Marie Jensby skriver i denne uges Fokus-artikel:

Læs hele artiklen og deltag i debatten.

Hmmm.....

Hvad med dem Jesus smed ud af templet?

Mvh.

Joppe

Hej

Jeg synes den indledende vinkel på det er bemærkelsesværdig. Nu er der jo lidt en forskel på et missionshus og en boligforening, skulle jeg mene!

Ang. boligforeningen må jeg blot sige, at jeg er ret uenig. Nu ved jeg så ikke, om det var det, der skulle diskuteres....
Marie skriver:

Hvem er disse "andre"? Det er vel de, der skal lægge bolig til næste gang. Men indgroet i dette ligger jo en tro på, at mennesker ikke kan lære at opføre sig ordentligt. Der ud over en indgroet mistillid til den klare pædagogiske pointe, at man kan spille sig selv ud at et fællesskab, hvis man ikke overholder de fælles rammer. Simpelthen af hensyn til resten af fællesskabet. Det kan jo ændre et helt miljø at få smidt nogle få ballademagere ud, der så ikke kan lokke de yngre i fordærv osv! Og så må man jo sikre sig, at de pågældende ikke blot flytter problemerne med. Måske er det netop en håndsrækning til at få begyndt på en frisk.

Sidst vil jeg sige, at man jo har ansvar i hinanden for en familie. Den enes dumhed kan altså gå ud over alle, uden at der altså er noget urimeligt i det! Forældre har jo ansvar for børnene, og er man villig til at dele bolig med nogen, følger også et fælles ansvar og dermed risiko. Så det er altså ikke bare "tilfældigvis". Hvis man ikke er parat til at have dette ansvar, skal man ikke dele bolig.

- Mads

Hej Mads.

Vi er enige.
En boligforening, der lader alle beboerne (familie og evt. andre) i en lejet bolig tage konsekvensen af, at en af beboerne ikke kan/vil opfylde sin del af kontrakten, synes jeg er helt i orden.

At "Brian" ikke opfører sig acceptabelt er måske ikke Brians "skyld" Det kan være at han er dum i hovedet, eller at hans far slår ham og smider ham ud på gaden - - eller ... der kan være så mange grunde, som ingen boligforening har indblik i.

Jeg vil ikke mene, at "man" gør nogen en tjeneste ved at splitte familier ved at lade nogle blive boende, og sætte "Brian" bag tremmer i et eller andet forbedringshus.

Tværtimod er der brug for alverdens tiltag for at støtte sammenhængen i familierne som helhed, og tydeligegøre, at vi har ansvar for hinanden: De andre i hele opgangen, i lokalområdet, i sognet, i vores by - og vores land.

Også i kirker og missionshuse kan det være et svigt at lade som ingenting, når man ser, eller tror, at nogen er på vildspor. Så mener jeg det er vigtigt at tage mod til sig og tale sammen om det (ikke at fryse nogen ud, naturligvis ikke ... )

Generelt tror jeg at vi i vores individualistiske tidsalder er blevet alt for bange for at blande os.
Menneskefrygt?
Vi er kaldet til at tage ansvar for hinanden ("Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple ... ") - og hvad vi gør, og lader være med at gøre, kan betyde liv eller død, både her og hisset for nogle af dem, vi her i livet kommer i forbindelse med. Samtlige er de Guds elskede!

Det er sandt at vi, hver enkelt af os, står personligt og helt alene til ansvar over for vor Herre og Skaber.

Men: vi er kaldet til her i verden også at tage ansvar for hinanden, og det gælder både de kriminelle møgunger i opgangen og dem der med fedtet hår, dræberånde, klirrende plastikposer og grimt sprog har forvildet sig ind i missionshuset eller kirken.
Dem skal vi ikke fryse ud, men vi skal tale med dem i Guds kærlighed!

