For at holde debatterne til deres konkrete emne, har jeg valgt at flytte mit svar til dette indlæg. Dette er gjort både af hensyn til overskueligheden og at det så også virker lidt mere naturligt at skrive mere uddybende



Du har ikke overvejet, om det kunne være fordi de, der ikke har denne nådegave, føler sig udenfor og derfor finder et fællesskab, hvor de føler sig som en fuldgyldig del af fællesskabet?

Jeg er selv indre missionsk folkekirkekristen, så jeg har nok en indgroet skepsis mod åndsdåbslæren generelt, men jeg indrømmer, at jeg godt kan se noget, der minder om det i Ap. g. 8. Men at åndsdåb skulle være knyttet specielt op på tungetale, kan jeg altså ikke finde noget som helst bibelsk belæg for. Specielt ikke fordi den begivenhed, det knyttes op på, er pinsen, hvor de kristne jo netop ikke talte et uforståeligt åndens sprog, som man så skulle have en anden til at tolke, men var sprog, som andre mennesker kunne forstå... Bare ikke lige de, der talte.

Hertil kommer, at Paulus i 1. kor. 12 spørger retorisk: "kan alle tale i tunger?" Underforstået; det kan alle ikke.

Når det er sagt, så er det helt sikkert, at en klar forkyndelse om nådegaver, også af specifikke nådegaver og deres brug, fremmer, at de bruges. Paulus opfordrer jo ligefrem til at stræbe efter nådegaverne. Så når der er flere i pinsekirken, der taler i tunger, er det klart, at det også hænger sammen med, at der er flere, der stræber efter denne nådegave, og det er kun godt. For tungetale kan være til stor velsignelse. Det kender jeg flere vidnesbyrd på. Men når man så samtidig siger, at åndsdåb viser sig i tungetale, gør man samtidig alle, der ikke har denne nådegave til andenrangskristne, om man vil det eller ej. Man gør altså vold på hele Paulus' pointe med 1. kor. 12: At vi har fået forskellige gaver for at kunne gavne hinanden med de gaver, vi har.

Når alt det så er sagt om nådegaven, kan jeg meget dårligt pege på de problemer, jeg ser især i pinsekirken, uden samtidig også at pege på de problemer, jeg ser inden for min egen kirke. Som du helt rigtigt påpeger, er tungetale i IM særdeles sjældent. Og det skyldes i mine øjne klart en regulær modvilje imod tungetale (og i øvrigt også mod helbredelse og andre nådegaver med et overnaturligt præg).

Jeg har flere gange hørt fra IM'ere, når de talte (i sjældent særlig positive vendinger) om f.eks. Volvo-Berntsen og Charles Ndifon, at Jesus ikke holdt helbredelsesmøder... Og det er jo simpelthen faktuelt forkert. 2/3 af de ting, der står i Bibelen om, at Jesus gjorde, var helbredelser. Så det virker ærligt talt mere som et argument opfundet til lejligheden. Og i forhold til tungetalen har man udvidet menighedsbegrebet så langt ud, at det vil blive opfattet som en krænkelse af Paulus' påbud om ikke at tale i tunger i menigheden uden tolkning, hvis man gjorde det i bibelkredsen eller IMU-foreningen. Der er ved at komme mere fokus på nådegaverne generelt i IM, og tungetale og helbredelse nævnes da også altid, men altid sådan lidt i forbifarten. Man kan så også spekulere lidt over, hvor man skulle finde undervisere i emnet henne, når den nu er så sjælden... :-)

Et andet problem ud over modvilje, tror jeg også er en vis skræk for at mislykkes. Man er bange for at prøve sig frem med forskellige nådegaver, for hvad nu, hvis man gør noget galt. Her er undervisningen igen nødvendig for at mindske denne frygt, men der burde altså også være en generel holdning om, at det er helt i orden at fejle og finde ud af, at det nok ikke lige var her, Gud ville bruge mig. Kan man ikke det i kirken, hvor i alverden skulle man så kunne det?

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Mark.

Du gjorde faktisk lige prcis det jeg selv havde tænkt på, at oprette et nyt indlæg om nådegaverne.


Det er der heller ikke. Som jeg også skrev i den anden debat, (Det var dog ikke til dig) kan man godt modtage Helligånden uden at komme til at tale i tunger. Det er ikke alle der har brug for den, og derfor er det ikke alle der får den. Men det gør ikke at de der ikke har fået den, er mindre værd eller ikke har modtaget Helligånden.

Men der er jo også andre gaver, både de "helt vilde" som fx helbredelse, og dem der er knap så synlige, som fx visdom.

Og som Paulus også siger: "Stræb efter gaverne, men stræb først og fremmest efter at tale profetisk." (Kan ikke lige huske hvor det er det står.)
Men den profetiske gave er der ikke så meget fokus på... Det er i grunden lidt ærgeligt.

Men istedet for at gå hele dit indlæg igennem punkt for punkt og give dig ret, siger jeg det kort og godt: Jeg er enig.

Så er det spændende at se om vi kan få gang i en god debat.

Tja, på ovenstående grundlag, tror jeg, det bliver svært... Men lad os nu se, om ikke der kommer nogen andre at diskutere det med

Det kunne da i øvrigt også være sjovt at høre, hvor mange, der rent faktisk kender deres nådegaver og eventuelt hvad det er for nogle... Hvad det angår kan jeg da godt selv lægge for: Jeg kender i hvert fald en del af dem: At tjene og at undervise. Jeg kender nogle, der også vil sige ledelse, men efter at have prøvet kræfter med det, vil jeg nok ikke ligefrem give dem ret

Hej Mark.


Ja, det kunne være sjovt at høre.

Jeg har tungetalen, men bruger den kun når jeg beder for mig selv. Og så ved jeg at jeg har fået en gave til at male billeder. Jeg er dog ikke selv tilfreds med det jeg laver, men jeg er også stadig under "uddannelse" af Jesus.
Jeg brænder også meget for astronomi, så jeg tror næsten at jeg skal ind i naturvidenskab. Det er det jeg arbejder på med min uddannelse.

Måske fordi de har angst eller mindreværdkomples over at ikke at have nådegaven tungetale.

Udtrykket åndsdåben bryder jeg mig ikke om. Mennesker som ikke har tungetale som nådegave, betyder ikke at de ikke har helligånden. Alle som er personlige kristen og og tror på Jesus Kristus har helligånden.

