Et dilemma!

I disse dage er ca 30 koreanske bistandsarbejdere gidsler hos en afghansk oprørsgruppe. De kræver en række fængslede oprørere løsladt.

I modsat fald vil de dræbe gidslerne.

To mænd er allerede skudt og dræbt. Den næste vil blive skudt om to dage.

Den afghanske regering sætter hårdt mod hårdt og vil ikke gå på kompromis, da det vil opmuntre andre til at tage gidsler, hvilket vil risikere dels at kræve flere dødsfald, dels evt. flere løsladte dømte oprørere.

Hvordan ville du tackle dette dilemma?

Forhandler du ikke, svigter du de tilfangentagne gidsler. Det medfører op til 32 dræbte uskyldige. Og bistandsarbejdet i Afghanistan undermineres


Forhandler du, bliver retsstaten undermineret, og flere gidseltagninger vil følge, hvilket sandsynligvis OGSÅ giver flere dødsfald, og som gør det umuligt at straffe dømte kriminelle oprørere.


Forestil dig, at du bestemmer med din etiske baggrund og dine værdier. Hvad gør DU?



mvh
LarsBj

Hej LarsBj


Godt spørgsmål!

Det første jeg ville gøre, var nok at spørge dig hvad du lægger i ordet "forhandle". Som jeg læser dit oplæg, indebærer en forhandling med gidseltagerne at man giver efter for deres krav. Det behøver jo ikke nødvendigvis at være tilfældet.
En forhandling kan indeholde mange ting, hvor eftergivenhed blot er én af dem.

Kan du evt. uddybe hvad du lægger i ordet?

Mvh

Lars

En forhandling indebærer et kompromis. I denne forbindelse bertyder det, at man går helt eller delvist ind på gidseltagernes krav. Evt konverterer dem til penge.

Under alle omstændigheder:
1) Går man ind på kravene, helt eller delvist, øges risikoen for nye gidseltaginger og nye drab,

2) Forhandler man ikke, eller kun på skrømt, myrdes gidslerne et efter et.

3) Den sidste mulighed, som jeg ikke medtog i oplægget, er at finde og befri gidslerne. Men det anser jeg for urealistisk: Når selv Osama, verdens mest eftersøgte, og Omar kan forsvinde for øjnene af amerikanerne, anser jeg ikke chancerne for at finde nogen som helst for store. Under alle omstændigheder har man kun to dage til dette, inden det næste gidsel, efter det oplyste, bliver skudt.


Så: Hvad ville DU gøre?


mvh
LarsBj

Interessant spørgsmål, og meget vanskeligt at svare på.
Dybest set er det jo et valg mellem pest og kolera. Der gives ingen nemme, og ingen rigtige svar på spørgsmålet.

Hvis jeg stod overfor en sådan situation, ville jeg, som det første, bede om Guds ledelse ind i situationen, og dernæst gøre som han sagde jeg skulle gøre.

Nu aner det mig, at det ikke er det svar du er ude efter.

Hvis jeg, koldt og kynisk, skulle se på situationen, som den er p.t.. Så ville jeg ikke forhandle.
Vel vidende, at det sandsynligvis vil koste nogle mennesker livet. Omvendt, hvis jeg forhandlede (og dermed indirekte opfordrede andre til at tage gidsler for at få netop deres mærkesager igennem), ville jeg sandsynligvis sætte et ukendt antal menneskeliv på spil i fremtiden.

Det er med andre ord, et spørgsmål om at være villig til at ofre de få for de mange.

Vi lever i en verden der er gennemsyret af synd og ondskab - hvilket den aktuelle gidselsituation jo desværre er et alt for tydeligt eksempel på, og vi må bare se i øjnene, at der ikke altid findes lette løsninger uden ofre.

Men - lad mig så høre hvad DU ville gøre!

Mvh

Lars

Lige en bemaerkning som boer med: Saa vidt jeg har forstaaet er de sydkoreanske gidsler faktisk ogsaa missionaerer - folk som har valgt at foelge Jesu kald om at gaa ud i verden og goere alle folkeslagene til Hans disciple.

Dernaest til spoergsmaalet

Jeg forhandler IKKE. Hensyn nr. 2 - dvs. hensynet til retsstaten og afvaergelsen af det totale anarki der maa foelge hvis man konsekvent begynder at forhandle med den slags afskum - maa veje hoejest.
Naturligvis ville jeg goere alt der kunne goeres for at faa gidslerne sikkert tilbage - evt. tilbyde gidseltagerne amnesti - men under alle omstaendigheder ville jeg IKKE gaa ind paa nogen af deres krav. Hvis det blev klart at terroristerne fravaelger en fredelig loesning ville jeg beordre mine kommandoerer til at finde ud af saa meget som overhovedet muligt om deres opholdssted, og indretningen af dette, og derefter "let loose the dogs of war" - storme stedet. Evt. summarisk henrette evt. overlevende terrorister.

