Så vidt min tanke handler den kristne kærligheds tro ikke om at have ret, men om at handle ret. For hvordan kan, for det første, vi have ret til noget som helst, når nu alt gives os af nåde? Og for det andet; hvordan kan vi have ret i noget som helst, når nu nåden gives os i form af tro, og ikke i form af vished?

Det er bemærkelsesværdigt, da Jesus bliver spurgt om, med hvilken ret han underviser, som han gør, at han da svarer med et modspørgsmål, som selv ypperstepræsterne og folkets ældste umuligt kan svare på (Matt 21,23-27). Og dermed fanger dem, der vil afkræve sig selv eller enhver anden end Gud ret, i deres eget hykleri. Langt forinden, nemlig i Matt 11,1-19, da han af Johannes Døbers disciple blev spurgt om, hvem han var, afsluttede han sin tale med ordene: Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger (v. 19).

Med andre ord, at have ret udspringer ene og alene af at handle ret, således som Jesu lære, adskildt fra hans liv, bliver tomme ord, som også vores ord bliver tomme, hvis de ikke selv er en handling, der udspringer af Jesu eksempel.

Se, nu ville jeg jo score et overmåde stort selvmål, hvis jeg spurgte, om jeg ikke havde ret i dette, i stedet for at spørge, om jeg ikke handlede ret ved at skrive som så. Men uanset hvad kunne jeg godt tænke mig nogle kommentarer.

Kærlig hilsen Ture.

Har du nu også ret i at nåden er givet os ved tro ?

Jesus var den lovede Messias og som sådan opfyldte han en lang række profetier. Og dermed måtte Jesus selvfølgelig opfylde disse profetier i handling.

Vi er kaldede til at være Jesus efterfølgere. Ret og retfærdighed har ikke meget bevendt hvis man kun taler om dem. Men på den anden side begynder det ofte med at erkende ret og retfærdighed.

Og: En person har jo ikke uret i noget, selv om vedkommende ikke praktiserer det. Hvis en person siger: "Jesus opstod fra graven", men ikke lever som Jesu efterfølger, så er Jesus jo stadig opstået af graven, men der er måske ikke lige så mange der bliver overbevist om det.

Hej Ture -

Her standser jeg lige ved visdommen.
Det kan ikke være et begreb eller en abstraktion, for en sådan kan handle, ikke gøre gerninger, og kan ikke få ret!

Og da det heller ikke kan være et menneske, må det her betyde Guds Ånd. Ånden er ikke en upersonlig, men en personlig kraft, som fører mennesker til Kristus!

Bibelen omtaler to helt forskellige slags visdom: dels visdommen fra oven, dels menneskers visdom, som der i vores Gudsforhold ikke er noget godt at sige om.

Hvis visdom ikke er oplyst af Guds åbenbaring, er den oven i købet i værste fald direkte dæmonisk (1.Kor. 1,19f og Jak. 3,15f).

Verdslig visdom (som f.eks. grækernes gnosis) baseret på erfaring og intuition har således sine stærke begrænsninger, som må erkendes.

Virkelig vise er kun de, som Gud har åndet på og skænket sin egen visdom, jfr. Visd 7,22-30 -
- og også Visd 9,9:
Hos dig er visdommen, hun som kender dine gerninger, som var til stede, da du skabte verden,
som ved besked om, hvad der er godt i dine øjne,
og hvad der er ret efter dine bud.

Her er visdommen oven i købet hunkøn, som mange steder i
Visdommens bog ...
Eller hvad tænker du om det?

Der er meget andet stof i dit indlæg, som frister til fordybelse, men jeg vil nøjes med dette i denne omgang ..

Jeg tror jeg snarest skal genlæse hele Visdommens bog, men det projekt vil jeg først begynde på efter solnedgang -

- det ville vist ikke være særlig viist at blive siddende her bag skærmen, når solen skinner derude, og himlen er blå ..

kristina

Kære Jalokin,

ja, jeg tror, at nåden er givet os ved tro, således som troen materialiserer sig i kærlige gerninger og retfærd, men aldrig kan blive til vished før Jesu komme, for så vidt at troen vil forgå til sammen med al kundskab, tungetale og profetiske gaver, den dag den finder sin opfyldelse.

