Da jeg engang spurgte min sognepræst ud om apostlene, altså forfatterne til det Nye Testamente, og deres forventninger til Jesu snarlige komme, sukkede han dybt som over et uløseligt problem. Men da jeg for et øjeblik siden bad, forundredes jeg over en tanke, som efterfølgende udmøntede sig i en skriftlig bøn, som netop omhandlede nærforventningernes problem. Som under bønnen, uden at jeg kan siges at have løst nogen som helst gåde, blev forvandlet fra et problem til en forløsning. Som vanligt skrevet en smule altmodisch, men sådan skriver jeg nu engang. Den kom til at lyde således:


Herre, ofte har jeg tænkt på, hvordan det kan være, at dit komme ikke var så nært, som apostlene troede.

Men da slog det mig nu, at var du kommet i apostlenes levetid, var jeg jo så langtfra nået at blive født, og var således aldrig blevet til.

Og vigtigere endnu; var du kommet i apostlenes levetid, var de mennesker, jeg elsker, heller ikke nået at blive født, og var således heller aldrig blevet til.

Jeg tror også, at jeg og mine elskede var i dine tanker, da Faderen bestemte din time. Og jeg takker dig for, at vi ud af det tomme intet, al lidelse til trods gennem såvel vores som verdenshistoriens blodplettede vej, dog blev til. Og at også vi på den måde, endnu ikke undfangede, blev elsket så meget af dig, at du undte os en plads i nådens lys.

For dette ved jeg, at Satan ikke under os. Men såvel hans som apostlenes spådomme har du med rette gjort til skamme, så vist som du gør alt med rette til vores bedste.

Selvom det så end måtte bedrøve mig, at selv apostlene en tid måtte bedrøves til omvendelse efter dit sind, takker jeg dig så meget desto mere for, at du elskede mig og mine elskede så meget, at du ville det således, at også vi skulle få del i frelsen.

For nok elskede apostlene deres nære og ønskede dem alle frelst, men de kunne ikke elske det, der ikke var til, men som efter din vilje skulle blive til. At elske dette kan og kunne blot du.

For efter din vilje blev vi til ud af et endeløst intet, som ingen har set eller kan se, men som du ser, og som du ville skulle blive til, for at vi ved vores undfangelse også kunne gives at modtage din kærlighed.

Amen.

Om Menneskesønnens komme

Når ej vi ser ham "her eller der"
men alle ser ham, som han ér
da ér han i vor midte
ej, som man ville tro
et andet sted hvor han sku bo

Den yderste Dag jeg ser
Menneskesønnens Lys den ér
og hos os allerede
så fandt de ej
hvad de ventede på
de så en anden vej

Pax & Bonum

Vandrer

Kære Vandrer,

tak for dit svar! Jeg læser altid med glæde dine indlæg, og jeg føler mig stolt over, at du har svaret på mit med et digt.

Først tænkte jeg, at jeg, for at blive klogere på det, ville analysere det stykke for stykke. Men ved eftertanke syntes jeg, at det ville være ærgerligt at dissekere det ved at underkaste det litterær analyse. Hellere vil prøve blot at fortolke din mening med det. Også selvom der måske stedvist, hvis jeg så at sige forsøger at udlægge teksten, snarere end udlægninger bliver tale om private indlægninger i teksten. Men så må du skrive tilbage og rette mig.

