Hej Angela

Hermed et sidste svar før tråden lukker. Først et par indledende bemærkninger:
For det første: Jeg har slået "foster" op, som du foreslog, dog ikke i nudansk ordbog, men i Ordbog over det Danske Sprog. Der står ganske rigtigt, som én af flere definitioner på "foster", at det er et "ufødt barn" (dog er der en anden og mere præcis forklaring: "organisme paa det udviklingsstadium, da den befinder sig i moderlivet"). Men jeg kan stadig ikke se, hvad det beviser? Foster har også andre betydninger (som dog nok efterhånden er ved at være uddøde), og det kommer etymologisk af verbet "at (op)fostre". Men når alt kommer til alt er ord jo bare ord, og det interessante er, efter min mening i hvert fald, hvad-det-er, ikke hvad-vi-kalder-det.
For det andet: Jeg er ked af at høre, at du ikke mener, man kan bruge skabelsesberetningen som argument i denne slags sager. For mig er beretningen om skabelsen og syndefaldet en af de allervigtigste steder i Bibelen – kun beretningerne om Jesu fødsel, død og opstandelse kommer op på siden. I denne beretning etableres de mest fundamentale relationer: mellem Skaberen og skabningen, mellem Gud og menneske, mellem menneske og natur, mellem mennesker indbyrdes og mellem det gode og det onde; og vi ser den første spæde begyndelse på de to røde tråde gennem Bibelen: loven og evangeliet. Jeg betragter beretningen om skabelsen og syndefaldet som hele Bibelens kilde og udgangspunkt, som alt i sidste ende kan føres tilbage til. Derfor falder det mig helt naturligt at inddrage den beretning i mine reflektioner over et hvilket som helst spørgsmål.
Og så, til sagen:

Vi er helt enige om, at mennesket helt fra starten er kendt og villet af Gud – og dog. Jeremias skriver disse ord fra Gud: "Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig" (Jer. 1,5). Læg mærke til, at der står "før jeg dannede dig", og ikke blot "da jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig". Gud kendte og ville os altså, allerede før vi blev til – Gud er jo uden for tid og rum. Gud kender det kommende menneske før det bliver dannet, og han kender det mens det bliver fostret i moders liv – der er ingen forskel dér. Det er sandt, at Gud kender mennesket på forhånd og har store planer med det – men Gud ved jo også på forhånd, hvis et foster bliver aborteret, og derfor aldrig bliver til et menneske, som Gud kan have planer for.

Men hvorfor er abort så forkert, når fosteret ikke er et rigtigt menneske? Det er det, fordi at vel er fosteret ikke et menneske endnu, men det er på vej til at blive det. Det er endda så godt på vej, at hvis man ikke gør noget for at stoppe det, vil det uvægerligt blive til et menneske. Man græmmes, når man hører nogle (f.eks. Lone Frank) sige, at fosteret bare er "en tilfældig celleklump". Vel er det da ej! En tilfældig celleklump vil under ingen omstændigheder udvikle sig til et menneske; et foster vil under alle normale omstændigheder udvikle sig til et menneske – ikke en kartoffel, en fisk eller en abe, men stensikkert et menneske.
Når man dræber det, der altså er på vej til at blive et menneske, så afbryder man, hvad dette menneske kunne blive til – mens hvis man dræber et menneske, så afbryder man, hvad dette menneske er her og nu. Jeg mener, det er en afgørende forskel.
Et andet argument mod abort er, at man ved abort fratager sig selv ansvaret for sine egne handlinger – og ansvarsløshed er bestemt ikke godt.
Derudover tror jeg, at jeg sikkert har de samme argumenter for at være imod abort, som du, men at vi blot kalder tingene for noget forskelligt. Jeg mener, at betegnelserne mord og manddrab skal bruges i en lidt mere snæver betydning end du, og det samme mener jeg, gælder for betegnelsen menneske.
Jeg mener ikke, at det i praksis giver mening at have en etik, hvor man sidestiller et befrugtet æg med et levende menneske. Hvis du stod på en fertilitetsklinik i brand og kun kunne redde enten et barn på to år eller en petriskål med fem befrugtede æg ud af flammerne, hvad ville du så vælge?
Og selv om jeg ville redde barnet og anse det for direkte grusomt at vælge det andet alternativ, så mener jeg altså stadig, at fosterdrab er forkert. Men manddrab er endnu mere forkert.

