Kære dig!
Du stiller egentlig ikke rigtig noget spørgsmål, og der er derfor heller ikke rigtig noget svar. Alligevel vælger jeg, at offentliggøre dette, da jeg tror, at vi mennesker på forskellig måde, kan komme i en situation, der ligner dette. Vi vurdere vore evner forkert, og vi tror, at denne verdens redning er afhængig af os.
Det er rigtigt, at vi er kaldet til, at være, som den barmhjertige samaritaner, altså nogen, der ikke går forbi. Men netop som han gjorde, må vi også ofte vise mennesker hen til dem, der kan hjælpe. Om mennesker vil tage imod hjælpen, er og bliver deres ansvar.
Rigtig vanskeligt kan det så blive, hvis vi så blander vore egen følelser ind, og tror, at det er kærlighed til et andet menneske. Vi ønsker nemlig da oftest, at ændre dette menneske i en sådan grad, at det kommer til at passe ind i vores drømme og billeder. Når jeg fatter kærlighed til et andet menneske, må jeg spørge mig selv, om jeg virkelig elsker den anden person, eller om jeg elsker den person, jeg tror, jeg kan gøre ham eller hende til.
Jeg forstår desværre alt for godt, at det kunne ske for dig. Har Gud gennem det, som du har oplevet, lært dig, at spørge dig selv om, om det virkelig er hjælpe, du gerne vil, eller om motiverne er forkerte, så har du lært en god lektie.
Med ønsket om, at Gud må bevare dig i sin gode skole
Jørgen Bloch
Jørgen Bloch