Jeg har i over lidt over et års tid spekuleret over Paulus’ formaning i Første Thessalonikerbrev 5,17, nemlig: bed uophørligt. For mente apostelen med dette, at vi skulle bede så ofte, som det var os muligt, ville han ikke have formuleret sig som så.

Nej, jeg tror ganske bogstaveligt, at han mente, at vi skulle bestræbe os på med hvert åndedrag i livet at bede, altså ganske bogstaveligt at bede uden ophør, hvad end vi foretog os, ja, hvad end vi var vågne eller sov. I Højsangen står der jo også skrevet: Jeg sov, men mit hjerte var vågent. Hvordan vi end skal forstå disse dunkle ord, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det er muligt at bede uden ophør, hvad end vi foretager os.

Eksempelvis når jeg græder, mærker jeg stærkere end nogensinde ellers Guds nærvær og kærlighed. Eller når jeg ler. Også når jeg foretager mig ganske dagligdags ting, kan jeg føle en slags kontinuerlig åndelig kontakt med Gud. Noget der er en slags indtrængende og ydmygt koncentreret henvendelse til ham, uden at jeg behøver overholde nogen form for ritualiseret forskrift.

Uden at jeg kan forklare hvordan, øges min bevidsthed blot mere og mere om Guds nærvær, og ikke blot om min henvendelse til ham, men ligeledes om hans henvendelse til mig. Sidstnævnte nogle gange når jeg mindst venter det, vækkes jeg som af en drøm af hans nærvær og tale til mig, og andre gange om natten drømmer jeg således, at det er som at vækkes fra virkeligheden.

Men hvordan ved jeg nu, at det er Guds nærvær, og ikke min egen bevidsthed herom, som jeg mærker? Det er et af de smerteligste spørgsmål, jeg kender, for anfægtes jeg af dette, føles det som om, at hans Ånd forlader mig. Da må jeg vende tilbage til en mere ritualiseret, men dog ganske privat, forskrift. Nemlig at slukke al lys i min lejlighed, undtagen to stearinlys, og bede foran mit krucifiks.

Til at begynde med føler jeg intet som helst, men der går som regel ikke lang tid, før jeg gribes af at tude i stride strømme. Og da føler jeg igen hans nærvær og kærlighed, endog så voldsomt og stærkt, at det næsten er som at være beruset. Efter tårerne, som, for netop ikke at blive en beruselse, dog må have sin ende, føler jeg en stund en sær tomhed.

Men derefter mærker jeg igen hans nærvær, dog på en anden måde. For når jeg græder, mærker jeg ham blot intenst i hjertet, uden at se ham som kød og blod. Det gør jeg derimod bagefter, da jeg ser på ham på krucifikset. Uanset at det er af metal, er hans krop da, uden at min dømmekraft er det mindste påvirket af min sindstilstand, som var han levende af kød og blod.

Eftersom jeg så føler efter på hans krop på krucifikset, mærkes den hård, som metal er det, men nu beåndet af Gud. Og så pludselig kan jeg, uden nogen form for ængstelse, frit fra leveren tale med ham. Da er det virkelig som at være født på ny, og som at vende tilbage til denne uophørlige bøn, så længe det nu varer.

For jeg er ikke nået længere, end at mit hjerte efter noget tid så at sige ved fuld bevidsthed sover, og af den ene eller anden grund igen langsomt fjerner sig fra Gud. Virkeligt uophørligt at bede er jeg altså så langtfra nået til. Men jeg er nået et lille stykke af vejen. Og det er mig hidtil nok.

Kærlig hilsen Ture.

Jeg kom i øvrigt i tanke om et digt, som er skrevet til en kvinde, jeg elskede, men som ligesom Højsangen lige såvel beskriver kærligheden til Jesus. Og omsorgen for et menneske, der skal i gennem den lidelseshistorie, som er en evig gåde at fordybe sig i. Det forklarer også i en vis forstand tårerne foran krucifikset, såvel som årsagen til tårernes forløsning. Og længslen efter, og bestræbelsen på, at efterleve apostlens formaning om den uophørlige bøn.

I øvrigt er alle kommentarer, både ris og ros, både til dette, såvel som til det forrige indlæg, mere end velkomne.

Kærlig hilsen Ture.


Den sidste nat af alle nætter

På mit leje om natten
søgte jeg dig
som jeg elsker så højt
jeg søgte dig
men fandt dig ikke
for jeg kom i tanke om
at du var låst
inde i et mareridt
som tanken ikke
havde nogen nøgle til

Jeg tænkte: å, jeg
ville ønske jeg kunne
holde dig i hånden
i dette mareridt

Jeg ville vandre
langs floder og bjerge
for en dag at kunne
holde dig i hånden
en dag midt i hjertet
af en endeløs nat

Ja, jeg vil stå op og
vandre rundt på byens
mørke gader og pladser
for at finde nøglen
til mareridtets lås

den nøgle
der ikke findes

Men måske, måske en dag
elskede, vil jeg finde den
da vil vi vandre gennem
hundredvis af år
langs floder og bjerge
til den sidste nat af alle nætter
og jeg vil vågne op i dig
da en spæd sol
vækker os på vores leje
på den første dag af alle dage

ja, måske, måske en dag
elskede, vil jeg finde den.

Hej Ture - du skal have tak fordi du her har delt dine stærke og smukke oplevelser fra dit bønsliv.

Dit indlæg fik mig til at tænke på Johannes Johansens salme "Herre, gør mit liv til bøn", som jeg selv holder så meget af:

1
Herre, gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd.
Fyld med handlekraft min hånd!
Jordens mindste suk og skrig
høres lydt i Himmerig!

2
Du er nær, min ven, mit værn,
Gud, uendelig og fjern,
nær som hunger og som tørst,
du er sidst, og du er først,
lyset først i verden sat,
lyset i den sidste nat.

3
Du, den højeste Guds Søn,
ét med mig i angst og bøn.
Ingen vej du kunne se,
da du bad: Guds vilje ske,
da du bad den sidste nat:
Hvorfor har du mig forladt?

4
Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig!

Hvis du ikke kender den, kan du høre melodien her:
http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/58

kristina