I denne uge skriver Asbjørn Asmussen i Ugens Fokus:


Læs hele artiklen og kommentér den her.

Well... der efterlades ikke megen tvivl i Bibelen når det gælder synet på økonomi, den usle mammon, og derfor er det nok en af de største trusler mod menneskets salighed at der findes penge, ejendomsret etc. etc.

Og hvorfor er det så lige at mammon er det store problem?

FOrdi vi, modsat hvad man ofte hævder og siger, rent faktisk bliver lykkeligere af flere penge. Den der i dette liv har i overflod er uden diskussion lykkeligere end den der sulter og hulter, jeg medgiver at ved himmelens port har den rige en noget mere besværlig sag at fører, men i dette jordeliv må vi fastholde at velstand, langt hen ad vejen, fjerner bekymringer, og dermed langt hen ad vejen gør os lykkelige. Så plejer man at sige at de rige bare har andre bekymringer, og ja, det har de sikkert, men hvis jeg skal vælge, vil jeg foretrække at bekymre mig om hvordan jeg skal investerer mine millioner, i stedet for at bekymre mig om hvor næste måltid mad skal komme fra. Er det kristent? Nej, men menneskeligt, derfor må vi dagligt bede Gud om at fjerne vore bekymringer, kun således kan vi undgå at mammon bliver en afgud.

Blev du provokeret? Sikkert, for det er blevet et mantra at penge ikke gør lykkelig, men det er en løgn, penge er uden tvivl vejen til jordisk lykke, men absolut ikke til evig frelse.

hmmmm - jeg ved ikke rigtig - joh, der er vel noget om det.
Jeg huske at min gamle chef en gang sagde, da jeg sad og sled med hans debet og kredit og budgetter:

"Kom ind på mit kontor med regnskabet, så snart De er færdig. Jeg vil gerne have rede på, hvad der står på bundlinjen, inden jeg går hjem.
Penge ikke kan gøre mig lykkelig, men hvis jeg har rigeligt, kan jeg være ulykkelig på en langt mere konfortabel måde ..."

Jo, penge er det store problem, hvad enten vi har nok, eller flere end vi behøver, eller ikke nok til at vi kan spise os mette. Vores problem er, at vi bekymrer os om dagen i morgen!

Derfor et det godt at bede Fadervor: "Giv os i dag vort daglige brød."
I dag, altså!
Så kigger på på det igen i morgen, og beder igen: "giv os i dag ... "

Der er ikke noget i vejen med at være rig - tænk på Abraham! - men samme øjeblik Mammon får højere prioritet for os end Gud selv, så har vi et alvorligt problem: at vi tror, at vi bliver nødt til at klare ærterne ved egen hjælp og derfor klamrer os til pengeguden -

Om den slags bekymringer siger Jesus disse opmuntrende ord (Luk. 12,22-31):

Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen.
Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne. Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I!
Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige?
Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.
Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende!
Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige.
Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette.
Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift.

kristina

Kære Asbjørn - du citerer i artiklen Lukas 12,15:


Jeg tror, dette udpluk i al sin korthed forkynder essensen af den særdeles omstridte kristne lære. Thi hvad Gud giver, dét er vort liv! Og jeg finder det lidet sandsynligt at Jesus havde nogen penge mellem hænderne udover dem, han i templet fejede ned af vekselerernes borde. For nok er navnet Mammon vel ikke alene 'møntet' på disse bekvemme kulturprodukter. Men hvad man ellers kan få sat i værk for penge, vil jeg nødig skulle svare for.

Og jeg synes, det skelsættende udsagn i særdeleshed berører griskhedens fæle gestalt - da netop spekulation i jordisk gods og kunstige værdier visselig bereder grunden for alskens fataliteter. Ja, penge bliver just derved - at kunne omsættes i glimtvis lykkefølelse - til symbolet på den magt, verdensmanden beruser sig i. Apropos det engelske udtryk, 'to be drunken with power'.