Ikke en god loesning, men det mindste af to onder.

Mvh

JF

Ja, det så jeg også i går. Og tallet lader til at være ca 21, d.v.s. oprindeligt 23, og ikke ca. 30, som jeg skrev.

Gør det nogen forskel, om det er missionærer eller hjælpearbejdere?

Jeg tror i al fald, at enhver som påtænker at påtage sig en opgave i Afghanistan vil være meget tilbageholdende, hvis det viser sig, at de 23 bliver skudt en efter en som gidsler. Altså: en hvis-du-tages-som-gidsel-er-du-død-situation.


mvh
LarsBj

Hvis det var mig der var diktator:

Jeg ville heller ikke forhandle. Af alle de nævnte gode grunde.

Men hvis der var nogen af mine kære blandt gidslerne, så ville jeg tilsidesætte alle principper og forhandle for at få dem frigivet.

Moral? Javist!
Dobbeltmoral oven i købet!

Så jeg er glad for, at jeg aldrig kommer til at stå i en sådan valgsituation ...

kristina

Efter lange overvejelser er jeg kommet frem til, at jeg ville forhandle. Jeg ville søge at finde en løsesum. Men nægte, at det var sket! Jeg ville IKKE frigive fanger. Undtagen måske de mindst betydningsfulde. De kan få "revurderet sagen" eller lign. undskyldning.

Rationalet er, at derved afbøder man 20 ellers sikre dødsfald, mod at få en fremtidig risiko!

Og det giver tid til "andre tiltag". Dvs tiltag som kan være med til at forhindre fremtidige gidseltagninger: Øget sikkerhedsniveau for hjælpere, øget overvågning, forhandlinger med stammeledere etc etc.

Men det vil alligevel ikke være en "god" løsning, for det vil trods alt give de forskellige modstandsgrupper/kriminelle øget blod på tanden.



mvh
LarsBj

"Gør det nogen forskel, om det er missionærer eller hjælpearbejdere?"

Egentlig ikke. Synes bare det burde med at det for kristne er broedre og soestre vi taler om, og ikke "bare" hjaelpearbejdere.

"Jeg tror i al fald, at enhver som påtænker at påtage sig en opgave i Afghanistan vil være meget tilbageholdende, hvis det viser sig, at de 23 bliver skudt en efter en som gidsler. Altså: en hvis-du-tages-som-gidsel-er-du-død-situation."

Tjah... Sydkorea er et af de lande i verden der sender flest missionaerer ud. Hvis bare flere kristne rundt om i verden som har ressourcerne til det ville foelge i deres fodspor (ikke noedvendigvis Afghanistan, men MISSION) og ikke frygte for mennesker som kun kan slaa kroppen ihjel, ville vi have en ganske anden situation end vi har...

Mvh

JF

Hej LarsBj, nej jeg synes ikke det gør nogen forskel, om det er missionærer eller hjælpearbejdere eller begge dele.

Jeg citerer lige fra det Åbne Døres sidste nyhedsbrev, som jeg lige har fået:

De 23 frivillige fra Sammul Presbyterian Church i Bundang i Syd-Korea blev kidnappet af oprørsstyrker fra Taliban i Afghanistans Ghazni-provins d. 19. juli, da de var på vej fra Kabul til Kandahar.

Tre af gidslerne bor fast i Afghanistan, hvor de arbejder med sygepleje og underviser afghanere i sundhedslære. De øvrige var på en kortere rejse til Afghanistan for at hjælpe til med humanitære projekter i landet. Flere af gidslerne har kroniske sygdomme og mangler deres medicin.

Kidnapninger er hyppige både i Irak og Afghanistan, og ofte forlanger kidnapperne frigivelse af tilfangetagne islamister, tilbagetrækning af tropper eller løsepenge til gengæld for gidslernes frihed.

Det menes, at de 23 koreanere blev kidnappet, fordi de er udlændinge, og fordi Syd-Korea har tropper i Afghanistan, og ikke først og fremmest fordi de er kristne.

Efter at have udsat gidslernes henrettelse tre gange, skød kidnapperne d. 25. juli gruppens 42-årige leder, Bae Hyung Kyu. Mandag aften skød kidnapperne endnu et gidsel, og deres næste tidsfrist udløb her til morgen. Bae, som var præst for Sammul-kirkens single-gruppe, efterlader sig en kone og en 9-årig datter.
I sit arbejde med ugifte akademikere forberedte Bae unge til at rejse ud som frivillige hjælpearbejdere i udviklingslande.

