Der er lavet en gallupundersøgelse, der viser, at flittige kirkegængere giver flere penge til velgørenhed, end ikke-flittige kirkegængere (jeg ved ikke helt, hvad jeg personligt kan bruge den oplysning til, men det er en helt anden diskussion). Det, som er interessant ved undersøgelsen, er de forskellige bud på hvorfor, det forholder sig således. Giver flittige kirkegængere flere penge fordi de har større næstekærlighed, eller er det en form for aflad?
Nedenstående citat er en udtalelse fra Johan Peter Paludan, som er direktør for Instituttet for Fremtidsforskning. Hele artiklen kan læses her!

Her er der to spørgsmål, der interesserer mig:
1) Hvad er bevæggrundene for at give?
2) Er det særlig indremissionsk at have et negativt selvbillede - og at man derfor har større behov for at betale bod?

Jón

Hej Jón

Det er da det værste vrøvl, jeg nogen sinde har hørt. Men dog et typisk eksempel på, at ignoranter bruger "indremissionsk" som skældsord for det farlige ukendte, uanset om det så har det fjerneste at gøre med virkelighedens Indre Mission.

mvh
Nikolaj

Jeg bliver lige nødt til at skrive et indlæg mere. Johan Peter Paludan stiller det jo faktisk sådan op, at hvis man er en flittig kirkegænger, der giver mere end gennemsnittet til velgørenhed, så er der to muligheder, enten er man et godt menneske, eller også er man indremissionsk. Fy for pokker!

mvh
Nikolaj

Hej Nikolaj ... jeg sad faktisk med en ed på læben, der var værre end din, så nu må jeg nok op med en ekstra tyver til kirkebøssen på søndag ? .. nå, dårlig spøg, jeg putter kun penge i kirkebøssen, når indsamlingen er til et formål jeg er engageret i.

Min profil:
Jeg er missionsk, både indre- og ydre.
Jeg er ikke et godt menneske.
Jeg bliver ikke bedre af at være velgørende.
Jeg går i kirke hver søndag plus det løse.
(Ikke fordi jeg er "flittig", nærmest doven, men fordi jeg ikke kan undvære det.)
Jeg betaler hvad jeg har råd til til de formål, jeg har lyst til at støtte.

Hvad mon Johan Peter Paludan vil stille op med en ganske almindelig kristen profil som min?
Altså helt ærlig - - man skal høre meget før der falder et par ører af ...

kristina

Ja heldigvis.

mvh
Nikolaj

[quoteKristina]Min profil:
Jeg er missionsk, både indre- og ydre.
Jeg er ikke et godt menneske.
Jeg bliver ikke bedre af at være velgørende.
Jeg går i kirke hver søndag plus det løse.
(Ikke fordi jeg er "flittig", nærmest doven, men fordi jeg ikke kan undvære det.)
Jeg betaler hvad jeg har råd til til de formål, jeg har lyst til at støtte. [/quote]

Sidder og er lidt i tvivl om det med at du "ikke er et godt menneske" var ment som en joke på hans udtalelser, eller om du reelt mener det selv? Hvis du gør, kan man argumentere for at han har ret i hans påstand - i hvert fald om dig.

Statistikken passer ganske fint på mig. Jeg er ikke kirkegænger og bruger ikke særlig mange penge på velgørenhed.

På trods af Johan Paludans uheldige formulering som Nikolaj påpeger, kan jeg sagtens sætte mig ind i hvad han mener. Det er ikke længere unormalt, at folk finder glæde ved at pudse sit image, eller at de kan hjælpe andre, der har det værre end dem selv. Jeg kender nogle, der har disse træk mildt sagt, men jeg kan ikke udtale mig på vejne af kristne, da jeg ikke kender særlig mange personligt, der går i kirke pga. troen.

Hej Lafiit - jo, jeg mener helt ærligt, at jeg ikke er et godt menneske. Måske skulle jeg have tilføjet, at det er der heller ingen andre der er - end ikke Mother Teresa eller Jomfru Maria!

Jesus siger (Mark 10,18): Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.

