Hvad forstås ved begrebet kirke?
Går man i kirke, eller er man kirke?
Er Folkekirken egentlig en kirke?

Hvad mener du selv?

/B

Kirken er de på Kristus ved dåben indpodede. Det vil sige dem der retteligt kan kalde sig Guds folk.
Folkekirken er derfor en kirke, i den forstand at den rent organisatorisk samler en del af dette Kristi legeme.

Hej museeye, ja, den Evangelisk-Lutherske Folkekirke, Danmarks største, er en kirke, men kun i én af flere betydninger af ordet kirke.

På samme måde betegnes mange andre kristne trossamfund som kirker: den romersk-katolske kirke, den ortodokse kirke, Adventistkirken, Metodistkirken, Baptistkirken - mange forskellige frikirker ..

Som regel fremgår det nok af sammenhængen, hvilken betydning ordet kirke har.

Hvis vi siger, at der trænger til at blive vasket gulv i kirken, så er kirken jo naturligvis en enkelt bygning.

Og når vi synger Grundtvigs "Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falde ... " og - i samme salme - "Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene .. " ja så betyder "kirke" noget helt andet, nemlig alle dem, som ved troen og dåben hører Gud til som hans folk på jorden.

Det er den betydning det drejer sig om, når vi i den apostolske trosbekendelse siger, at vi tror på den hellige almindelige kirke.

I Bbelen forekommer ordet kirke aldrig om bygninger, men kun om en forsamling af kristne (= en menighed).

Du spørger om man går i kirke, og ja, nogen af os gør da!

Sommetider i den ene kirke i sognet, andre gange i en anden - og sommetider endda i en udensogns kirke.

Også ja til, at nogle af os ér kirke:
Kirken med stort K, Guds Kirke.

Sig til hvis jeg har glemt noget!

kristina

Det er altså ikke nødvendigt at have tro for at være en del af Kirken? Det er jo ikke alle døbte der er troende kristne

I historien om den fortabte søn, har faderen ikke glemt sin yngste søn, ej heller stødt denne fra sig, det er sønnen som har slået hånden af sin familie, og da sønnen vender hjem, er han stadig på lige fod en del af familien, ja faktisk festes der.

Samme gør sig gældende for den døbte, selv om den døbte vælger Kirken fra, holder Kirken en plads redde, og hvis eller når den døbte omvender sig til sin dåbs nåde, da fester både de jordiske og himmelske filialer.

Og nej, dette er ikke "alles frelse" men et lettere oldnordisk kirkesyn, som burde genoplives.

Du glemmer næsten den vigtigste kirkesalme :-)

"Guds Kirkes grund alene"

JA - og det er endda en af mine favoritter - tak for den!
http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/334

Og siden det nu er kirkedag i dag (ér på vej ud af døren! ) skal vi næsten have de to første vers her:

Guds kirkes grund alene
er Kristus, Gud og mand;
den er ej bygt af stene,
men skabt ved ord og vand
af ham, som kom at vinde
på jord sin himmelbrud
og gav sit blod for hende
at fri af trældom ud.

Den er endnu den samme,
har fælles kendingsråb
i hver en folkestamme:
én drot, én tro, én dåb.
Ét helligt navn den ærer,
ét brød den lever af,
ét håb i hu den bærer
én nåde Gud den gav ...

kristina

øh... jeg har lidt svært ved at se hvad det du skriver har at gøre med det anklagepunkt jeg fremførte mod det du skrev i dit forgående indlæg.

Well... det jeg skrev var at vores relation til kirken som døbte, ligner den fortabte søns relation til sin fader.

En døbt der forlader kirken, underforstået ikke vedkender/tror sin dåb til frelse, bliver ikke frelst, men står dog stadig i en relation til Kirken, idet dåben står ved magt.

Hjalp det?

Ja.

Men jeg synes det er uklart om du mener, at ikke-troende døbte mennesker er en del af den kristne kirke?

