Jeg kom på gymnasiet som den første i min familie. Da knækkede tråden for mig. Jeg kom ud på et skråplan, hvor jeg stod helt alene, bortset fra mine venner og veninder. Ligeså organiseret og dygtig jeg var i folkeskolen, ligeså uorganiseret og rodet blev jeg i gymnasiet. Ja, jeg læste knap nok mine lektier. Efter de tre år valgte jeg at rejse over til min bror i USA. Han arbejdede som kok derovre. Han er homoseksuel, og havde haft brug for at rejse, for at finde sig selv. Når jeg tænker på disse ting i dag, må jeg gyse! Jeg boede derovre i lidt over et år, uofficielt, og arbejdede på en café. Det var første gang i mit liv at jeg virkelig følte, jeg levede! Jeg var dybt ulykkelig, da jeg vendte hjem igen!

Mine forældre har opdraget mig til at tænke i at tjene penge, frem for til at leve dydigt. De har lagt vægt på at jeg forstod at finde arbejde, således at jeg altid ville kunne overleve. De har på intet tidspunkt forsøgt at standse den uheldige udvikling, jeg var ude i, måske fordi de ikke vidste, hvordan. Og måske fordi de selv havde travlt med at arbejde begge to. Der var i hvert fald ikke meget menneskeligt overskud hjemme hos os. Om aftenen måtte vi børn ikke lege eller snakke, for så kom far hjem og var træt. Han så altid fjernsyn. Jeg var bange for ham. Han var væk det meste af tiden i løbet af ugen. Han arbejdede i Tyskland. Nogle gange skulle han overnatte ude, fx i Hamborg. Min mor var meget alene med det hele, stort hus og tre børn. Det var ikke nemt. De ville helst klare alting selv.

Jeg er nu gift med en ordblind mand, som kommer fra en familie, hvor han, ligesom mig, er tredje barn. De er alle sammen dybt ordblinde. Dvs. de har ikke styr på noget som helst rent organisatorisk. De er alle sammen elektrikere, elektronikteknikere, el-ingeniører o. lign. Det er det fag, mange tager afstand fra, fordi man har med noget livsfarligt at gøre. Men de har specialiseret sig. Det betyder dog at vi ikke kan følge samfundets tendens til at leve en super-sund livsstil. Min mands spisevaner er nogenlunde fornuftige, men når han fx køber ind, læser han ikke på varen, før han lægger den i vognen. Det medfører at han ofte køber fx en alt for fed ost. Resultatet bliver at vores mad ikke er så mager som den bør være. Jeg har vægtproblemer, så det er ikke altid lige heldigt.

Mine forældre er derimod alkoholmisbrugere. De mener selv at de kan styre deres forbrug, og at det alene er for hyggens skyld, men jeg synes bestemt, det tager voldsomt over. Jeg kan blive ved med at bede dem om ikke at tage slik, øl og vin med op til os, men de gør det alligevel. Og hvis de ikke gøre det, gider de slet ikke komme på besøg.

Jeg har måttet forgælde mig voldsomt igennem min studietid. Dvs. jeg står i gæld til det offentlige. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal få afdraget. Jeg ville jo så gerne være gældfri. Men når man starter ud med ingenting, er det svært at leve et normalt liv, uden at forgælde sig. Jeg tror på at der er nåde for min situation, og at jeg vil kunne få mig et arbejde, der betaler mig nok til at kunne afbetale min gæld. Det er mit store ønske! Således at jeg kan blive sat fri igen. Jeg føler mig tynget lige nu. Det er ikke rart.

Det er svært at få livet til at gå op i en højere enhed, når man skal bære egne, samt brors og forældres synder på sine skuldre. Det er, hvad jeg føler, jeg gør. Derfor denne anonyme mail. For er der noget håb for mig? Eller er jeg for evigt endt i helvede? Jeg beder hver eneste dag og jeg går i kirke så ofte jeg kan. Jeg har en levende kontakt til vores kirke i lokalsamfundet. Men der er ikke så frygtelig meget aktivitet derovre. Jeg frygter også at jeg er kommet til at stemme forkert til folketingsvalget. Jeg stemte på et parti, som står for dydighed. Men jeg kan måske ikke selv leve op til de høje idealer, sådan som jeg har levet mit liv.