I Apostlens Gerningen kap 2-1-4 står der
Da pinsedagen kom var alle disciplene samlede på sammen sted. Pludselig lød der en værdig susen over dem, som lyden af stormvind, og den fyldte hele huset, hvor de var samlede. Samtidig så de over sig noget, der ligner ildtunger, og som satte sig på hver enkelt af dem. De blev alle fyldt med helligånden, og de begyndte at tale på fremmede sporg, alt efter som helligånden gav dem at tale.

Der står ikke nogen steder i Bibelen at tungetale er bevist på at man har helligånden.

MKH
Kim Thomassen

Hej fisken.

Vi er stadig enige.

Men det kunne være sjovt at vide om du også kender dine nådegaver??

Hej V. Nielsen

Mine nådegaver er, tungetale, lærer, bedømmelse af ånder, bøn, gæstfrihed, kundskab, sjælesorg, tjene, tro, visdom.

MKH
Kim Thomassen

Lærer.

I en periode havde jeg også bøn som tjeneste/nådegave.

Mvh. Steffen

Det kunne jo være at man i frikirken er mere fokuseret på netop overnaturligheder og oplevelser end man er i folkekirken?

Jeg kender pinsefolk som har alverdens gaver, og de bruger dem - hvorimod jeg har venner i folkekirken som ikke snakker om dem, eller måske bruger dem

Jeg kender folkekirkefolke som kan hele biblen uden af ordret vers for vers - hvorimod jeg har venner i pinsekirken som kun kender lidt kernevers og lader deres bibelføde komme fra præsten alene og lader bogen ligge

marlene

Hej

Mine Nådegaver:
Har ofte bedt om Visdom til at skelne rigtigt fra forkert (bedømmelse af ånder) samt at kunne formidle denne til andre (profetisk tale), måske specielt min kristne brødre og søstre.

Og jeg mener jeg har fået dem. Derfor:
Visdom
Bedømmelse af ånder
Profetisk tale

Min(e) tjeneste(r)/nådegave(r), er :
Hyrde
Lærer

Guds velsignelse over jer
Kærligst Laugesen

Tja, er det modsatte tilfældet for folkekirken, vil frikirkerne vel helt naturligt være længere mod denne modpol i sammenligning. Og jeg tror for så vidt en tankegang om, at kun overnaturlige gaver er "rigtige" nådegaver er lige så skadeligt som den folkekirkelige tilgang. Men mit indtryk er, at det er meget få, der har et sådan syn på nådegaverne...



Tja, jeg kender altså også folk begge steder, for hvem det modsatte gør sig gældende... Altså folkekirkefolk, der aldrig selv åbner Bibelen og pinsefolk, der kan det meste af Bibelen uden ad. Mit indtryk er næsten, at dette scenarie er mere almindeligt. I forhold til det er min eneste bekymring sådan generelt for frikirkerne, at der er lidt for få med en teologisk uddannelse... Det kyndige lægfolk er faktisk endda meget udbredt i frikirkekredse.

Jeg har ikke nogen nådegave, men stoler fuldt og fast på at hvis Gud i en specifik situation ønsker at bruge mig, vil han give mig hvad jeg behøver, hvad end nådegave det så er.

Jeg må indrømme, at jeg ikke tror du har ret i, at du ikke har en nådegave. Det mener jeg faktisk, at Bibelen siger ret klart, at alle kristne har... Og altså ikke blot at alle kristne skal få det. Så det handler vist mest om at finde ud af, hvad de er. Og umiddelbart tror jeg faktisk, at jeg har et bud på, hvad det kunne være...

Nu tror jeg ikke Krakilsk Kværulant kan defineres som en nådegave

Min pointe er at jeg måske nok er udrustet, men at jeg ikke nødvendigvis ved det før i situationen, og måske finder jeg aldrig ud af det, men på mit dødsleje kan jeg måske være så velsignet at se tilbage og opdage at Gud brugte mig, og når jeg manglede noget, gav han mig det fornødne værktøj dertil.

Jeg har det på samme måde, men jeg vil stadig sige at det er en forkert tilgang til nådegaver. Jeg tror bl.a. det stammer fra at man ikke har haft så meget ledelsesmæssigt fokus på nådegaver i missionsforeningerne.

Det er jeg så ikke enig i, jeg har praktisk talt ikke hørt om andet end nådegaver i Indre Mission i de seneste 10-15 år, jeg mener faktisk at det undervisningsmæssigt og forkyndelsesmæssigt godt kunne ende med at være et problem, men det virker som om fokus heldigvis er ved at skifte.
jeg tror ikke man i missionsforeningerne har et forkert syn eller fokus på nådegaverne, og jeg har mødt mange mennesker der ved hvad deres nådegave er og hvad de skal bruge den til, men jeg har svært ved at se det forkerte i ikke at vide hvad den er, for implicit i denne forventning ligger at man får en nådegave og så har den resten af livet... jeg tror i højere grad at Gud udruster os til den situation og de opgaver vi aktuelt står i.

Du siger at tungetale er en nådegave - hvorfor tror du det og på hvilken måde og til gavn for hvem, bruger du den?

Hilsen Angela

Hej Grev Lindgren.

Jeg er sikker på at du også har en eller flere nådegaver. Jeg tror at du enten har brugt det uden at tænke over det, eller at du ikke har haft brug for det endnu. Eller også har du måske fået nogle gaver der er knap så synlige, men bestemt ikke mindre værd.


Det har du helt ret i. Også som Jesus siger i Mark. 13, 11: "Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden."

Efter som fisken ikke lige har svaret endnu, vil jeg give mit bud. Jo, tungetale er en nådegave. Paulus nævner den direkte som sådan i 1. kor. 12. Bliver den ikke tolket, er den udelukkende til personlig opbyggelse, men bliver den tolket, bruger Gud den blandt andet til at åbenbare os sin vilje, sin kærlighed eller hvad han nu måtte have på sinde i forhold til menighed. Er den udelukkende til personlig opbyggelse, er dens brug i menigheden mere indirekte, men den enkeltes opbyggelse er også vigtig for menigheden, da vi der er indbyrdes afhængige af hinanden, og den, der er stærk i troen, har et ansvar for at støtte og opmuntre den, der ikke er så stærk.
Hvad det sidste spørgsmål angår, må jeg melde pas, da jeg netop ikke selv har denne nådegave. Eller jeg ved i hvert fald ikke endnu, at jeg har den...

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Og min superevne er at genneskue gøgl og humbug...

CloudHands er Superman Anyway, så er det da ikke så ringe en evne at have, hvis den altså er pålidelig

Hej KajQrd.

