Jeg flyttede til udlandet for et år siden, og var au pair. Jeg fandt en kirke, hvor jeg havde fornemmelsen af tryghed åndeligt, selvom jeg ikke ligefrem havde (eller har) et netværk der, egentlig mest pga kulturelle forskelle. Alligevel passede det mig fint, det hele. Jeg havde tid til at gøre lidt for min kirke og til at sidde i byens bibliteker og lære sproget uden at være tvunget til at tage kontakt til nogen. For at være helt ærlig er der nemlig kun to grunde til at jeg flyttede.

For det første for at blive fri fra min familie (det er en anden sag, men ikke mit spørgsmål) og for det andet for at komme væk fra et sted, hvor alle kendte mig, og kun meget få undlod at råbe efter mig på gaden (læs spytte) (det er forresten heller ikke mit spørgsmål).


Jeg havde alligevel planer om at vende tilbage til danmark efter mit års pause fra det hele, jeg ville bare have lidt afstand uden at komme i dårligt selskab af den grund.

Men altså;
Familien jeg var hos, som i mellemtiden fik deres tredje barn, tog mere og mere af min (kontraktsbestemte) fritid, og pressede mig samtidig til at møde andre au pairs. En af dem, en fransk pige, hjalp mig med at stå lidt op for mine rettigheder, da jeg langsomt måtte arbejde mere end dobbelt så meget som lovgivningen tillader det. Og så introducerede hun mig desuden for sin kæreste og dennes kammerat.

Kammeraten var ikke bare høflig, intelligent, opmærksom, veluddannet og alt det andet man som 20 årig drømmer om, han var også vanvittgt betaget af mig, og virkelig ikke en del af mine planer. Jeg havde aldrig haft for at have en kæreste som ikke opfyldte de to kriterier, at han var kristen og at jeg kendte ham godt, men det skete altså.

To uger efter at vi var blevet kærester, smed familien mig ud, med den begrundelse at de vist egentlig kunne klare sig bedre med en rengøringskone og en uddannet barnepige. Jeg havde ingen steder at tage hen og stod alene og nu også uden telefon i hovedstaden i et ret stort land, så natuligvis sagde min kæreste at jeg kunne overnatte hos ham og hans kammerat som delte en lejlighed, indtil vi fandt et nyt sted til mig, jo bare for en enkelt nat.

Det blev til tre dage, og min kæreste overtalte mig til at søge ind på landets mest anerkendte kunstskole (uden at jeg egentlig havde forberedt mappen, uden at have tid til at gøre det) og jeg var nyforelsket, så det lød som en fantastisk ide.

En måned senere (jeg boede i deres stue, og der var egentlig ingen problemer) begyndte vi at lede efter jobs og et bofællesskab (det er ikke normalt at bo alene her). Endnu en måned senere (jeg havde ingen officielle beviser for at jeg kunne sproget, så det var svært at finde et job) rejste han væk i en måned, og jeg fandt endelig et job, endda et godt et i den mere fancy, touristmindede del af byen, men havde lovet ham ikke at tage alene ud i byen for at finde lejligheder (det er nemlig meget dumt, specielt hvis man er af hunkøn). Da han kom tilbage, efter den mest forfærdelige måned nogensinde (ja, ja, forelskelse og alt det jazz) bad han mig, om jeg ikke nok ville flytte ind permanent, alt sammen meget romantisk. Min første reaktion var, "nej det kan jeg slet ikke, det er forkert."

Min kæreste græd, og jeg forsøgte at forklare ham det, men hans holdning til det er "Jeg er også kristen, men jeg tror at det er på en anden måde, min gud ville aldrig have noget imod o.s.v"

Til sidst blev jeg enig med mig selv om at jeg alligevel ikke kunne rette de fejltagelser jeg allerede havde gjort (specielt fordi tingene kom helt ud af kontrol da han kom hjem), så jeg sagde ja.

Nu, tre måneder senere, bor vi sammen, hans kammerat er for længst flyttet ud, vi har været på ferie med hans forældre, han har endda mødt min familie mere end en gang, og jeg tror de kunne lide ham.

I mellemtiden tør jeg ikke komme tilbage til min kirke, som jeg først ikke kom i fordi vi begge havde ferie og ikke var i byen. Da vi kom tilbage, tog jeg ham med, og han fandt det lidt for ekstremt ("alt det med djævlen tror jeg altså ikke på"), men i orden. Til gengæld var der ikke nogen i min kirke (der forresten består af andre nationaliteter end den, som normalt bor i landet) der syntes, at det var specielt fantastisk, at det var min kæreste, som jeg havde "nødovernattet" hos. Jeg har simpelthen ikke lyst til at høre sandheden (jeg ved heller ikke hvad jeg skriver her for), og heller ikke til at se præcis HVOR meget de er bekymrede for mig, så nu har jeg ikke været der i månedsvis.

