Til gengæld er der alt for mange høvdinge.

Du kan bryde vanen, du skal også være leder, vi skal opdyrke nye ledere, kirken mangler ledere, missionsarbejdet mangler visioner og skal gennemopfindes gennem en ny type af ledelse, der skal ledes med passion, du skal udvikle dig selv, du skal blive en bedre dig, en bedre leder etc. etc. etc.

Det ville da være forfriskende om nogen arrangerede konferencer og seminarer der skabte flere indianere. Det ville være forfriskende om der blev skrevet flere bøger om at være indianer end at være høvding, det ville være forfriskende hvis alle disse initiativer ikke handlede om hvad vi i blindskab bilder os selv ind hvad vi kan gøre for Gud og Hans riges sag, og i stedet handlede ene og alene om hvad Han har gjort for os, tænk hvis vi opgav at fokuserer på vores eget potentiale, vores egen udvikling, glemte alt om kirkevækst for vores lille del af menigheden, og i stedet satte fokus på det Han har gjort.

Jeg kan egentlig godt lide dit indlæg

i virkeligheden bliver ingen af os vel nogensinde til mere end får. Dumme grimme får. -men med en glimrende hyrde. Nogen af os slås så for at blive "klokkefår" hvis der findes nogle sådanne (det er nok kun kør). Men i virkeligheden er vi ikke mere end får...


-Serner

Jamen det glæder mig specielt da indlægget nemt kunne virke lidt gammelmandssurt, for jeg har intet imod at vi har fokus på lederskab eller at vi sørger for at dem der er ledere ved hvad de foretager sig, synes bare efterhånden ikke man hører om andet, og så vigtigt synes jeg nu ikke de mange høvdinge er, specielt fordi vi alle når det kommer til stykket er får, som du så smukt udtrykker det

Sikke et på en måde herligt indlæg.

Det ville være så dejligt, hvis mennesker følte glæde ved "bare" at komme til møderne og være lys for hinanden.

Jeg har ofte haft lyst til at stille mig op på talerstolen i vores missionshus, og fortælle hvor meget det betyder for mig, at folk "bare" kommer. Jeg er selv blandt de yngste, men det glæder mig at se de gamle, som trofast kommer og holder fast ved ordet. Det er virkelig en glæde for mig.

På den anden side, så det vi ofte mangler, der hvor jeg kommer, det er folk der vil lægge krafter i nogle opgaver. F.eks. er det svært at finde folk nok til at stille op til samfundsrådet eller bare bage en kage. Jeg ved ikke om disse mennesker går ind under din deffinition af indianere eller høvdinge.

Selv det mindste lys skinner i mørket!

I min verden ser indianere meget forskellige ud, og selv om jeg udtrykker en længsel efter at møde flere, og måske selv blive mere af en indianer, så er de der heldigvis, men til definitionen.

En indianer er kommet hver eneste onsdag aften i over 20 år, og en til to gange om året er der åbent hus hos ham, og en til to gange om året finder han papir og saks frem og indbinder de sangbøger som er blevet slidt i stumper eller stykker, eller forsøgt "dræbt" af min eller andres små "yndige" terroristpoder (red: børn mellem 1 og 3 år).

En anden indianer opfører sig det meste af tiden som om han har drukket for meget ildvand i sin barndom, men han er der hver eneste gang, og selv om hans til tider lige lovlige deltagelse i mødet kan virke forstyrrende og til tider gør at ens tæer skal til kiropraktor for at blive rettet ud igen, så er han et vigtigt lem på legemet, for han skaber et frirum for os andre.

En indianer kan være de arbejdsløse par der bruger deres rigelige fritid til at hjælpe de ældre i menigheden med at handle ind, fordi staten ikke længere har råd til det.

En indianer er den der inter har bidraget med i 30 år, andet end trofast at sidde på næstbagerste række, og mindet os alle om at vi har brug for igen og igen og igen at samles om Guds ord.

En indianer kan være så mange ting, og hvis ledere i dag burde lærer noget, var det ydmyghed over for dem som rent faktisk udgør stammen, nemlig indianerne, alverdens visioner, ideer og kraftfulde retorik er tom luft hvis ikke den anvendes i dyb respekt og ydmyghed for den enkelte indianer.