Jeg har endnu aldrig oplevet at een oversatte, mens en anden talte i tunger. Jeg tror ikke at tungetale er en nådegave og hvis den er, forvaltes den af størstedelen, utilstedeligt.

Hilsen Angela

Bibelen er nu ret entydig i sin omtale af tungetalens nådegave, men jeg er fuldt ud enig med dig i at man desværre mange steder ser en forkert praksis, således oplevede jeg for et stykke tid siden et bedemøde hvor et par stykker talte i tunger, uden at der var nogen udlægning eller vurdering, om det skyldtes at de faktisk IKKE talte i tunger og bare ville gøre sig interessante, eller rent faktisk talte i tunger, men forkastede praksis omkring det ved jeg selvfølgelig ikke, men noget rod er det.

Hej Angela. Når du oplever det sådan, kan det for mig at se hænge sammen med to ting: 1. Du tolker selvt de grænser, Bibelen sætter alt for snævert. At du siger, at der aldrig har været een, der har tolket, tyder i mine øjne på en lidt fejl forståelse af både, hvad tolkningen er, og hvilke begrænsninger, der er sat for denne i Bibelen. Når Paulus taler om, at der skal være én til at tolke, opfatter jeg det personligt som mindst én... Og tolkning er altså ikke nødvendigvis en ordret oversættelse. Det er en udlægning af, hvad Helligånden har sagt igennem tungetalen. Jeg har selv, de gange, jeg har mødt tungetale, oplevet, at der efterfølgende var et par stykker, der har været oppe og udlægge tungetalen. Disse udlægninger havde nuanceforskelle, men deres budskab mindede om hinanden, og forskellene kunne f.eks. være, at én oplevede at få et eller andet ord under tungetalen, mens en anden fik et billede, som vedkommende så fortalte om.

Den anden mulighed er, at du er kommet i sammenhænge, hvor praksis reelt har været forkert. For Paulus siger ret tydeligt om tungetale, at den skal tolkes, når den frembringes i menighedsforsamlingen. Så er der ikke en tolkning, er det i strid med Bibelen. Dette er helt sikkert.

En ting er i øvrigt helt sikkert. Tungetale er en nådegave. At modsige det, er at modsige Bibelen. Så den eneste måde, man kan komme uden om dette faktum, er, hvis Bibelen ikke er autoritet for troen.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

alle mennesker har da tunge talen hvis de vil ha den

Se det der taler Paulus akurat lige så meget imod, som han taler imod, at det ikke skulle være en någegave i det hele taget.

hvis det ikke er en nådegave så kan alle også få den...

Hej Angela:
Jeg er fuldstaendig enig med dig i at jeg tror hvad der menes med at de talte i forskellige sprog saa er det noejagtig hvad der skete dengang, og en gang imellem endnu. fks. Jeg husker en gang min ven, som ikke forstod Engelsk, gik med mig i Kirke Soendag morgen alligevel. Naeste Soendag sagde han Nej tak for han kunne jo slet ikke foelge med i noget af det. Ja hvad goer man saa? Jeg lovede at jeg ville oversaette det for ham, saa godt jeg kunne, og det gik han mad til.
Baade ham og jeg var forbavset over hvor godt det gik og selvom jeg snakkede ret lavt for ikke at forstyrre andre saa forstod han naesten det hele. Jeg siger "naesten" for der var maaske et enkelt ord her eller der som ikke blev oversat, eller fortolket helt ordret.
Det er paa den maade at jeg forstaar Gud gav dem tungetale. Jeg havde i fem aar laert det Engelske, og maaske fordi Gud ikke ville udsaette apostlene i at skulle laere i aarevis, gav Han dem tungetale.
Ikke noget som skulle lyde som vilde kalkuner i en kornmark,(undskyld) men noget som kunne forstaaes af andre i deres "foede-sprog" og vaere til nytte for Gud's rige.
Bare at laese AG. 2:1-4 kan godt give en anden udsigt, men hvis vi laeser resten af kapitel 2 , mindst til verse 21 tror jeg nok vi faar en anden mening ud af det.
mvh. Blurover1

Hej Bluerover.

Tak for svar. Jeg er enig og enormt glad for at møde et menneske der ser sådan på tungetale, som jeg selv gør.

Tak.

Hilsen Angela

Hej Mark
Jeg vil hellere sige det sådan, at tungetale kan være
en nådegave, men ikke nødvendigvis er det.

Tungetale forekommer også i andre religioner.

kristina

Men alle kan da få den det mener jeg, hvis man vil have den..

Men det er vel også et fortolknings spørsmål

Hvad siger Biblen

Chrialian Hedegaards yndlingssted er Mark 16,17 Og disse tegn skal følge den, der tror; I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale i nye tunger
Så provokerede jeg hende helt vildt. Hvordan kan du sige, at du tror, når ikke taler i tunger Ånd og Ild side 89
Set isoleret kunne de godt se sådan ud men ser vi på biblen som helhed er det tydelig at disse gaver er til menigheden og ikke til den enkle
Nu er det jo sådan at forskeren er enig om at Mark 16,9-20 ikke er skrevet af Markus men er tilføjet sener, ser vi så på parallel strædet Mat 28,19 gøre alle folkeslag til mine decibel = at tale i nye tunger
Det er mest sandsynligt at der ikke er tale om tungetale i almindelighed men om missionsbefalingen

Apg 2 er en frelses historisk engangsbegivenhed og opfyldelse af Guds løfter Joel 3,1ff og Apg 2,16 og vi skal ikke vendte en ny pinse

Apg 2,4 Da blev de fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål
Her er der tale om at decibelene forstår hvad de siger og dem der lytter forstår hvad der bliver sagt i 1 Mos 11,7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden. I Apg er det en midlertidig ophævelse af denne forvitring så budskabet om den opstandende kunde komme ud bland folk
Der er ikke tale om at alle her får tyngetalen i vers 38 får vi at vide at de 3000 bliver døbt og får Helligånden men der står intet om tungetale

ApG 10 Her er der tale om en enestående begivenhed. Peter havde aldrig gjort noget der var urent og han havde det virkelig svært med denne begivenhed, tre gange måtte Gud senge en dug ned med mad der er uren for at Peter kunde fatte at han skulle gå ind i en hedningers hus aligevælder må Gud give dem Helligånden før at de er omvendt og døbt før at Peter fatter at det er i orden
Om det er en tyngetale de får for hele livet eller om det er en her og nu oplevelser for at Decibelen kan blive klar over at frelsen også er for hedninger ved vi ikke noget om
Her og i ApG 19,6 og i 1kor 14,18 er der tale om tungetale i flertal, her er der tale om et forståeligt sprog i modsætning til 1 Kor 13,1 engles tunger som er et uforståeligt sprog