De koreanske medier og nogle medlemmer af det internationale samfund i Kabul har kritiseret gruppen, fordi de mener, de har været naive og dårligt forberedte til rejsen.

Men hjælpearbejderne havde fået undervisning i landets sprog og kultur før rejsen, og en af Baes ven fra Sammul-kirken siger: ”De var meget godt forberedt til rejsen.
I et land, hvor der er krig, forlader alle landet, når det bliver hårdt at være der.
Hvis vi forlader landet, hvem bliver så tilbage og hjælper folket?”

En anden koreansk kristen siger, at selv efter Baes død er det nødvendigt, at kristne fortsætter med at hjælpe muslimske lande for på den måde at vise dem Kristi kærlighed gennem hjælpearbejdet.

“På trods af denne episode ønsker vi ikke noget dårligt hverken for Afghanistan eller andre muslimske lande. For de kender ikke Jesus Kristus, og vi er nødt til at dele Jesu Kristi kærlighed med dem.”

kristina

Er et menneskeliv mere værd hvis det tilhører en missionær?

endnu et lille etisk spørgsmål

Nae - det mindes jeg ikke at have paastaaet?

Synes bare det var vigtigt at goere opmaerksom paa at Kirken har faaet endnu et par martyrer - mennesker paa hvilke Aabenbaringens ord "de havde ikke deres liv for kaert til at gaa i doeden" passer.

Er de blevet taget til gidsel eller dræbt fordi de netop var kristne missionærer? Hvis ikke, synes jeg at man skulle passe på med at kalde alle og enhver der bliver dræbt for martyr, udelukkende fordi de er kristne.

Sprint skriver i denne uges Fokus-artikel om dette emne: Martyrium eller misforståelse?. I er velkomne til at betragte det som et indlæg i debatten.

Hej Gruppe.

Hvor er man glad/taknemlig for at man lever i et vestligt land. Uanset hvordan man har det med vores regering og andet er det nu milevidt fra afghanistan. Jeg synes at alle kristne skal bede for vores kristne brødre og søstre, men også for alle hjælpearbejdere. Jeg fatter ikke at folk er så dumme at de tager hjælpearbejdere som gidsler. Vil de bare have landet i endnu mere forfald??

Nogengange kan man godt fristes til at sige at jo mere fundamentalistiske muslimer man er jo mere kriminelle er man så. Man kan virkelig se at Islam mangler en meget meget vigtig ting: Nåden. Mange af de stridigheder går jo mange mange år tilbage. PRøv at tænk på at hvis vi aldrig tilgav tyskernes fejltagelser i anden verdenskrig. Så var vi aldrig kommet videre.

Jeg tror desværre at nogen krige er nødvendige Heriblandt krigen i afghanistan. Men tænk hvis alle kæmpede for at udvikle nye ting eller producerer ting som mad, Elektronik, Biler og andre brugbare ting, som ikke har med våben at gøre. Hele klodens befolkning kan få råd til en bil. Hvis alle hjalp til at udvikle den var det nok ikke Benzin den kørte på men fussionsenergi. Kræft var der vacine imod og alle kunne få råd til det. Der var ingen kriminalitet og alle behandle hinanden godt. Det ville nærmest være himlen på jorden.

Som det er nu kommer afrikas lande op på et stadie og så er der krig og man starter forfra. sådan gentager historien sig igen og igen.

Bjarne

Når, hov hov Bjarne. Jeg kan da godt komme tanke om i hvert fald ét vesligt land, der fængsler folk i små metalbure i årevis uden hverken at straffe dem for noget konkret eller i det hele taget sigte dem for noget.

Jeg kan også nævne et vestligt land, hvis efterretningsvæsen bortfører og torturerer personer med en anden tankegang end dem selv - og når den torturerede så viser sig at være uskyldig, så sætter de vedkommende af halvnøgen på en bjergvej i Ungarn.

Og jeg kan komme i tanke om mange vestlige lande, hvor man kan komme mange år i fængsel alene på sine udtalelser og holdninger.

Så jeg syntes man skal huske, at godt nok er de "blæste" i nogle lande dernede, men faktisk er vi det også her. Som kristne har vi bare ikke så stor chance for at blive målgruppe i vestlige lande.

"Er de blevet taget til gidsel eller dræbt fordi de netop var kristne missionærer?"

Således var det.

I øvrigt er jeg enig i din sidste pointe.