Nej, jeg har så vidt min tro ikke ret i noget som helst, men er dog givet den tro ved nåden at kunne tro mig visheden om at have ret lykkeligt frataget. Lykkeligt, fordi jeg da kan bestræbe mig på at skrive, ikke for at få eller have ret, men for ved nåden uforskyldt at være givet at handle ret. Og ikke at være givet ret til at få eller have noget, andet end at være et Guds barn.

Ellers er vi vistnok ganske enige, og det glæder mig. For jeg husker da vel at mærke på Paulus, der gentagne gange formaner menighedsmedlemmerne i Korinth til at være enige. Og hvorfor? Var der ingen uenighed om noget tilladt i Korinth? Jovist var der vel; snarere tror jeg, som et kærlighedens middel mod splid, at det var noget andet, apostlen havde i tankerne. Nemlig at korintherne, foruden al snak om vranglære, lod tvivlen i deres hjerter, som følge af Guds kærlighed, komme deres næste til gode.

Ikke som en nådesbevisning, tværtimod. Lader vi tvivlen komme vores næste til gode som et bevis på vores nåde, har vi jo allerede domfældt ham eller hende og lader blot efterfølgende frifindelsen være et segl på vores overbærende kærlighed.

Nej, snarere er apostlens hensigt at formane os til oprigtigt at tro vores næste, således at tvivlen kommer ham eller hende, og ikke os selv, til gode. For lader vi det være åbenbart, at vi har tvivlet, men nu vil lade nåde gå for ret, har vi blot med Guds retfærdighed dømt os selv, og ikke vores næste. Den retfærdige dom lader skjult i hjertet tvivlen komme den næste til gode af kærlighed, uden at åbenbare tvivlen, for ingen tvivl kan udspringe af Guds retfærdighed og samtidig komme kærligheden til gode.

Ja, ingen tvivl overhovedet kan komme os selv til gode, men blot komme til gode Guds, og ikke vores, retfærdighed. For Guds retfærdighed udspringer af hans kærlighed og kan som den eneste uden hykleri komme os til gode.

Der er vel således dette at lære af apostlens formaning, at vi uden hykleri i hjertet, uden at tro vores sølle kærlighed retfærdig nok til at udvise nåde, altid bør lade tvivlen komme vores næste til gode. Og at vi således aldrig har retten på vores side, lige så lidt som vores næste har det, men ene og alene ved troens gave er givet at kunne handle ret, uden at tro at kærlighedens gerning udspringer fra vore egne hjerter. Den udspringer fra Gud, som elsker os, og som vi deraf har lært at elske, ikke ved at hævde vores ret, endsige hævde at have den, men så meget desto snarere ved at afgive den.

Kærlig hilsen Ture.

Kære Kristina,

jeg tror, at visdommen i Matt 11,19 er evangeliets virkelighed, sådan som Gud har åbenbaret den, og dermed sig selv i kød og blod, for os, men som ingen af Jesu samtidige forstod, hvad den foregående sentens i kapitlet også tydeliggør. At den skal få ret til sidst vidner alle Jesu gerninger om. Det bliver endnu klarere hos Lukas, hvor der står, at visdommen er retfærdiggjort ved alle sine børn. Om end det ikke er børn af kød og blod, tror jeg, det er billedtale for Jesu liv og virke, som var i kød og blod. Retfærdiggørelsen ved børnene er i hvert fald næppe de kristne, som efter Kristi opstandelse uforskyldte gøres retfærdige ved Kristi offer...eller hvad? Jeg ved det ikke. Og hvordan kan nogen siges at vide det, ja, vide noget som helst om evangeliets mysterium? Det ved jeg heller ikke.

Altså, at visdommen får ret ved sine gerninger, gør os vist ikke meget klogere. I en vis forstand, nemlig i verdens forstand, snarere tværtimod. Som Paulus skriver derom: Har gud ikke gjort denne verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.

Som Jesus i de allerførste ord af Bjergprædikenen lærer os: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres."

Kærlig hilsen Ture.

