Lad os se på begrebet "apostel".

"Bibelhåndbog - en hjælp til forståelse af bibelske hovedord og begreber" af E. Thestrup Pedersen, 1982, Unitas Forlag, p. 20

1. Sprogbrug. Græsk ord for et menneske, der er udsendt med guddommelig befaling til tjeneste i Guds rige. Den tanke at Gud i frihed kalder mennesker til forkyndelse af sin vilje går gennem hele åbenbaringens historie (2. Mos. 3,10; Es. 6,8; Jer. 26,5). I senjødedommen betyder apostel (>>Schaliach<<) en retslig fuldmægtiget udsending, der repræsenterer den udsendende magt.

2. Jesus og de tolv. Som Jesus selv var udsendt af Gud (Johs. 20,21; Hebr. 3,1) kaldte han disciple (Mk. 1,1-20 par.), for at de skulle være hos ham og prædike riget for Israel i ord og handling (Mt. 10,1; Mk. 3,14 f.; Luk. 9,2). Intet i disciplenes evner eller indsats begrunder sendelsen, den beror alene på Jesu kald. Tolvtallet symboliserer, at apostlene skal udgøre grundstammen i det nye Gudsfolk og bevidne, at tiden er inde, da Messias samler sin menighed.

3. Opstandelsen og apostolatet. Discipelkredsen opløstes med Jesu korsdød, men den opstandne Kristus genopretter apostelembedet ved at kalde dem, der havde svigtet ham, til sin befuldmægtigede. Kendetegn på en ret apostel var, at han havde fulgt Jesus i hans jordeliv og var vidne på Jesu opstandelse ( Ap.G. 1,21 f.; 1. Kor. 9,1). Navnet >>apostel<< var ikke forbeholdt de tolv, men blev også brugt om andre missionærer i urmenigheden (1. Kor. 9,5; Ap.G. 14,4.14; Rom. 16,7).

4. Apostlen Paulus. Apostolatets betydning er fremhævet med særlig styrke af Paulus: forfølgeren, som ved et uforklarligt under blev gjort til apostel ved den ophøjedes Herres, ikke ved menighedens kaldelse (Gal. 1,11-24). Apostel er Kristi befuldmægtigede repræsentant, gennem hvem Herren selv taler (Luk. 10,16). Apostelgerningen er ikke et >>embede<<, men en tjeneste. Den har grundlæggende betydning i kirkens historie (Ef. 2,20) og kan ikke overdrages til andre. Apostolatet i urmenigheden havde kirkegrundlæggende betydning og var derfor enestående i frelsens historie.

Er ovenstående uddrag/citat en forklaring på, hvordan man kan acceptere Paulus som apostel, eller ligger der i citatet en slet skjult kritik af godkendelsen af Paulus som apostel? Jeg tænker her især på pkt. 4, der virker som en tilføjelse grundet af en kristen samvittighed i forsøget på at inkludere Paulus som apostel.

Kan man ud fra ovenstående citat finde et endeligt forsvar for Paulus' påståede apostelstilling, eller er det nærmere en kritik deraf?

*Svar er på vej*

Ud af alt du har skrevet selv, kommer du tættest på svaret heri: Intet i disciplenes evner eller indsats begrunder sendelsen, den beror alene på Jesu kald.

Jesus kalder til apostelgerningen.
Ingen af de 12 apostle kunne kalde sig selv, intet de havde gjort, gjorde dem til apostle - kun Jesus kald over deres liv.

Og dette var hvad Paulus var: kaldet af Jesus.

Dette ser vi tydeligt i APG. hvor Jesus siger om Paulus: For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, v16 og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Kort efter bliver han døbt med HelligÅnden. Altså har Paulus både kaldet, tjenesten og Guds Ånd.

Paulus bruger dette til at underbygge hans påstand om apostelkaldet han erklærer i Rom. 1:1: Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel...

Jesus kaldte, udruste og sendte ham.

Derfor reagerede Paulus imod at mennesker afviste hans tjeneste, for han vidste selv at han var kaldet af Gud, og at menneskers ord intet er værd i forhold til Guds Ord!

Hvis der stadig er tvivl kan vi jo ty til Biblen (igen) og bruge et Bibelsk princip: at se på frugten. Og frugten af Paulus liv og tjeneste kan vi se både i dag og læse om i Biblen.

Bonusinfo:
Ordet apostel kommer af "apostolos" og ud fra "strongs number" betyder dette:
a delegate; specifically an ambassador of the Gospel; officially a commissioner of Christ (“apostle”), (with miraculous powers): - apostle, messenger, he that is sent.


Igen, det handler ikke om at være af den rigtige slægt, have gået med de rigtige mennesker eller have set de rigtige ting.
Det handler om at være sendt af den rigtige - Jesus!

vh André

APG: v15 Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn,

Sætter du lighedstegn mellem 'Jesus' og 'Herren'?

Hej

Undskyld jeg blander mig men gør bibelen ikke det selv lige bagefter? v17 Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.«

Men ellers er det vel sådan set også lige gyldigt om det er herren (Gud fader) eller herren (Gud søn) for er de ikke den samme? En treén Gud, eller en treenig Gud.

Guds velsignelse
Med broderlig hilsen Laugesen