Men det glade vanvid er en hårdnakket lidelse. Det er således ingen tilfældighed at guld blandt aserne i den oldnordiske mytologi fik tilkendt betegnelsen 'tvistemalm'. Eller at gerrighed i denne verden komplementeres af ødselhed - to laster, som afløser hinanden i ét væk! For gudløshed finder sted i et lukket system af djævelskab og vanetænkning.

Det billede, man som skriftklog i Jødeland måtte have dannet sig af kongeværdigheden, var ikke mindst udledt af drømmen om de gyldne tider under kong David - men kunne ligesaa henledes til dansen omkring guldkalven, der jo nær havde kostet det jødiske folk så kontant en afregning som total udslettelse længe før hjemvendelsen... Det var tilmed et eksempel på begivenhedernes egentlige symbolværdi.

Penge er lige med Magt-
Penge er lige med Overlevelse-
Penge giver lykke-
Penge er alt i vores safund-
Uden penge.?-Luderne-lommetyven-indbrud-tærro-had-ødlæggelse.(Krig)
og ikke mindst Racehad-Jøderne der bliver forfulgt lige nu.
Hvis penge blev mere fordelt var vi alle pludselig mere glade-

Hej Greve!

Alt er relativt, men der er trods alt en mellemvej mellem at sulte og have alt i overflod (selv om langt de fleste danskere på en global skala nok falder under sidste kategori).

Hvis man har rigtig meget jordisk gods, så har man også muligheden for at bekymre sig for at tabe det. Hvis man 'bare' har et hus og lidt obligationer på pensionsopsparingen, så kan man koncentrere sig om alle de andre glæder i livet - ægtefælle, børn, børnebørn, venner (hvis man har noget af det).

Hvis man har magt og mange penge, så ved man måske ikke helt, om vennerne virkelig er venner, om ægtefællen har taget dig for din egen eller pengenes skyld, eller om børnene behandler dig pænt fordi du er deres far, eller fordi de vil have del i arven.

Mvh. Jalokin

Hej!

Nej... alt er ikke relativt, men lad nu det ligge!

Min pointe er ikke som dit indlæg prøver, at forsøge at finde et eller andet niveau, hvor man har nok, men ikke for meget.

Min pointe er, at hvis man vedbliver at bilde sig selv ind at guld og gods ikke langt hen ad vejen bringer jordisk lykke, så tror jeg man begår et fejlgreb. Det er nu en gang sjovere at være morgengnaven på vej til stranden i en Ferrari Enzo, end at være morgengnaven i en gammel udslidt Corolla på vej til arbejde. Misundelse? Absolut, det vedkender jeg gerne, men når jeg tænker på hvor megen mental energi, jeg selv og alle omkring mig bruger på økonomi, slipper man ikke uden om at 10 mio. i banken ville gøre det hele lidt nemmere at overskue. Jeg siger ikke at det er godt det er så, blot at det er virkeligheden, lad os snakke om den, og ikke forsøge at slører realiteterne med forsvarsmekanismer ala "De rige er ikke mere lykkelige end os".

Undtagen dem der havde flere penge i forvejen.

Enig. Men (næsten) alt, hvad der har med jordisk gods at gøre, er relativt. Man er rig, hvis man har mere end andre, næsten uanset hvor lidt man så har (nogle vil kalde det misundelse).

Så optimistisk er jeg ikke!

Hvis penge/magt blev fordelt ligeligt mellem os alle, så tror jeg ikke der ville gå ret mange timer, før de stærkeste, igen, havde meget, og de svageste, igen, måtte sulte og lide nød.

I indledningen til Chr.V's danske lov (1241) står der sådan cirka (cit. efter min halvdårlige hukommelse:

"Med lov skal land bygges.
Thi var ei lov udi land havde hver mand mest, som mest monne gribe .. "

I en lidt nyere version:

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.

Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest.

Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde.

Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.

Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud.

Og vi er vist ikke blevet bedre siden ..

kristina