Hejsa!
Allerførst, har jeg lyst til at ønske dig tillykke med at du har fundet frelsen i Jesus. Det er dejligt at læse! Må Gud velsigne dig rigt og bevare dig i troen på ham!
Og så til dit spørgsmål om hvordan man kan være frelst og så alligevel falde i, eller dykke ind i synd som du skriver.
Hvis du læser i Romerbrevet kap. 7, vil du se at apostlen Paulus, kæmper den samme kamp som du (og jeg). Det gode som han vil, det gør han ikke og det onde som han ikke vil, det gør han, selvom han tror på Jesus og er frelst. Og du vil kunne læse, hvor meget han ønsker at slippe fri af synden i sit liv. Rom. 7;24-25: ”Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!”
Som du sikkert ved, er det afgørende for dig og et hvert menneske i kampen mod synden i vores liv, om vi tror på Jesus. For han og han alene kan give os syndernes forladelse, give os tilgivelse for vores synd. Vi kan ikke selv kæmpe os til den på nogen måde.
Det at du er blevet opmærksom på at du synder vidner om, at Helligånden bor og arbejder i dig, for det er en af dens opgaver, at overbevise os om synden i vores liv. Ikke for at vi skal skjule det endnu bedre men for at vi kan bringe det frem i lyset, bekende det til Jesus og bede om hans tilgivelse. Få det ud af verden.
Hvis jeg skal give dig nogle helt konkrete råd til, hvad kan gøre når du falder i synd, eller er fristet til at gøre det. Kunne det være:
1: Når du mærker fristelsen til at gøre det som er forkert, at standse op, bekende for Jesus at du har lyst til at gøre det som du ved er synd. Bede ham om hjælp til at stå imod/fjerne lysten. Og så fjerne dig fra det eller situationen som frister dig (hvis det er muligt).
2: Hvis det er den samme ting du kæmper med igen og igen. Kunne det måske være en god idé, hvis du har en god kristen ven, som du har tillid til, at fortælle ham om det du kæmper med og bede ham om at spørge til hvordan det går med at stå imod fristelsen, med jævne mellem rum. Sådan at du på en eller anden måde kommer til at ”stå til regnskab” for ham. Ikke for at han skal nedgøre dig, hvis det ikke er lykkes så godt, men for at han kan støtte dig i forsat at kæmpe imod det. – Jeg ved om en person, som kæmpede meget med at modstå fristelsen til at se porno på nettet. Og han gav sin gode ven lov til at tjekke hvilke sider han havde surfet rundt på, på nettet. Og det var til stor hjælp for ham.
3: Det kunne også være godt for dig at have en præst som din sjælesørger, hvis du ikke allerede har det. En som kan lytte til dig og vejlede dig. Og som kan tilsige dig syndernes forladelse med håndspålæggelse. Det er virkelig godt at få nævnt den konkrete synd højt for et menneske, og så høre vedkommende tilsige dig syndernes nådige forladelse.
Disse råd er ingen trylleformularer, som vil fri dig fra kampen mod synden, den vil forsætte livet igennem. Men husk det, som står i Rom 8;1: ”Så er der nu ingen fordømmelse, for dem som er i Kristus Jesus” Når Djævlen vil anklage dig og sige, at det ikke kan passe at du er frelst du hænger jo stadig fast i synden. Så kan du holde dette skrift ord frem for ham og sige: ”Du har ret i at jeg er en synder, men dette er sandheden om mig. Jeg tror på Jesus Kristus, jeg er i ham og derfor fordømmer Gud mig ikke, men tilgiver mig når jeg bekender min synd for ham.”
Så når du igen mærker syndens magt i dit liv, så bring det frem i lyset, til Jesus, som er Livets Lys. Bed om tilgivelse og styrke til at stå imod. Det værste du kan gøre er at give op og gemme det, for så får det bare endnu større magt i dit liv.
Håber at dette kan være dig til hjælp!
Jesus være med dig!
Susanne K