Hej café

Romerbrevet kap. 7 vers 2-3:
(fra: http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm)

En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham. v3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens.

(min fremhævelse m. lilla skrift.)

Det er måske tekst som handler om hvor længe Loven gælder for et menneske, og ikke så meget om det konkete indhold, skilmisse.
MEN - der må være noget om snakken, når Paulus vælger at bruge dette til at illustrere Lovens "rækkevidde" ??

Søster B

Kære Søster B

Øh, hvor er retfærdiggørelsen?. Nu kan jeg ikke ud fra dit indlæg se om det er lov eller ægteskab du taler om (begge dele?)

Med venlig hilsen

Malli

Kære Malli

jeg forstår ikke hvad du mener. Gider du ikke uddybe dit spørgsmål ? Jeg er ikke så god til de der termer...(retfærdiggørelse).

Det jeg ville vide i mit indlæg er om folk her i caféen mener at man gerne må gengifte sig, eller om man ikke må.

Nogen læser Bibelordet (som jeg citerede) sådan at man IKKE må blive gift igen efter en skilsmisse, før ens eks-ægtefælle er død.

Men det er mit indtryk at i nogen kristne kredse ser man anderledes på det..?

Håber det blev mere klart her, hvad jeg egentlig spurgte om i første indlæg..


Guds fred.
Søster B

Hej Søster B,

Jeg forstår det sådan, at når to mennesker er blevet "eet kød", så gælder det hele livet. Nyt ægteskab efter skilsmisse er altså ikke Guds vilje, kun efter dødsfald.

kristina

Hej Kristina.
Tak for svaret.
Ku ikke være mere enig.

KH
Søster B.

Hej Søster B

Der er (udfra alle vers i Bibelen om emnet) to tolkninger blandt kristne.

1: Det er under ingen omstændigheder muligt at gifte sig to gange (undtagen ved dødsfald)
2: Det er kun tilladt at gifte sig igen i tilfælde af at den ene har været utro og den anden har været helt uskyldig i brudet (og ved dødsfald)

Der er absolut ikke enighed om dette emne, men der hvor jeg kommer har man valgt at acceptere hinandens holdning til det - for der er ingen klare Bibelske beviser for det ene elelr det andet... De fleste mener dog at 1 er den rigtige

Ester, har du rede på, hvilket skriftsted der kan bruges til at underbygge pkt. 2) ?
Jeg troede faktisk, måske forkert?, at bibelen var entydig på det punkt.

----------------------------------------------------------------------------------------------

For det tilfælde, at nogen er interesseret i emnet:

Der er et foredrag ved Erling Tiedemann i Kingos kirke, Bragesgade 35, Kbh. N. på fredag den 28. feb. kl. 19.
med titlen Ægteskabet - værd at kæmpe for

Lægfolk og præster vil efter foredraget fremlægge 10 teser om kirkens opgave og udfordringer i dag. Arr.: Evangelisk Luthersk Samråd i Storkøbenhavn.

kristina

MANGE TAK

Jeg spurgte også for at høre om nogen mente at man gerne måtte gengifte sig, fx. hvis man var blevet skilt pga. "man var vokset fra hinanden", eller at man fx. først blev kristen efter man blev gift, og så siden ikke kunne være gift med sin ægtefælle af den grund. (hvis vedkommende fx. ikke ville acceptere at man var kommet til tro)


Men det er der umiddelbart ikke nogen der mener herinde, - men måske hører vi fra dem senere.
Kunne være interessant nok at høre begrundelser og meninger.
(så kom bare an)

Kh
Søster B

Hej Søster B

Nå øh jeg var vist ikke helt med på hvad du mente - sorry.

Med venlig hilsen

Malli

Hej kristina

Det er matt 19,9 der er grunden til usikkerheden:

v9 Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«

Som jeg ser det er det kun når det er en anden grund end utugt at det er ægteskabsbrud. Men som sagt er det ikke alle der er enige i det, men de fleste af dem jeg kender respektere hinandens synspunkt i denne sag.

Hej Ester, tak for henvisningen, jo, det fremgår af Matt. 19,9, at en mand kan skille sig fra sin hustru, og også gifte sig med en anden, hvis hustruen har brudt ægteskabet, det har du ret i.

Problemet med ny kirkevielse er jo så, at det kun er manden selv, der kan vide, om han også selv har brudt ægteskabet. Derfor synes jeg det er en rigtig beslutning, at en del præster konsekvent nægter at vie fraskilte og henviser til borgerlig vielse. Det kan ikke være en præsteopgave at placere skyld og ansvar, når et ægteskab er gået i stykker, synes jeg.

kristina

Hej Kirstina

Du har fuldstændig ret i at det ikke er præstens ansvar at placere skyld efter et forlist ægteskab. Det kan han måske gøre efter mange sjælesørgeriske samtaler - ellers ikke.

