Jeg har så ondt langt inde i min sjæl. Jeg føler mig så ensom, alene og misforstået. Her til aften ville jeg tage mit eget liv, men tanken om min mor og far holdt mig tilbage...

Jeg er 23 år gammel. Udadtil en glad, hjælpsom pige der siden teenagealderen har kunnet nyde fordele af mit udseende.. Livet har for mig altid været en fest. Jeg har altid haft svært ved at tage alvor alvorligt. Jeg har været frygtelig impulsiv, stædig og uden en reel kontakt til den virkelige verden. Var der noget jeg ville - jamen, så kunne 10 vilde heste ikke stoppe mig. Ingen omtanke for konsekvenserne - ingen jordforbindelse overhovedet.

Mine forældre er kristne.. jeg er opvokset i miljøet, fået det ind med modermælken og jeg har altid, altid troet på Gud. Jesus var engang så tæt på mig.. hans kærlighed til mig satte jeg aldrig spørgsmålstegn ved. Han var der. Så ægte og så virkelig. Men, jeg blev lidt ældre.. gled væk. Vennerne, byturene, stoffer. Når jeg ser tilbage har det hele været en stor tåge. Jeg droppede ud af gym. Alt jeg påbegyndte droppede jeg. Total ligegyldighed. Som 18årig begyndte jeg et liv som ”luksus luder”. Jeg var total kold fra starten. Lærte i søndagsskolen at vores samvittighed er som en trekant til at starte med. Første gang den tager en omgang gør det frygtelig ondt, spidserne kan tydeligt mærkes, men, jo mere den drejes rundt, jo mindre mærker man, da spidserne bliver slebet af, og trekanten til sidst er rund. Hvorfor jeg ville ødelægge mit liv på den måde fatter jeg ikke i dag. Alting var faktisk fint, men det så jeg ikke. Pengene gjorde mig høj, og jeg mistede hurtigt forbindelsen total.

Jeg fik en kæreste. Levede det totale dobbeltliv. INGEN har nogensinde fattet mistanke til mit erhverv. Heller ikke ham. Vi var sammen i tre år, alt imens jeg stadig kørte samme stil. Gud, jeg kan aldrig tilgive mig selv for den uærlighed. Jeg må være et frygteligt menneske. Jeg slog op med min kæreste i sommers.. jeg elskede ham så inderligt, men følte ikke jeg kunne fortsætte og jeg følte mig så uværdig at elske. Jeg knuste ham fuldstændig. Han forstod ikke hvad der skete med mig. Mit hjerte blev så koldt og jeg lukkede ham fuldstændigt ude. I dag- tre måneder senere bad jeg ham tage mig tilbage. Jeg føler mig så frygtelig alene. Det gik op for mig hvad jeg havde gjort. Jeg ved han stadig elsker mig, men han tør ikke tage mig tilbage. Hans tillid er væk. Han var det eneste jeg havde.

I dag. 23 år gammel forstår jeg pludselig hvad jeg har gjort, ikke bare med ham. Hele mit liv. Jeg er en fiasko. Jeg har løjet så det drev. Været så kold og 'væk' indeni.. Og nu kan jeg smage blodet i min mund. Jeg ønsker Jesu tilgivelse... ønsker ham i mit liv igen.. jeg har brug for hans vejledning, for jeg føler ikke jeg har noget at leve for længere. Min selvtillid er væk og jeg tror ikke på noget længere. Men, jeg ved at jeg fortjener det. Jeg ved at dette er min straf. Men, jeg kan ikke gennemleve denne straf. Min sjæl er knækket og mit hjerte bløder. Jeg kalder på Gud, men han svare ikke. Jeg ønsker blot hans fred igen.

Nu er jeg alene. Jeg er helt alene. Har skubbet alle væk fra mig. Har været så egoistisk. Jeg betaler nu prisen. Og som den kujon jeg er, kan jeg ikke stå ret og tage hvad jeg selv har skabt. Jeg er fanget i mit fængsel, og jeg har bare brug for at du beder for mig. jeg er bange for at jeg snart ikke kan mere.

Jeg ønsker bare fred i sjælen. Ønsker en ren tavle. Men, den er så langt væk, freden er væk. Det hele er væk. Hjælp mig. Jeg er ikke et ondt menneske, det ved jeg. Men, mine gerninger er modbydelige.

Hjælp mig! Hvor er Jesus henne?

Anonym/23

Kære dig!