Men det kommer naturligvis an på, hvad vi mener med
god - som jeg i denneher sammenhæng sætter lig med at være uden synd.

For om man synder lidt eller meget er sådan set underordnet her.

Ingen synd er nemlig så lille, at den ikke fører til fortabelse, og ingen synd så stor, at der ikke er tilgivelse at få for enhver, som stiller sig under Jesu beskyttelse.

Han har Golgatha har betalt og gjort fyldest for alle synderes synder.

Står vi dér, under korset, kan vi frimodigt synge Ove Brattekaas salme fra 1995:
Ren og retfærdig, Himmelen værdig
er jeg i verdens frelser alt nu.
Ordet forkynder, at mine synder
kommer han aldrig mere i hu.

Glædelig advent!
kristina

Ah, det er terminologien, der adskiller sig fra hinanden. Tak for svaret.

Hej Nikolaj.

Tja, det var en mærkelig en, som nok kunne få en og anden til at ønske sig en forklaring, eller ønske sig at få opklaret nogle fordomme.

Men, bortset fra det:
"Kom, lad os brække os!" (frit efter Steffen Brandt), eller:
"Kom, lad os glæde os!"?
Luk. 6, 22-23: "Salige er I, når mennesker (...) afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; sådan behandlede deres fædre også profeterne."

Men det kunne være spændende at se, om nogen IMere svarede på den.

Mvh. Anne.

Helt konkret svar på dine to spørgsmål:

1) Hvad er bevæggrundene for at give?
Min bevæggrund er, at Gud har vist mig kærlighed, derfor bør jeg også vise andre kærlighed. Elsk din næste som dig selv, som der står.
2) Er det særlig indremissionsk at have et negativt selvbillede - og at man derfor har større behov for at betale bod?
Jeg har ikke et negavtivt selvbillede - jeg er skabt i Guds billede, og Gud elsker mig, hvorfor skulle jeg så se dårligt på mig selv?
Jeg ved at jeg er en synder og egentlig ikke fortjener frelse, men jeg har fået den alligevel på grund af Guds kærlighed. Så kan jeg da ikke være andet end glad og fri. Jeg føler ikke jeg har behov for at betale bod, men at bede om tilgivelse. Men Guds gaver giver mig lyst til at give videre.

Guds fred

Hej Lene.

Jeg tror det var Jóns spørgsmål du svarede på og ikke mine.
Men ellers er vi enige.

Mvh. Anne.

Hej Anne

Point taken. Jeg må op og springe så …

mvh
Nikolaj

Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde...
(mangler en "grøn-hoppe-som-en-gummibold-smiley" her).

Et andet spørgsmål trænger sig på når vi snakker velgørenhed, hvorfor er det nødvendigt? Vi kan, hvis vi vil, sørge for en retfærdig verden, det er bare et spørgsmål om at beslutte os for at gøre noget ved situationen, men hvorfor gør vi det så ikke? Hvorfor accepterer vi udbytningen af tredjeverdenslandene for derefter at betale aflad? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Kære Jón Poulsen

Artiklen giver i hvert fald noget man kan snakke om.
Der er forskellige tolkningsforslag, som viser der er mange forskellige grunde for, hvorfor vi giver til velgørenhed. Den lille artikel viser, at der er flere årsager for "den enkelte giver", hvor kultur, menneskesyn og ressourcer spiller ind. De fire bud giver alle nogle gode opmærksomhedspunkter, som tilsammen er interessante, for at få et rimeligt billede af, hvad der bliver den egentlige bevæggrund.

Jeg mener det er kultur, menneskesyn og ressourcer, som er de gennemgående interessante aspekter, de fire bud i Kristeligt Dagblad kunne belyses ud fra, og de bevæggrunde jeg vil give til; at vi giver.

Ressourcerne er mest en passiv faktor.
Kulturen er mest en aktiv faktor.
Menneskesynet er en faktor, som afgør hvordan og hvornår.