Der findes nok heller ikke ret mange eksempler hvor den ene er helt uden skyld i brudet - men for de få hvor det er tilfældet synes jeg det er synd at de skal fratages Guds velsignelse over et nyt ægteskab... bare fordi flertallet ikke er berettiget (eller hvad man nu kalder det).

Du skriver:
en mand kan skille sig fra sin hustru, og også gifte sig med en anden, hvis hustruen har brudt ægteskabet, det har du ret i.

Det mener jeg også kan vendes til at "en hustru kan skille sig fra sin mand, og gifte sig med en anden, hvis manden har brudt ægteskabet"

Hej Søster B.

Jeg er gift for anden gang. Jeg blev kristen i dette ægteskab. Min mand er gift for tredje gang, men har været kristen i alle tre ægteskaber. Hans tidligere koner ønskede ikke at leve med Jesus i deres hverdag, hvilket var den største årsag til at deres ægteskaber gik i stykker.

Nu tjener vi begge Jesus af hele vores hjerte, og har kunnet skabe en ramme hvori alle vores børn trives. Om hvor vidt det er en synd eller ej er ikke for mennesker at dømme (her kunne jeg komme med et eksempel om at kaste den første sten:).

Fakta er, at både min mand og jeg har fred i hjertet. Vi er rigt velsignet af Gud på alle måder. Vi får lov at tjene Jesus og vidne om Ham. Vi vil lade Gud dømme den dag vi skal stå foran Ham. Den Gud der har magt til at tilgive og genoprette, - når vi omvender os fra vores synd.

Med venlig hilsen
Marlene

Hej Marlene,

---

Hans tidligere koner ønskede ikke at leve med Jesus i deres hverdag, hvilket var den største årsag til at deres ægteskaber gik i stykker.

---

Det forstår jeg udmærket. Det er en stor sorg at leve med en ikke kristen partner.
Men det legaliserer ikke skilsmisse. - mener jeg.

---

Nu tjener vi begge Jesus af hele vores hjerte, og har kunnet skabe en ramme hvori alle vores børn trives.

---

Det betvivler jeg på ingen måde. Det er tværtimod fantastisk dejligt at det fungerer for Jer.
Men at man får det til at fungere, eller får et bedre ægteskab end det første gør stadig ikke skilsmissen legal. Guds vilje, (som jeg ser det) er at ægteskabet er for livstid. Han er selv med i det, og vil også hjælpe os når det er svært.
Hvis det så alligevel går galt, så kan skylden ligge flere steder, men uanset hvad er skilsmisse altid forkert. (bortset måske fra når årsagen er utroskab..det er jeg ikke helt afklaret omkring endnu.)

Men - jeg siger ikke at jeg aldrig selv kunne vælge skilsmisse, eller blive nødt til det.
For det kan man ikke vide. Men jeg kan sige at jeg håber at det aldrig må ske.
At man ikke kan give garantier, betyder bare ikke at man så bare skal smide idealerne.

---

Om hvor vidt det er en synd eller ej er ikke for mennesker at dømme (her kunne jeg komme med et eksempel om at kaste den første sten:).

---

Det er ikke mennesker som dømmer. Guds ord taler, ikke bare angående denne synd (skilmisse) men også løgn, egoisme, mord, utugt osv.
Jeg forstår dig sådan, at du mener at intet menneske kan tillade sig at påpege synd i andres liv, fordi de selv er syndere ??? Er det dét du mener ??

Det mener jeg er helt forkert. Vi skal ikke fordømme andre eller dømme dem, men vi må gerne retlede i kærlighed. Det er ikke altid at man formår dette, men det betyder ikke at vi så slet intet må sige til hinanden. Gud bliver nok ked af det når vi kommer til at optræde koldt eller fordømmende eller ufølsomt - men Han bliver nok endnu mere ked af det hvis vi af frygt for dette eller i misforstået hensyn tier stille!
Det tror jeg i hvert fald.

---

Fakta er, at både min mand og jeg har fred i hjertet. Vi er rigt velsignet af Gud på alle måder. Vi får lov at tjene Jesus og vidne om Ham. Vi vil lade Gud dømme den dag vi skal stå foran Ham.

---

Det er ikke for at være respektløs..men at man har fred i hjertet betyder ikke at man dermed har handlet ret. (men det er måske heller ikke det du siger ?)

