For kendere af den finere kunst og højere litteratur, vil det episke mesterværk om Asterix, de gæve gallere og trylledrikken, i hvilken Obelix faldt som spæd, være notorisk kendt. I disse tegnede mesterværker, løses mangen problematik med snilde og en solid portion trylledrik. Denne tendens synes umiddelbart at have fundet visse adaptorer i kristne kredse, således er det som om vi alle jager en eller anden form for trylledrik som endegyldigt kan løse vore problemer med overmagten, synden i vort liv.

Desværre bruger vi ikke den "trylledrik" der en gang for alle har sat tingende på plads, men i stedet forsøger vi os med alverdens alternative "magic pills", og jeg ved nogen nu vil føle sig stødt, men tænkt nu alligevel efter om de nævnte eksempler ikke blot er et menneskeskabt surrogat for noget Gud allerede har gjort.

Omvendelsesoplevelser - som den forskruede pietisme kræver, denne radikale omvendelsesoplevelse hvor der gøres op med det gamle menneske.

Åndsdåben - der ganske som forskruet pietisme, kræver et bevis på fornyelse.

Åndsoplevelsen - den milde udgave af åndsdåben, som ikke kræver en fysisk handling, men stadig kræver en manifestation.

Der er kun en drik der virker, kun en lære der sætter fri.
At Han har gjort alt til frelse, og at Han alene virker det i mig.
Dette har jeg behov for igen at minde mig selv om.

Noget med "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." [Joh 4,13-14] ....ikke?

Uhmmm, kildevand