Man skal ikke forklejne ressourcerne, som holder mange fra at kunne give, hvor meget de end gerne ville. Kulturen er lige så væsentlig, for den formidler løsningsmuligheder på problemer vi stilles over for. Begge er med til at give grundlaget for, at vi har overskud til at give og hvordan vi kan give.

Menneskesynet har måske den mest afgørende betydning for, hvornår der gives; altså under hvilke omstændigheder og helt præcist hvordan der gives; når de to andre forhold ellers åbner for muligheden.

Jeg tror, at mange vælger og giver på andre måder, end gennem velgørenhedsorganisationer og ved medieindsamlinger. Det har jeg ikke indtrykket af, man har kikket på. Man kan derfor formentlig blot sige; at hyppige kirkegængere har større tilbøjelighed til at give, når der samles organiseret ind, end dem der ikke kommer så ofte i kirke.

Undersøgelsen bygger på; der er en gruppe, som giver mere end 2000 kroner om året til velgørenhed.
I gruppen, som giver mere end 2000 om året, er hyppige kirkegængere repræsenteret med et markant overtal, i forhold til deres repræsentation i hele undersøgelsen. Hver fjerde blandt de hyppige kirkegængere, imod hver tyvende blandt lejlighedsvise og ikke kirkegængere, giver mere end 2000.

Fortæller det noget om, ressourcer og kultur...?
Ja, det gør det da!
Jeg vil mene det i hvert fald peger på, at det kan være ressourcer og kultur, som i højere grad gør det muligt for nogle, som også er hyppige kirkegængere, at vælge og give meget til organiseret velgørenhed. Men flere data fra undersøgelsen er nødvenige, for at kunne sige det mere klart, om kirkegængere også er lidt mere velstillede og ansporede.

Jeg har ikke indtryk af, at undersøgelsen egner sig til at blive tolket ud fra et helhedsorienteret kristent menneskesyn, for vi får jo ikke noget at vide om, hvor mange Kristne der er. Vi får kun noget at vide om hyppige kirkegængerne...

Pax & Bonum

Vandrer

hej vandrer

Jeg er helt enig med dig i, at undersøgelsen er temmelig underlig! (hvis du da sagde det )
Jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge den til!
Det, der blot irriterede mig lidt, var at begrebet indremissionsk bliver brugt som et meget negativt ladet adjektiv! Én ting er, at der har været og sikkert er, nogle fjolser i IM - og én ting er, at Indre Mission generelt har virket fordømmende i sin lære om fx frelse og fortabelse - men derfra at udlede et helt bestemt menneske type synes jeg er temmelig frækt - for at sige det mildt.

Jón

Kære Jón Poulsen

Det underlige kommer nok af, at vi kun præsenteres for en lille mærkelig tendens, som formentlig er pillet ud af en langt større undersøgelse. Det er meget få tal vi får, og for man rigtigt skal kunne sige noget, vil det være godt med flere data. Tendensen er dog påfaldende.

De udtalelser vi kan læse i artiklen, har ikke nødvendigvis noget med undersøgelsen at gøre. Det virker mest som om, man har fundet et udsving i nogle tal og har ringet rundt til nogen, som tilsammen kan komme med nogle interessante vinkler på tendensen. Det er dels organisatoriske, dels faglige bud på, hvad der kan ligge til grund for forskellen. Alle vinklerne er relevante, set i forhold til dét man har fundet.

En kultur- og værdidebat er ikke af vejen.

Når dét er sagt, er det nok på tide at kommentere indholdet, som er blevet til irritation for flere læsere. Brugen af ordet "indremissionsk", opfattes negativt, og i tråden rejser du spørgsmålet: Er det særlig indremissionsk at have et negativt selvbillede - og at man derfor har ...... behov for at betale bod?

Jeg har udklippet ordet [større], fordi behovet for bod kun sættes i forbindelse med det negative selvbillede, hvor man føler sig som et dårligt menneske og dermed giver penge som en slags aflad. Behovet for at gøre bod, skal altså ikke ses i forhold til den anden type; der er god og gerne vil give.