Men jeg er enig med dig, at det er Gud som dømmer os på den sidste dag. Eller Jesus...ret beset..

---

Den Gud der har magt til at tilgive og genoprette, - når vi omvender os fra vores synd.

---

Ja. Sådan er Han. Men hvis nu skilsmisse faktisk er en synd for Gud...og I ikke ser det, så omvender I Jer jo ikke.

Jeg er ikke ude på at såre dig eller pege fingre!! Ikke det fjerneste. Men når jeg læser dit indlæg tænker jeg, at du gradbøjer Guds ord for at tilpasse det menneskers vilje. Måske ikke bevidst..



Kærlig hilsen
Søster B.

Hej igen Søs.

Jeg er hverken såret eller trådt over tæerne.


Jeg er faktisk enig med dig hele vejen igennem. Jeg er især enig med dig i at vi skal retlede og vejlede dem der er på vildspor. Her hjælper Jesus os heldigvis til at gøre det med kærlighed, omsorg og forståelse, så vi får mennesket hele vejen igennem den, nogengange, smertefulde proces.

Desværre er det de færreste kristne der tør, orker, gider etc. at tage hul på bylden....

Jeg mener ikke at vi som kristne skal begynde at belære ikke-kristne om deres synd. For hvad er synd? I følge bibelen er den største synd at fornægte Jesus. D.v.s. at her skal vi formidle budskabet om frelsen - og ikke at man er på vej mod helvede fordi man har syndet ved at lade sig skille.

Ja. Sådan er Han. Men hvis nu skilsmisse faktisk er en synd for Gud...og I ikke ser det, så omvender I Jer jo ikke.

Der er slet ingen tvivl. Skilsmisse er en synd for Gud. Men hvordan omvender jeg mig. Ved endnu en gang at lade mig skille og aldrig blive gift mere? Eller ved at angre den skilsmisse der ligger bag mig og aldrig lade mig skille igen? I stedet for at gå og bekymre mig om hvordan Gud ser på det, kan jeg ikke andet end bede om hans tilgivelse, så jeg kan komme videre med at tjene Ham.

Hvordan gradbøjer jeg Guds Ord

Guds rige velsignelse til dig
Marlene

Kære Marlene...

Pyyyyh....jeg er MEGET, meget glad for at jeg ikke har såret dig!
Man kan så let såre og virke fordømmende - uden at ville det.

---

Jeg mener ikke at vi som kristne skal begynde at belære ikke-kristne om deres synd. For hvad er synd? I følge bibelen er den største synd at fornægte Jesus. D.v.s. at her skal vi formidle budskabet om frelsen - og ikke at man er på vej mod helvede fordi man har syndet ved at lade sig skille.

---

Synd ? synd er alt som skiller mennesker fra Gud...ja og det at fornægte Jesus Kristus, det er vi enige om.
Der er selvfølgelig ingen opskrift på mission, men er det ikke tit sådan, at man starter med at genskinne Kristi kærlighed...og så glider over i Loven (som fører til syndserkendelse) ? Fordi Loven er Gud, er i Gud..
Kristi offer er over Loven - men uden Loven, hvad skal et menneske så med Hans offer. Altså - hvordan tale om en Frelse, uden at tale om hvad man skal frelses FRA ?
Det hænger sammen, og derfor mener jeg ikke at man kan udelukke en af delene.
Men jeg plejer da heller ikke at gå med en gong-gong op og ned ad fortorvet og råbe "ENDEN ER NÆR!!! OMVEND JER!!!"

---

Der er slet ingen tvivl. Skilsmisse er en synd for Gud.

---

Hov, jamen så er vi enige.
Btw. så har jeg vist blandet begreberne lidt sammen..jeg skrev skilsmisse...men jeg mente vel egentlig "gengiftning"..
For nok er skilsmisse en synd - men at gengifte sig er "synd på synd", mener jeg.
Jeg mener at man som gengift kan omvende sig ved at lade sig skille (!) og gøre et af to ting:

1# Leve som single indtil ens første ægtefælle afgår ved døden.

2# Finde sammen med sin første ægtefælle.

Jeg kan godt se at det måske lyder overdrevet....men jeg mener faktisk at man lever i vedvarende synd, hvis man bliver i ægteskab nr. 2 eller 3 osv.
For man er viet til én, den første man blev gift med. Og så længe denne lever, mener jeg ikke at man må gifte sig med andre, det vil være ægteskabsbrud.

(igen...ingen er syndfri, og denne synd er ikke større end andre..nu er det bare fordi vi taler om dette.)

