Jeg skrev for nogle aftener siden en bøn, der havde et mystisk præg. Og da alle personlige, mystisk prægede oplevelser, nadveren måske undtaget, synes en smule esoteriske for dansk kirkelivs fællesskab, vil jeg tilføje bønnen som en illustration af trådens overskrift.

Først ville jeg imidlertid sige, at det altid, før jeg bad denne bøn, har undret mig, at Jesus ifølge Markus, da hans disciple skulle helbrede en besat, for hele skaren strengt udbryder: Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham! Efter at have bedt bønnen forstod jeg en anelse bedre Jesu bebrejdelse af den stakkels fars vantro. Og at Jesus blot helbreder den besatte, da faren pludselig i kraft af sin spinkle tro beder Jesus om at hjælpe sin vantro.

Bønnen lyder som følger:


Å, Herre, jeg kan skrive nok så mange gange, som du selv sagde i Getsemane Have, at jeg ikke ønsker min skæbne, som jeg vil, men som du vil, at den skal være.

Men bedrager jeg ikke hermed mig selv?

For hvis jeg efter din vilje var syg, ville jeg da ikke ønske at helbredes, trods at det jo altså således var mod din vilje?

Da ville jeg dog ingen tro have.

For er det din vilje, at jeg er syg, lad mig da ville at tro således, at sygdommen er efter dit sind, og at du er at finde i dens kerne.

Hvis du således ikke ville som jeg, da lad mig således ville som du. Lad mig da være at finde i mørkets hjerte, hvor hvert sår ville være at mærke som et kærtegn. Hvor al angst ene ville forstyrre mig derved, at den ville være at ængstes for angsten uden tro. Hvor al modløshed og tristhed ene ville forstyrre mig derved, at den ville være at sørge over sorgen uden tro.

Da ville jeg ikke ængstes for angsten, men angsten selv ville lette min ængstelse, hvis du var at finde i angsten, og mere endnu; hvis angsten gjaldt om at finde dig. Da ville jeg ikke sørge over sorgen, men sorgen selv ville lette min modløshed, hvis du var at finde i modløsheden, og mere endnu; hvis modløsheden gjaldt om at finde dig.

Tro mig, hvis jeg således tror efter dit sind, men tro mig ikke, hvis ikke jeg tror som så.

Amen.


Hvor det mystiske præg i bønnen består, kan i sagens natur være svært at redegøre for. Men jeg kan belyse det ved at fortælle om nogle barndomserindringer, jeg har. For fra jeg var ganske lille, led jeg af nogle svære angstanfald for døden. Angsten gjaldt aldrig dette at dø her og nu, men tværtimod den endegyldige udslettelse, dette endegyldigt at blive til intet. Intet menneske, hverken mine forældre eller min bror var i stand til at trøste mig eller lindre denne angst, og da jeg som det barn, jeg var, ikke på nogen vis beherskede sproget til fulde, kunne jeg selv også kun meget mangelfuldt redegøre for den. Men på et eller andet tidspunkt, efter at have lært at aflede den ved at banke hovedet ind i væggen, eller på anden måde påføre mig selv smerte, erfarede jeg i glimt noget, der lod angsten forsvinde som dug for solen. Hvad eller hvordan jeg gjorde, ved jeg ikke, men jeg gik så at sige sjæleligt ind i angsten og accepterede til fulde at blive til intet. Jeg kan ikke sige, at jeg tænkte angsten i gennem, for det kunne jeg ikke. Jeg gjorde tværtimod det modsatte; at blive i angstens tilstand uden at gøre mig forhåbninger om at tænke den i gennem. Det krævede et stort mod og en overmåde stor overvindelse at gøre det, men i og med at jeg mærkede intetheden i sjælen i nærmest bogstavelig forstand, forsvandt angsten for den som dug for solen. Dette har jeg senere tænkt på som en mystisk præget oplevelse, og det er blandt andet denne oplevelse, der ligger til grund for bønnen.

Kærlig hilsen Ture.

Hej Ture,

Tak for dit indlæg.

Du spørger i overskriften, hvor den kristne mystik er blevet af, og jeg kan egentlig godt følge spørgsmålet. Jeg spørger også mig selv om det af og til. De som går uden om mystikken går glip af en enorm rigdom i den kristne tro. Men samtidig kender jeg også mange kristne som netop har opdaget denne rigdom.

Jeg har tænkt mig at gennemlæse Åndelige Øvelser af Ignatius Loyola her i fasten... det virker som noget meget naturligt. Alle som har lyst er velkomne til at læse med ude bag skærmene

Mvh. Steffen

Kære Ture,

jeg troede et øjeblik, at dette dit indlæg om mystik var skrevet af mig selv. Det her:


Jeg genkender det fuldstændigt. !

Og du er så nået dertil, hvor også en stor helgen som Thérése af Lisieux nåede til i sit meget korte liv, som var så præget og fyldt af lidelse og svær sygdom til døden:
At du kan stå i lidelsen.

Hun beskrev det sådan her:"Jeg skal jo kun lide et øjeblik ad gangen, kun koncentrere mig om at bære lidelsen i nu´et og ikke allerede tænke på, hvordan jeg skal klare mig i morgen. I små bidder kan jeg godt klare det! Og så lider jeg ALDRIG alene - Jesus er med mig i hvert åndedrag!"

Tak fordi vi andre må høre om dine erfaringer med mystik i kristendommmen. Jeg er selv meget optaget af det.

Kærlig hilsen
Tau