Marie Jensby skriver i denne uges Fokus-artikel:


Læs hele artiklen og kommenter den her.

Jensby skriver: Jeg kan ikke vinde over min trang til at gøre det onde, hvis jeg kæmper selv. Men jeg spiller sammen med Jesus, og han er garant for, at sejren kommer i hus til sidst.

Som troende oplever jeg, at vi kan lægge alt i Jesu hænder og bede om ledelse. Med andre ord nytter det ikke med al den kamp. Det er slet ikke nødvendigt, når vi har Jesus.

Jensby tilføjer: Indtil kampen er slut, så må jeg gøre mit til at bekæmpe det ondes magt. Så jeg vil juble og glæde mig, hver gang jeg ser egoismen vige – både hos mig selv og hos andre. Lad os juble hver gang, vi ser andre vise kærlighed og omsorg. Modstanderen skal rystes!

Efter min mening kan vi roligt overlade alt dette med at ryste modstanderen til Jesus. Som mennesker har vi alene ingen magt over Satan. I stedet for at juble og glæde sig vil jeg fortrække ydmyghed.

Med venlig hilsen
hoeg

Kære Hoeg
Det er Jensby, der skriver her... Jeg vil bare lige præcisere, hvad det er, jeg mener i artiklen... Du har ret, når du skriver, at vi som kristne kan lægge alt i Jesu hænder og bede ham om ledelse. Og du har også ret, når du mener, vi skal være ydmyge. Og Jesus har rystet vores modstander - faktisk har han besejret ham! Men det betyder ikke, at Satan slet ingen magt har her i verden... Den dag Jesus kommer tilbage, får vi lov til at se hans sejr udfoldet.
Som kristne lever vi af nåden alene - vi har brug for at Jesus frelser os. Og det er ikke for at score point eller for at reducere Jesu frelse, at jeg mener, vi skal kæmpe. Men kæmpe skal vi efter min bedste overbevisning. Vi skal vise Satan/det onde, at vi kæmper på vinderholdet. Jeg er i hvert fald nødt til at kæmpe for at elske min næste, eller for at vende den anden kind til osv. Og det glæder mig, når jeg ser, at det lykkes for andre eller mig selv. Fordi det viser, at Jesus har fået lov til at gøre en forskel hos mig eller andre - det viser mig, at Satan ikke er den største magt. Og jeg ønsker virkelig at se det onde besejret - vel vidende, at det kun er Jesus, der i sidste ende kan sejre over ham. Men derfor kan jeg og andre jo godt score en enkelt gang eller to Det gør ikke Jesu sejr mindre værdifuld, men viser blot, at jeg tilhører ham - og ikke ønsker Satans tilstedeværelse i mit liv!
Så når jeg jubler, så er det ikke fordi jeg selv har sejret - men fordi Jesus lader mig spille med på vinderholdet!
Guds fred,
Venlig hilsen
Jensby

Hej Marie.

Kom lige til at tænke på en ting. Det der med at kæmpe mod synden, hvad mener du helt konkret med det? Hvad indbærer det fx. rent praktisk, når du siger, at du må "kæmpe for at vende den anden kind til" eller "kæmpe for at elske din næste"?
Jeg spørger, fordi jeg ofte synes, vi bruger begrebet "at kæmpe mod synden" noget luftigt - som noget, vi ofte siger uden så at uddybe, hvordan man gør. Eller også gør man kun i ganske bestemte tilfælde. Så det er lidt et tåget begreb, eller bare en "fast vending" nogen gange, som om alle på forhånd ved, hvad det går ud på.
Så det var bare et lille nysgerrigt spørgsmål.

Mvh. Anne.

Hej Anne og Marie -

- jeg sad også og funderede over lige det samme, og nåede frem til at mene, at kampen handler om at kæmpe mod vores egen selviskhed: Gamle Adams kan-selv og vil-selv-tilbøjelighed.

Jeg tror ikke, vi skal kæmpe for at blive bedre og bedre til at elske Gud og næsten, den kamp vil nok være spildte kræfter og føre højst til selvretfærdighed ..