Og i mellemtiden synes min kæreste, at vores forhold er underligt. Fordi vi ikke har sex.
Han er en helt almindelig mand, og kan ikke indse hvorfor det skulle være forkert. Til gengæld synes han, at hvis det betyder så meget for mig, vil han på ingen måde risikere at såre mig.

Jeg elsker ham, og jeg vil dele mit liv med ham. Han har det på samme måde, siger han, men for ham er ægteskab bare først noget han vil, når vi er parate til at få børn sammen og alt det, noget foor ældre personer.
Jeg vil heller ikke tvinge ham til at gifte sig med mig (hvad ville det overhovedet gøre mig til?), heller ikke presse ham til at ændre mening, men det bliver ikke lettere ikke at lade som om han har ret, at sex bare er en naturlig del af et "forhold". Slet ikke når han ser det som sårende at jeg ikke vil.

Vi har delt soveværelse i fire måneder. Jeg har fået studiepladser på de største universiteter i byen og skal bare vælge et. Og idt i det hele lyver jeg for mig selv og alle andre, synder mod Gud. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

-Oceania

Kære du!

Tak for dit lange indlæg – det er dejligt, at du har fundet et menneske, som du elsker, at han gengælder dine følelser og at han respekterer dig og derfor ikke presser dig til at have til at have sex med ham, selvom han ikke forstår dig.
Men det giver dig også et kæmpe ansvar for at gøre det nemmere for ham (Og dig selv) ikke at falde for fristelsen til at overskride den grænse. Som du helt sikkert er klar over er det stærke følelser der er i spil i mellem jer. Så med fare for at du opgiver at læse videre her, (men prøv at høre hjertet bag det) så vil jeg sige til dig: Se at komme ud af det soveværelse! – ikke bare for din skyld, men også for hans. Det er at udsætte jer selv for et kæmpe pres, at I sover i samme rum, det er også derfor det er dumt, at I deler hjem med hinanden.
Så selvom du måske ikke har lyst til at høre det, så vil jeg råde dig/jer til at finde et sted til dig at bo, også selvom I nu har boet sammen i måneder. Så I hver dag tager hver til sit og måske også har lidt tid for jer selv. Jeg er godt klar over at det ikke bliver let at forklare ham og det kan blive rigtig svært at nøjes med mindre af den nærhed og opmærksomhed I giver hinanden.
Men mener I det alvorligt, så kan jeres forhold godt holde til det!
Jeg siger ikke, at det er umuligt at leve godt i et ægteskab med en ikke kristen, for det er der mennesker tæt på mig som gør. Men jeg kan også se at det ind imellem koster kamp og at det på nogen områder er rigtig svært for vedkommende, selvom hun har et godt kristent fællesskab at komme i.


Så jeg vil også gerne bede dig overveje nogle ting:
- Kan du holde til, kan din tro holde til, at leve et helt liv sammen med et menneske, som ikke forstår dit ønske om at leve efter Guds vilje og derfor heller ikke kan hjælpe dig ind i et tættere fællesskab med den eneste sande Gud.

- Hvis din kæreste alligevel vil gifte sig med dig når I bliver ældre og er klar til at få børn, hvorfor vil han så ikke nu? Måske tager jeg fejl af ham, men for mig lyder det som om, at han vil have alt det af dig som hører med i et ægteskab, på nær forpligtelsen over for dig. Tror du så det vil holde i længden?

- Og når du ved at du lyver for dig selv omkring det her. Har du så virkelig lyst til at leve dit liv på den løgn, og forsat lade som at alt er i orden? Det kan godt være at den er meget sød lige nu, fordi manden giver dig al den opmærksomhed og ømhed du overhovedet kan drømme om. Men på et tidspunkt vil det kræve nye løgne for at du kan holde ud at være i det og en dag brister de og viser deres sande ansigt og hvad så???

Jeg ved du ikke er skabt til at leve på løgn! Jeg ved også at du aldrig kan få Gud til at elske dig mindre end han allerede gør – eller mere for den sags skyld – for han elsker dig med en evig, konstant kærlighed! Og søger du hans tilgivelse for din synd og får gjort op med den, så vil han overøse dig med den, og styrke dig i alt det som bliver svært og måske smertefuldt.
Måske vil det være en god idé at opsøge præsten i den kirke du er kommet i, og søge skriftemål, og helt konkret høre ham give dig syndernes forladelse på Guds vegne. Hvis du altså ønsker at bekende og gøre op med det som du ved er synd i dit liv. Jeg tror godt jeg kan følge dig i at det er svært at vende tilbage til din kirke, men husk at det fællesskab består af tilgivne syndere, som har lige så meget brug for Jesus som du har. Og jeg tror du har brug for nogen som kan støtte dig og omslutte dig der hvor du bor, så måske skulle du give dem en chance for at give dig deres hjælp og omsorg.

Håber at dette kunne hjælpe dig bare en lille smule. Du er velkommen til at maile til mig på susanne@jesusnet.dk, så kan vi evt. ”tale” videre sammen der.

Kærlig hilsen med ønsket om Guds fred
Susanne K