Jeg forstår godt at de fleste nok vælger at gøre som du beskriver: at bede om Guds tilgivelse (og får den) og fortsætter i sin nuværende familie/ægteskab.
Det kan jo også give kæmpestore problemer hvis man blev skilt igen, og skulle genfinde sin første ægtefælle, som måske så også skulle lade sig skille, og dermed brød endnu en familie i stykker.

Jeg tror at Gud er med hele vejen ud i det 3.ægteskab, og siger at Han forstår, men jeg tror stadig at man bør tage konsekvensen af den begåede synd, selvom det kan virke umenneskelig hårdt at skulle opløse sin nye familie og evt. leve alene indtil ens første ægtefælle dør.
Der er også en beretning i Bibelen om en konge som må tage den forfærdelige konsekvens af sin synd, sin utroskab. Hans lille barn dør. Jeg kan ikke huske hvor den står, men du kender den sikkert. Vi kan få syndernes forladelse, men vi kan ikke regne med at slippe for syndens konsekvenser.

Kristi fred.
Søster B.

Hej Søster B

Du skriver: "Jeg mener at man som gengift kan omvende sig ved at lade sig skille (!) og gøre et af to ting:

1# Leve som single indtil ens første ægtefælle afgår ved døden.

2# Finde sammen med sin første ægtefælle. "

Nå ja.......... GOD FORNØJELSE !

Dette kan du selvfølgelig mene, dog vil jeg lige sige, at den katolske kirke, som den eneste kirke nogle gange går ind og annulerer det første ægteskab, så man her undgår denne pinagtige situation med "gengifte". Dette "privilegium" har man ikke i andre kirker

Derudover vil jeg sige, at Marlene netop skriver at Gud velsigner deres ægteskab, og tænk sig hvis hun oven i købet har det godt med sin mand, hvad er så problemet ?

Med venlig hilsen

Malli

Hej Malli.

Det er faktisk endnu bedre. Jeg var gift med min første mand i England i 6 år. Jeg har altid været imod skilsmisser, også da jeg ikke var kristen. Men efter 6 års tomgang orkede jeg ikke mere. Jeg tog vores datter og rejste tilbage til DK i '97. Siden har min eks besøgt os 4 gange om året -hvert år- han bliver ganske enkelt en del af familien når han er her. Istedet for et barn har han nu fået 5 der alle kalder ham Daddy.

Vi har en masse kristne bøger på engelsk som han får læst under sine besøg (han er ikke kristen), og fra at være ekstremt skeptisk er han nu 100% procent enig - han mangler bare at få Jesus på plads i sit liv. Men det kommer kan vi mærke.

Et ved jeg, og det er at jeg er ekstremt dårlig til at være enlig mor, og efter 2 år som sådan så jeg det nødvendige i at finde en "ny" far til mine børn. Allerede anden gang vi mødtes blev jeg meddelt at han "altså er kristen, og det bliver der ikke lavet om på!" Jeg fik så kolde fødder, at jeg var tæt på at sige fra. Idag takker jeg Gud for at han åbnede mine øjne.

Hilsen Marlene

Hej Malli

---

Nå ja.......... GOD FORNØJELSE !

---

Jamen..jeg sagde jo netop at det ikke var let eller behageligt at leve med konsekvensen af en synd. Det er der heller ingen som har lovet at det skulle være.
Jeg skrev også at jeg tror at Gud er med i den situation som man står i, når man skal leve med konsekvenserne. Men jeg tror ikke at Han fritager os eller fejer stenene af vejen for os, selvom det ville være mere "fornøjeligt".



Jeg kender ikke eksemplerne på anullerede ægteskaber, foretaget af den katolske Kirke, så det kan jeg ikke sige noget til.
Som du selv skriver er det ikke sædvanlig praksis.
Og jeg går ikke ind for det, når/hvis det sker.
Normalt joker man lidt med at det i den katolske Kirke er lettere at slå sin første ægtefælle ihjel, gå til skrifte, og SÅ blive gift igen. Så det viser meget godt Kirkens holdning til den sag.

---

Dette "privilegium" har man ikke i andre kirker

---

Det ved jeg ikke noget om. Men man kan sige at det også er omsonst, når/hvis man i disse kirker rask væk gengifter folk.

---

Derudover vil jeg sige, at Marlene netop skriver at Gud velsigner deres ægteskab, og tænk sig hvis hun oven i købet har det godt med sin mand, hvad er så problemet ?

---

Sagen er at jeg ikke mener at Gud velsigner deres ægteskab. Her menes, at Han selvsagt ikke kan velsigne noget der er Ham imod. (som jeg jo tror at Han er)
Og vi, kan heller ikke på Hans vegne velsigne noget der er Ham imod.

