Er det mon okay at blive gift med en muslim selvom man er kristen?

Hej zodiac!

Hvad mener du med "ok"? Hvem skulle bestemme, om det er "ok"?

Jeg har svært ved at se, hvorfor man som kristen skulle ønske sig at være gift med en person, der ikke deler det vigtigste i livet?

Mvh. Jalokin

Man kan vel ikke sige at det er forkert, men man kan måske sige at det er risikabelt.

Man har jo som kristen og muslim to vidt forskellige livsanskuelser, og der vil derfor sikkert opstå en del seriøse konflikter i et sådan ægteskab, som kræver at man slår en del knuder på sig selv og sin tro. Så er spørgsmålet om man vil udsætte sig selv og sin tro for det?

Hej zodiac,

Til dette spørgsmål hives andet korintherbrev 6.14 nogle gange frem:

Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?

(Du kunne prøve at læse resten af andet korintherbrev kap 6.)

Mvh. iglo

Hvorfor skulle det ikke være det?

Selvfølgeligt vil der være store forskelle i opfattelsen af mange ting, men det er der jo i alle forhold.

Elsker man hinanden vil det, i mine øjne, være fuldstændigt tåbeligt at lade religionen afgøre hvem man skal elske og dele resten af sit liv sammen med.

Jeg er katolik og min kone er ikke troende. Det går ganske udmærket alligevel.

En sand kristen vil kun gifte sig med en anden kristen. Dette er i overensstemmelse med Paulus' ord i 1Kor 7:39, der siger: "En kvinde er bundet, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren." At gifte sig "i Herren" betyder at gifte sig med én med samme kristne tro.

Bemærk også princippet i 2Kor 6:14, om 'ikke at spænde sig i ulige åg med en anderledestroende'.

Når begge de kommende ægtefæller har indviet sig til Gud, hviler deres forpligtelser over for hinanden på et solidt åndeligt grundlag. De har de samme værdinormer og de samme mål i livet. Dette bidrager i høj grad til et lykkeligt ægteskab. Når man ’gifter sig i Herren’, viser man desuden at man er loyal over for den Almægtige, og det fører til varige velsignelser, for "du [Gud] er trofast mod den trofaste, retsindig mod den retsindige". — Salme 18:26.

må jo erkende mig enig med Michael her!

jeg vil tro at man skal bøje sig for mange steder for at få forholdet til at fungere og at en af parterne nok vil ende med at forlade sin tro til fordel for den andens....

personligt ville jeg også syntes at det ville være svært ikke at kunne dele, og føle mig forstået af, alle de fantastiske oplevelser med Gud, med min mand!

MEN elsker man så elsker man og det er ofte ret svært at lade være med når det først er det

Harj Rachel!

Dig kender jeg da vist under et andet navn *S*

Vidste ikke at du kom herinde, men velkommen!

Harj jo jo jeg er her da stadig men er vist mest passiv

Nej hvad skulle der være forkert i det? Let the heart lead in love, not mind nor faith or politics!

Mvh Lars

Og er man real madrid fan, skal man ikke gifte sig med en Liverpool fan, for man har jo vidt forskellige opfattelser af tingene

lars -

Jeg vil så bestemt ikke erklære mig enig,.

Lover vi ikke i hinanden "i medgang og modgang",
For mig lyder det mere som et bekvemtheds dogme fra kristne kredse.

Og jeg tror ikke at hvis du virkelig var forelsket at du ville have svært ved ikke at dele troen med ham, jeg synes det lyder roddet, at man pludselig sætte det op som om man ikke kan være rigtig kristen hvis ikke ens fælle dele sammen livsholdning som en selv...

Det er der jo heller ingen, der har sagt.

Guds fred
Nikolaj

Jeg vil lige henlede jeres grundige opmærksomhed på, at Paulus faktisk taler om den slags "blandingsægteskaber", I debatterer her.

