelse af den smerte det er at se sine store børn ligesom kaste vrag på alt det, vi i vort hjem sætter højt!
Vh Elise

Kære Elise

Jeg forstår og jeg genkender hvor vanskeligt det er at tale om når ens børn tilsyneladende vender ryggen til troen på Gud. Jeg tror at det i mange tilfælde skyldes skam: Vi har været dårlige forældre siden vores forbillede for børnene har været så dårligt. Sådan tænker mange tror jeg. Eller det kan på den anden side skyldes at vi ganske enkelt lukker øjnene for virkeligheden og ikke vil indrømme overfor os selv at børnene er på gal vej.

Jeg har selv 4 børn mellem 13 og 20 og lykkeligvis ser det ud til at de hver for sig har taget Jesus-troen til sig. Det er vi som forældre dybt taknemlige for. Ikke for at pleje en vellykket facade, men fordi vi ganske enkelt ikke kan bære at se på at de går imod fortabelse.

Så kan der være så mange andre områder hvor de vælger helt anderledes og mere eller mindre trodser vores livsstil. Det må vi give dem frihed til og ikke bekymre os unødvemdigt over - blot vi kan bevare tilliden og fortroligheden, især om det vigtigste i livet.

Kære Elise.

Som forældre vil vi altid det bedste for vores børn. Det er bare ikke altid, at det vores børn synes er bedst, er noget vi kan forene os med.

Det der er vigtigst for vores børn, er ALTID at føle sig elsket og accepteret af os. Formår vi at vise vores børn at det er personen i dem vi elsker, og ikke hænger os så meget i det de fiser rundt og laver, vil de heller ikke fjerne sig så langt fra os. (...tror jeg)

Ja, vi kan bede for vores børn - men vi kan ikke lægge vores ansvar for dem over til Gud. Opdragelsen står vi selv for. Desværre ser jeg ofte - også i kristne hjem - at det er børnene der styrer hele familien. Ordet nej har ingen betydening, og konsekvens for dårlig opførsel er der ingen af. Ikke mærkeligt at de gør oprør når de bliver ældre!!

Hilsen Marlene

Du siger: "fordi vi ganske enkelt ikke kan bære at se på at de går imod fortabelse." - Ja, og det er den nød, jeg efterlyser - den smerte, som gør ondt - den smerte, som kan få mig til at græde om natten og bede Gud om at kalde og drage ad dem. For uanset vores fejltagelser i deres barndom (og vi er jo ikke fuldkomne - selvom jeg synes mange kristne er gode til at holde facaden) så er det børnenes eget valg, men.........det gør ondt at se på som forældre! Jeg kan ikke lave om på fortiden, men bede om nåde både for os selv og dem, men ondt gør det!Kh Elise