Apg 19,1-7 Her er der igen tale om en enestående begivenhed som ikke er en betegnelse for en almindelig menighedsliv, vi har med at gør, Her er der tale om forskellen mellem Johannes-dåben og Den kristne dåb Paulus forklarer at Johannes-båden er en omvendelsedåb for at de skal tro på ham der kommer efter dvs. Jesus. De modtager da troen på Jesus og bliver døbt i Jesus navn og Paulus lægger hænderer på dem så de får Helligånden hvilket Johannes-dåben ikke kunde give den. De begyndte da at tale i tunger og profeter V6 De blev ikke ved i det uforståelig tungetale men gik over i de forståelige profetiske forkyndelser hvilket var det meste normal nar der kom nyde menigheder 1 kor 14,6
Ud over disse steder er tyngetale ikke nævnt i biblen fordi at de ikke var særlig udbred i Pauluses menigheder, det er kun nævnt i korintermenigheden fordi at de havde fået denne opfattelse at de skulle være en garanti for Guds indgriben 1 kor 12,3

Hvad er tungetale så? Tungetale er først og fremmest et bønnes sprog 1Kor 14,14 bøn kan forgå på mange måder, men når man står i den sitvasjon at ens ordforråd er sluppet op og man ikke ved hvad man skal sige så er der nogle der kan bede uden at sige noget, Det kan jeg ikke for mit eget vedkommende ikke fordi at mine tanker flyve rundt, der kan de være en velsignelse at kunde tale i tynger det er i denne forbindelse at Paulus ville ønske at alle kunde tale i tunger 1 Kor 14,5 andre vil hellere bruge biblens salmer som bønder osv.

Der er ingen belæg i biblen for at alle skal have tyngetalen og der er der også flere og flere frikirker der indser fordi den ikke holder i pragtis men der er ikke noget at være nevøs for fordi Gud giver dig lige nøjagtig der du har brug for

hilsen Preben

Og hvis man ikke får den hvad så?

Kan alle så også få nådegave til at helbrede? Kan alle få nådegave til at tale profetisk? Kan alle få nådegave til at gøre store undere? Hvis svaret er nej på disse spørgsmål, må det altså også være det på tungetalen, for ellers giver det ikke mening, at Paulus i 1. kor. 12, 29 retorisk spørger: kan alle tale i tunger i listen med blandt andet de førnævnte. Hele sammenhængen indikerer helt tydeligt, at nej, alle kan ikke tale i tunger, ligesom alle ikke kan tale profetisk, helbrede osv. Kort sagt: Det, du siger om, at alle kan få tungetale, er lodret imod Bibelen.

Undskyld, Preben, men du kommer altså med en masse løse påstande her, som jeg slet ikke kan finde i Bibelen. For det første giver jeg ikke meget for videnskaben i forhold til Mark. 16. Jeg er ikke i tvivl om, at når Bibelen siger, som den gør, så var det det, Jesus sagde. En anden ting er så, at det er at gøre vold på teksten at sige, at fordi de tegn skal følge de kristne, skal alle kristne gøre det. Pointen er netop, at de tegn skal følge kirken, hvor den udbredes. Ikke at hver eneste kristne skal gøre det.

For det andet, at vi ikke skal vente en ny pinse, synes jeg er noget vås, for jeg ser bestemt ingen grund til, at pinsen var en enkeltstående begivenhed. Det var indgangen til en ny tidsalder. Vi lever i dag i pinsen så at sige. Og nej, jeg er ikke medlem af pinsekirken eller noget i den retning.

Hvad angår at pinseunderet ikke er det samme som tungetale, er vi helt enige... Ellers ville det ligesom ikke give så meget mening, at Paulus taler til korinthermenigheden om, at det ikke gavner nogen at høre tungetale, hvis det ikke tolkes. Pointen er netop, at tungetale ikke forstås uden en tilhørende tolkning. Tale på andre sprog derimod forstås bare, hvis man lærer sproget. Det kan klares med en intellektuel proces.

Hvad angår din anke mod Ap. G. 10 er jeg fuldstændig uenig, og det, du beskriver, står ingen steder i sammenhængen. Det er sagt med andre ord hevet fuldstændig ud af den blå luft. At det lige var tungetale Helligånden brugte i sammenhængen er ikke det væsentlige, men at Helligånden bekræftede sin tilstedeværelse. Men når akkurat det samme sker i Ap. G. 8 med de i Samaria, der var døbte i Jesu navn, men ikke havde fået Helligånden, må det da indikere, at Helligånden viser sig blandt de troende. Ikke nødvendigvis i tungetale, men stadig på en måde, der ikke er til at tage fejl af.

Hvad angår Ap. G. 19 synes jeg efterhånden, at det begynder at virke lidt krampagtigt, at du holder fast ved, at det er enkeltstående tilfælde... Er der to ens tilfælde, kan de vel ikke siges at være enkeltstående. Hvad der derimod også er værd at bemærke, er at der i begge sammenhænge var flere mennesker på samme tid. Når der står om tolv mand, at de talte i tunger og profeterede, indikerer det altså ikke, at alle tolv både profeterede og talte i tunger på én gang.

Når du så i øvrigt siger, at tungetale ikke er nævnt andre steder, tager du ganske enkelt fejl. Du nævner selv korinthermenigheden. Her var tungetale endog så almindeligt, at Paulus måtte irettesætte deres brug af den. Paulus selv talte i tunger. Så igen: At det ikke skulle være en nådegave, der var almindelig i menighederne, er ganske enkelt hevet ud af den blå luft og har intet med Bibelens beskrivelse af tingenes tilstand at gøre.

Hvad derimod din afsluttende replik angår, er jeg helt enig. Men din vej dertil er altså så fyldt med graverende fejllæsninger af Bibelen, at det ikke må stå uimodsagt.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Kan ikke se hvordan det går mod biblen...
Prøv og forklar nærmmere..