1Kor 7, 12ff:
"""""
Til de øvrige siger jeg, ikke Herren: Har en broder en ikke-troende hustru, og hun gerne vil blive boende sammen med ham, skal han ikke skille sig af med hende. Og har en kvinde en ikke-troende mand, og han gerne vil blive boende sammen med hende, skal hun ikke skille sig af med ham. For en ikke-troende mand er helliget ved sin hustru, og en ikke-troende hustru ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige. Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske; en broder eller en søster er ikke bundet i sådanne tilfælde.
"""""

Vi ser bl.a. her, at Paulus ikke var imod skilsmisse: "Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske" (1Kor 7,12).

Forhåbentlig kan nogen af jer bruge Paulus' råd til noget

Jeg synes nu gennemgående, at de gange disse debater er dukket op, så har det lagt i luften,.. Konstante disse "uhh det er svært" "du kan risikere"... etc .)


kærligst Lars

Hej Lars!

Jamen fint nok...

Du ville uden problemer lade din søn omskære?
Gå i koranskole?

Mvh. Jalokin

Er Lars' sweetheart en f*ndamentalistisk m*slim?
Er det ikke noget af et ekstremt særtilfælde, du fremhæver der?

Hvad med en ateistisk bedre halvdel, som lærer sønnike noget om darwinisme i stedet?

I øvrigt har de hidtidige indlæg handlet om parforhold, ikke om familierelationer.

Ville du, Jalokin, helt afvise at blive forelsket i/blive kæreste med en, der ikke deler din egen, personlige tro? Og selv om du netop afviser det, så vil du vel tillade enkelte uenigheder, ikke?

Spørgsmålet er vel snarere, hvor mange uenigheder, man kan leve med i et parforhold...

Ehhhm jeg ville personligt synes det er en umulighed, for mig altså..

Jeg ville have svært ved at leve med en jeg konstant skulle bede for, i frygt for at den jeg elskede kom i helvede..

En ikke troende som er døbt ville jeg nemmere kunne indlede forhold med..

I det mindste tillader Paulus skilsmisse for et sådant parforhold: "Men vil den ikke-troende ægtefælle skilles, så lad det ske; en broder eller en søster er ikke bundet i sådanne tilfælde." 1 Kor 7,15......

-Intet er umuligt for den som tror- og det gælder for mig også i kærlighed...

Jeg har læst dit indlæg igennem 4-5 gange, ikke fordi det tog langt tid, men fordi jeg helst undgår at komme til at lyde for direkte, so here we go...

Ehhhm jeg ville personligt synes det er en umulighed, for mig altså..

Jeg ville have svært ved at leve med en jeg konstant skulle bede for, i frygt for at den jeg elskede kom i helvede..

En ikke troende som er døbt ville jeg nemmere kunne indlede forhold med..

Jeg ville ønske du ikke ville bringe en personlig vinkel på det her, men det gjorde du så, og så må jeg forholde mig til det, og svare derpå..

Hvis det for dig er helt umuligt at indlade dig på et forhold med en som ikke tror som dig, er det så ikke bare et bekvemtheds problem? Forstået sådan at dine ofre for et forhold kun ligger der hvor det ikke er en risko for dig?
Det er i al fald ikke ret romantisk, men sådan tænker alle mennesker jo heller ikke men det lyder noget hult; "Skat, jeg elsker dig, fordi vi er enige.. eller tror noget ens.."

Er det nemmere at leve med en som deler ens overbevisning, er der ikke nok ting vi kan slås og skændes om? Nej, men det er mere Bekvemt

At kristne eller muslimer kan tale om sådan noget i vores samfund lyder og er fuldstændigt det samme som at en bondepige ikke må gifte sig med en adelsmand, fordi de ikke er af samme stand og det ville koste dem begge meget, mest den ene som løber den største risiko - hvornår er kærlighed blevet nem? Hvornår er kærlighed blevet en karriere mulighed som vi kan skræddersy ind i vores liv af bekvemmeligheder? Hvis kærligheden ikke er der hvor vi skal kæmpe for tingene, gå på kompromis, bide i det sure æble, bygge bro, grine og le, græder og dø.. hvor er det så`???