Denne opfordring var - især! - til mig selv!

kristina

Nej det bedste middel er vel Kommenikation.
Alle ved og har prøvet hvis man ikke passer ind så ryger man ud .
Forde komminaktionen har været dårlig vi kommer fra forskellige miljøer ,og hvis man skal have en god arb plads eller godt Hjem, eller Guds Hus er det med at bruge de midler man har til ordentlig debat så det før os alle i samme retning.
Gerne den gode ,men der er altid nogle der ikke vil samarbejdte og mange gange den svage del bliver smidt ud forde den stærke del gør skade med det de gør .
Og da forskellighed er tilladt i vores samfund ja så har vi alle lov til at værer her uanset om der er en sterk gruppe der duminer, den anden gruppe .
Man kan så og sige at den gruppe jeg gerne så fører frem er den hvor alt Røg-Hash-Overdreven Druk-Psykisk Tærro.
Der giver Psykisk sygedomme forsvandt helt.
Hvis man sætter sig ind i folks forskellighed forstår man bedre deres reaktion,og på den måde kan finde en løsning men hvis man altid ser på ,og lader ske, ja så bliver alting kun værre.
Luderen er blevet det forde hun er misbrugt det er synd
Drankeren er blevet det på grund af Psykisk tærro.
Pillenakomanen er blevet det forde han/Hun mangler opmærksomhed og aldrig er blive hørt.
Røg er nerver og ikke slå til syndromet.
Æde sig til døden jeg trives ikke med det jeg er i nu.
HasH er smertelindrende en sagde til mig jeg er angrebet og må have det for at holde ud.
Jeg har aldrig taget noget af dette overdrevent slet ikke Piller-Hash-stoffer.
Psykisk tærro kender jeg til prøvet meget på egen krop.
Luder nej .Men har følt mig lidt der hen af ,forde jeg kun ikke med de mænd ,jeg fandt forde der var noget meget galt med dem.
Har gjort sådan jeg har været alene nu 1½ år uden besøg af nogle mand.
Har det fint med børnene og mig alene .
Da jeg ikke vil have alt det ovenfor ind i huset .
Men børnene har da spurt mor skal du ikke snart finde en ,
Men hver gang jeg søger er der en der vil se mig stå op på en stol og vuder om jeg er god nok det gør mig så gald på web og beskrive i detaljer om mig selv ,det er ikke kærlighed men sex..
Så intil videre lever jeg videre med mine to piger og vores dyr i fred her.

Vel er der forskel på en boligforening og et missionshus eller en kirke... I boligforeningen står de ved, at de smider folk ud, fordi deres familie ikke passer helt ind. I missionshusene gør vi selvfølgelig ikke sådan bevidst - for vi har jo plads til alle... Men er det nu også sådan folk oplever det? Eller dømmer vi i virkeligheden ikke også hinanden ud fra, hvordan vores familie eller baggrund? Jeg frygter, at den til tider manglende imødekommenhed i de kristne fællesskaber, kan få folk til at tro, at sådan er det også hos Gud - hvis du falder uden for normen, så vil Gud ikke have noget med dig at gøre.. Men sandheden er jo den, at Gud vil have med alle mennesker at gøre - og det vil jeg gerne være med til at vise både i ord og handling.. Men det er svært, når der findes mennesker/typer, som jeg bare ikke synes om - måske fordi jeg har lært, at den slags mennesker omgåes vi bare ikke...

jeps... og hvad med Adam og Eva, der blev smidt ud af Edens have.

Nej, biblen fortæller helt klart, at man ikke bare bliver accepteret, uanset hvad man gør. Gud elsker os ikke betingelsesløst. Hvis det var sandt, så ville vi få alt, hvad vi peger på.

At det ikke sker, er nok fordi Gud er en del klogere end de fleste af os, og Han ved bedst, hvad der er godt for os.

Det er først, når vi forstår Guds vilje og følger den, at vi i det hele taget er istand til at bede om hvad som helst og også få det. På det tidspunkt vil vi dog næppe gøre det, da vi så ville forstå, hvorfor Gud tilsynesladende lader verden lide. Men det er så et andet tema.

Kære MaryJ

Du skriver:
Jeg frygter, at den til tider manglende imødekommenhed i de kristne fællesskaber, kan få folk til at tro, at sådan er det også hos Gud

Jeg tror ikke du skal frygte, at Mennesker uden for de kristne fællesskaber, forveksler fællesskabernes mangler med, hvordan det er hos Gud. Mon ikke de fleste vil have højere tanker om Gud. Mon ikke de blot går forbi de kristne fællesskaber, fordi de finder dem mere eller mindre utroværdige.
Jeg oplever, at mange vælger de kristne fællesskaber fra, fordi det ikke siger dem noget, i forhold til Gud. Det vil ikke bringe dem i et nærmere og mere inderligt forhold til Gud, at gå ind i disse fællesskaber; og påtage sig fællesskabets bekymringer og bånd, og forandre sig hen imod, at blive en del af et sådan fællesskab.