Ja eller nej?

Er den fortabte søn stadig sin fars søn, selv om han har forladt ham?

Er sønnen en del af det daglige hushold?

Det giver vel næsten sig selv at det er han ikke, men han har stadig en stol ved middagsbordet med sit navn på.

Men hvis han ikke dukker op til middagen får han ikke noget at spise.

Nej, han kommer ud i bilen og sidde...

;-)

Men jo, hvis han bekender sin synd, så må han sidde med ved bordet og spise.

Hej,

Jeg har indtil fornylig tænkt på bygninger og organisationer som kirker.
Forskellige kirker.

Nu tænker jeg dem som forskellige samfund.
For i dag er det sådan her for mig: Det er menneskene/mennesket, der er kirker/kirken.

Anne Mette

... jeg tænker på "den hellige almindelige kirke", som vi bekender troen på i den apostolske trosbekendelse, som værende Guds Kirke = Jesu Kristi legeme = Guds folk på hele kloden! Alle lemmerne, altså med Kristus selv som hovedet!

kristina

Hehe jeg forstår ikke helt hvad du mener, men jeg går ud fra at vi er enige, efter som du skrev:

Rent 'juridisk' er han vel ikke søn i betydningen arving, når han har fået arven og smidt den væk.

Jeg er enig i, at dåbens testamente stadig gælder fra Guds side for frafaldne, men den, der har forkastet sin dåb er ikke en del af kirken, så længe han ikke er vendt tilbage til sin dåbs nåde. Det gælder selvfølgelig også dem, der har forkastet deres dåb til fordel fro deres egen omvendelsesgerning eller -oplevelse.

Selvom vedkommende så i det ydre skulle tilhøre kirken, vil vedkommende blive smidt udenfor, som vi hører i evangeliet på søndag.

Ganske enig, sønnen har ikke lod og del i arven, og jeg er ikke uenig i at man må vende sig til sin dåbs nåde, årsagen til at jeg måske ryger lidt i den ene grøft, og gerne med syv-tommer vil fastslå at den faldnes dåb stadig er gældende, er for at undgå sværmeriet, om det så er i form af gendåb eller omvendelse, så tror ikke vi er direkte uenige, bliver blot nervøs hver gang dåbens gyldighed kan drages i tvivl.

Hej Carrie - du forstår ikke helt, skriver du, så jeg prøver lige igen:

Kender du salmen "Kirken den er et gammelt hus .. "
http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/323
(du kan også få melodien med fra linket her! :))

se vers 3:
Vi er Guds hus og kirke nu - - altså alle vi, som tilhører Jesus Kristus!
Vi er Jesu Kristi legeme, altså Guds Kirke!

OK?

kristina

Hej igen

Jeg er enig i, at den faldnes dåb er gældende og at det må understreges. Min indvending gik mest på kirkebegrebet og på, om du eventuelt tilsluttede dig Vilhelm Becks problematiske dåbssyn, at den frafaldne på en eller anden måde stadig har Helligånden. Fra Guds side er dåben fuldt gældende, men den frafaldne er lige så åndeligt død som en, der aldrig var blevet døbt, og må ved Helligånden og ordet genoplives og føres tilbage til dåbens nåde.

Jeg tror umiddelbart heller ikke, at vi er så uenige.

Jeg har altid været glad for salige Vilhelm, mest fordi han var så dejligt menneskelig, i det han tog fejl på så mange områder.

Med andre ord tilslutter jeg mig ikke Vilhelms lære, men jeg står med et uløst dilemma. Den døbte kan ikke forlade Kirken og stadig have Helligånden, men samtidigt er det Ånden der overbeviser om synd og om nåde, således at mennesket, forhåbentlig, vender tilbage til sin dåbs nåde. Spørgsmålet er så, om Ånden følger en, eller Ånden møder en, for vi er ganske enig i at Ånden ikke kan tage bolig i den som ikke ved troen ønsker det.