Mon ikke du kender det ?
Det ene ord tog det andet i diskussionen på arbejdspladsen med arbejdskammeraten eller med ægtefællen der hjemme.
Du kunne pludselig ikke gøre noget ved det – det kom bare flyvende ud af munden som en raket, der skærer igennem skylaget og tilsyneladende forsvinder, men bare bliver kastet tilbage igen og igen.
Du ville give millioner for at kunne trække dine uovervejede ord tilbage, men sagt var sagt, og det lod dig ikke ændre.
Et lille sekund af evigheden – men uopretteligt.
Det efterlod en afstand til et andet menneske - og det at gå i dig selv og sige undskyld, det var for svært !
Hvor ville det bare være skønt, hvis du var i stand til altid kun at tale velovervejede ord !
Eller måske i hvert fald ikke ord, som sårede eller gjorde ondt !
Men gode ord, som kunne skabe lidt glæde hos andre.
Det ville være kanon !
Som dengang, der var een af dine arbejdskammerater, der pludselig gav dig en god bemærkning om, at det var alle tiders, det stykke arbejde, som du havde ydet, eller at det i det hele taget var dejligt at være sammen med.dig.
Efter det kunne du klare hele verden, det var som om du svævede, og det tabte selvværd fik et skub op af. Bare på grund af en lille opmuntrende bemærkning. Utroligt lidt med stor virkning!
Kan ord virkelig have en så gunstig betydning, så burde vi nok bruge de gode og venlige ord lidt mere flittigt over for hinanden !
Altså ikke sådanne politikerfraser med løfter om dit eller dat, som ikke har noget hold i virkeligheden. Men ærlige, oprigtige, opmuntrende ord til hinanden.
Nå, det lader sig nok ikke gøre her i Danmark, for her hersker janteloven om, at du ikke skal tro, at du er noget !
I USA derimod, dér er det tilladt at være bevidst om, at man dur til noget, og dér roser man sine børn og hinanden så meget, som man kan komme til !
Men er det ikke bare for meget ?