Jeg tror heller ikke, at vi skal kæmpe imod Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Ham tror jeg, at vi, som lever vores liv i Kristus, trygt kan vende ryggen til og forsage ...

kristina

Hej Kristina:
Nu har jeg i mange aar vaeret enig med dig, men nu er det slut.
Du skriver
Jeg tror heller ikke, at vi skal kæmpe imod Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Ham tror jeg, at vi, som lever vores liv i Kristus, trygt kan vende ryggen til og forsage ...
Det lyder saa nemt, men jeg tror nu at satan er paa ingen maade er faerdige med so saa laenge der er liv i os, han holder sig taet paa i hvert skridt vi tager. Derfor maa vi kaempe imod de fristelser som han kommer med 24/7. Godt nok at vi har Gud med i kampen, men det skeer for enhver at vi taber kampen, ikke paa grund af Gud's naerhed, men fordi at vi som Lot's hustru, vendte om og saa os tilbage, 1ste Mosebog 19:26 selvom vi som kristne ved at vi skal faeste vores oejne paa Frelseren, Jesus Kristus
mvh Bluerover1

Hej Bluerover - - jamen så lad os da krydse klinger!

Jeg mener virkelig helt alvorligt, at vi ikke skal vove os ud i kamp mod Djævelen, som jo går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.

Han er nemlig meget stærkere, og meget mere intelligent end noget menneske.
Men tak og lov, han ér jo overvundet af vor Herre og Frelser, som er den stærkeste, så når vi søger Hans beskyttelse, er vi i sikkerhed, det er jeg overbevist om.

I Luthers "Vor Gud han er så fast en borg" står der i vers 2:

Vor egen magt ej hjælpe kan, let kan os fjenden fælde

Derfor må vi hurtigt videre til vers 3:

Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få't sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde

Eller Brorsons gode trøsteord:

Hvo vil mig fordømme?
Jesu blodestrømme
sænker jeg mig i.
Gud for alle riger
dømmer selv og siger:
Denne han er fri,
han er to't
i Jesu blod!
Satan, synd og død må rømme,
hvo vil da fordømme?

Jeg mener, at det vores eget medfødte begær, vores egen tilbøjelighed til synd, som er vores problem.

Jak. 1,14-15:
Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én;
når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.

Vi er enige om, at det ikke er spor let!
Uden kamp går det ikke ..

kristina

Hej Anne
Tak for dit spørgsmål! Det er altid godt at blive udfordret til at være konkret - og jeg er enig med dig i, at vi ofte siger en masse ting, som vi ikke rigtig kan føre ud i praksis...
Når jeg siger, at jeg skal kæmpe for at vende den anden kind til, så mener jeg det... Jeg vil allerhelst slå igen, men Jesus siger, at jeg ikke må. F.eks. når en jeg holder meget af svigter mig på det groveste ved at cutte forbindelsen på grund af noget, han har gjort forkert, så skal jeg virkelig kæmpe for at blive ved med at være der for ham. Jeg skal kæmpe for at vende den anden kind til, så han kan sætte endnu et slag ind, hvis han vil... Og jeg kan kun gøre dette, hvis jeg holdes fast i, at Jesus er død for mig - og at jeg ikke har mere at tilgive andre, end det jeg selv har fået tilgivet.
Jeg ville ønske, jeg var et bedre menneske - men af en eller anden grund har jeg lettere ved at tro på Satan, når han bilder mig ind, at jeg har ret til hævn, end på Jesus, som siger, jeg skal vende den anden kind til.
Et andet eksempel kan være, at jeg skal kæmpe for at elske min næste som mig selv - især når næsten er den hjemløse alkoholiserede bums nede på gågaden. Her skal jeg tage mig selv i nakken for ikke bare at være ligeglad med ham og tænke, at det er hans egen skyld. Jeg skal kæmpe for at stoppe op og give ham lidt af min tid, mit selskab og måske en hotdog. Fordi jeg har lettere ved tro på løgnen om, at jeg har nok i mig selv, og at jeg har større værdi end bumsen...
Og når det lykkes for mig at gå imod de løgne, som Satan har held til at bilde mig ind, så vil jeg have lov til at juble og sige: Ha! Satan - du troede, du havde vundet over mig, men jeg kæmper sammen med Jesus, så du får ikke det sidste ord!