…Jeg ville godt komme med en tilføjelse eller uddybning af mit sidste indlæg. Især af de Jesu første ord fra Bjergprædikenen, som jeg citerede. For da jeg for et års tid siden nedskrev mine bønner, længtes jeg sådan efter sammensmeltningen med Gud, at jeg som mystikerne forestillede mig den som den bjergtop, for foden af hvilket bjerg jeg stod. Og jeg forestillede mig i min tåbelighed, at jeg skridt for skridt kunne vandre op ad dette bjerg. Ja, jeg troede at unio mystica, sammensmeltningen med ham, på denne vis var mulig, om end jeg så langtfra kendte vejen dertil.

Ja, jeg kendte så lidt til den, at jeg dengang følte mig forvisset om, at jeg, hvis jeg kendte blot en brøkdel af vejen dertil, da kun med sikkerhed ville vide, at jeg da talte om den som en tåbe. Dog vidste jeg tillige, at det var meget få mennesker, som ikke selv var så tilpas tåbelige, at de dog ville kunne irettesætte mig med åndelig myndighed. Og det var netop om denne ’åndelige myndighed’, jeg ville skrive. For i den ligger der sandelig, når vi læser Jesus prise de fattige i ånden salige, da Himmeriget er deres, en åndelig ambition, en villen efter intet at vide. Og dog syntes ambitionen om myndighed at spænde ben for denne villen efter intet at vide. Og jeg spurgte Jesus, hvordan jeg dog kunne komme bare et skridt videre, der i det mindste, om end vejen op ad bjerget var tusindvis af kilometer lang, ikke spændte ben for det næste. For at søge afklaring af dette, lod jeg Ånden, eller vilkårligheden om man vil, lede mig mod et kapitel af Bibelen, nemlig Efeserbrevet, kapitel 5.

Og jeg mærkede mig først ved, at Paulus talte om lyset, nemlig at alt, hvad der kom for dagen, var lys. Var netop dette ikke første skridt, idet jeg efterfølgende ikke belærtes om umoralske gerninger, men derimod om en opvågnen af dødens slummer og en opfordring til at leve som vise – ikke at visdommen, såsom den man eksempelvis finder i Ordsprogenes Bog (jeg kender ikke Visdommens Bog), førte til unio mystica, men den vise snubler ikke, og spænder altså ikke ben for sig selv. Og derefter kom jeg til noget spændende. For i sidste sentens, med stigende intensitet, sammenlignede Paulus en mand og en kvindes sammensmeltning i elskov – sådan må man vel forstå dette, at de bliver ét kød, idet elskov var det nærmeste mystikerne i billedlig forstand kom sammensmeltningen med Gud – med sammensmeltningen mellem Kristus og kirken. Og dog omtalte han denne sammenligning som en stor hemmelighed – vi var altså knap nok på vejen endnu, men blot introduceret for mysteriets eksistens. Måske for at vi ikke skulle snuble i første forsøg. I første omgang slog Paulus altså fast, at vi var lemmer på Kristi legeme, og således allerede da i en vis forstand, om end vi ikke fatter det, har lod og del i ham. Langt mere lå begravet i dette kapitel, end jeg tåbelige menneske formåede – og måske burde formå – at grave frem. Og hvad med mit spørgsmål? Om denne villen efter intet at vide var min ambition, havde jeg da ikke bare blotlagt min egen tåbelighed?

Jo, det havde jeg vel sandt at sige, og alligevel var jeg jo kommet et skridt videre. For jeg kendte, om end det var hinsides mit intellekt at erkende det, dog mig selv godt nok til at vide, at jeg intet vidste. Så vidt var jeg kommet et skridt videre, om end intellektets vilje til erkendelse ønskede det anderledes, ja, modsat. Altså, at jeg var blevet klogere, sådan som også Ordsprogenes Bog ville det. Men så ville mine bestræbelser jo have været forgæves, ja, de ville have været til skade; med mindre de da gik op i en blot lille smule højere enhed, da jeg nu kunne siges at have en flig af denne klogskabens viden, nemlig at jeg intet vidste. Og således kunne prise mig selv, om det så faktisk var sådan fat, en lille smule saligere end før.

Kærlig hilsen Ture.

