Ansporet af en anden debat under "andre emner" hvor et af mantraerne synes at være at "Gud/Kristus altid virker", føler jeg trang til at starte en debat om vort billede af Gud og af Kristus, det man vist i teologsprog kalder kristologi, og hvorfor så dog det? Kunne man foranlediges til at spørge på kringlet dansk? Fordi man ellers risikerer at omgås Gud som en afgud, og ikke som Gud.

Hvis man ønsker at vide af andet end Kristus, og det som korsfæstet, tror jeg allerede man er i gang med at reducerer ens billede af Kristus, og dermed tilbeder man ikke længere Kristus, men ens eget billede af Kristus, afgudsbillede om man vil. Kristus skal ikke lovprises for sin venlige væsen, sin omsorg for de fattige i samfundet eller sin evne til at helbrede syge, så reducerer man Ham til en glad humanist med healerevner, Kristus skal æres og tilbedes for sin offergerning, for soningen. Et vidnesbyrd om hvad Kristi offergerning har gjort for mig, et vidnesbyrd om hvorledes han ved sit blod har udfriet mig, kan aldrig nogensinde erstattes af eller sidestilles med et vidnesbyrd om et helbredt sind eller et helbredt ben, ikke at disse ikke har sin plads og berettigelse, men bliver det prioriteret højere og får mere plads end vidnesbyrdet om Jesu død og opstandelse står vi i en fare for at reducerer Gud til at være en afgud.

Ja et rungende ja. Og desværre er det det, vi mere og mere ser og får at vide, er det rigtige. For 30 år siden, så jeg et mirakel ske, 1 m. fra mine øjne. Det underlige var bare, at jeg ikke troede, hverken mere eller mindre efter at have set det ske. Jeg var utrolig glad for, at en 14 års dreng, for første gang i sit liv, pludselig havde TO arme og hænder der kunne bruges. Men min tro forandredes ikke. Jeg havde lidt dårlig samvittighed i starten. Men fandt ud af, at min tro heldigvis ikke afhang af et mirakel, men af det Jesus gjorde for mig.

Hej Lindgren

Det hele var mørk og trist jeg kunde ikke længer med mine forældre efter mange år med mobning havde jeg ikke leger nogle venner,
Jeg arbejdet på en gård, jeg kunde ikke at lide at været der, de jævne aldre børn var lige glad med mig, jeg havde fået værelse over i stalden de så helst at jeg var der over om aften
Jeg orket ikke mere, jeg fik noget stærk medicin mod migræne, jeg havde lige fået en pakke med 15 i ved den gamle læge jeg gik hen til den nye og bestilte en pakke jeg ville være sikker på at dette fik ende

Denne aften gik jeg tidlig i seng jeg tog alle 30 pilder, og lagde mig til at sove inden bad jeg til Jesus og spurte og jeg ikke nok måtte komme i himlen (fordi jeg havde nemlig lært at der er to veje en der fører til hælvt og en der førte til himlen og jeg viste godt hvilken vel jeg gik) og så lagde jeg mig til at sove

Næste dag vognede jeg ved at min morer kaldte på mig (jeg blev meget gal på Gud) jeg blev kørt på sygehuset men det var for sent de kunde ikke gør noget jeg var der ikke lang tid så stak jeg af fordi der ville jeg ikke være

En uge efter var jeg ved læge, det første han sagde, var at de skulle jeg passe på med fordi det kunde man dø af og så spurte han om hvor mange jeg havde taget, da jeg sagde det troede han ikke på mig fordi at hvis det var rigtig ville jeg ikke have overlevet

Denne nat greb Gud ind i mit liv og helbredte mig, men det fik mig ikke til at tro efter denne tid begyndte jeg at drikke, jeg kom føret til tro 5 år efter

Troen kommer af det som høres og ikke af noget som helst andet

Hilsen Preben

Hej Grev Lindgren.

Jeg er ikke principielt uenig med dig. Men vil alligevel sige, at jo - Kristus skal også takkes og lovprises for, når han fx helbreder eller hjælper os på anden vis. Det betyder jo ikke (nødvendigvis!), at man har gjort det til det vigtigste. Og man gør ikke Kristus til en glad humanist ved at være taknemlig mod ham for en anden velgerning. (Men det var nok heller ikke det, du mente. )

Som han jo sagde, da kun én af de helbredte spedalske vendte tilbage for at takke ham: "Var der ikke ti, der blev renset? Hvor er de ni?"
Så jo. Det må bestemt være legitimt at være taknemlig for disse ting også og lovprise ham for det. Og for hans opstandelse også.

Mvh. Anne.