Man vælger andre fællesskaber i stedet.

Angående mennesketyper... meget interessant
Mon et kristnent fællesskab vil udstøde en; som er i forandring, og kommer til at minde om Jesus, sådan som vi forestiller os ham.

Hvad mener du der sker med de kristne fællesskaber, når de udstøder sine egne børn, og ikke formår at forandre sig sammen med dem.

Er det muligt for det kristne fællesskab, at forandre sig sammen med sine børn, og blive mere rummelig.

Pax & Bonunm

Vandrer

Marie Jensby skriver:

"Men Gud smider ingen ud. Han har plads til alle, som ønsker at bo hos ham. Uanset hvor dårligt vi opfører os"... Mon vi læser den samme Bibel?

Fra begyndelsen til enden er den udgave, jeg har liggende foran mig, fyldt med beretninger om svigefulde menneskers udstødelse fra deres himmelske faders fortrolige råd og velorienterede selskab. Tænk f.eks. på kong Saul, der fik profeten Samuel tildelt i sin tid...

Måske de moderlige instinkter alligevel kan tage overhånd, så konsekvens- og kritikløshed bliver den fuldstændig intetsigende følge deraf? Noget andet er om påtale, samtale og forbøn af alle muligheder især skulle være udtømt. Lad os gerne få noget konkret på bordet i stedet for denne jammerlige klagesang. Ja, hvorfor denne trang til at belaste samvittigheden i overdreven grad?..

Det er rigtigt, at der er plads til alle, der vil være kristen i Guds rige.

I missionshuse og andre steder, hvor de kristne samles bør der ikke være personanseelse. Men jeg tror ikke, at det kristne fællesskab, vil være tjent med at en flok unge vandaliserer missionshuset eller kirken.
I første omgang vil man nok tale med de unge og prøve at komme til forståelse med dem, der med en dårlig opførsel ødelægger det for fællesskabet. Hjælper det ikke, bliver man nød til at udvise dem.

Jesus udviste også kræmmerne i templet. Så dårlig opførsel, har konsekvens.

Med hensyn til Brian og andre der må flytte på grund af dårlig opførsel. Er der også et hensyn at tage til de familier der bor der. På grund af få uro magere, vil hele kvarteret blive stemplet som dårligt integreret, og de som bor der vil få svært ved, at få arbejde.

De unge ballademager er også til fare for de beboer der bor i området.
Er det ikke bedre at udvise urostifterne?, end ar man først gør noget ved problemet, når der er sket en ulykke, eks. at nogen brænder inde.

De familier, der bliver sat ud fra deres bolig, vil nok i fremtiden interessere sig for, hvad deres børn og unge bruger deres fritid til, så de ikke igen, kommer til at stå uden bolig.

Venlig hilsen
Esther

Hej Brahmamurti.

Du skriver: "Gud elsker os ikke betingelsesløst. Hvis det var sandt, så ville vi få alt, hvad vi peger på."

Jeg mener det er lige modsat: Netop fordi Gud elsker os betingelsesløst, får vi ikke alt hvad vi peger på.
For det, vi peger på, er ikke altid, hvad Gud i sin kærlighed ser, er godt for os.
Ligesom vi næppe ville se det som et udtryk for "betingelsesløs kærlighed", hvis forældre lod deres børn spise slik, så tit de havde lyst, fx. hver dag. Med overvægt, afhængighed og sygdom til følge.

Mvh. Anne.

Jeg er én af dem, der er blevet "smidt ud" af missionshuset. Ikke at der direkte er nogen, der har sagt til mig, at her måtte jeg ikke komme. Men indirekte har de skubbet mig ud og lukket døren bag mig.

