Hej.

Jeg er i en situation, hvor jeg er absolut lost. Jeg har kendt min mand i 2 år(jeg er 23, han 27), vi blev gift denne sommer i Albanien pga. visa. Jeg havde lovet ham i lang tid, at jeg ville hjælpe ham på denne måde, Så jeg er også klar over, at p.g.a det er et visum "ægteskab" er det ikke ensbetydende med, at vi skal være sammen for evigt. (Jeg håber det inderligt, men ved også godt, at risikoen er der, for at det ikke bliver sådan) og han ved 100 % at det er pga. at jeg elsker ham. Men til mit problem, som der er 2 aspekter i: Vi bor sammen i London, vi har begge boet derovre i 2,5 år, og flyttede sammen for 1, 5 år siden. For nogle måneder siden, snakkede vi sammen om, hvordan vi tænker om vores fremtid. Han er begyndt, at savne sit land, og jeg savner DK. Det er et svært emne, men jeg har også indstillet mig på, at det kan komme et punkt, hvor det måske er bedst, at gå hver til sit, da det vil være rigtig svært for mig, at flytte til et land som hans, der faktisk er 15 år bagud i forhold til DK, og med en lav økonomi(og nu er min egen økonomi utrolig dårlig i forvejen, så det vil blive svært at skulle forsørge mig selv og ham). Og det gør det bestemt ikke bedre, at jeg virkelig savner Dk, at få et godt liv hjemme, jeg savner mine venner, og den kultur jeg kommer fra. Jeg har efterhånden fået nok af London, og savner bare, at komme tilbage.
Aspekt nr. 2. Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er meget normalt i andre forhold. Vi har i det seneste halve år stort set aldrig holdt i hånd, kysset, krammet osv. med mindre vi har haft sex. Og jeg savner det ekstremt meget, det går mig meget på, specielt fordi jeg jo kan huske, da vi var nyforelsket, hvor vi altid gjorde det. Jeg forventer ikke, at det skal være som den gang, men jeg syntes at det er mærkeligt, at vi aldrig gør det mere. Vi snakkede for nogle måneder siden om det, hvor han sagde, at han blev træt af for meget af den slags. (Det ku’ lyde, at han måske har fundet en anden, men det er jeg 100 % sikker på, at det er det ikke. Han ville aldrig gøre den slags, ligeså jeg selv. Trofasthed er en meget stor del af vores forhold). Det der med at vi ser hinanden hver dag, så har han ikke lyst til det på den måde, og det er også fair nok, men bare ikke altid. Når jeg så prøver at nusse om ham og den slags, gør han ligesom ikke noget tilbage, hvilket får mig til at føle, at jeg bliver ved med at gi’ og gi’ af mig selv, uden at få noget tilbage (og det er altså utrolig hårdt). Når jeg fortæller ham, at jeg elsker ham, siger han aldrig det tilbage. Jeg tænker jo over, om han ikke kan li mig mere, eller hvad det er der gør det? Han er psykisk meget ældre end mig, det mærker jeg ofte. Måske er vi bare for forskellige??? Hvad vil være det bedste være, at gøre i denne situation?

Kære du!

Der er mange spørgsmål i det du skriver her, og lige så meget i det du ikke skriver. Jeg kan derfor godt være bekymret for at svare dig her i en brevkasse, da et sådan skrevet svar kan være og blive oplevet som meget forenklet i forhold til, hvad der er dit behov. Jeg vil derfor gerne gøre dig opmærksom på, at du har muligheden for at henvende dig personligt, enten til undertegnede eller via kontakt til den personlige rådgivning .

Det er rigtig godt, at du vover at lukke lidt op ved at stille spørgsmålet her. Det her er ikke let, og det bliver sikkert heller ikke let at løse, men nu har du fået taget hul, og det er godt.

Du er blevet gift denne sommer med en Albaner. Du skriver, at det alene et ”visa ægteskab” (et såkaldt proforma ægteskab), men jeg har vanskeligt ved ikke også at forstå det, du skriver, som at det er et fuldt og helt ægteskab, også med seksuelt samliv. Når det handler om juraen, må jeg erkende at her ved jeg ikke nok. I forhold til Albanien er der vel ikke så meget tvivl, og hvis det berettiger din mand til visa til England, må det vel også gælde juridisk her. Om ægteskabet også gælder juridisk i Danmark, ved jeg ikke. Derfor, når det handler om det juridiske, må du tale med nogen der ved mere om det.
Når det gælder ægteskabet i bibelsk lys, har I aflagt løfte overfor både Gud og mennesker. Men det behøver jeg nok ikke fortælle.

Du fortæller også, at I hver især længes efter jeres eget hjemland. Jeg undrer mig over, at det var så vigtigt for din mand, at få visa til England, hvis han hellere vil bo i Albanien, men måske er der sket noget, som har ændret situationen?
Det er ikke enkelt, når forskellige kulturer skal finde sammen, men jeg ser ikke anden vej for jer, end at I er nødt til at tage en ordentlig drøftelse om, hvad I hver især forventer jer af dette ægteskab. Det gavner ikke, at du stiller krav eller forventninger til ham om, at han skal være sådan, som du ønsker. Det fornemmer jeg også klart, at du godt ved. Men det er også vigtigt for dig, at du på en eller anden måde får ham til at fortælle, hvad han ønsker af jeres ægteskab. Ønsker han en hustru, eller ønsker han en kvinde som kan hjælpe ham med visa, og være der, når han trænger til sex. Undskyld, at jeg stiller det lidt barskt op, men det andet dilemma du stiller op, siger noget om, at der er noget i jeres forhold der ikke er rigtigt.

Der er ikke andre end dig, der kan gøre noget ved dette. Det er derfor vigtigt, at du gør dig selv helt klart, at det som du ikke synes du kan leve med i jeres ægteskab, det må du gøre noget ved. Gør det klart for din mand, at her, er der noget, du har brug for, at få snakket igennem. Fortæl ham stille og roligt, hvad det gør ved dig, når du oplever at han afviser dig, eller ikke reagerer.

Det er muligt, at du ikke får de svar du ønsker, det må du gøre dig klart. Du skal ikke stille nogle spørgsmål, hvis du ikke vil risikere, at få det ”forkerte” svar.

Jeres økonomiske situation forstår jeg ikke helt. Er det også dig, der forsøger jer begge nu? Eller er det situationen du tænker dig, hvis I kommer til Danmark? Er det kun din økonomi der er dårlig nu, eller er det jeres fælles økonomi der er dårlig. Når jeg spørger sådan, er det fordi jeg undrer mig over, om I ikke har fælles ansvar for både indtægter og udgifter. Men som sagt, så kan jeg ikke helt bliver klar over, hvad der er jeres situation.

Hvis du overhovedet har mulighed for det, vil det bedste for dig være, at få en sparringspartner i form af en rigtig god og solid veninde, en ægteskabsrådgiver eller lignende. Du fortæller ikke noget om jeres kirkeforhold, men har I en rigtig god præst, kunne dette være en mulighed, eller han kunne hjælpe med at finde en, som kunne være ved din side, og rådgive dig.

Jeg er fuldt på det rene med, at dette svar ikke kan give dig en fyldestgørende hjælp i din vanskelige situation.

Må du finde hjælp og vejledning til at gøre det rette. Jeg vil endnu engang minde dig om mulighederne for at hente tættere rådgivning.

Hilsen
Jørgen Bloch