Prøv at læse 1. kor. 12, 29-30... Eller endnu bedre: Hele 1. kor. 12. Hele sammenhængen er, at nådegaverne, inkl. tungetale, er givet til brug i menighedens tjeneste, og at vi er givet forskellige nådegaver, fordi vi derved kan tjene hinanden i fællesskabet. Vi har altså brug for de andre, fordi jeg ikke har de nådegaver, de har. Når jeg bliver syg, har jeg derfor f.eks. brug for hjælp fra en med nådegave til at helbrede. Når jeg bliver anfægtet, har jeg brug for en med nådegave til sjælesorg osv. For at sætte det på spidsen, spørger Paulus så retorisk i slutningen af 1. kor. 12: "Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale?" Underforstået: Nej, det kan alle ikke. Og det skal alle ikke kunne. Hvad vi derimod skal, er at tjene hinanden i kærlighed med lige nøjagtig de nådegaver, vi har fået. Det er denne sammenkobling af nådegaverne til kærligheden til brødrene, der er hele årsagen til, at 1. kor. 13 er smidt ind imellem 1. kor. 12, der handler om nådegaverne, deres funktion og deres indbyrdes forhold og 1. kor. 14, der handler om korrekt brug af primært tungetale, som tydeligvis var et stort problem i menigheden i Korinth.

Som jeg forestiller mig menigheden i Korinth, mindede den nok en del om en stærkt karismatisk pinsemenighed. Der var et stort åndeligt liv, og folk var meget ivrige efter at bruge deres nådegaver, men de havde mistet fokus på, hvorfor de havde fået nådegaverne, og der var gået lidt kaos i deres gudstjeneste som følge heraf. På den ene side kan jeg da godt undre mig over, at der er menigheder, der, selv med den undervisning, Paulus har givet i nådegaverne, stadig prædiker og praktiserer lodret imod dette. På den anden side: Hvis menighederne dengang måtte tage imod belæring, er der jo heller ikke nogen grund til, at vi ikke skal, og sammenligner jeg med min egen kirke (folkekirken), så ser jeg, selv i de bedste dele af folkekirken, tydelige tegn på, at andre dele af Bibelens undervisning i, hvordan man skal være menighed, også er fløjet hen over hovederne på os.

Jeg håber, det var til at forstå.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Mark Langdahl
De jeg er i gang med er at skrive en bog om evangelist teologi og de her var en prøvebalong som er faldet til jorden kan jeg regne ud

Det jeg henviser til i Mak 16 er noget Christian Hedegaard har skrevet jeg er langt fra enig med ham jeg mener også at det er for kirken og ikke for den enklere her bruges oret (giossais latesousin kainais) som højst sandsynlig betyder missionsforkyndelse på stadig nye sprog

I Apg 2 bruges (lalein heterais glossas) som heller mere til at både den der taler og den der lyder forstår hvad der bliver sagt selv om de er hver deres sprog der bliver talt

Hvad Apg 10 angår ved jeg ikke hvad du mener der er forkert? det spicilde i begivenheden er at det er første gang at hedninger hører evangeliet og oret her og i 19 er (lalein glossais) som er at tale flertallet tunger de må nemmest betyde at de har talt hver deres jordiske sprog

Det spicille i Apg 19 er at de var nogen fra Efeson der havde været i Jerusalem på et tidspunkt mens Johannes virker
Men du har rat i at også Apg 8 var et speciel begivenhed fordi at Samarie var et blandings folk
Hilsen preben

Hej Preben
Hvad angår Mark. 16 og ap.g. er vi vist nogenlunde enige. Men hvad de to andre henvisninger, du har i Ap.g. synes jeg, du taler uden om. For problemet er stadig, at du stadig kalder to relativt ens episoder for enkeltstående tilfælde... Og du gør det oven i købet stadig, når der endda lægges en tredje episode til. Det allermest pudsige ved det er næsten, at du ikke fremlægger nogen som helst teologisk forklaring på, at det ikke kan hænge sammen, hvis de ikke er enkeltstående tilfælde, men snarere et udtryk for, hvordan Helligånden i reglen arbejder med folk. Og jeg har i øvrigt aldrig sagt, at ap.g. 8 var en speciel begivenhed... Nærmest tværtimod. Mit argument er, at når tre separate episoder minder så meget om hinanden, ligner det et mønster og ikke noget med enkeltstående tilfælde. Kort sagt: Hvor Helligånden tager bolig, har det konsekvenser. Én af disse konsekvenser kan være tungetale. Det var det i de to eksempler, du selv nævner. Og er der 30 mand, der bliver omvendt, er det altså næsten sært, hvis det ikke er én af dem...

Hej jubbas.


Nej, jeg er temmelig sikker på at det kun er dem der har brug for tungetalen, der får den. Jeg kender flere der har en eller flere gaver, men ikke har tungetalen.

Jeg kender nu også mange der har tungetalen.

Hej Jubbas:
Alle kan faa den??
Maaske osse satan
mvh Bluerover1

nemlig

Hej jubbas.

Det gør jeg også, jeg har den også selv. Men jeg kender også mange der har andre gaver, men ikke tungetalen. Jeg tror ikke på at Gud giver en gave til en der ikke har brug for det.
Deraf min konklusion: Har man ikke brug for tungetalen, får man den ikke.

Ærligt talt!

Jeg har altså svært ved, at tage tungetale eller andre former for nådegaver seriøst. For mig er det sværmeri og det samme ville Luther have sagt.

Hej VNielsen
Dette er maaske et dumt spoergsmaal, og hvis saa, Undskyld, men forstaar vedhavende (tungetalen) hvad han/hun selv siger naar han/hun beder i Aanden, eller lader han/hun bare Helligaanden sige hvad der skal siges i haab om at det er rigtig?
mvh Bluerover1

Hej Blue.

Jeg synes da det er et fair spørgsmål.
Når jeg beder i tunger, har jeg ingen anelse om hvad jeg beder om. Det er også derfor jeg kun bruger den, når jeg beder selv, eller meget stille når jeg beder med andre.
Men jeg synes det kunne være sjovt at få det oversat.

Hej (igen) Isted

Hvordan kan nådegaver være sværmeri, når Paulus fortæller om dem?
Hvad Luthers syn på sagen er ved jeg ikke, men har svært ved at tro han er imod bibelsk praksis omkring nådegaver. Men hvis han er imod som du siger: Tillæger du Luther større autoritet end Paulus eller en anden af apostlene?

Guds velsignelse over dig
Kærligst Laugesen

Hej Laugesen - jeg har ikke læst ret meget Luther, men jeg kan heller ikke forestille mig, at han afviser tungetale.

Jeg kender i hvert fald mindst én (formentlig flere) luthersk folkekirkepræst, som jeg har stor tillid til, og som for nylig holdt et foredrag i min kirke om tungetale, og selv har den pågældende nådegave.

Jeg har den ikke selv, og har heller ikke bedt om den.
Måske er jeg for nysgerrig, jeg vil så gerne vide hvad jeg selv siger, nemlig!

