Jeg tror ikke... Om dette gør mig til et mindre menneske, det kan jeg ikke sige. Nu lidt historie:

Da jeg var lille troede jeg meget på Gud, og jeg bad også ofte til ham. "Han" hjalp mig gennem tilværelsen, da jeg havde brug for det. Efterhånden gik det op for mig, at det ikke var - det I andre taler om som "Guds Styrke" - der hjalp mig gennem livets svære tider, men mig selv. Kort sagt, ingen andre end mig selv.

Jeg oplevede at folk alt for nemt mente at de var blevet tilgivet. De 10 bud, og den måde man skal leve på, er fuldstændig umulig, og det ved Gud og Jesus. Deraf er ordet "tilgivelse" opstået.

Vi bliver tilgivet vore synder af Gud. Ja tak - hvem har brug for tilgivelse, når man i bund og grund bare kunne opføre sig ordentligt? Jeg ved, at nu jeg har meldt mig ud af det kristne samfund, kan jeg ikke længere modtage syndernes forladelse.. Dette tvinger mig ud i noget, som mange har svært ved - at tage ansvar for sine handlinger! Med ansvar for sine handlinger - er der ikke behov for tilgivelse. Som muslimerne siger "Jamen Allah tilgiver mig (at jeg har dræbt min datter!)".

For nogle måneder siden begyndte min vens mor at opføre sig dybt underligt! Hun blev pludselig mere og mere kristen, sov med biblen ved sin side etc. (dette er en laaang historie, men vil prøve at komme med pointen) At hun opførte sig mærkeligt var fordi:
Hun var sin mand utro med en præst på Sjælland!!
Men hende har Gud vel allerede tilgivet.

Alt dette har gjort at jeg den dag i dag IKKE tror på Gud. Jeg er i dag af den overbevisning at hvis man behandler sig selv som en Gud, så kan man se sig selv i øjnene. Så for mig er jeg min egen Gud. Jeg tror på mig selv, og jeg ved hvad jeg kan og ikke kan, og ud fra dette kan jeg handle. Ved troen på mig selv, kommer jeg frem i livet, OG jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg hverken ryger eller drikker, og jeg er et godt menneske. Mere kan jeg ikke forlange.

Lige til sidst er der også noget jeg har studset over i biblen: Første Korintherbrev, kapitel 11, vers 8-9:
"For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld"

A' hva?

Hej Melanie,

Det første jeg tænker er, hvor er det interessant, at du skriver om din ikke-tro netop herinde. Det er fedt. Hvad fik dig til det?

Pauluscitatet: Han henviser til Skabelsesberetningen i 1. mosebog...

Resten vil jeg godt lige tænke lidt over inden jeg svarer mere...

KH
Anne Mette

Hej Melanie.

Mht. tilgivelse og ansvarlighed, så mener jeg ikke, som du, at hvis man selv er ansvarlig, er der ikke brug for tilgivelse.
Jeg mener, det er lige modsat.
For at det kan give mening at tale om tilgivelse, må der være tale om skyld.
Og for at det kan give mening at tale om skyld, må der være tale om personligt ansvar.
Hvis min synd ikke er min skyld = mit ansvar, er der ikke noget at tilgive. Hvis der er noget, man ikke kan gøre for, giver det netop ingen mening at tale om tilgivelse.
Tilgivelse vil ikke sige, at man ikke er ansvarlig, men at skylden ikke tilregnes en.

Mvh. Anne.

Hej igen Melanie,

For at svare direkte på dit spørgsmål om den utro kvinde: Nej, jeg tror ikke hun er blevet tilgivet - i hvert tilfælde ikke uden videre.

Tilgivelsen gives, når du beder om den, dvs. at det forudsætter, at du er klar over, at du har gjort noget, som du ikke burde gøre og at du fortryder det. Sommetider gør vi sådan noget bevidst og med vilje, som i dit eksempel. Ingen kan være i tvivl om, at det er imod Guds hensigt med os, at vi er vores ægtefæller utro, så kvinden i dit eksempel er kun blevet tilgivet af Gud, hvis hun virkelig er gået til ham og har angret og bedt om at blive fritaget for skylden. Hun har jo påført mange andre sorg, bl.a. din ven og dig for slet ikke at tale om hendes mand og måske også præsten og hans evt. kone! Hun får virkelig brug for Gud!