Håber, det måske kastede lidt mere lys over, hvad jeg egentlig mener - ellers skal du endelig spørge igen!

Guds fred,
Marie

Hej Christina
Jeg er ikke enig med dig... Jeg er helt på det rene med, at vi er frelst af nåden alene, og hverken kan gøre til eller fra i forhold til frelsen. Og tak og pris for det! Men jeg vil stadig mene, at vi kan vokse og udvikle os i troen - at vi kan komme til at ligne Jesus mere og mere. For mig er troen ikke en statisk tilstand, som jeg blev sat ind i, da jeg blev døbt, og så var det klaret. Troen er mere en dynamisk tilstand, hvor jeg må udvikle mig - ikke i kraft af mig selv, men netop fordi Gud tager styringen i mit liv og handler i mig...
Satan kæmper stadig for at få mig over på sin side, og hvis jeg ikke kæmper imod, så lader jeg mig let lokke over til ham. Jeg ved godt, at Jesus allerede har vundet kampen for mig, og at Jesus holdes fast i mig (ellers havde jeg næppet haft troen endnu) - men jeg vil stadig mene, at jeg skal kæmpe imod synden og fristelserne i mit liv. Og så må jeg vide, at hver gang jeg taber kampen, så er Jesus klar med sin tilgivelse og nåde. Og når jeg vinder, så vil jeg gerne have lov til at juble - præcis som jeg også skrev til Anne...

Hej Kristina:
Naa, saa er jeg med igen
mvh Bluerover1

Hej Marie - du skriver at du ikke er enig med mig, men jeg kan ikke rigtig få øje på, hvor du modsiger mig?
Gider du lige citere, hvad jeg har skrevet, som du mener er forkert?

Vi er skam enige om, at vi står i en livslang kamp mod fristelserne til at overtræde Guds bud, og at vi hver dag har brug for at bede vores Fadervor: "Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde" - vores medfødte syndefordærv.

kristina

Jeg tror ikke, vi skal kæmpe for at blive bedre og bedre til at elske Gud og næsten, den kamp vil nok være spildte kræfter og føre højst til selvretfærdighed ..

Jeg tror heller ikke, at vi skal kæmpe imod Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Ham tror jeg, at vi, som lever vores liv i Kristus, trygt kan vende ryggen til og forsage ...

[color:#000000][/color]Det første citat er jeg uenig med dig i, Christina. Det andet er jeg delvis uenig med dig i... Jeg er enig med dig i, at vi skal forsage djævelen, men jeg er ikke enig med dig i, at vi ikke skal kæmpe imod ham og alle hans gerninger og al hans væsen...

Men ellers er vi vist ganske enige - måske udtrykker vi os bare forskelligt...

Guds fred,
Marie

Hej Marie - måske er det ikke kun et spørgsmål om at vi udtrykker os forskelligt. Måske har vi en lidt forskellig opfattelse af helliggørelsen, som jeg ser som Åndens værk alene.

Som der står i en af vores salmer: "Thi findes noget godt i mig, det er jo virket alt af dig"

Det er sandt, at vores medfødte tilbøjelighed til at stå Gud imod har en stærk forbundsfælle i den Onde, som står parat i kulissen, hvis vi forliger sig med synden, og Ånden forlader os. Vi kan ikke holde synden i den ene hånd, og Jesus i den anden!

Så jeg ser sådan på det, at det eneste vi har at frygte er at komme bort fra Jesus. Kun hos ham er vi i sikkerhed!