Se de to typer, som væsentligt forskellige bevæggrunde, der kan få mennesker til at give. Der er den udadrettede og den indadrettede.
For fremtidsforskeren, er den indremissionske type, en som giver i forhold til sit eget behov, medens den ydremissionske type (min indskrivning) er en som giver i forhold til andres behov.
Fremtidsforskeren beskæftiger sig med visioner, fordi mennesker handler i forhold til de visioner, de kan se for sig.

I stedet for at være nærtagende, kunne man måske overveje, hvor passende navnet man vælger for sin forening egentlig er, når det også er en betegnelse. Det er helt forståligt, at IM'ere føler sig ramt, men brug det, som en lejlighed til at finde nogle interessante debatter.

Jeg mener ikke der er grund til at dvæle ved, at føle sig negativt fremstillet i medierne. Men stil endelig spørgsmålene, som det bringer frem i denne debat.

Pax & BOnum

Vandrer

Hej Vandrer

Fair nok! Jeg synes også at det er vigtigt, at man prøver at se bort fra, i hvert fald i den store kontekst, følelser af krænkethed pga brugen af en betegnelse.
Men i et lille interview med IMT påpeger fremtidsforskeren, at han fastholder, at en stor del af de IM'ere han har talt med, har dette selvbillede!
Men ok! Hvor meget skal man dvæle ved sin smålige selvmedlidenhed?

Din vinkel på det indadvendte og udadvendte synes jeg er interessant; men stadigvæk lyder dommen over de i så fald indadvendte, at de er selvoptagede og narcisististke - eller hvad? Og så igen spørgsmålet, hvad skal vi bruge det til?

Er det ikke vigtigst, netop at tage en kulturdebat (i forhold til den store kultur (fx samfundet) og i forhold til subkulturerne), ikke med udgangspunkt i snævre spørgeskema analyser; men i forhold til ansvar, medmenneskelighed og evt objektiv, universal moral?

Jón

Kære Jón Poulsen

i et lille interview med IMT påpeger fremtidsforskeren, at han fastholder, at en stor del af de IM'ere han har talt med, har dette selvbillede!

Det er egentlig meget troligt, for der er en del som stemmer med hans observationer. Men jeg har nu også mødt mange IM'ere, hvor det ikke er et særlig fremtrædende selvbillede. Det er i hvert fald ikke specielt kendetegnende for IM'ere, for jeg har også mødt det i andre subkulturer, ganskevist nært beslægtede, så som blandt LM'ere og JV'ere.

Man kommer nok ikke uden om, at mange oplever det sådan; at de mange IM'ere har et negativt selvbillede. Dem har jeg også mødt, og en del af dem undrer sig over, hvordan det kan være. Jeg tror man bedømmer dem og undrer sig, men man dømmer dem ikke, men føler de dømmer sig selv. Alle IM'ere er ikke ens, men der er visse træk som er mere udbredt end andre, og dette er et man lægger mærke til.

Ønsker man at finde ud af, hvorfor vi finder dette negative selvbillede, må man undersøge samfundenes lære og deres formidlingskultur, ligesom det også er interessant at se, hvordan forskellige persontyper tiltrækkes af kulturerne og indgår i dem.

Jeg mener vi kan bruge det til, at komme videre...
Vi skal hverken fælde dom, eller fordømme, men finde og forstå, så det bliver muligt at indgå i en positiv forandringsproces.

Jeg mener, at både statistik og bløde værdier kan indgå sammen og være med til at give en kvalificeret debat. Et snævert spørgeskema siger ikke meget, men det er muligt at lave gode omfattende spørgeskemaer, som kan give værdifuld viden.

Hvor meget jeg end mener, det er vigtigt at debatten finder sted i det store samfund og i forhold til subkulturerne, så mener jeg også, den indadrettede er mindst ligeså vigtig.
Uden den debat vi er ved at røre ved, mener jeg subkulturerne vil have sig selv imod sig, eksempelvis i forhold til at blive forstået af omverden og ikke bare ignoreret.

Forandring er muligheden i Dag

Pax & Bonum

Vandrer