Det betyder ikke at Gud ønsker dem alt ondt på, eller at Han ikke kerer sig om dem og deres samliv. Det gør han da!!!!


Jeg har heller ikke anfægtet at hun har det godt med sin mand. Da jeg ikke kender dem kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om dette. Jeg har blot sagt, at det ikke gør en handling rigtig i Guds øjne, blot fordi man har det godt med den eller har fred i det.

-Det er også kristne som har det godt med at tro på alles frelse. Det betyder ikke at de har ret.
To vidt forskellige ting ja, men det er princippet i det jeg prøver at understrege.

Guds fred,
Søster B.

Var inde i svararkivet og faldt over disse 2 svar fra Leif Andersen.
Jeg synes han svarer ærligt og sobert.
Det er nogle lange svar, men det er værd at læse det hele.

http://jesusnet.dk/svar/list.php?id=353&sender=index.php%3Fq%3Dgengift%26searchin%3DAlle%20felter%26category%3DV%E6lg%20kategori%26page%3D

og

http://jesusnet.dk/svar/list.php?id=381&sender=index.php%3Fq%3Dgengift%26searchin%3DAlle%20felter%26category%3DV%E6lg%20kategori%26page%3D

Guds fred
Søster B.

Kære Søster B

---

Normalt joker man lidt med at det i den katolske Kirke er lettere at slå sin første ægtefælle ihjel, gå til skrifte, og SÅ blive gift igen. Så det viser meget godt Kirkens holdning til den sag.

---

Hvordan kan der så eksistere så mange katolikker?

---

Sagen er at jeg ikke mener at Gud velsigner deres ægteskab. Her menes, at Han selvsagt ikke kan velsigne noget der er Ham imod. (som jeg jo tror at Han er)

---

Hvordan kan du VIDE( ...øh, nå ja tro), at det er ham imod? Der står jo skrevet at en hustru ikke er bundet til en vantro mand (og selvfølgelig gælder det omvendte), OG at vi er kaldet til fred !. Men det virker ikke til at mange kirker - imodsætning til biblen - i denne forbindelse skelner imellem vantro og "Lysets børn"!!!!! Man kan jo sagtens være vantro selvom man er barnedøbt.

Jeg er, som du ved gift igen. I mit tidligere ægteskab var vi begge to vantro, og blev da også hurtigt skilt igen. Men dette tilhører mit gamle liv, der er dødt på korset. Da jeg blev "levende" fandt jeg min mand, og vi blev gift.....skulle jeg så lade mig skille, for at vende tilbage til en mand der er gift og har børn?/leve i cølibat? No way......ikke på grundlag af et enkelt skriftsted! Det sidste kan kun blive aktuelt, hvis min mand dør før mig.

Med venlig hilsen

Malli

Kære Malli.

---

Hvordan kan der så eksistere så mange katolikker?

---

Fordi det som sagt er en joke! Sagt i forfriskende selvironi.
Fordi Kirken ser så alvorligt på det at blive gengift, at det umiddelbart kan virke som om den omtalte "løsning" er mere "legal"
Dette er der selvfølgelig katolikker som synes er pudsigt - deraf joken.

Jeg vil ikke gentage mig selv. Jeg har skrevet i de tidligere indlæg hvor i Bibelen jeg ser at det må forholde sig som jeg har beskrevet før. At gengiftning er forkert indtil første ægtefælle er død.

Jeg er enig med dig i, at en barnedøbt kan være vantro. Men det kan en gendøbt (eller Helligåndsdøbt, som tilhængerne kalder det) også.

---

Men dette tilhører mit gamle liv, der er dødt på korset. Da jeg blev "levende" fandt jeg min mand, og vi blev gift.....skulle jeg så lade mig skille, for at vende tilbage til en mand der er gift og har børn?/leve i cølibat? No way......ikke på grundlag af et enkelt skriftsted!

---

Det bestemmer du selvfølgelig selv. Jeg er ikke ude på at diktere hvad nogen skal gøre, jeg beskriver blot hvad jeg mener om sagen. Jeg tror bare ikke at man på den måde kan slippe for konsekvenserne af synder begået før man blev kristen.
En pagt indgået med Gud står efter min mening ved magt. Uanset om man var sig dette bevidst da den blev indgået. Derfor mener jeg heller ikke at man kan "viske tavlen ren" når man bliver kristen.
Præcis som med barnedåb. Guds løfter dér står ved magt selvom man først mange år senere opdager den gave.
Men Leif Andersen siger noget om dette i sine svar i svarpanelet. Bl.a. at det kan virke umenneskeligt hårdt at skulle leve i cølibat pga. et "mislykket" ægteskab før man blev kristen. Men ikke desto mindre er det dét han (og jeg) mener at der står i Bibelen.