Jeg forstår dig således, at Jesu komme i en vis forstand opstår i vore hjerter, og, som en reference til Jesu egen tale derom, ikke ”her eller der”. Ikke i TV-avisen, Ekstra Bladet eller fra diverse vækkelsesprædikanters tale, men lige foran vore næser. Eller, som du skriver, i vor midte. Det vil i min forstand sige, i de hjerter der søger hinanden. Der er Menneskesønnens komme at finde, der hvor vi ikke gemmer troen, håbet og kærligheden som vore egne private klenodier, men deler dem med hinanden i Kristi kærligheds ånd, som han er. For da ser vi ham alle, hedning såvel som troende, som han er, nemlig ikke i nogen hinsides metafysisk lokalitet, men levende i blandt os. Du skriver, at du ser den yderste Dag, og at Menneskesønnens Lys allerede er hos os. Det samme kan jeg mærke. Og jeg tror også, som jeg forstår dig, at den, der bruger sit liv på at afvente hans komme, samtidig på sørgeligste vis spilder det. Ja, man kunne med let sarkasme tilføje, at de måtte spejde så langt efter hans tilsynekomst og afvente ham så længe, at de slet ikke har opdaget, at han dog er med os fra fødsel til død. De skal så sandelig blive de sidste til at opdage det, de der nok søger med lys og lygte efter Guds rige, for blot at opdage, at de befinder sig midt i det. De kommer sandt at sige til at vente længe, om ikke de ser evangeliet for bare bogstaver, og glæder sig som et lille barn til noget perifert i horisonten, som dog befinder sig, ikke alene lige foran deres næsetip, men tillige i deres egne hjerter, ifald kærligheden har taget magten i der.

Men nu kommer vi til min anke. For så vidt min tro, vil kærligheden få magten i verden ved Jesu komme. Men jeg kan ikke med min bedste vilje se, at den har fået den endnu. Imidlertid, og nu bevæger jeg mig virkelig ud på tekstindlægningens tynde is, fortolker jeg dig således, at vi ikke blot skal lade stå til, som afventede vi blot hjælpeløst, ja, fremskyndede selv, vores egen udslettelse. Ethvert menneske kan bidrage til, at kærligheden får magten i verden, men kære Vandrer; jeg bliver nu i tvivl, om vi skal forstå Jesu komme som billedtale om Guds Ånd, der vil hjælpe os i vores nød, eller om vi ikke har brug en intervenerende Gud, der griber ind den dag, hvor menneskehedens indre kamikazepilot kommer sådan på afveje, at vi netop, som hine pietister, afventer eller endog fremskynder vores egen udslettelse. Måske har du større forhåbninger, og en større tro på menneskehedens vegne, end jeg har. I så fald ville det kun kunne glæde mig. For jeg mærker lidt for tydeligt i mit hjerte den indre kamikazepilot, der ikke blot afventer, men tillige søger sin egen udslettelse, og hjælpeløst må kaste alle sine forhåbninger over på Gud. Og jeg mærker tydeligt, hvordan denne kamikazepilot blot alt for let fristes af at fravige sit ansvar og søge udslettelsen for Guds riges skyld. Eller snarere, for sin egen skyld, fordi han ikke magter at bære denne mægtige opgave, det er, at være menneske.

Jeg håber sådan, at du gerne vil besvare mit svar på dit digt. Det ville jeg se frem til med glæde.

Mange kærlige hilsner fra Ture.

PS...

Kære Vandrer, jeg synes så i øvrigt, da jeg også er digter, at et digt, om end gerne at skulle besvares med en fortolkning, dog hellere skulle besvares med et andet digt. Her følger altså et digterisk bud fra min side på Jesu komme...skrevet, som hin pietist, med en anelse større civilisationspessimisme, men dog tillige med den moderne digters forhåbninger, ikke blot til digtets eget potentiale, men snarere til ånden fra Jesu nærvær, midt i al snyderi og alle halvskrevne digte. Det lyder som følger:


en mand skriver et digt
en anden lægger kabale
begge snyder
hverken digtet eller
kabalen lykkes
og Jesus spiller
alene og forladt
sin klarinetsolo gennem
det tredje årtusinds nat
og dette
det er ingen lignelse
nej, det er digtet
der aldrig bliver skrevet færdig
og kabalen der aldrig går op
udover til klarinetsoloens toner
fra Jesu døde krop.


Kærlig hilsen Ture.