Da ovenstående citat fra Mark 13,13 for tiden er blevet som et credo for mig, føler jeg en trang til at forklare hvorfor. For det synes mig ikke sådan, at alene det menneske, der bevarer troen på Kristi kærlighed, trods al livets ulykke, fornedrelse og pinsel, bliver frelst. Som Paulus skriver, vil selv den, hvis livsens værk ved enden går op i luer, også, dog som gennem ild, blive frelst (1 Kor 3,15). Men han vil gå glip af lønnen, den løn der består deri med Kristi kærlighed at holde ud til enden, og dermed, som følge af Jesu ord, være vis på sin frelse.

Dog kan man spørge, hvad alternativet til at holde livets plager ud egentlig skulle være – og svaret er for mig se ikke tænkt som en fordømmelse af selvmordet, og heller ikke som en fordømmelse af det at hade andre, der bevarer troen på Kristi kærlighed, for således gør vi alle, og således har vi alle lod og del i verdens dom.

Nej, i en vis forstand er der intet alternativ til at holde ud, og for mig tjener dette bibelord, dels til at styrke enhver udholdenhed, dels som trøst derved, at pinslen dog har en ende, men slutteligt tjener det end mere, både til trøst og styrkelse af udholdenheden derved, at lønnen for at holde fast i Kristi kærlighed intet holdbart alternativ har. Det er livets vilkår på godt og ondt – godt for så vidt, at næppe noget er mere dyrebart end Kristi kærlighed, og ondt for så vidt, at vi alle, holder vi den end nok så dyrebar, som sagt også hader andre, der bevarer troen på Kristi kærlighed, og således alle har lod og del i den verdens dom, der netop hermed finder rigeligt med årsag til alverdens pinsel.

Altså, enhver vil med sin udholdenhed, om han så allerede da får sin løn, eller alene siden kan frelses som gennem ild, stå sin prøve her eller hinsides. Fælles for begge er dog, at der bagom disse forudsætninger, som synes at være livets lod, venter en evig salighed, og at denne salighed mange fold er enhver ulykke, fornedrelse og pinsel værd.