Jeg er blevet skilt. Nogle stoppede med at indvoldvere mig i det, jeg før havde bidraget med i missionshuset. Andre overraskede mig ved ligefrem at sætte stolen for døren for noget at det, jeg var igang med. I stedet for bare at spørge mig først, om jeg havde lyst til at fortsætte. Der var én, som blev ved med at kontakte mig bagefter. På gaden vendte nogle fra bibelkredsen sig om og gik den anden vej, når de så mig. Selv missionæren fortalte mig direkte, at her havde både han og de andre taget parti for min exmand. De gav mig ikke et valg. Jeg ville være blevet, men blev presset ud. Senere har jeg fortalt om episoden til højere stående kristne indenfor foreningen. Men "hvad skal vi lige gøre." Er det sådan, alle kristne er? Hvis jeg ikke var forankret i min tro før, var jeg løbet langt væk fra alt, hvad der hedder kristne og missionshus.

I dag kommer jeg ingen steder. Men jeg tror på Jesus.

Hilsen Sille

Det er vel også nok, ikke?

Hej Sille, velkommen til!
Jeg er ærlig talt rystet over din beretning.
(Også over Mortens kommentar, men lad det nu hvile)

Vi som tror på Jesus og følger Ham har brug for et kærligt kristent fællesskab (har du mon overhovedet nogensinde haft det - det lyder faktisk ikke sådan!) - det er helt meningsløst ufrivilligt at skulle være henvist til at være kristen helt alene. Og faktisk heller ikke nødvendigt.

Jeg kunne forestille mig, at du i din situation nok ikke har det store overskud til at finde et nyt netværk - og måske er så frustreret og skuffet, at du lige nu heller ikke har lyst.

Men her er alligevel et link:
http://jesusnet.dk/index.php?special_id=57

Gode ønsker - og Guds fred!
kristina

Hej Sille og andre

Jeg er forfatteren bag artiklen, og du er en af dem, jeg har haft i tankerne, da jeg skrev. Ikke fordi jeg kender dig personligt, men situationen ikke er ukendt for mig, selv om du beskriver det værst tænkelige... Jeg bliver så frygtelig ked af at læse din beretning! Det er jo ikke sådan det skal være - det kristne fællesskab skal jo netop kunne rumme dem, der ikke er som normen. Men ja, de kristne fællesskaber er bare ikke altid særlig kærlige og rummelige - og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan jeg skulle ændre på det...

Jeg håber inderligt, at du en dag finder ind i et kristent fællesskab igen en dag... Men puha, hvor forstår jeg godt, hvis du ikke har lyst... PErsonligt har jeg også haft lyst til bare at droppe det, fordi jeg ikke følte der var plads til mig og at det hele var falskt og hult... Men så læste jeg et sted, at nogle gange skal man se andre elske noget, før man selv kan elske det... Så jeg iagttog de andre og forsøgte at finde det, som de holder af ved fællesskabet - og af og til føler jeg stadig, jeg står på sidelinien og bare iagttager. Andre gange er jeg med i spillet og nyder det. Men jeg kan sagtens finde en hel masse ting, som jeg gerne vil ændre på...

Må Guds fred og velsignelse følge dig! Må han hele dine sår og bevare dig i troen!

Kærlig Hilsen
Marie

Jeg har haft tilsvarende erfaringer...

Kære MaryJ

Du siger:
jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan jeg skulle ændre på det...
Man må jo spørge sig selv; om menneskene i fællesskaberne har det godt. Hvis de virkelig er trygge og føler sig elsket, ville det nok også være noget de kunne dele med andre. Men det lader til, at det ikke altid er tilfældet, hvorfor mange føler sig dårligt tilpas i selskab med kristne.

Jeg har selv oplevet, at blive sat udenfor kirkedøren, da en præst bad mig melde mig ud af folkekirken, eller blive smidt ud. Det skete i en periode med stor forandring i mit trosliv, hvor jeg trådte ind i min kaldelse, som Jesu descipel, forlod alt og gik ud på Vejen. Det blev nemlig for meget for nogle i menigheden, der blev utrygge, fordi de så én der gjorde, hvad Jesus havde talt om. Det var sandelig ikke meningen, at Jesu ord skulle tages så alvorligt; fik jeg at vide; så man forlod sin borgerlige plads.