Hvordan kan vi tale om næstekærlighed til alle, hvis vi kun kan og må og bør, forelske os i vores egne???

Hvis du nu elsker en, er han så ikke værd at bede for altid? Er der ikke altid noget at frygte omhandlende at miste den man elsker?

Og er frygten for at vedkommende ryger til fortabelse nok til at du ville lyve for dig hjerte?

Lad mig blive personlig, ganske kort om mig selv
Min kæreste og jeg kommer fra 2 vidt forskellige kulturer, to vidt forskellige familier, 2 forskellige samfundslag, 2 forskellige lande, og vi har 2 forskellige livsanskuelser...
Der er mange ting vi kan debattere og kæmpe på plads, og det gør vi så-- nogle dage er det nemt, andre dage er det en kamp - men oh boy, hvor ville jeg aldrig kunne undvære det... Personligt vil jeg hellere opleve ægte kærlighed og nyde den varighed, også selvom det måtte smerte mig ikke at se hende i himmelen... Fordi at gå til himlen på et bekvemt kompromis for mig er værre end fortabelse..

Din sidste bemærkning Carrie, det er jeg ked af at sige, men det lyder som hykleri...
Du vil nemmere kunne leve med en som kalder`sig eller virker eller har deltaget kristent, end egentlig er det???

Hvad blev der af ægte kærlighed hvis den skal beregnes, planlægges og handles med???

-Lover vi ikke hinanden i kirken, i medgang og modgang?-



Kærligst - Lars/stud.theol

Hej Lars,


Der er vel ret beset også en anden mulighed:

"Skat, jeg elsker dig for alt det vidunderlige du er - men desværre har vi nogle grundliggende uenigheder, der vil gøre det for problematisk for mig at leve sammen med dig - og for dig at leve sammen med mig. Jeg elsker dig - men det går desværre ikke"

Hvis præmisserne er alt for forskellige, så kan et forhold eller et ægteskab - hvor stærk kærligheden end er - ofte få rigtig rigtig svære betingelser.

Gør man ikke sig selv - og den man elsker - en tjeneste ved at gøre sig disse overvejelser inden man kaster sig ud i et forhold - eller et livslangt ægteskab? Det mener jeg, at man gør!

Sov godt
/B

Hejsa Brian,..

Havde glædet mig til at du dukkede op i en debat også passende nu hvor semestret starter igen, i al fald for mit vedkommende

Jeg kan sagtens forstå din pointe Brian, og jeg synes og den er smart, logisk, og ligetil

Men dertil synes jeg også at logik, smarthed og ligetil ikke hører til i kærlighed

Kærlighed er;.....

Hvor ægte er kærlighed hvis den stemmes på et bekvemt grundlag, og hvis den frem for alt søges af praktiske foranstaltninger?

Har kærlighed ikke alle sine dage være problematisk, og er det ikke det skønne og mystiske og betagende ved den?

Man gør bestemt sin comfort zone, en tjeneste ved at holde sig fra en man ved der kommer til at koste kræfter - i min verden hedder det slet og ret modspil - heller en med egne meninger end som mener det samme som jeg -

Og tjener Jesus ikke som det ultimative bevis på at kærlighed er værd at ofre alt for uanset smerte og pine?

Sov selv godt Brian
mvh Lars

... Lars, det forekommer mig, at du ikke skelner mellem forelskelse (den gør tit blind!) og kærlighed, som tværtimod gør seende ...

kristina

Nej Kirsten, jeg rangere ikke mit hjerte

Jeg degradere ikke forelskelse, og slår på at et begreb som vi definere forskelligt some kærlighed er bedre eller "seende"

Jeg tror netop at systematisere det gør en blind:)
Oprigtighed og ægtehed er ikke planlagt


Kærligst Lars:)

Hej Lars,
bare lige nogle hurtige kommentarer



Det handler ikke om praktiske foranstaltninger. Det er vel de færreste, der finder deres livsledsager udelukkende vha. praktiske hensyn. Det gjorde jeg i hvert fald ikke - og jeg kender heller ikke nogen der gør det.