Der står lidt om tungetale her.

kristina

Hej Laugesen

Allersidst i 1.Kor. 12 gør Paulus opmærksom på, at der er noget bedre og vigtigere end nådegaverne, nemlig tro, håb og kærlighed. Indirekte siger han, at nådegaver er direkte overflødige. Den opfattelse fik hævd i menigheden sidenhen. Hverken i den Romerske kirke eller de evangeliske menigheder har nådegavespillet nogen rolle.
Først i 1906 fik helligåndsbevægelsen sin genkomst.

Det vi ser i dag i de karismatiske kirke med tungetale og helligåndsspasmer tror jeg ikke har noget, at gøre med det som Paulus beskriver i 1. Kor. 12. Tungetale handler om, at kunne tale på andre sprog og ikke noget der minder om vrøvl.

For i øvrigt prøv, at læs Matt. 6. v 7-8.

Hej Isted

Sjovt at vi igen er rørende uenig om hvad der faktisk står. Måske du skulle læse det der står igen, efter kærligheds kapitlet som du bruger som argument for at nådegaverne/åndsgaverne er overflødige starter Paulus lige med at opsummere hans synspunkt omkring kærlighed og nådegaver. 1. kor. 14, 1 Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne
Derefter kommer der en lang smøre om hvilke nådegaver man skal stræbe mest efter og hvordan disse skal bruges retmæssigt. Men hvis du har ret, så vil jeg ligesom i vores anden debat tillade mig at spørge: Hvorfor i alverden bruger Paulus et helt kapitel (eller flere, kommer an på fokus punkt!) + det løse på at fortælle om nådegaverne forklare hvordan disse skal bruges?

Til din tungetale så er jeg uenig, der er flere former for tungetale. (se evt. Kristinas indlæg og hendes link?)

Med hensyn til dit Matt citat så forstår jeg ikke din pointe, mener du ikke man må be med mange ord? Eller hvad? Med hensyn til at du bruger det som argument for ikke at anerkende tungetale.

Jeg læser det som om at det ikke er de mange ord vi bliver belønnet for. Som det hedder et sted i Fællessang, "Dog du vidste hvad jeg ville, endnu før et ord blev til." Men derfra til at sige man ikke man må snakke med sin Fader i himlen i timevis hvis man har lyst til er der også meget langt. Skal vi også afskafffe fadervor og bare erstatte det med et suk fordi det er mange ord? Eller er det slet ikke det Jesus han mener?

Og NEJ(!) jeg er ikke karismatiker.

Guds velsignelse over dig
Kærligst Laugesen

*BONUS* Mark. 16, 17-18: Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
Det er som der står en senere tilføjelse, derved var det også senere hen praksis at bruge nådegaverne!

Hej Laugesen

Det ændrer ikke ved, at 1. Kor. 12, 31b henviser nådegaver og tungetaler til fortiden.

Foriøvrigt tror jeg ikke der er nogen sammenhæng med den beskrivelse Paulus giver af nådegaver og det vi oplever i dag når folk påstår, at de taler i tunger og har nådegaver.

Den der har skrevet den senere Markus tilføjelse tror jeg ikke har udtalt sig på den daværende kristenheds vegne, snarere sin egen.

Det kan godt være, det her er at sætte det lidt på spidsen, men nådegaverne er Guds værktøjer til at tjene i Guds rige. Uden nådegaver er alt, hvad vi laver, i egen kraft. Din udlægning af nådegaverne som noget fortidigt passer overhovedet ikke med hverken Bibelens forkyndelse af nådegavernes brug eller blot det, at det ret let kan konstateres, at nådegaverne rent faktisk er i funktion i kirken i dag. Og det også i kirker, der tager Bibelen alvorligt. Jeg har faktisk lidt svært ved at se, hvordan man kan afvise nådegaverne og stadig tage Bibelen alvorligt.

Hej Isted


Så er teorien at den bibelske kanon er sammensat af en mand?
- Undskyld, men den tanke er absurd!!


Det vil jeg så (mildest talt!) kalde en tolkning uden bevæg grund. Jeg mener som du også gav udtryk for før at Paulus henviser til at nådegaverne er mindre vigtige end kærlighed, som han gør en stor del ud af i kap. 13. Men det sætter jo ikke hans tidligere lære ud af kraft. Jeg tror grunden til at han siger som han gør er: At menigheden i Korinth havde misforstået deres undervisning, at de mente at nådegaver var det ypperste nogen kunne opnå. Hvilket Paulus siger det ikke er, han påpeger at de uden kærlighed er værdiløse! Altså er kærligheden over nådegaverne. Men det sætter ikke nådegaverne ud af spil. = Kap 14 v. 1.


Så selvom det er de samme ting er der ingen overenstemmelse? Helbredels, tungetale osv.
- Snak om selektiv tolkning!
Jeg siger ikke nådegaver ikke bliver misbrugt(!) for det gør de, se bare på den mere herlighedsteologiske del af kirken. Hvis man kan kalde det en del af kirken?? Men det er ikke mit job at dømme andre kristen navnet fra eller til, det er Guds! Tilgengæld er jeg kaldet ligesom alle andre til at advare mod vranglære. Både i den ene grøft hvor nådegaverne misbruges til den anden hvor de ikke anerkendes. Jeg ved snart ikke hvad der er væsrt - Pest eller kolera?

Guds velsignelse over dig
Kærligst Laugesen

Jeg siger ikke, at kanon skulle være sammensat af en mand, men den der har skrevet tilføjelsen til Markus har haft en særlig dagsorden med sin tilføjelse.

og i forlængelse deraf tror jeg det er vigtigt at sige at fordi vi kan være lodret uenige om nådegavernes brug og forvaltning, så er det et absolut mindretal der så radikalt afviser nådegavernes eksistens i vor samtid. Nådegaverne er Guds gave til sin Kirke så den kan leve og vokse i en frafalden og hedensk verden, nådegaverne er Kirkens udrustning og værn mod djævelens falske snare og forsøg på at tvinge Kirken i knæ, men fordi Herren er med sin Kirke i sit Ord, gennem sine sakramenter og gennem nådegaverne, er den som allerede er slået en gang, ikke i stand til at ryste Kirken.

Jeg mener faktisk, at historien taler imod dig. Satan var slået, men Kirken blev alligevel forledt til at brænde de, der forsøgte at lede den ret, på bålet. Satan var slået, men alligevel blev Kirken splittet i en masse fraktioner, som mundhugges og mange steder end ikke kan se hinanden i øjnene. Kirken er rystet. Kirken står ikke sammen som én kirke, og det er ganske enkelt ikke ret.

