Hej Talia.

Jeg vil også tilslutte mig det, Carrie skriver.

At frygte Gud vil ikke sige at være bange for ham. Vi har ikke fået en ånd, som giver trællekår, så vi atter skulle leve i frygt, skriver Paulus i Rom. 8,15, men en ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader. ("Abba" er aramæisk og er barnets fortrolige benævnelse for sin far).

At frygte Gud vil sige at have respekt for ham, have ærefrygt for ham, som er himlens og jordens skaber og altings Herre, og at leve i lydighed mod ham. Erkende, at det er ham, der er Gud, og ikke mig - selv om det nok ligger nær for os alle at ville være "gud" i vores eget liv.

Mvh. Anne.

Og jeg vil gerne tilføje til Carries gode svar, at når du når til Evangelierne vil du se, at Jesus er totalt kompromisløs. Han virker umiddelbart så venlig - meget venligere end den Gud vi møder i GT, - men læser man dybere er det let at forestille sig, at de, der gik med Jesus, har syntes, at han var frygte-lig (bemærk ordet!) streng. Ind imellem alle velgerningerne, den overvældende kærlighed til og omsorg for de svageste stillede han tingene meget skrapt op.

Også jeg har opfattet det som den ærefrygt og respekt, men kan føle, når man f.eks. møder et menneske, der bare er større, renere, og klogere end én selv eller som virkelig har skabt resultater.

Se bare billedet for dig af vores klode, der svømmer rundt i det store univers som et foster svømmer i livmoderen. Man må da bøje sig og være lille i forhold til den kraft, som har kunnet udtænke alt det, synes du ikke?

KH
Anne Mette

Kære Carrie

Det er meget godt fanget.. så jeg supplerer bare med lidt.

Betydningen af idéen; at frygte Gud; kan også udtrykkes som; at dirre eller ryste for Gud.
Udtrykket er blevet til på baggrund af oplevelsen af noget man kan kalde; "en hellig dirren". Det er en sær erfaring mennesker har haft, i forbindelse med mødet med det guddommelige, som minder meget om den dirren man kan opleve når man er bange, men uden at være angstfyldt. Rystelsen, eller bevægelsen, er snarere en proces, hvori man, så vidt vi kan forstå, finindstilles og ledes ind i mødet med Gud.

Fred og Alt Godt

Vandrer

Hej Talia -

- jeg er enig med dem, der har svaret dig her i tråden.

Jeg frygter også Gud. Men ikke den slags frygt som en slave, der frygter sin lunefulde ejer og er bange for straf, men netop ærefrygt.

Universets - og dermed jo også min - almægtige skaber må jeg bøje mig for!

Hvis han havde været ond og despotisk havde jeg også bøjet mig for ham, fordi han jo havde al magten - men så havde det været en helt anden slags frygt!

Men nu har jeg lært Gud at kende som den grænseløst kærlige Gud, som vil alle sine skabninger det uendelig godt, både venner og fjender.

Han har givet os sig selv som sonoffer (ja, netop sig selv, for Jesus er også Gud!) for at frelse os fra fortabelsen, som var resultatet af, at de første mennesker - og med dem hele menneskeheden - vendte Gud ryggen og selv ville være Gud.

At Gud har ofret sin egen elskede søn for at frelse verden ser jeg som det ultimative offer - mere smertefuldt end noget menneske kan forestille sig - langt større end at ofre sin egen "person".

Joh. 3,16: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Uden for Kristus er der ingen forsoning med Gud.
Han har stillet sig selv mellem os og Guds vrede over al ondskab: synden, døden og djævelen, så al straffen faldt på ham.

Derfor er min Gudsfrygt =
frygten for at komme bort fra Ham, som har rakt mig sin frelserhånd: Kristus Jesus.

Guds nåde er gratis, og døren til evigt liv i Guds rige står vidåben for enhver som holder sig til Kristus, søger tilflugt og beskyttelse hos ham, og følger ham ..

Kol. 1,13-14: Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.

Mht. Bibellæsning: Jeg tror de fleste, som begynder at læse Bibelen fra ende til anden vil få alvorlige problemer.

Det gamle testamente rummer skabelsesberetningen, syndefaldet, menneskehedens ældste historie og Israels historie. Desuden profetierne, som viser hen til Jesus, og de poetiske bøger.

De yngste bøger i det gamle testamente menes at være nedskrevet ca. år 400 før Kristus.

Det nye testamente rummer også historie, de fire evangelier og desuden en del breve, og åbenbaring. Det menes nedskrevet omkring år 50-100 efter Kristus.

I alle Bibelens bøger - der er 66 ialt - er Kristus hovedpersonen.

Hvis du ikke allerede har opgivet bibellæsningen, vil jeg foreslå dig at bruge en bibellæseplan, som også giver lidt fortolkning. Kig ind på Bibellæser-Ringen!

God læselyst! - hvis du investerer 10-15 minutter om dagen, kommer du igennem hele Bibelen på otte år!

kristina