Bedste hilsener
Søster B.

Kære Søster B ! Du skriver:

______________________________________________________________

Jeg tror bare ikke at man på den måde kan slippe for konsekvenserne af synder begået før man blev kristen.
En pagt indgået med Gud står efter min mening ved magt. Uanset om man var sig dette bevidst da den blev indgået. Derfor mener jeg heller ikke at man kan "viske tavlen ren" når man bliver kristen.

---

Forstår jeg dig rigtigt ? Mener du, at der findes synder, der ikke findes tilgivelse for, selv om synderen angrer og beder om Guds tilgivelse ?

kristina

Kære Kristina.

Som udgangspunkt er der efter min mening ikke nogen synder som ikke tilgives hvis man beder om det!!

Men syndernes forladelse udsletter ikke syndens konsekvens, jvf. beretningen om Kong David (?) som fik et barn v. utroskab. Dette barn måtte dø, og hans syndserkendelse/bekendelse ændrede ikke på dette.
Udover det er det vel også en velkendt sag, at syndens konsekvenser ikke fjernes eller slettes når vi får syndernes forladelse. Vi er tilgivet ja, men skaden er stadig sket. Forstår du hvad jeg mener ?
Fx. kan du få tilgivelse for en provokeret abort - men aborten kan ikke gøre ugjort. Barnet får ikke sit liv tilbage af at du angrer og får syndsforladelse.

Den synd som er utilgivelig er at have kendt sandheden om Jesus Kristus, og så vende det ryggen uden den mindste rest af vilje til at ville vende om på rette vej igen. Det er den 100% uforsonlige afvisning af Jesus Kristus som Frelseren.
Dvs. synd mod Helligånden.
Bemærk at dette er bare min forståelse af begrebet "synd mod Helligånden". Jeg kender ikke den "officielle" forståelse..


Guds fred
Søster B.

Kære Søster B.

Du skriver:

---

Vi er tilgivet ja, men skaden er stadig sket. Forstår du hvad jeg mener ?
Fx. kan du få tilgivelse for en provokeret abort - men aborten kan ikke gøre ugjort. Barnet får ikke sit liv tilbage af at du angrer og får syndsforladelse.

---

Jeg er bange for at du har tabt mig. Eller siger du nu, at du kan få syndernes forladelse, på trods af at du ikke gengifter dig med din første ægtefælle, da det jo må siges at være ham/hende + eventuelle børn der følte konsekvensen mest

Kærligst Marlene

Kære Søster B, tak for forklaringen, så er vi enige om det også

Ja bespottelse af Helligånden opfatter jeg også som bevidst og vedholdende afvisning. Men jeg mener, at
der også her er tilgivelse for det menneske, som når at fortryde og vende om.

Al anden synd - både den vi kender til og den vi ikke ved om - tror jeg at vi som Guds børn kan vi tage med os i graven uden at miste vores frelse, selv om vi ikke når at bede om tilgivelse.

kristina

Kære Marlene.

Nogen gange udtrykker jeg mig lidt kringlet...jeg prøver igen.

---

Jeg er bange for at du har tabt mig. Eller siger du nu, at du kan få syndernes forladelse, på trods af at du ikke gengifter dig med din første ægtefælle, da det jo må siges at være ham/hende + eventuelle børn der følte konsekvensen mest

---

Jeg mener at hvis du angrer og beder om tilgivelse kan du få tilgivelse for skilsmissen. (som med alle andre synder, på nær den ene mod Helligånden.)
- Men dette skruer ikke tiden tilbage = de involverede parter må fortsat leve med at være brudt op som familie.

Den konsekvens som jeg mener følger af at blive skilt, er at man må leve som single indtil første ægtefælle dør (og dermed cølibat) eller genfinde sin første ægtefælle som man stadig er viet til, skilsmisse eller ej.
Denne konsekvens, disse vilkår udslettes ikke af at man har bedt om syndernes forladelse for skilsmissen.

Man kan så vælge at se stort på dette, og alligevel gengifte sig mod Guds vilje, men så må man også tage konsekvensen deraf. Og den kender kun Gud.
Måske er det mig som læser Hans ord forkert ang. dette emne - måske ikke. Det ved vi nok først på "dagen"..

Mkh
Søster B.

Kære Kristina.

---

Ja bespottelse af Helligånden opfatter jeg også som bevidst og vedholdende afvisning. Men jeg mener, at
der også her er tilgivelse for det menneske, som når at fortryde og vende om.

