Emnet berøres jævnligt, nogen gange direkte, andre gange som en aflægger af en anden debat, men emnet bliver aldrig uddebatteret, blandt andet fordi der til tider bliver smidt nyt og tørt træ på bålet.

Denne sommer har diverse bibelcampings haft mere succes end nogensinde, herunder SommerOase, som i den anledning fik besøg af det 3 ben i den uhellige treenighed, Kristeligt Dagblad. I reportagen, og jeg citerer frit, da jeg ikke lige sidder med artiklen, gav Oases landsleder udtryk for at folkekirken og missionsbevægelserne da havde deres berettigelse, vi var så gode til det med gamle mennesker, hvor de havde mere styr på det med helligånden. I første omgang hoppede jeg videre til mere interessante indlæg i samme nyhedssprøjte, men siden har dette udsagn plaget mig, af følgende årsager:

1. Hvis Folkekirken og missionsbevægelsernes evne til at tage sig af de ældre fremhæves, må det betyde at Dansk Oase er dårlige til samme, og så mangler deres fællesskab en vigtig og væsentlig dimension, nemlig regulær modenhed og visdom som kun alder kan give, og det håber jeg ikke er tilfældet, for da frygter jeg virkelig for dem som tager på SommerOase.

2. Hvis Dansk Oase er bedre til det med helligånden er vi i folkekirken og missionsbevægelserne dårlige til selv samme, og det er ikke en videre sjov tanke når man faktisk vil missionen.

3. Dette sidste punkt er ikke så fromt som de to andre, men mere ærligt, for helt ærligt (smukt sprogbrug ikke? ) så bliver jeg edderspændt rasende når man tillader sig på den måde at afskrive helligåndens virke i missionsbevægelserne og kirken, hvad er det for en form for arrogance??? Som du nok kan forstå kære læser, er det dette sidste punkt 3 der gør at debatten aldrig dør, og ser vi på punkt 1 og 2 er det måske meget godt.

Note: Lad mig som et sidste møgsurt udfald gøre opmærksom på at hvis man vedbliver at se på missionsbevægelserne og folkekirken som nogen der ikke har styr på det med helligånden, er man selv kraftigt medskyldig i at den så ,fra Oases side, kraftigt efterspurgte kirkelige enhed, ikke bare umiddelbart indfinder sig.'

Hvis man påstår at missionsforeningerne ikke har styr på det med Helligånden (bevares, man siger det selvfølgelig ikke direkte), så er det nærliggende spørgsmål, om de har haft mere styr på det tidligere?

Hvis svaret er nej, så må man nødvendigvis forklare, hvorfor det er gået langsomt ned af bakke (for det er det på mange måder).

Så svaret må nødvendigvis være ja. Det bliver spændende at høre argumentationen for det!

Siden mit indlæg, har en god bekendt fundet nogle af artiklerne online:

Kristeligt Dagblad
Kristeligt Dagblad

Efter en genlæsning må jeg glæde mig over at Oase faktisk giver udtryk for at man godt ved man kan lære noget med hensyn til inkludering af de ældre i menighedslivet.

Nu du har sendt linkene, kan du så ikke lige påpege, hvad der bliver sagt, der støder dig? For jeg har prøvet at læse dem begge igennem, og det eneste, der minder lidt om noget af det, du beskriver, er i slutningen af den første artikel, men her er der tale om discipelskab og ikke om Helligånd. Og det er da klart noget andet. Og hun lægger selv meget op til, at man skal kunne lære af hinanden, ikke kun at folkekirken skal lære af Oase.

er da glad for at du efterlæste dem igen og blev lidt mildere stemt

for at løbe med en halvvind, somjeg syntes du er igang med her, det er da virkeligt noget der skaber fælles kirkeånd!

-Rachel der lever og ånder i oasen

Undskyld, men det var altså ikke mig, der sendte linkene... Jeg er ikke selv fast tilknyttet Oase, men har været med til en del arrangementer der de sidste 3-4 år. Så jeg er umiddelbart bare en undrende debatør ligesom du

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Mild er jeg nok aldrig

Anyway, ja så har jeg faret med halv vind, da jeg ikke oprindeligt kunne finde artiklerne det handlede om, men som sagt fandt en god kammerat artiklerne til mig, og jeg indrømmer blankt at artiklerne var mere positive end mit humør overfor dem

Men hvorfor denne aggressive holdning i punkt 3 og PS, når den nu ikke er berettiget i selve artiklerne. Efter grænskning af mit hjerne hænger det nok sammen med en større lettere ophedet diskussion jeg havde med et par SommerOase deltagere efter hjemkomsten, og Oase skal jo ikke svarer for den enkeltes udlægning, så jeg beklager meget flovt at jeg rasede inden jeg havde fundet artiklerne.

Men hvorfor mon han så er så hurtig på aftrækkeren? Skal jeg mere end nogen anden beklage, specielt når jeg ikke havde ulejliget mig med at finde artiklerne inden, men jeg indrømmer blankt at jeg ofte er over Oase og oasefolk som en høg, og jeg står gerne ved årsagen, nemlig at udviklingen som Oase og den karismatiske bevægelse generelt står for, er mig en evig bekymring, fordi jeg frygter at den for nogen i sidste instans kan lede til vildfarelse.
Lad mig kort pege på hovedårsagen til min bekymring. Dansk Oase vedkender sig læren om retfærdiggørelse og helliggørelse, men vil gerne oven på dette bygge "tjenesten" eller hvad man nu vælger at kalde det, og uanset hvordan jeg i årenes løb har set på dette "3"-ben så ser jeg det som en skjult gerningskristendom.

