Nogle påstår at den økumeniske bevægelse er død, fordi den ikke længere har en afgørende relevans, som den havde for bare tredve år siden. Men kan det passe?
Og hvad med den økumeniske vilje? For måske er selve bevægelsen død, eller svært at få øje på, men selve viljen til tværkirkelig samtale eksisterer og lever vel stadig (i bedste velgående)?

Det er mit håb, netop fordi jeg har stablet et økumenisk påskemåltid på benene. Men hvis den økumeniske bevægelse er død og viljen til økumeni er ligeså, så er projektet dødsdømt.

Men er økumenien ikke livsvigtig for sund kristendom?
Hvis man blot lukker sig inde i én kristen retning, tager skyklapper på, og går gennem livet uden at se til højre eller venstre, har man så ikke netop forbrudt sig på kristendommens egentlige essens?

Selv støtter jeg økumeni, men jeg vil meget gerne læse dine overvejelser om emnet!

Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at påskemåltidet er blevet aflyst pga. manglende tilmelding.

Det kan få en til at tænke over, om den økumeniske bevægelse eller viljen til økumeni er død?

Har vi i Danmark brug for Det Økumeniske Center og Økumenisk Ungdom?

Eller: hvordan forsvarer man bevarelsen af de to institutioner?

Hvorfor bevare noget der åbenbart ikke har nok opbakning til at overleve på egen hånd (se folkekirken)