---

Okay. Så er vi ikke helt enige - men bare næsten.

Jeg mener at synd mod/bespottelse af Helligånden er den bevidste og vedholdende (til døden) afvisning. Altså mennesker som hvis/når de står foran Himlen og Helvedet, ville kaste sig i Helvedet. SÅ meget hader og afviser de Gud.
Når de til døden afviser Gud 100% findes der ingen tilgivelse.

Det er mig komplet ubegribeligt at et Gudsskabt menneske kan ville dette. Men jeg tror at det er sådan alligevel.


Kærlig hilsen
Søster B.

Kære Søster B

Du skriver: "Fx. kan du få tilgivelse for en provokeret abort - men aborten kan ikke gøre ugjort. Barnet får ikke sit liv tilbage af at du angrer og får syndsforladelse. "

Korrekt!, men Gud HAR slettet denne handling, han husker den ikke længere, og den får ikke konsekvens i dit liv - andet end hvad du selv og andre mennesker gør det til. Hvis synden fik konsekvens, efter overgivelse og tilgivelse ville der jo ikke være en retfærdiggørelse. Ved at vi overgiver os til Jesus bliver vi NYE SKABNINGER, det gamle er dødt! Vores gældsbevis bliver slettet ! Derfor både undrer det mig og anfægter mig, at nogle kristne slæber de "gamle" tilgivede synder ind i det ny liv......og nærmest dyrker disse.

Gud tilgiver ikke delvist, han gør ikke noget halvt, han giver FULD genoprejsning.

Noget andet er så ofte hvad der sker i verden!, hvis du har slået et menneske ihjel, får Guds tilgivelse, vil du alligevel komme i fængsel og sone din straf. Du slipper nok heller ikke for en bøde, hvis du kører overfor rødt, selvom du beder om tilgivelse. På samme måde med skilsmisse, vil der være konsekvenser - sårede følelser, delebørn der lider osv. Når/hvis man gifter sig igen, vil disse gamle ting påvirke det ny ægteskab........ Dette tror jeg så Gud lader ske, for at vi kan lære ydmygelse og lære hvor nådig Gud er. For HAN tilgiver hvor ingen andre ville gøre det og han vender alting til det bedste for de der tror!

Med venlig hilsen

Malli

Kære Søs B -

Jamen ?? Nu er jeg forvirret ! Hvor blev uenigheden af? Var det ikke det jeg skrev ?

Troede du, at jeg mente det var muligt at få tilgivelse efter døden? Det mente jeg i hvert fald ikke. Når vi har draget vores sidste suk her i verden, er vi ikke mere i nådens tid, så er alting for sent, det er min tro.

Som du har jeg også altid fundet helt ubegribeligt at nogen bevidst kunne afvise fællesskabet med Gud, bevidst om konsekvensen. Det er noget af det allersværeste at fatte. Men Satan selv gjorde det jo, og det var i hvert fald ikke intelligens han manglede ..

kristina

Hej Kristina.

Øh..jeg har nok udtrykt mig kringlet igen.
Det var fordi jeg mente at synd mod Helligånden er den afvisning som 100% nægter at vende om. Dette kan der selvsagt ikke være tilgivelse for, idet tilgivelse fordrer at man ønsker denne. Forstår du ?
Nej uenige er vi nok ikke. Jeg fik vist bare tværet sagen helt ud i det forvirrende..

Kærligst
Søster B.

Kære Malli

Jeg er helt enig i at vores gældsbevis bliver slettet. Måske forstår jeg ikke helt hvad du mener ? For vi er også enige om at konsekevenserne ikke slettes (jvf. aborten og det døde barn). Ikke ? Det skrev du "korrekt" til.

---

Derfor både undrer det mig og anfægter mig, at nogle kristne slæber de "gamle" tilgivede synder ind i det ny liv......og nærmest dyrker disse.

---

Hvordan slæber man disse ind i de nye liv ?
Det anfægter ikke mig at mennesker stadig sørger over/kæmper med følgerne (konsekvenserne) af synder begået før de blev kristne. Er det ikke hykleri at lade som om alt er glemt ? Selvfølgelig er det godt hvis de beder Gud om hjælp til disse ting, men at alt skulle gå væk som dug for solen, det er jeg betænkelig ved at tilslutte mig. Måske misforstod jeg dig i dette ?

---

På samme måde med skilsmisse, vil der være konsekvenser - sårede følelser, delebørn der lider osv. Når/hvis man gifter sig igen, vil disse gamle ting påvirke det ny ægteskab........ Dette tror jeg så Gud lader ske, for at vi kan lære ydmygelse og lære hvor nådig Gud er.