Se svar andensteds...

Dansk Oase er en und bevægelse, og derfor giver det sig selv, at der er knap så mange ældre og 'modne' mennesker der. Men det kommer vel med årene.

Uanset om artiklen underbygger dit raseri i pkt. 3, så er det ikke grebet ud af den blå luft, da en sådan holdning blot er en naturlig konsekvens af karismatisk teologi.

det var jeg som godt med på, glemte vist bare at sætte modtager på og det var jo til Greven

well det vil jeg da gerne have uddybet lidt.... for jeg har ret svært ved at se hvor der er lære om retfærdiggørelse og helliggørelse?

Min bekymring tager sit udgangspunkt i et ældre forsvarsskrift fra Dansk Oase, som første gang blev udsendt i 1991, og siden er blevet republiceret en række gange, senest i 2003, så vidt jeg er orienteret. I skriftet, kaldet "Karismatisk fornyelse og Luthersk Tradition" afsættes nogle teologiske "retningspæle" for Dansk Oase, som et modsvar til de traditionelle lutherske vækkelsesbevægelser og kirker.

I dettte skrift skrives der mange forskellige ting, og jeg skal undgå at berører øvrige elementer der eventuelt måtte bekymre, men holde mig til forståelsen af og synet på Retfærdiggørelsen og Helliggørelsen og slutteligt udrustning.

Synet på retfærdiggørelsen kan jeg ikke anfægte, tværtimod, og lad mig gerne bringe citatet:



En meget smuk udlægning af hvorledes vi er retfærdiggjorte ved dåb og tro, og vel og mærke uden for os selv. Videre skrives knap så klart om helliggørelsen, men vender tilbage dertil.

Efter helliggørelsen følger "udrustning" eller som man kalder det i moderne kirkeligt sprogbrug "dicipelskab", således skelner skriftet mellem helliggørelsen og gerningen, for mig at se en ubibelsk sondring, for at forklare opstilles her Dansk Oases synd på de tre beskrevne elementer:

Retfærdiggørelsen - Nåden uden for mig, Jesu frelsesværk, Kristus korsfæstet og opstået for mig og "Jeg er i Kristus".

Helliggørelsen - Nåden i mig, synduddrivelsen (Jesu natur vinder frem i mig), jeg er korsfæstet med Kristus og "Kristus er mig" (Åndens gave).

Udrustning - Nåden gennem mig, Salvelse (Jesus gør sin gerning gennem mig), Kristus giver mig sin opstandelseskraft og jeg er et lem på Kristi legeme (Åndens gaver).

Om helliggørelsen er jeg ikke entydigt enig, således må fokus i læren om helliggørelsen være at Han vokser og jeg bliver mindre, således er helliggørelsen ikke at jeg bliver syndfri, men tværtimod at jeg stykkevis erkender hvor omfattende min syndighed egentlig er, og hvor stor Kristus egentlig er. Da Guds ejendomsfolk stod og kiggede på kobberslangen, blev de ikke fri for slanger, dse blev heller ikke fri for giften, men giftens virkning, blev de frelst fra. Vi står altså i samme situation så længe vi lever dette jordeliv, faktisk kan man ved nærlæsnign af skriftet få det indtryk at der ikke blot er sejr over synd i Kristus, men at jeg selv kan sejrer over synd, jeg tror ikke dette er intentionen, men man kunne godt forledes i den retning.

Om udrustningen... sætningen om "nåden gennem mig" kan jeg ikke finde nogen fornuftig begrundelse for, der flyder ikke nogen nåde gennem hverken dig eller mig, mission og evangelisering er ikke noget der flyder gennem mig, men det er mig der peger væk fra mig selv over mod Kristi kors, en ikke ubetydelig sondring. Skal vi tage beretningen om kobberslangen frem igen, svarer det lidt til at man kunne blive frelst fra giften, ved at en eller anden venlig sjæl sagde "Hold mig i hånden og sug af mig", hvor frelsen var blevet vedkommende til del, hvis den venlige sjæl i stedet havde peget på kobberslangen og sagt "Se!".

Hvad angår "Jeg er et lem på Kristi legeme" så podes vi allerede ind på Kristi legeme i dåben, altså har dette intet med udrustning eller helliggørelse at gøre, jeg er ved dåben indpodet på Ham.

Når man tager elementer af retfærdiggørelsen, eksempelvis "Vi er et lem på Kristi legeme" og lægger det over i en kasse man kalder "udrustning", og ikke i den retmæssige kasse, så skaber man for mig at se forvirring omkring frelsesgrundlaget, og dermed muliggør man at folk ender i lovtrældom.

Slutteligt vil jeg gerne pege på et mere befriende syn på disse ting, et syn jeg mener er bibelsk, nemlig at Guds nåde er den samme, og gør det samme om vi taler Retfærdiggørelse, helliggørelse eller udrustning.

Jesu Kristi nåde gælder alt i mit liv, således gør vi mennesker intet velbehageligt for Gud, hvis ikke Kristi offergerning rensede disse gerninger med sit blod. Ingen tjeneste, sporadisk eller livslang er gavnlig eller Gud velbehagelig hvis ikke det var for Jesu Kristi død og opstandelse. Dette er frihedens evangelium at ALT ligger uden for mig selv, friheden er at jeg må gøre mig færdig med mig selv og mit eget, og leve, handle, missionerer, erfarer, være i Kristi nåde, og vide at det er nok ikke bare til frelse, men også i mit jordiske virke.

Dokumentet jeg refererer til kan findes her:

Karismatisk fornyelse og luthersk tradition