Det handler vel i stedet om, at kærligheden sagtens kan være både stærk og ægte, men have så dårlige vilkår og betingelser, at begge parter trives bedst hver for sig?! Sådan tror jeg det må være.



Du har da ret i, at kærligheden kan være problematisk. Men når uenigheden er eksistentiel, så syntes jeg, at uenigheden rækker langt dybere, end hvis det bare gjaldt fx. politisk overbevisning. Det eksistentielle handler om liv og død: Bygger vi hinanden op med vore valg og prioriteringer - eller er vi med til at rive ned? Med andre ord: Er vi medarbejdere på hinandens tro - eller modarbejdere - eller passive beskuere?

For mig er det afgørende, at min kone er en kristen - af mange grunde! Hun er medarbejder på min tro; vi kan dele det sammen, som vi anser for vigtigst i tilværelsen; vi bakker hinanden op i valg op prioriteringer der tjener Guds rige - og måske mest af alt: Hvis vi får børn, så ønsker vi begge helhjertet, at de skal døbes og oplæres i den kristne tro.

Alt dette var ikke en selvfølge, hvis min kone ikke var en kristen.



Modspil er godt! Slet ingen tvivl om det. Tro mig, når jeg siger, at det får jeg MASSER af herhjemme til daglig :-D

Men hvis jeg var gift med en muslim fx. er jeg ikke sikker på, at jeg ville sætte pris på det religiøse modspil jeg givetvis ville få. Det vil være sundere med et medspil - i hvert fald på det eksistentielle område.

For mig handler det altså ikke om bekvemthed her i livet. Det handler om, at jeg har et mål der hedder, at jeg gerne vil nå frelst hjem til Guds store himmelske fest - og derfor er det vigtigste for mig her i livet, at jeg lever med Jesus hver dag. Det koster i forvejen blod, sved og tårer - så for mig er der ingen grund til at lægge yderligere svære forhindringer på min vej. Jeg håber du kan følge mig!

Må man så som kristen ikke gifte sig med et menneske af anden tro? Tjo, det må man da. Jeg vil bare ikke anbefale det...

God weekend
/B

NB: Jeg starter ikke på noget nyt semester på mandag - jeg afleverer i stedet speciale om 14 dage! :-)

Hej Lars

For at give dig mulighed for at uddybe, hvad du mener, vil jeg stille dig et par kritiske spørgsmål (Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg er lodret uenig med dig.):

Det lader til, at du mener, at kærlighed med en rent emotionel, irrationel begrundelse er rigtigere og bedre end kærlighed med en mere eller mindre rationel begrundelse. Hvorfor egentlig?

Du siger, at det er udtryg for bekvemhed, når man søger en livsledsager med det samme livssyn som én selv for at undgå konflikter, f.eks. om børneopdragelse. Man kunne overveje, at det, du kalder bekvemhed, ville en anden kalde tryghed. Er du enig i det, eller hvordan mener du, at de to ting er forskellige?

Guds fred
Nikolaj

Hej Evangelist.

Jeg kunne ikke være mere enig i det du skriver. Jeg er selv gift med en udlænding og vi har absolut heller ikke samme tro - han har ingen.
Jeg kan godt blive trist over det nogle gange, ville da gerne at vi kunne dele troen på Jesus med hinanden, bede sammen og gå i kirke sammen, men man kan ikke få alt her i livet og derfor må man vælge hvad der er vigtigst for een.
Jeg tror på at min mand er helliget ved mig og min tro - det har jeg læst noget om i bibelen.

Hilsen Angela

Til Nikolai

Naturligvis ville de fleste nok som udgangspunkt søge en kæreste de havde flest mulige ting til fælles med, men i sagen her, har de to mennesker allerede forelsket sig i hinanden.

Hilsen Angela

Kærlighed har ikke nødvendigvis noget med dit følelsesliv at gøre.
Du kan ikke i sandhed love hverken Gud eller din tilkommende at du vil være forelsket i hende (dvs. føle dig fysisk tiltrukket til hende)til døden jer skiller.