---

Helt enig. Jeg tror ikke vi er så uenige i dette, men vi har nok forskellig sprogbrug.
Jeg tror nu også at Gud lader konsekvenserne ske fordi vi har vores fri vilje og må tage ansvar for hvad vi gør mod hinanden - og mod os selv. På samme måde som vi kan vælge mellem Himlen og Helvede.

Jeg er også helt enig i at Gud tilgiver hvor ingen andre ville gøre det.

KH
Søster B.

Hej Søster B.

Jeg har læst de 2 artikler af Leif Andersen om skilsmisse og gengiftning. Jeg synes også, at det er nogle gode og sobre artikler. Han får sagt tingene klart og samtidig i kærlighed. Jeg er enig i det, han skriver, men synes også ligesom han, at det er et svært og meget følsomt emne. Og de enkelte ægteskabers / skilsmissers situationer kan være meget forskellige, så der kan være flere ting, der skal tages hensyn til i rådgivningen og sjælesorgen, uden at man dog skal give køb af den grund.

For nylig har jeg snuset lidt til, hvordan de, som vil tillade nyt ægteskab i visse situationer, argumenterer ud fra Bibelen. Jeg har ikke set så grundigt på det, at jeg tør sige, om jeg tror, de har ret. Det lidt, jeg har hørt, har heller ikke rigtig overbevist mig. Men på et tidspunkt får jeg forhåbentlig sat mig bedre ind i det.
Jeg ville dog ikke have samvittighed til at råde nogen fraskilte til at gifte sig igen.
Som Leif skriver, står der jo netop: enhver, som...

Jais Tinglund, en præst i den Evangelisk-lutherske Frikirke, har skrevet et lille hæfte om emnet: "Ægteskabets hellighed", udgivet på Re-formatios forlag. Standpunktet er det samme som Leif Andersens, og han skriver også på en god, sjælesørgerisk måde. Det kan varmt anbefales at læse.

I øvrigt har jeg også læst noget i et katolsk blad om emnet, som jeg blev rigtig glad for, fordi det gav en ny og positiv vinkel på sagen, som vi ofte har manglet. Jeg håber, der også er andre, der kan have glæde af det.
("Levende Vand", november 2001.) Artiklen hedder "Kærlighed gør skæbne til kald" og er skrevet af en katolsk kvinde, hvis mand forlod hende til fordel for en anden.
Jeg citerer fra artiklen (før det har hun fortalt om det svære ved skilsmissen) :

"Jeg vil påstå at der ikke findes lykkelige skilsmisser. Når det, hvori man har satset sig selv og alt hvad man har, på ét øjeblik bryder sammen, så er man bestemt ikke lykkelig - og den anden part er det såmænd heller ikke.
Men hvis man har en tro, hvis Gud er det højeste i ens liv, så vil der ud fra dette forhold efterhånden komme et håb. Der kommer tilgivelse ind i billedet - en helbredende tilgivelse.

(...) Nogle forelsker sig i en anden. Ingen skal dømme dem for det.
Men der kan også ske det - og det skete for mig - at Jesu kærlighed på en måde som aldrig før blev levende for mig. I mit inderste dyb var det jo Ham jeg elskede. Det havde jeg nok vidst før. Jeg havde set mit ægteskab som en del af min kærlighed til Gud. Men nu blev kærligheden til Jesus den suveræne kærlighed.
Lidt efter lidt gjorde Han min skæbne til kald: Nu skulle jeg leve helt og alene for Ham.

En skilsmisse er ikke primært Guds vilje. For Ham er ægteskabet mellem to kristne uopløseligt.
Men Guds almagt viser sig ved at Han også kan gøre det, som ikke primært var Hans vilje, til hans gode vilje - til et kald for mennesket.
I dette kald fandt jeg en dybere lykke. Mit liv fik mening. Og ud fra denne dybe mening fik det også en mening på et mere ydre plan.
Det fik en frugtbarhed, som var anderledes, end det ville have fået i ægteskabet.
Det betyder slet ikke, at sårene fra skilsmissen ikke længere findes. Det gør de. De vil være der, til jeg dør.
Men som kærligheden kan gøre skæbne til kald, sådan kan kærligheden også forvandle ens dybe sår, som Johannes af Korset skriver det: Alle sår, både dem vi selv har tilføjet os og dem andre har slået i os, kan blive kærlighedssår. De kan blive åbninger i os, hvor Guds kærlighed kan trænge ind.
Jo: Kærligheden kan gøre skæbne til kald."

Smukt, ikke?

Med venlig hilsen AnnePande.