Er jeg et dårligt menneske, der ikke har fortjent at leve et godt og rigt liv?

Kære tyngede!
Det er store byrder du bærer frem i dit spørgsmål, og jeg frygter, at der er meget mere end du nævner her. Der findes ingen enkel vej for dig til, at få disse byrder fjernet fra dine skuldre eller at få rettet op på alt det du slås med i dit liv, men jeg tror der findes en vej.
Du spørger til slut: Er jeg et dårligt menneske, der ikke har fortjent at leve et godt og rigt liv?
Hvis vi i vore liv skulle behandles efter fortjeneste, er der dybest set ingen der fortjener et godt liv. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du med et godt og rigt liv tænker på et liv med overskud af penge og uden sorger (hvilket heller ingen af os har fortjent). Er det din tanke, må jeg bedrøve dig, for et godt og rigt liv måles ikke i fravær af sorger eller i økonomisk overskud, selvom det er, hvad mange af os ofte drømmer om. Et godt liv kan leves i fattige kår og midt i mange sorger. Du kan være rig og jordens mest ynkværdige og elendige menneske. Du kan være fattig og lykkelig.
Et godt liv, et rigtig godt liv er en gave til os. Det gode liv bliver dog bedst, hvis også livet har et godt mål, og det får vi alene ved troen på Jesus.
Det er godt og vigtigt, at du lever med i et kristent fællesskab, bliv ved med det! Jeg håber for dig, at det er et fællesskab, hvor du også kan følges med din ægtefælle. At leve med i et kristent fællesskab giver os dog ingen plusser, at forstå sådan, at det skulle være en vej til velstand eller sorgløshed. Det der betyder noget for, om dit liv får det rette mål er, at du lever med Jesus, og tager imod hans tilgivelse. Jesus spørger dig altså ikke, om du har gjort dig fortjent til, at han vil have med dig at gøre. Han ønsker at række dig både sin omsorg, hjælp og frelse.
Jeg ved godt, at dette ikke i en håndevending løser alle øvrige problemer for dig. Du bærer en arv med dig, hvilket også indebærer at du ikke er kommet til verden med mange penge. Det er hårdt arbejde i vores verden, at få den økonomiske side af vort liv til at hænge sammen. I har her meget brug for, at få overblik over, hvad I har at gøre godt med. Altså hvad I kan, og lige så meget, hvad I ikke kan.
Når det handler om din families problemer, forstår jeg godt, at du gerne vil tage medansvar. Men hverken dine forældres eller din brors liv, er du ansvarlig for. For mig lyder det som om, at du og din mand har besluttet, at der ikke skal være vin og øl til maden. Hvordan I så vil håndtere, at jeres gæster ikke respektere det, må I drøfte med hinanden, og træffe en beslutning om. Det er herefter vigtigt, at I så hjælper hinanden til at fastholde den beslutning, som I blev enige om.
Jeg skrev som indledning, at jeg tror der er en vej frem, også for jer, men at den vil være lang og sej. Din mand og dig må tage jer tid til, at få snakket igennem, hvordan I kan hjælpe hinanden igennem, også problemet med at få hold på jeres økonomi.
Der er altså et arbejde I skal have gjort med, at få ryddet op i alle de ting, der har hobet sig op. Og hus her, at tage et skridt af gangen, og sæt jer realistiske mål.
Menneskeligt håber jeg, at du lære at se, at et godt liv handler om, at vi ikke drømmer os til en verden, der ikke eksistere, men at vi gør noget ved det i vore liv vi kan gøre noget ved.
Åndeligt er et godt og rigt liv, et liv hvor vi lærer Jesus at kende, som ham der tager imod os sådan som vi er og rækker os sin frelse, for at vi skal leve sammen med ham. Husk så, at du kun kan leve det liv, Gud har givet dig, ikke din brors, forældres eller nogen andens liv.
De bedste hilsner med ønsket om fred fra Jesus!
Jørgen Bloch