Matt. 10,28-31:
Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.
Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.
Men på jer er selv alle hovedhår talt.
Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Og Joh. 15,5:
Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Så jeg vil stadigvæk ikke kæmpe imod Djævlelen - kun forsage ham ..

Guds fred til dig!
kristina (med lille k!)

Hejsa igen Marie, jeg glemte lige at at nævne, at jeg er enig i alt hvad du skriver i din artikel, undtagen lige, at vi når vi kæmper sammen med Jesus, så kan vi forbedre os. Sådan forstod jeg dig i hvert fald. En form for samarbejde tror jeg du har i tankerne.

Men når Paulus skriver:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.
For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden,
som bor i mig.

- så skyder han jo ikke skylden på Djævelen, man tager den på sig selv, bevidst om, at synden stadig bor i ham, og at det aldrig bliver bedre med ham selv.

Så lige som retfærdiggørelsen er Guds værk alene, tror jeg også at helliggørelsen er Guds værk alene, og at vi ikke har, og ikke får, noget at bidrage til selvforbedring.

Vi har også nok at gøre med at holde ham Adam nede!

Vores redning er at holde os til Kristus, blive i Ham og lade os fylde af Ånden, som vil gøre sine undergerninger i os ...

Nu er jeg lidt spændt på, om vi kan alligevel kan blive enige!

kristina

Hej Marie.

Tak for svaret.
Jeg ved alligevel ikke helt, om du forstod, hvor jeg ville hen, for den konkretisering, du gav, var konkrete eksempler på situationer, hvor du måtte kæmpe, mere end konkrete eksempler på, hvad kampen ville sige - eller måske misforstår jeg?

Fx. når du skriver:
"F.eks. når en jeg holder meget af svigter mig på det groveste ved at cutte forbindelsen på grund af noget, han har gjort forkert, så skal jeg virkelig kæmpe for at blive ved med at være der for ham. Jeg skal kæmpe for at vende den anden kind til, så han kan sætte endnu et slag ind, hvis han vil... Og jeg kan kun gøre dette, hvis jeg holdes fast i, at Jesus er død for mig - og at jeg ikke har mere at tilgive andre, end det jeg selv har fået tilgivet."
Hvordan giver så det "virkelig at kæmpe" sig konkret udtryk? At holde fast ved, at Jesus er død for dig, og at du ikke har mere at tilgive andre, end det, du selv har fået tilgivet, og så kæmpe for at holde fast ved den tanke i stedet for den bitre?

Eller når du skriver:
"Et andet eksempel kan være, at jeg skal kæmpe for at elske min næste som mig selv - især når næsten er den hjemløse alkoholiserede bums nede på gågaden. Her skal jeg tage mig selv i nakken for ikke bare at være ligeglad med ham og tænke, at det er hans egen skyld. Jeg skal kæmpe for at stoppe op og give ham lidt af min tid, mit selskab og måske en hotdog. Fordi jeg har lettere ved tro på løgnen om, at jeg har nok i mig selv, og at jeg har større værdi end bumsen..."
Her konkretiserer du også situationen, men hvori består kampen specielt? Er det blot at "tage dig selv i nakken"? Og gør du det i egen kraft eller i Guds? Jeg spørger ikke for at være ubehøvlet, vi er nok også enige om, hvad det rette ville være, men det er lidt det jeg tænker på, at når vi bare taler om det med at "kæmpe mod synden" i den der faste vending, kan nogen måske forledes til, at det alene handler om at tage sig selv i nakken. Og at fokus mht. denne kamp kommer til at ligge på vores tagen sig i nakken, og ikke på, at det er Guds Ånd, der giver kraften, og Jesu forløsning, der sætter os fri. Netop fordi det bare bliver den vending, som sjældent uddybes.
I øvrigt tror jeg også, det kan have noget med vores vilje at gøre, i og med at vi har fået en ny vilje og et nyt menneske, der gerne vil gøre Guds vilje (selv om vi også har den gamle vilje).
Jeg har selv et bud på, hvad kamp i visse situationer kunne sige, men det kommer jeg til.

Mvh. Anne.