Men det hænder jo også, at vi gør noget uden at vi har villet det. Eksempel: Det kan ske, at du kommer til at køre en ned uden at du har overtrådt færdselsregler eller lignende. Det kan endog være den, der blev kørt ned, der har gjort noget forkert - f.eks. gået over for rødt lys. Du har med andre ord selv opført sig ordentligt, som du skriver. Alligevel tror jeg, at jeg i den situation ville have brug for tilgivelse. Jeg tror, at jeg ville føle mig meget ked af det over at have skadet eller dræbt et andet menneske og jeg ville i den grad have brug for trøst.

Og så ville jeg gå til Gud og tale med ham om det.

Tilgivelsen flyder ikke bare i universet. Det kræver, at vi opsøger den, siger undskyld eller siger fra hjertet, at vi er kede af det, der er sket, det vi har sagt eller det, vi er gjort.

OG SÅ ER DET, at det hele bliver så vidunderligt. Nåden - Guds rummelighed, trøst og kraft er ubegrænset og fuldstændig betingelsesløs! Når du tror på Jesus Kristus, tror at han er Guds søn, så bliver du tilgivet, velsignet og trøstet.

Jeg ved ikke, om jeg forklarer det godt, for selvom jeg har været kristen hele mit liv er det egentlig først indenfor den sidste uges tid at jeg rigtig har fattet det med nåden.

Det er jo ikke et ord, vi går og bruger til daglig mere i Danmark, men det er en fantastisk ting at begribe og opleve. Jeg kunne unde dig at prøve det :). Har du aldrig gjort eller sagt noget i den bedste hensigt, som du bag efter fortrød?

Jeg bruger ligesom dig også meget at lytte til mig selv og mærke efter. Jeg er sikker på, at jeg kan mærke, når det jeg siger eller gør er rigtigt og når det er forkert. På den måde stoler jeg på mit selv, min fornuft og min opdragelse. Jeg opfører mig bestemt så ordentligt, jeg overhovedet kan.

Alligevel oplever jeg tit, at jeg får brug for at sige undskyld til mennesker, fordi mine ord eller mine handlinger påvirker dem på en anden måde, end jeg havde regnet med. Og så er det altså dejligt, når de siger: "ja, jeg blev godt nok vred (eller ked af det eller... eller...) men nu tilgiver jeg dig." Sammen lægger vi det ind i glemmebogen og kan fortsætte som venner (eller kærester eller familie) igen.

Det oplever jeg også, at det er det, som Gud gør. Han siger til mig: menneskebarn, jeg så godt, at du sårede en af dine nærmeste (det, Bibelen kalder vores næste), men jeg så også godt, at det ikke var med vilje, derfor skal du ikke gå og ødelægge livet med at fortryde mere. Vi lægger det ind i Glemmebogen. Løft hovedet. Smil til solen og lev! kærlig hilsen Gud"

Jeg siger dig. Melanie, det er FAAAAANTASTISK at opleve! Håber virkelig for dig, at du må møde nåden en dag snart!

De kærligste tanker og forbøn
Anne Mette

Hej Melanie

Velkommen til, og tak for dit indlæg, men der er lige et par ting, jeg ikke helt forstår.

Holdt du op med at tro på Gud, fordi nogle mennesker opfører sig forkert? For det er da ikke nogen særlig god grund, vil jeg mene. Det er jo ikke Guds skyld.

Og en anden ting: Du siger, at når du ikke har Guds tilgivelse, så bliver du bedre til at tage ansvar. Men jeg forstår ikke, hvorfor man skulle blive bedre til at tage ansvar, hvis man tror, at der ikke er en Gud, end hvis man tror, at der er en Gud, men han tilgiver én betingelsesløst. Begge situationer har jo det til fælles, at man ikke behøver frygte for Guds straf, men at man stadig må tage ansvaret for konsekvensen af éns handlinger overfor andre mennesker. Tilgivelse fra Gud er jo ikke det samme som tilgivelse fra de mennesker, man har forbrudt sig imod, eller som undgåelse af éns handlings konsekvenser. Så hvad forskel gør det egentlig?

mvh
Nikolaj