Forelskelse er en helt fantastisk dejlig tilstand, men har unægtelig karakter af come and go - hinsides dine ønsker og din vilje -

Et løfte om livsvarig kærlighed forudsætter en beslutning og en vilje. Kærlighed kan man love hinanden - hvis man altså beslutter det. Ikke forelskelse.

I kærlighedens ramme kan hjerterne boltre sig som det nu kan falde .. og den er uafhængig af de ydre omstændigheder så som sygdom og aldersforandringer og eventuelle spontane forelskelser i yngre og kønnere modeller ..

Men det ved jeg så ikke, om vi kan blive enige om .. ?

kristina

Hej Morten M.

God info om Paulus/skilsmisse, men jeg har bare et enkelt spørgsmål til dig; Hvis Paulus talte sandt og vi skal lytte til det han har sagt, er det så ikke også forkert af mig som kvinde at være her på debatten - kvinder skal jo ifølge Paulus tie i forsamlinger og bøje hovedet??

Hilsen Angela

Du kender sikkert det almindelige teolog-svar (alt det her med de tiende kvinder, der skal bede med slør og lignende, hører en særlig kultur til, og generelt skulle forhindre, at den kristne menighed (i netop den kultur, i netop det område), fik ry af løssluppenhed, utugt og det der er værre...!)

Derfor vil jeg ikke gå i detaljer med det. Du kan nemt finde andre, som ved meget mere om det end jeg gør (og der er sikkert et par svar i arkivet om netop det emne).

Derimod vil jeg sige noget mere generelt: Kristendommen udvikler eller forandrer sig i tidens/historiens løb. Gamle skikke forsvinder, nyere kommer til...
- Kristendommen forandrer sig især i mødet med andre kulturer...

Jeg fornemmer et antitetisk, underliggende spørgsmål i dit indlæg: "Hvis vi ikke følger Paulus, når han fx byder kvinderne at tie, hvorfor skal vi så følge Paulus i andre ting? Hvem udvælger det, der er forældet (eller kulturspecifikt) og det, der er gyldigt?" Hvis det ikke er din mening, så kald det min tolkning

Denne udvælgelse er der strengt taget kun 2, der kan foretage: Kirken/menigheden, der støtter sig til en eller anden form for tradition og autoritet.
Eller: Den enkelte kristne, som med sin egen samvittighed må udvælge, hvad der er forældet (eller kulturspecifikt) og hvad der er gyldigt.

Enten må man lytte til en autoritet eller til sin egen samvittighed. Måske er det bedst, hvis man kombinerer de to muligheder.

Hej Morten M.

Jeg synes der er så mange der vælger at bygge deres tro op omkring egne teorier - "ta`selv bords kristendom". Jeg vil hellere vælge at tro på bibelen som helhed, kultur bestemte beretninger eller evig sandhed og så indrømme at der er ting jeg ikke kan leve op til - forstår du hvad jeg mener?

Angela

Det vil jeg tro, at jeg gør. Og det lyder som om du har det bedst med at holde dig mere til en autoritet end til din egen, personlige udvælgelse.

"Jeg vil hellere vælge at tro på bibelen som helhed", skriver du. Betyder det ikke, at valget af Bibelsyn og fortolkningsautoritet er subjektivt/personligt?

Du har valgt et særligt syn på Bibelen (at tage det hele med), ikke? Men det er vel ikke mindre subjektivt, end når nogen "ælger at bygge deres tro op omkring egne teorier - "ta`selv bords kristendom"" ...vel?

For hvis der ikke er tale om et sådant valg, så er det jo tvang. Du er vel ikke tvunget til et bestemt syn på Bibelen og kristendommen?