Hej Ture

Jeg har med interesse læst din tolkning af Jesu ord i Bjergprædikenen "Salige er de fattige i ånden". Min er anderledes end din, kan jeg se.

Jeg har fundet et svar i vores arkiv på spørgsmålet
Hvem er de fattige i ånden?
- måske har du lyst til at kigge på det.

Jeg føler tror, at i denne sammenhæng er det at være fattig i ånden ikke det samme som at være uden viden, men tværtimod er

- at vide sig så fuldkommen magtesløs

- at man end ikke kan rose sig af sin magtesløshed og ydmyghed -

- at man heller ikke kan stå og række hænderne op mod himlen og takke Gud fordi man ikke er som "de andre" ...

- at erfare at man faktisk er som de andre, at alt ens eget, altså alt! - selv troen! - er nul og nix og uholdbar og intet værd -

- at trosmusklen, som man har anstrengt sig for at træne op, alligevel viser sig at være slap og ubrugelig.

Først da er man helt og aldeles afhængig af Guds nåde - Sola Gratia! - og netop derved salig!

Hvad siger du til det?

kristina

Kære Kristina,

det er svært at finde ord som svar uden at bruge billeder eller oplevelser fra bøn. Altså vil jeg bruge billedet om vandringen for foden af bjerget, på hvis top foreningen med Gud er en tilstand, der er mulig. Ikke alene i det hinsides, for ikke at sige netop ikke alene i det hinsides, idet en mystiker vel slet ikke ville skelne det hinsides fra den dennesidige forening med Gud. Måske er du uenig, eller måske lader sagen sig bare ikke beskrive i ord.

Imidlertid, for nu at blive i billedet om vandringen for foden af bjerget, forekommer det mig, at du netop tager nogle skridt op ad bjerget, som jeg gjorde, men som jeg undervejs spænder ben for dig selv, eller snarere, undervejs hopper nogle led over. For hvordan kan man vide sig fuldkommen magtesløs, og på denne vis tage blot et eneste skridt op ad bjerget, hvis nu magtesløsheden også inkluderer vores egen evne til erkendelse? Hvis også vores evne til erkendelse står magtesløs, hvordan kan vi så vide, at vi er magtesløse – drives vi da ikke af vores begær efter saligheden, snarere end af begæret efter Gud, idet vi da lader saligheden, snarere end os selv, være den, der beror på Guds nåde?

Måske gør vi det bogstavelig talt i den bedste tro, men for at mærke saligheden i alt og alting, som Gud vel ønsker for os stakkels vildledte flagellanter, narrer vi os selv, hvis vi i kraft af det, vi mener at vide om vores egen magtesløshed, derved mener os salige. Søger vi saligheden gennem magtesløsheden, lader vi os styre af vores eget begær, ikke efter foreningen med Gud, men efter saligheden selv. For så snart vi ved os magtesløse, har vi dog denne magt, at vi med magtesløsheden som middel dermed kan nå saligheden. Hvordan ved vi måske ikke, men vi ved, at Gud ved det. Og alene netop dette er nok til at diskvalificere vores første spæde skridt mod til intet at blive. Fordi vi da dog har noget, der spærrer vejen for at Gud kan fylde os op fra top til tå og blive alt i os.

Hvis alt dette er sort snak, er det snarest mig, som ikke er i stand til at forklare mig på forståelig vis, end det er noget andet. Men jeg har for lang tid siden skrevet en bøn, der muligvis kunne illustrere noget af alt dette, selvom den snarere end at være præget af mystik, er præget af den mislykkede bestræbelse på at søge saligheden udenfor Gud, i stedet for i ham. Jo, og så af dette, fra starten af bønnen at ville vide noget, som i løbet af bønnen, snarere end en viden om egen fuldkommen magtesløshed, bliver en oplevelse af, ikke at vide af nogen villen. Jeg tror imidlertid ikke, at bønnen vil være fremmed for dig, eller at vi i denne vil finde megen at være uenige omkring. Og som Tau har skrevet, er det på sin vis også svært at ville være uenige om et vidnesbyrd, såsom en bønsoplevelse. Men det er en illustration af, at magtesløsheden i bønnen bliver en proces frem mod en midlertidig tilstand, snarere end en erkendelse. Og således, snarere end et spørgsmål om viden, bliver en troserfaring, der dog ingen erfaring ville være, hvis ikke den var midlertidig, og således på ingen måde var at betragte som en erkendelsesmæssig vinding. Snarere er den en øjebliksvis oplevelse af, i nogle korte momenter under bønnen, at være ét med Gud og Guds vilje. Og dermed under bønnen rette fokus mod Guds vilje, snarere end mod ens eventuelle viden om egen magtesløshed. Og snarere mod Guds kærlighed end mod egen salighed. Sidstnævnte to betragtninger kan dog meget vel være en strid om ord, og snarere end en uenighed i troen, en indvending i al almindelighed mod al åndelig og sjælelig flagellantisme. Bønnen lyder imidlertid som følger:


