Der er flere der har spurgt efter mit vidnesbyrd, så nu har jeg valgt at ligge det ud her.
Selve historien kan måske virke lidt langt ude, men den er god nok.

Advarsel: Hvis du har lidt sarte nerver, eller generelt har det svært ved skræmmende historier, bør du nok ikke læse videre. Det er en lidt barsk historie.

Siden jeg var lille har jeg været klar over at der var mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart kan se. Det var det, og så min nysgerrighed, der efterhånden fik mig drevet ud i det okkulte. Et af mine første møder med den åndelige verden, var til en grillaften, med karateklubben, hvor vi var nogle stykker der blev enige om at lege ånden i glasset. Det gjorde mig kun endnu mere nysgerrig, at glasset bevægede sig, uden at der var nogen der rørte ved det, og fik mig drevet længere ud...

Efter nogle år, var jeg stoppet til karate da jeg røg ind og ud af døgninstitutioner, og fik startet jeg i en 10. klasse på en folkeskole. Her fik jeg en ny veninde, der også var inde i det okkulte. Vi dyrkede det sammen, havde flere åndelige venner, og forsøgte endda på et tidpunkt at geoplive de døde. Dette lykkedes dog ikke.

Kort efter mødte jeg en sød fyr, der desværre var i det kriminelle miljø og røg hash. Der gik ikke længe inden vi fandt sammen, og heldigvis var han fornuftig nok til at droppe hashen. (Det kom senere til at koste smadrede døre og ture på hospitalet.) Det viste sig hurtigt at også han var inde i det okkulte, og da vi kort efter flyttede sammen, styrkede vi hinanden meget i det.

I 2000 flyttede vi fra en lille et-værelses til en 2-værelses lejlighed. Der boede i forvejen 3 ånder som vi kom meget godt ud af det med. For det meste lod vi hinanden være i fred.

Men så en kold Februar nat, var vi inde i et spilleland, og da vi skulle hjem, gik vi af en eller anden årsag op over torvet, som var en omvej, istedet for den hurtige vej. Vi kunne se at der var nogen der havde opstillet et lille bål, og der stod en lille flok glade mennesker. Idet vi gik forbi, var der en temmelig stor gut der gik ud foran os med åbne arme. "Hej, vil i ikke have en kop kaffe?" Sagde han. Det ville vi gerne, og bålet kunne da også varme os lidt. Han gik straks igang med at fortælle om Jesus, og om at Han stadig levede og kunne helbrede. Jeg tænkte at han var sindsyg og ikke burde færdes blandt normale mennesker, men jeg valgte dog bare at lade ham tale, da jeg synes det var rart med en kop varm kaffe, når nu det var så koldt. Min kæreste ville sætte ham på en prøve med den er helbredelse, og hev benet frem. Han havde haft dårligt knæ i nogle år, og havde ofte meget ondt i det. Jeg tænkte at det var godt, for så kunne "ham den sindsyge" jo selv se at det var løgn og latin han fyrede af. Han gik igang med at bede, og jeg havde mest lyst til at gemme mig... Pludselig sagde min kæreste at han kunne mærke en varme i knæet. Jeg tænkte "jaja, gør bare grin med dem."

Efterhånden så vi mere og mere til de kristne, og det gik langsomt op for os at de nok ikke var helt så psykisk syge, som vi i første omgang troede. Problemet var bare at jo mere vi så til de kristne, jo vredere blev de ånder vi boede sammen med. Det viste sig hurtigt at de søde ånder slet ikke var så søde endda... De begyndte at skubbe ting ned fra hylderne, vække os om natten, og vise sig på de mest skræmmende måder.
Da vi så begge 2 tog imod Jesus, gik det helt galt en nat. Vi blev vækket omkring kl. 3, og jeg så 3 par meget onde øjne stirre meget vredt på mig. Jeg kunne tydelig mærke ondskaben... Jeg kaldte på kæresten, men han var pludselig lam fra ryggen og ned, og kunne derfor ikke komme ud af sengen. Der gik noget tid, inden det lykkedes ham at få gang i benene igen. Så styrtede vi (halvvejs stadig i nattøj) ned til den nærmeste tlf-boks og ringede til vores nye kristne ven. Det første han sagde da han tog tlf var: "Jeg vidste i ville ringe." Han sagde at vi skulle tage Det nye testamente i hånden, (det var før vi fik en bibel) gå ind i soveværelset og sige: "Forsvind i Jesu navn!" Det gjorde vi så, med rystende hænder, og der var ro resten af natten.

I mellemtiden havde vi en blomst stående. den havde stået uden jord, pg.a. kattene, uden vand, da jeg aldrig har været god til at få vandet blomster, og i direkte sollys i flere måneder. Den var død. Men af en eller anden årsag blev den ikke smidt ud, men derimod sat op på toppen af vores køleskab, hvor den fik lov til at stå yderligere nogle måneder. Denne gang uden jord, uden vand og uden sollys.

Jeg var begyndt at tænke på om Gud virkelig fandtes, og om Han i det hele taget var interesseret i mig, så jeg bad Ham om at bevise det for mig, ellers ville jeg tilbage til mit gamle liv. Dagen efter kom vi til at kigge op på den blomst, der stod på køleskabet. Der var et lile friskt skud... Noget der absolut ikke kan lade sig gøre.
Der var jeg ikke i tvivl længere. Nu vidste jeg at Gud var virkelig og at Han elskede mig. Jeg begyndte at fordybe mig lidt i bibelen, og fandt ud af at det ikke var en gammel kedelig bod, som jeg ellers havde troet. Og efterhånden begyndte det at gå op for mig hvad Jesus har gjort, og det fik mig endnu tættere på Ham.

D. 5/8-2001 blev min kæreste og jeg døbt, og d. 27/10-2001 blev vi gift. I kirken lovede vi at vi ville elske hinanden i både medgang og modgang, og med vores fortid har vi haft en del modgang, men det har bare gjort at vi er kommet endnu tættere på Kristus, og vi nyder vores medgang endnu mere.
Ind imellem får vi dog stadig et "besøg" af nogle dæmoner, men de bliver hurtigt jaget væk igen. Kun Jesus, og dem Han sender er velkommen.

Jeg elsker Jesus, og nu har jeg meget svært ved at se hvordan jeg overhovedet kunne klare mig uden Ham...