mvh
Nikolaj

Hej Lars

Grunden til, at din formulering falder mig sådan for brystet, er, at den enten er enormt nem at misforstå, eller også er jeg virkelig fuldstændig lodret uenig i den. Du skriver om at "afgrænse troens, religionens, domæne fra hverdagslivets". Men jeg mener ikke, jeg kan nøjes med at være kristen om søndagen – det vil jeg være alle ugens syv dage – og det er jeg sikker på, at Luther også ville. Og i dag har vi heldigvis religionsfrihed og andre friheder, som giver alle mennesker lov til frit at udøve deres religion på alle de måder, de finder passende, altså at leve i overensstemmelse med deres religion alle ugens syv dage. Religionsfrihed gælder ikke kun om søndagen og ikke kun indenfor trossamfundene, men i hele samfundet.
Det var altså derfor, jeg reagerede så skarpt, men hvis det ikke var det, du mente, så vil jeg ikke lægge dig det til last, at jeg har misforstået dig.

mvh
Nikolaj

Hej Nikolaj,
Rigtigt forstået! Det kunne aldrig falde mig ind at have nogen mening om, hvor mange dage om ugen du eller andre er el. skal/bør/kan være kristne.

mvh
LarsBj

Nu har jeg ikke lige kunne overskue at læse alle indlæg, men jeg mener at Malene er inde på noget meget væsentligt, som abortmodstandere ofte overser:

I en kristen optik er det absurd at tale om livet som en rettighed. Derfor er det efter min mening selvmodsigende at have en organisation, der hedder "Retten til liv".
For kristne er der noget, der er vigtigere end livet. Ja, mange kristne har med håb gået i døden. Derfor kan kristne på ingen måde gå ind i "rettigheds-debatten", hvor kvinde og barn bliver sat op imod hinanden.

I stedet må det kristne fællesskab fastholde håbet. Håbet for ethvert liv. Troen på at liv kan udvikle sig sådan som Gud ønsker det - fødte og ikke-fødte. Og aktivt arbejde for at det kan ske.

Min pointe: Jeg tror, alle kan blive enige om, at abort er en ulykkelig situation for alle implicerede. Men som kristent fællesskab kan vi ikke gå ind i "rettigheds-debatten". Det er ikke kompatibelt med et kristent menneskesyn.

Hej Nikolaj.

Jeg takker for debatten. Om ikke andet, er jeg blevet overbevist om at du og jeg aldrig når til enighed, og jeg har min tvivl om hvor meget du reelt SELV har taget stilling i forhold til dette. Hvis Gud altid har vidste at et bestemt barn ville blive en abort, har Han vel også altid vidst at prinsesse Diana ville blive dræbt i en bilulykke - så hvorfor gøre noget overhovedet for at standse vild bilkørsel, drab osv.? Kan du se min pointe.
Du kender ordene i bibelen, du ved at Gud har elsket os allerede før han skabte os, og dog vil du ikke være med til at forhindre fosterdrab. Gad vide om du ville række din hånd ud og redde mig hvis jeg var ved at drukne, eller om du blot ville lade det ske, med en bemærkning om at Gud jo allerede vidste at jeg skulle dø sådan?

Tak for i dag. Det har været interressant at møde dig.

Hilsen Angela

Hej Seeker, jeg blev glad for at læse dit indlæg!
Dejligt at se, at jeg ikke er den eneste som er snublet over foreningens navn "Retten til liv"

Det har jeg i tidligere indlæg jamret højt over, og jeg mener det er med til at skævvride hele problematikken.

Som du rigtigt siger, fødte og ufødte sættes op imod hinanden, som om der skulle være interessemodsætninger ...

Som kristne må vi vende os helt bort fra tanker i retning af "vi her ret til ... " og "vi har krav på ... "

Vi har ikke ret til noget som helst, hverken vi som er fødte eller de som ikke er!
For livet er ren gave, som vi modtager af Guds hånd.

"At tage sit liv" er et tankevækkende, og sandt! - udtryk for selvmord.

Vi tilhører nemlig vor Herre og Skaber, og er ikke vor egen herre ..

kristina

... og hermed er denne tråd blevet så lang, at jeg må hefte ende og lukke den, men velkommen til at fortsætte debatten
i nye, friske tråde ! ..