Der kommer i øvrigt lige en lidt mere fyldig forklaring på, hvorfor jeg ikke mener, at den tilgang til nådegaverne, du gav udtryk for i dit første indlæg i tråden, er i overensstemmelse med en bibelsk praksis... Men jeg propper det lige i et andet indlæg... Beklager at der skulle gå så længe

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Guds Kirke i problemer???

Hvilken avis læser du? Guds Kirke er i voldsom fremgang, alene i Kina sniger tusinder og atter tusinder sig ud i skovene om natten for at holde Gudstjeneste, snart er Kristi Kirke den mest udbredte på det afrikanske kontinent, jeg forstår ikke et hak!!!

Ohøj, min kære greve, tidligere til Schackenborg, nu til hele det ophøjede internet

Nå, jeg fik vist givet udtryk for, at jeg ikke er helt enig i det, du her skriver. Grunden til dette, finder jeg primært i 1. Pet. 4, 10, men også i 1. kor. 12.

1. Pet. 4, 10: Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.

Herefter konkretiseres så, hvad det kan være, man f.eks. tjener med, men udgangspunktet er helt klart, at alle kristne har en nådegave (mindst), og at denne nådegave skal være udgangspunkt for tjenesten. Som jeg læser det, du skriver, har du den modsatte tilgang: At en eller anden tjeneste skal gøres, og så må Gud give nådegave til dette, hvis han ønsker, man skal gøre det.

Jeg tror selv, at der ligger ufattelig stor velsignelse i det, at man tjener der, hvor Gud ønsker at bruge én, og det får man altså et temmelig kraftigt fingerpeg af ved at finde ud af, hvilke(n) nådegave(r), man har. Af samme grund mener jeg i øvrigt også, at du tager helt fejl, når du siger, at der har været for stor fokus på nådegaverne i de seneste 10-20 år. Der burde være lige nøjagtig så meget fokus, at menighederne helt konkret organiserer sig efter, hvilke nådegaver, der er til stede og hvordan disse nådegaver kan bringes i funktion i menighederne. Jeg er godt klar over, at dette ikke passer ind i en folkekirkelig tradition, men her må traditionen altså vige for en Bibelsk praksis.

Det kan være, at udgangspunktet er forskelligt. Jeg ser nok primært på mit eget umiddelbare område, altså Danmark og den vestlige verden. At Kirken er i fremgang i Kina og i Afrika er kun glædeligt. Ingen tvivl om det, men jeg synes bare, at det sår rigtig meget skår i glæden, når jeg kan se Kirken her i Danmark i forfald. Når jeg kan se, at min egen IM i Esbjerg selv i bedeugen ikke vil sidde i stue med frikirkerne. Kirken lever ikke op til lige netop det, som Jesus sagde, skulle kendetegne den. Der er ikke den kærlighed til brødrene, som Jesus talte om. Der er ikke den enhed, som han bad om i Getsemane. Og disse ting har jeg altså svært ved at se som andet, end at Satan vitterligt har rystet kirken i sin grundvold, som jo netop burde være kærligheden.

Jeg kan ikke for alvor tro at satan kan ryste Kirken i sin grundvold, og den kærlighed mellem brødre som du efterspørger ser jeg nu mange steder, det nævnte eksempel fra Esbjerg er ikke unikt, der hvor jeg selv kommer i Aalborg deler IM heller ikke bønsfællesskab med frikirkerne, men det skal ikke forstås som mangel på kærlighed mellem brødre, men det skal forstås som en nødvendighed grundet læremæssige uoverenstemmelser. Man kan så anfører at disse uoverenstemmelser betyder at enheden i Kirken er væk, det mener jeg nu ikke, hverken frikirker eller missionsbevægelser fradømmer hverandre kristennavnet, og enhed er ikke det samme som enighed.

Hej Lindgren
Det giver bare ikke mening, at stort set alle er enige om, at bøn kan vi da være fælles om, uanset om vi læremæssigt er uenige, og så holder vi alligevel for os selv der. IM har fra landsorganisationens side sagt god for det og opfordrer ligefrem til det. Uanset om man fradømmer hinanden kristennavnet eller ej, isolerer man sig unødigt, når man ikke engang kan finde sammen i bøn ved en lejlighed, der direkte er lavet til det formål. Så det kan godt være, at man ikke vil fradømme nogen kristennavnet, men man får lidt et indtryk af, at det er mere af respekt for, at den slags påhviler Gud, end fordi man ikke har lyst.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Jeg kan ikke svare for alle beslutninger overordnet set endsige lokalt, så lad mig kort og præcist redegøre for hvorfor jeg ikke selv personligt ønsker at indgå i et bønsfællesskab med repræsentanter fra visse frikirker.

Jeg har mere end en gang oplevet bedemøder med deltagere fra frikirkelig sammenhæng hvor der uden udlægning blev talt i tunger med mere, og kald mig gerne nærtagende, men jeg kan simpelthen ikke have med en så lemfeldig omgang med nådegaverne at gøre, og har derfor valgt ikke at bøje knæ med dem der har en sådan praksis. Og lad mig understrege at det ikke handler om et anfald af retskaffenhed, jeg føler mig bare ikke tilpas med det der foregår, for at sige det mildt.

Hej Isted


Lyder som en syret konspirations teori. Har du noget at bygge den på? Evt. indvie mig i hvorfor at de fleste andre kristne de sidste 2000 år ikke allerede havde forkastet ordene hvis de ikke indeholdt sandheden?

Eller er det også bare en tanke?

Guds velsignelse over dig
Kærligst Laugesen

Hej Grev Lindgren.

Et andet personligt eksempel på noget lignende.

Engang var jeg i Pinsekirken her i Århus for at købe noget i deres boghandel, og deltog ved samme lejlighed i et bedemøde, der var i kirken.
Jeg fandt dog snart ud af, at der var flere af deres bønner, jeg ikke kunne tilslutte mig.
Fx. da de bad for en ikke tilstedeværende kræftsyg person på den måde, at de "tog autoritet over kræftånden".
Eller ved forbønnen for nogle møder på det kommende sommerstævne i Mariager, hvor de bad om, at der ikke måtte være "kritiske ånder" på mødet.
Så jo, læreforskelle kan også sagtens komme frem i bøn - det ville nu også være sært, hvis det ikke kunne ske.

Mvh. Anne.