Hvad er det, der giver denne misundelse?
Jeg har haft mange år til at tænke over det, og jeg kan se, at det er noget der fundamentalt er forfejlet i de kristne miljøer. Der er gået noget galt, så man er kommet ind på et forkert spor. Nogle af årsagerne findes i læren, så vel som i traditionen, siden det ikke kun er enkeltstående tilfælde og erfaringerne vi støder på ligner hinanden.

Hvad mener du..?
Du siger; jeg kan sagtens finde en hel masse ting, som jeg gerne vil ændre på...
Er det symptomerne du vil ændre, eller er du rede til at tage fat i ondets rod?

Pax & Bonum

Vandrer

Hej Vandrer,

Hvis jeg ikke havde læst så mange andre af dine indlæg ville jeg bestemt have tænkt, at du blev helt urimeligt behandlet af den præst.

Men hvis et medlem af et kirkesamfund tager afstand fra sin kirkes definerede trosgrundlag og går sin egen vej, så er det for mig at se det rigtigste - en helt naturlig konsekvens faktisk - at melde sig ud.

Vi kan alle have vore tvivl og anfægtelser indimellem - det skal der bestemt være plads til, og folkekirken skal efter min mening være åben for alle søgende og også for helt anderledes troende og ikke-troende gæster.

Men jeg mener ikke det er rimeligt at ville bevare sit medlemsskab af en kirke, hvis man som fritænker klart afviser kirkens definerede trosgrundlag: de tre oldkirkelige trosbekendelser, Confessio Augustana og Luthers lille katekismus.

kristina

Kære Kristina

Jeg har da udviklet en bedre forståelse med tiden, og er kommet til større klarhed over, hvad og hvorfor jeg ikke hører til i folkekirken. Men det var nu ikke begrundelsen for, at jeg blev sat uden for døren, det var udelukkende fordi jeg fulgte i Jesu fodspor. Det er efterfølgelsen der var problemet. At jeg senere har forstået, det var min himmelske Fader, der havde brug for mig uden for kirken, det ændrer ikke på, at det var en vantroens modstand, Han vendte til det gode.

Så alt i alt, det er ikke så slemt at blive sat udenfor kirken, ja faktisk er det nemmere for Gud at komme til, når man ikke også skal lytte til for meget menneskesnak, og det er ude under en åben himmel. Man kan bekymre sig for alle dem der sidder tilbage, når det åbenbart stadig er sådan, at Guds tjenere bliver smidt ud.

Pax & Bonum

Vandrer

Ja, Vandrer, så er der jo ikke andet at gøre ved det end at lægge hinanden i Guds gode hænder. Bekymre mig vil jeg ikke.

Hvem der er Guds børn, og hvem der er Guds skabninger, og/eller Guds tjenere, hvem der går på den brede vej, og hvem på den smalle, det er ikke op til noget menneske at dømme om. Det véd kun vor himmelske Far, som har givet al magt i himlen og på jorden til Jesus Kristus, som kommer igen for at dømme levende og døde.

Men vi véd - hvis vi tror på Jesu ord i Bibelen - at det er de færreste der går på den smalle ..

Du nævner efterfølgelsen. Jeg er lige færdig med at læse en vægtig øjenåbner-bog, som netop hedder "Efterfølgelse".

Den er skrevet af den lutherske præst Dietrich Bonhoeffer, som deltog i modstandskampen mod nazismen og blev henrettet af tyskerne kort før krigens afslutning. Det var i april 1945. Han blev 39 år gammel.

kristina

Du er formentlig inde på noget rigtigt her...

Sammenhold styrkes bl.a. af to ting: At holde andre ude (eller adskille sig fra andre samfundsgrupper), samt at ligne hinanden.

Større meningsforskelle skader sammenholdet - også i kristne kredse. Ensretning er altid godt for en gruppe; man bør igen og igen give hinanden ret. Udvikling, rummelighed, nytænkning og den slags er et onde.

Kort sagt: Intolerance er godt for fællesskabet

Dertil svarer du, Morten:



Mener du dermed, at det er udtryk for intolerance, at folkekirken holder sig til sit egen definerede trosgrundlag og derfor må afvise andre trosretninger?

kristina