Pas godt på hinanden Angela

Love is worth fighting for:)


Kh lars

Morten du burde være ordstyrer med sådan et klarsyn

mvh lars

Bravo Kristina
Kunne ikke selv have sagt det mere præcist tror jeg

Det går ikke - jeg ville nok bare skælde folk ud for ikke at være klarsynede nok

Hykleri.. Nå jaja.. Nej ser det bare sådan.. En med en latent tro der er døbt kristen, har nok større mulighed for at blive kristen end den der er troende muslim, jøde osv

Det var hvad jeg mente, så må du kalde det hvad du vil..

Og hvorfor måtte jeg ikke bringe et personligt synspunkt ind? Hvor står det?

Og nej, du MÅ da ikke forholde dig til det og svare, du kan da blot lade være

Hej Lars!

Hvad er kærlighed? Er den største kærlighed ikke Jesu kærlighed? Er det vigtigste i livet ikke at bevare troen? Er den største kærlighed i et ægteskab da ikke at man hjælper hinanden i den kamp?

Hvis det med frelse og fortabelse ikke er så vigtigt, er det selvfølgelig ligegyldigt, om ægtefæller kan opbygge hinanden og hjælpe hinanden i troens kamp.

Hvis frelse og fortabelse derimod er vigtige spørgsmål, så er det selvfølgelig ikke ligegyldigt om du risikerer at din ægtefælle er med til at lede dig bort fra troen eller om jeres børn får en kristen opdragelse.

Mvh. Jalokin

Man bliver vel ikke nødvendigvis kristen af det, du kalder en kristen opdragelse? - og omvendt: Man kan vel godt blive kristen uden en kristen opdragelse?

...hvad så end "en kristen opdragelse" præcist er....

Kristen opdragelse er, mener jeg, at børnene bliver døbt, at forældrene beder aftenbøn med dem fra de er små, lærer dem Fadervor og fortæller dem om Jesus, for at de kan blive bevaret i troen på ham, som de er døbt til at tilhøre.
Og tager dem med i kirke, når de er store nok til det.

Det er jo hvad Jesus har befalet os at vi skal gøre: døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og lære dem ...

Men ja, man kan godt blive kristen, selv om man ikke har fået en kristen opdragelse (det blev jeg selv) og en kristen opdragelse er ikke nogen garanti ...

Men det er ikke nogen god grund til at se bort fra den! Det er vor Herre og Frelser selv, som har givet os missionsbefalingen, og det er netop en befaling- ikke bare et forslag!

kristina

Kristen opdragelse er ikke kun at bede aftenbøn; kristen opdragelse er at være kristen og være et godt eksempel for sine børn.

Hvad er det (som du tror?) jeg kalder kristen opdragelse?

Nej, kristen opdragelse er ikke kun at bede aftenbøn, men jeg skrev jeg heller ikke, at det kun er!

Kristen opdragelse er, som du skriver, at være kristen og og være et godt eksempel for sine børn.
Det vigtigste er, mener jeg, at lære dem om Jesus, gerne synge kristne børnesange med dem osv., så de allerede som små kan vide, at de har en kærlig Far i himlen ...

kristina

Hej Jalokin>

Godt du ligger ud med en definition, som du ikke selv giver et bud på

Jeg kan starte med at lægge ud med at jeg er af den overbevisning at "Kærlighed" "Forelskelse" "Tiltrækning" og etc - er universelle begreber som går på tværs af religiøs standpunkter eller politiske indstillinger, eller kulturelle baggrunde...

Derfor kan jeg ikke følge dig i den kirkelige retorik, som putter Jesu frelsergerning ind i en helt anden problematik.
Snakken tog udgangspunkt i kærlighed/forelskelse imellem mennesker - fx af 2 forskellige religioner - Da kærlighed og forelskelse er universelle, og ikke tilhører kristendommen mere eller mindre end den gør for ateister eller muslimer - kan jeg som udgangspunkt intet forkert se i at kærlighed spire imellem 2 mennesker af forskellige indstilling.