Jeg ville gerne nu kunnet have siddet overfor dig, og sagt: ”Jesus kom for at tage sig af de syge, syndere, der trænger til at frelses”. Bibelen er fyldt med eksempler på mennesker, som var selvforskyldt i, at deres liv gik i stykker. Prostituerede, mordere, løgnere, menedere og meget mere af samme skuffe. Bibelen fortæller igen og igen, at det var for disse mennesker, Jesus kom. Gud har rakt sin hånd ud til hver eneste en af dem, fordi, han gerne vil løfte dem op, og frelse dem.
Jeg vil ikke nævne dem alle her, men der er David, der slog en mand ihjel, for at få hans kone. Moses, der var villig til at overgive sin hustru til en anden, for at rede sit eget liv. Peter der var villig til at nægte kendskabet til Jesus, for at undgå skammen. Rahab, der levede som prostitueret i Jeriko.
Behøver jeg at nævne flere?

I Esajas 43,1 siger Gud: Men nu siger Herren, han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.

Du spørger, hvor Gud er henne. Har du overvejet, at netop hans nærhed afslører alt dit snavs? Du har valget. Enten kan du kaste det hele over til ham, og modtage hans tilgivelse, eller også bære videre på det selv.
Jeg ved af erfaring, at det kan være vanskeligt, endda meget vanskeligt at lægge det hen til ham. Men der er hjælp at hente. Gud har kaldet mennesker til at være hans forlængede arm. Jeg vil opfordre dig meget til at opsøge et sådant menneske (en præst, en kristen vejleder (sjælesørger)). Som du har gjort det her, bekend din synd, og som her, spørg efter Guds tilgivelse.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at når du beder Gud om tilgivelse, også når det er via det du skriver her, eller når du i din ensomhed råber til Gud, så er han villig til at række den til dig. Det tør jeg sige, fordi Jesus selv har sagt det: den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; Joh 6,37.

Når jeg alligevel anbefaler dig at opsøge en vejleder, er det fordi denne person, på Jesu vegne har lov til, at lægge sine hænder på dit hoved, og føleligt lægge Guds tilgivelse og velsignelse ned over dig.

Når Gud tilgiver, gør han det helt. Ikke, at han gør gjort ugjort, men han sletter det af sin hukommelse, så han aldrig mere vil tage det frem og fortælle hvilket forfærdeligt menneske du har været. Hos profeten Mika, siges det så stærkt, at Gud kaster alle være synder i havets dyb. Står du ved strandkanten, og kaster en sten i vandet, kan du, hvis du ser godt efter følge stenen, og finde den igen. Sejler du derimod ud, hvor havet er dybt, vil du aldrig mere kunne finde den. Heller ikke selvom du straks efter springer ud, for at dykke efter den.

Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed; han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! (Mika 7,18 – 19)

I det foreløbige svar, bad jeg dig om at læse Johannesevangeliet 8,1-11. Her møder du en kvinde, som er blevet grebet i ægteskabsbrud. Forestil dig hendes situation. Alle står og glor på hende. Hun har måske ikke engang tøjet ordentligt på. De nok ikke alene glor på hende, de råber ad hende, spytter på hende o.s.v. Men Jesus taler, og pludselig er der kun hende og Jesus. Der er ingen undskyldninger. Hun ligger, som hun har redt. Men Jesus tilgiver. Jesus løfter hende op, og giver hende plads i sit rige.

Hendes forhold til Gud blev i det øjeblik fuldstændigt helet. Så sender Jesus hende hjem. Han sender hende hjem med en opgave, nemlig at leve et nyt liv. Det har ikke været enkelt. Folk har kendt hende, og rygtet har uden tvivl levet i lang tid. Rygter er sejlivede.
Det bliver heller ikke let for dig. Der er mennesker der mistet tilliden til dig, og det tager tid at genopbygge. Men Jesus vil være hos dig med sin tilgivelse. I den vandring vil jeg stærkt anbefale dig, at finde et menneske, en kvinde, som vil være villig til at vandre sammen med dig. Med det mener jeg en, som du kan være ærlig overfor. En som tror på Jesus, som vil bede sammen med dig, og som har frimodighed til at stille dig også de ubehagelige spørgsmål. Det bliver sikkert ikke nogen let vandring, men målet vil være det hele værd og mere til. Har du selv svært ved at finde en person, som kan vandre sammen med dig, er der hjælp at hente på disse link.

Personlig kontakt
Mail kontakt

De bedste hilsner med ønsket om Guds fred fra Jesus
Jørgen Bloch