Jeg ved ikke om det har været oppe i den tidligere tråd om emnet, men overser I ikke lige en ret vigtig pointe, nemlig at skelne mellem

- Naturlige gaver - evner - talenter - til brug overalt
og
- Nådegaver - som skal bruges I MENIGHEDENS tjeneste...

Nådegaverne er knyttet tæt til billedet: At vi er kirkens lemmer, hvor Kristus er hovedet! DERFOR er det smart, at forskellige medlemmer af menigheden har forskellige "karisma", tjenester, nådegaver!

Der findes en "Nådegavetesten" (Christian Schwartz) en meget grundig bog der fokuserer på, hvordan de enkelte tjenester/nådegaver fungerer, så er der nogen, der har lyst til helt pragmatisk at afdække deres eget sæt af nådegaver, så er muligheden der :-D. Bogen egner sig bedst til brug / arbejde i grupper, synes jeg. Der findes også andre gode bøger om Nådegaverne, f.eks. har "vores egen" Sprint udgivet en lærebog om emnet på Lohses forlag...

Det er virkelig et vildt spændende emne synes jeg, ikke mindst da lige nu, hvor vi nærmer os pinsetiden!

Anne Mette

Hej Anne Mette og velkommen i diskussionen.



Jeg er helt enig i, at der er forskel på naturlige gaver og nådegaver. Ikke at en naturlig gave ikke kan være en nådegave, men den er det bestemt ikke nødvendigvis. F.eks. har jeg som nævnt en nådegave til at tjene med forskellige praktiske opgaver. Det sjove er, at når jeg er hjemme hos mig selv, skal jeg virkelig anstrenge mig for at få noget husligt eller praktisk gjort. Men når det samme skal gøres i menigheden, finder jeg sjovt nok stor glæde i det, og det falder mig helt naturligt. Så der er altså en nådegave, der går fuldstændig på tværs af, hvordan jeg ellers er. Men det tror jeg mere er undtagelsen end reglen. Et eksempel på det modsatte er, at jeg har en udpræget nådegave til at undervise. Og den passer fuldstændig med, hvordan jeg også er andre steder: Jeg elsker at dykke ned i et emne, tilegne mig en masse viden, strukturere den og slutteligt formidle den til andre. Det har været grundlaget for hele min uddannelse og er altså også noget, jeg har brugt meget uden for kirken. Men det betyder altså ikke, at det ikke er en nådegave.



Det synes jeg faktisk er meget præcist beskrevet



Nådegavetesten har jeg også brugt med stor glæde. Det gode ved den bog er, at den giver én en masse værktøjer til både at finde sine nådegaver og at få dem sat i funktion. Sprints bog synes jeg er meget mere teoretisk og trods det synes jeg faktisk, at den virker til at skøjte lidt hen over de mest centrale ting. Så skal jeg anbefale en bog, er det klart Nådegavetesten. Den tager i øvrigt i høj grad udgangspunkt i, at nådegaver oftest vil ligge i forlængelse af, hvordan vi er som personer. Både i forhold til selve testen og i forhold til de øvrige råd, der gives i bogen.



Jeps, selv om jeg nok ikke mener, at der er mindre grund til at beskæftige sig med det, når det ikke er pinse... Pinse er ikke en éngangsbegivenhed, men en tilstand, kirken har været i lige siden den første pinsedag.

Hej dig og tak!

Fede eksempeler både med tjenestens nådegave - det praktiske, hvor der er forskel på om du arbejder for menigheden eller "kun" for dig selv OG med undervisningen, hvor der er mere sammenfald. Jeg kender begge dele :-D!

Om undervisning ikke blot er en evne og en attraktion i verden men også er en nådegave hos mig har jeg ikke helt fået afklaret endnu. Jeg er jo først lige gået igang med det her emne, forstår du (smiler).

Jeg tænker lidt over, at nu er det jo sådan med undervisningen, at dér er der også andre involverede, nemlig modtagerne. Vi er nogle - jeg ved ikke om du er én af dem - der har lettere ved at være motiveret, når det, vi gør, synligt gavner og/eller påvirker andre end os selv alene... Har det indflydelse, tror du?

Og så skriver du:
Pinse er ikke en éngangsbegivenhed, men en tilstand, kirken har været i lige siden den første pinsedag.

Helt enig og det er den tilstand, det Helligåndens nærvær i og hos mig personlige, som jeg i hvert tilfælde synes vokser for mig dag for dag på så mange måder, at jeg knapt kan rumme og slet ikke beskrive det.

Når jeg mener, at samtale om Nådegaverne aktualiseres her ved pinsetid, så tænker jeg nok i kirkelige sammenhænge, fordi det er lige netop i den tid Folkekirken arbejder med mange af de stærkeste tekster, der handler om Helligånden, men også jeg så gerne at Helligånden fik en mere fremtrædende plads i forkyndelsen hele året rundt.

:-) Anne Mette

Hej Anne Mette


Det tror jeg godt, jeg gør Og jeg tror, jeg vil give nogenlunde samme råd som Christian Schwartz gør i nådegavetesten. Prøv det af og evaluer kritisk, hvordan det er gået, meget gerne sammen med dem, du nu underviser. Og så i øvrigt er det også vigtigt at huske, at en nådegave ikke overflødiggør øvelse eller forberedelse. Har man nådegave til at spille musik, er det stadig nødvendig at øve sangene, har man nådegave til at bedømme ånder, skal man stadig læse i Bibelen for at kunne kende det sande fra det falske osv. Og på samme måde kan man let komme til at bruge timevis på at forberede et oplæg på 20 minutter, selv om man har nådegave til at undervise...



Helt klart. Jeg tror i øvrigt også, at der er en stærkt overset nådegave der, nemlig nådegaven til at opmuntre... Når man har holdt en aften, hvor man har brugt timevis på at forberede sig, finde bibelsteder, finde historisk viden, strukturere, finde spørgsmål og diskussionsemner osv., så er det altså lidt af et antiklimaks, hvis man, når man bare kommer til kaffen, sidder og kigger ned i koppen, og man ikke får nogen respons på det, man har lavet. Så er der andre, der læser med, så lad det være en opfordring: Tal med oplægsholdere. Stil meget gerne uddybende spørgsmål, fortæl, hvad I synes om det, hvad der eventuelt kunne være bedre osv. Konstruktiv kritik er faktisk fantastisk. Det eneste, der virkelig er desillusionerende, er, hvis man ingen respons får.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Hej Cloud hands.
Visdom vaerende den mindste? :As ever Bluerover1