Jesu kærlighed, er den største kærlighed for kristne som tænker meget over paradis og frelse - Men for muslimen, buddhisterne og ateister og etc har den med garanti ikke så stor en betydning eller værdi -

Desuden synes jeg det lyder underligt at når vi taler om kærlighed imellem mand og kvinde - deres personlige følelser- at så skal vi have Jesus ind i snakken - som om han har patent på det - he has not - he is an ideal of a type of love -

Jeg synes din retorik er gennemgående i dit indlæg, og jeg kan sagtens forstå hvorfor du skriver og mener som du gør - Men jeg synes netop at den retorik gør mennesket så utroligt småt- og dets følelser værdiløse, hvis ikke de er klinget til tro´s spørgsmål - og det forkaster jeg - Bland ikke politik religion, går også videre for mig bland ikke kærlighed og religion.

Jeg har i de andre indlæg skrevet min tydelige holdning til at kærlighed ikke er nem, og fornuftkærlighed for at føje troen er et bekvemtheds midel.

Jeg elsker min kæreste lige højt, om vi havner hver vores sted, og den bliver ikke mindre eller forkert af vi ikke dele indstilling...

Hvis man vil dele troen i et forhold, fint - hvis ikke man vil, fint....

Mvh Lars

Hvis kærlighed ikke har noget med dit følelsesliv at gøre, så er jeg overbevist om at så har vi ikke længere med kærlighed at gøre, men en substans som ikke rigtigt er noget, Kristina

At elske, går vel på en dobbeltbetydning, set såvidt at indstillingen følger viljen, som produkt af følelser, kærlighed/Forelskelse

Jeg synes det er ærgeligt, hvis dine forelskelser har været come and go,... Jeg må ærligt indrømme at her er det come and stay

Kærlighed som en beslutning, bringer mig tilbage til at du ser ud til at gøre kærlighed til et bekvemtheds spørgsmål, hvor man laver en deal baseret på fornuft.

Jeg tror ikke vi kan blive ret enige om det, da jeg synes du gør kærlighed til noget mekanisk og systematisk.......

mvh lars

Den der jubel forstår jeg så ikke

Gud har skabt mennesket som mand og kvinde og til at leve sammen, så selvfølgelig er kærlighed mellem man og kvinde et universelt fænomen.

Men et ægteskab er ikke en livslang forelskelse. Det er to mennesker, der med kærligheden til hinanden går den samme vej. Ægtefællen er (forhåbentlig!) den person, man uden sammenligning tilbringer mest tid sammen med og betror aller mest og som har størst indflydelse på en. Derfor er det afgørende, at ægtefællen deler ens mest grundlæggende værdier.

Men det er åbenbart tom retorik at understrege det?

Følelser og kærlighed opstår vel i et samspil med hinanden? Du kan nære dine følelser og du kan (til en hvis grænse) lukke af for dem, hvis de er skadelige for dig.

Ved at beslutte sig for at elske og leve et ægteskabeligt samliv nærer man sine følelser for hinanden.

Lars, det er lidt svært at debattere med dig. Det er lidt "goddag mand/økseskaft" over det, synes jeg.

Jeg har IKKE skrevet, at kærlighed ikke har noget med følelser at gøre!
Jeg har forsøgt at forklare, at sand kærlighed kan bære, også når forelskelsen (midlertidigt eller permanent) ikke kan.

Du skriver, at din(e) forelskelse(r) ikke er come-and-go, men come-and-stay. So far so good! Det vil jeg da ønske til lykke med - det er jo også en del af lykkerusen at have netop den overbevisning.

Nu vil jeg nødig være lyseslukker, men din overbevisning kan have lidt at gøre med, at du og din er så tindrende unge, og det kan trods alt være godt at være forberedt på, at der kan blive brug for den varige kærlighed, når/hvis forelskelsen en dag er dampet af ..

Kærlighed er ikke "et bekvemtheds spørgsmål" som du mener at jeg giver udtryk for.
Tværtimod!

Den dag man fristes til bryde ud og påbegynde et helt andet fællesskab, kan det føles særdeles ubekvemt at have truffet en livsvarig troskabsbeslutning.
I så fald en "ubekvem" - men en rigtig rigtig god beslutning!

kristina