Hej.
Til alle jer kristne. (inklusiv mig selv)
Tænker i ikke også nogle gange: Findes der endelig en Gud. Har Jesus endelig levet? Tænker i ikke over det et par gange i jeres liv?

Jo, løbende. Men tænk det bare igennem. Selv kommer jeg gang til samme konklusion.

Hej zodiac,

Ja, jeg taenker tit over det og jeg tror da ogsaa det er vigtigt at vende de store spoergsmaal i hovedet engang imellem. Jeg tror det er godt, at man hele tiden taenker over hvorfor man tror og hvad det nu er man tror paa. Man kan nemt komme til at gaa og tage det hele for givet.

Mvh. iglo

Ofte...

Der findes i kristne kredse tvivl, som ofte handler om hvorvidt man er indenfor eller udenfor nåden...

Men der er en anden tvivl som desværre alt for sjældent nævnes, en tvivl som handler mere om hvorvidt man som kristen bliver holdt 100% for nar, at Gud ikke findes, at Bibelen er ren og skær humbug...

...min personlige erfaring er den, at den sidste type er den mest smertefulde og frygtelige, for når jeg i perioder er sikker på at Gud er til, jamen så er det hele jo så entydigt logisk at selvfølgelig er frelsen min...

...men når man tvivler på Guds eksistens, er man ikke længere i tvivl om hvorvidt man er inkluderet eller ekskluderet fra håbet, men man er i tvivl om der overhovedet findes håb, og det er en pain!

Heysa

Jeg oplever nok ikke så meget at være i tvivl om Gud eksisterer. Jeg bliver nok nærmere i tvivl om han er ligeglad med os, om himmel og helvede eksisterer osv.

hehe... Ja jeg kommer også altid til den samme konklusion

Hej Zodiac

Lige præcis de der spørgsmål tvivler jeg faktisk ikke rigtig på. Nogen gange har jeg det næsten helt dårligt med det. Altså jeg har det ikke dårligt med, at jeg ikke tvivler på, at Jesus har levet, for det skal man være ualmindelig pessimistisk på den almindelige historievidenskabs vegne for ikke at tro på. Men jeg synes nogen gange, det er lidt underligt, at jeg ikke tvivler på, at Gud er til. Når nu så mange rigtig udmærkede kristne mennesker, hvoraf jeg ser op til mange, tvivler på netop dét.

Til gengæld kan jeg godt nogle gange tvivle på, om det virkelig kan passe, at Gud vil have noget at gøre med sådan en synder som mig. Og jo mere jeg ser på mig selv og alle mine fejltagelser, som jeg slet ikke kan tælle eller holde styr på - jo mere i tvivl kommer jeg. Men når jeg tænker på Guds løfter - på hele den frelsesplan han af kærlighed satte i værk for at frelse os mennesker til trods for vores oprør mod ham i Edens have - frelsesplanen som kulminerede i at Gud selv blev menneske, levede, døde og opstod for at give os evigt liv - når jeg tænker på det, så bliver tvivlen med et slag forvandlet til en tak til Gud.

mvh
Nikolaj

Jo, det sker en gang imellem. Men i mangel på bedre vidende tror jeg videre.

Hej Nikolaj.

Fortvivl ikke (og det samme kan jeg nu sige til mig selv...)
- jeg har det på nøjagtig samme måde, sad også lige og følte mig lidt "underlig", når jeg ikke syntes jeg gik og oplevede den tvivl, om Gud var til - man føler nærmest, at hvis man sagde højt, at man ikke havde den tvivl, ville de, der hørte det, nærmest føle det lettere suspekt, eller nærmest løgn og "sværmeri" på godt Kanaan-sprog ( ). Har du det lidt på samme måde?
Så har jeg endelig mødt en, der har det som mig på det område.
Og jo, den anden slags tvivl, du beskriver (og modgiften til den) kender jeg også.

Mvh. Anne.

Hej Anne

Jo, jeg tror, vi har det meget på samme måde.
Jeg tænker, at det må være en enormt stor byrde for en kristen at tvivle på Guds eksistens. Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, hvordan jeg selv skulle kunne have et personligt forhold til en person, hvis jeg var i tvivl om, om han overhovedet eksisterede. Det må være en stor byrde, og jeg har det på en måde lidt skidt med, at jeg ikke kan være med til at bære den.

Endnu en tanke: jeg gad vide, om det er denne dybe tvivl på Guds eksistens, der får nogle til at sige sådan noget som: "Vi kan kun kende Gud gennem Jesus, som Jesu far". Jesu eksistens har vi jo ikke grund til at tvivle på. Men jeg må nok sige, for mit eget vedkommende, at jeg kender altså i høj grad Gud på andre måder, først og fremmest som min kærlige Skaber.

Guds fred
Nikolaj

"Tænker i(I) ikke også nogle gange: Findes der endelig en Gud.(?)" skriver zodiac.

Jo, hele tiden. Min tro er en ganske lille flamme, der truer med at gå ud til enhver tid. Men jeg tror på (!), at Gud gennem bøn giver mig troen som en gave - gennem gudstjeneste, bibellæsning og nadveren.

Gud giver sig også til kende for mig i kraft af skaberværket, nemlig naturens overvældende og forbløffende kompleksitet, som er et vidnesbyrd om en intelligent designer.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej Nikolaj
Jeg kender meget godt fra mig selv at have det sådan, som du beskriver det. Jeg kan ikke huske nogen sinde at have været i tvivl om, hvor vidt Gud eksisterede. Men jeg har meget ofte haft tvivl om hans interesse i mit liv og for den sags skyld også (og nok endnu mere) min egen tro, og hvor vidt jeg nu selv er frelst.

Jeg ved ikke, om det er sådan, at man altid synes, at den måde, man selv oplever tvivl på, er den værste. Men skal jeg selv komme med et, så synes jeg selv det sværeste er, når jeg kommer i tvivl om, om jeg selv er frelst. For jeg tror jo på både en frelse og en fortabelse. Og derfor kan tanken om, at jeg ikke skulle være frelst fylde mig med en stor frygt.

Jeg tror ikke, at hverken det at have en tvivl eller det ikke at have det er noget, vi behøver at skamme os over eller gå stille med dørene. Tværtimod. For det første fordi andre kristne har brug for at vide, at de ikke står alene med det, hvis de går med den samme tvivl. Det tyder både dit eget, AnnePande's og vel også mit indlæg på. For det andet fordi vi kan hjælpe hinanden igennem tvivlen også selv om det ikke lige er det samme, vi tvivler på. Når jeg f.eks. tvivler på min egen frelse, kan det sagtens være, at det hjælper at få at vide af en, der ved sig frelst, at det er jeg også, når jeg bare klynger mig til Jesus.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl

Jeg kan også tvivle på min egen frelse, men jeg tror ikke på, at man kan få troen fra "en, der ved sig frelst," som Mark skriver.
Efter min mening kan ingen "vide" sig frelst. Det er alene en trossag. Troen beror ikke på noget, man selv kan/skal præstere. Troen går ud på at modtage en gave.

Med venlig hilsen
hoeg