Herre, egentlig ville jeg bede til dig, fordi jeg sådan ønskede at skrive en bøn, og jeg har nu sat mig foran dig af samme grund. Og dog er det min erfaring, at jeg, netop når jeg meget bestemt retter min bøn mod et i forvejen klarlagt mål, kun kan være sikker på én ting. Det er, at min egen viljes søgen efter dette mål, aldrig bliver tilfredsstillet.

Har jeg på forhånd, før jeg sætter mig foran dig, i ånden udarbejdet din bønhørelses svar, er denne jo ikke din vilje eller din stemme, men blot min egen. I så tilfælde taler jeg jo blot med mig selv som følge af en forudbestemt plan, hvor replikkerne allerede på forhånd er lagt i munden på både dig og mig. I så fald bliver der aldrig tale om nogen bønhørelse, endsige samtale.

Og da min egen viljes begæring, at skrive en bøn, forudsætter en sådan samtale, kan jeg således være sikker på, at hverken bønnen eller nedskrivningen, som følger heraf, lader sig gøre. For med min egen vilje alene formår jeg ingenting. For det første formår jeg uden Ånden slet ikke at bede, for da ved jeg slet ikke, hvad jeg skal bede om. Dernæst får jeg intet, for nok ved du, hvad jeg vil, men selv ved jeg det ikke, og ved således ikke af at få noget givet.

Det er først, når min vilje, i stedet for at følge et i forvejen klarlagt mål, under bønnen bliver ét med din vilje, at jeg bliver mig bønhørelsen bevidst. Blot således formår jeg noget som helst, og dette blot i kraft af bønnens under.

Hvor meget jeg end forbereder mig på forhånd, er det din vilje, at det afgørende øjeblik, hvor jeg kan høre dig, alene er at finde under bønnen, og hverken før eller efter.

Og netop i dette moment under min bøn går det op for mig, hvad din vilje er. Som det står skrevet, virker alt sammen, også mine egne litterære ambitioner, til gode for dem, der elsker dig. For min egen viljes begæring bliver nu ét med din; ikke blot at skrive en bøn for bønnens egen skyld, men så meget desto mere for dit navns skyld.

En bøn, hvor det er din vilje, at mit i forvejen klarlagte mål så at sige bliver et kompositorisk selvmål for den litterære ambition, der alene ønsker sig æren. Du styrer min selviske stræben således, at også den, modsat sin hensigt, tjener til at fremme din, og ikke min, ære. Eller sagt på en anden måde; at det mål, hvorefter jeg stræbte, i løbet af bønnen forvandles til din vilje, nemlig at lade min vilje, i stedet for at søge et mål, søge dig.

Og hermed, som når man scorer et selvmål, finde det modsatte af, hvad jeg stræbte efter, men dog med dig i oprigtig glæde juble. For jeg stræbte efter min egen viljes mål, men fandt dog, som følge af vores samtale, noget langt større, nemlig din vilje, og lader den nu efterfølgende styre min kuglepen.

Og se, min egen oprindelige begæring, som ønskede at skrive en bøn, synes Ånden at være gået i forbøn for. For det, hvorom jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulle bede, har du allerede ladet opfylde, endnu før jeg bad om det. Dog ikke som jeg ville, men som du ville. Ikke som jeg på forhånd ville have skrevet bønnens replikker, men som den i samtale med dig føjede sig efter din vilje.

Amen.

Kærlig hilsen Ture.