For noget tid siden sad jeg og glædede mig over seksualitetens vidunder. Og dog blev jeg bedrøvet over den øjensynligt stedmoderlige behandling, som den til trods herfor i det Nye Testamente syntes at få. Ja, bortset fra enkelte gardinprædikener syntes dette skrift nærmest at ville tie den menneskelige seksualitet ihjel. Jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne være, at elskovs gave syntes at være så ringeagtet. Derfor fandt jeg, efter at have trukket et lod, et vers fra det kapitel, jeg havde trukket, nemlig Mark 5. Det hele endte altså med et punktnedslag i beretningen om den blodsottige kvinde (Mark 5,25-34), nemlig Mark 5,28. Verset lyder som følger:

”For hun tænkte: ’Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst’”

Herren være lovet, hvilket mysterium den menneskelige seksualitet er! Og hvilken vidunderlig kvinde, Markus her beretter om. Så længe jeg kan huske at have kendt denne historie om den blodsottige kvinde, har jeg været fængslet af den…og af hende.

Ikke at blødningerne, eller den sygdom, de er et udtryk for, har interesseret mig nøjere, men de udspringer vel at mærke fra kønnet, og er, udover at de gør hende uren som følge af moseloven, en kilde til lidelse. Derfor skælver hun af skræk, selv efter at være blevet helbredt, således som enhver kvinde dog må gøre, efter at have vovet at røre ved Gud selv, som følge af en sygdom, der gør hende uren.

Men hvad er Jesu reaktion? Han roser den brave kvinde for hendes tro, om end hun skælver af skræk for at have vanhelliget ham, og lader den frelse hende. Og dette i mere end en forstand. For blødningerne var jo allerede da holdt op. Altså er blødningerne fra hendes køn, fra at have været en kilde til lidelse, nu en kilde til frelse i kraft af hendes tro. Og dette sidste er vigtigere for Markus at fortælle end det første, og det synes også at have været vigtigere for Jesus, siden han efterspørger, hvem det var, der rørte ved ham.

Hans svar til hende i vers 34 er næsten ordret identisk med hans svar til synderinden, der ifølge Lukas salver ham i farisæerens hus, vel at mærke med den nardusolie, der også i Højsangen har en erotisk valør. Med andre ord, Jesus fornægter ikke den menneskelige, og slet ikke den kvindelige, seksualitet. Tværtimod bliver den her en vej til frelse, idet berøringen for hendes tro synes at være en forudsætning for hendes helbredelse. Og vigtigere endnu: hendes frelse.

Ville en mand have ræsonneret ligesom hende? Og ville en mand have behøvet at røre ved Jesus for dermed at frelses? Det tredje og sidste sted i evangelierne, hvor han forlader synd med ordene fra vers 34, er Mark 10,52, og her er der tale om den blinde ved Jeriko, som Jesus helbreder efter at have talt med ham og uden de to andre skriftsteders fysiske berøring, der vel at mærke begge steder er kvindernes berøring af ham.

Hvad vil jeg da sige med alt dette? Jo, at seksualitet ikke er Jesus fremmed, såvel som intet menneskeligt er ham fremmed. Og at han i en vis forstand, selvom han ikke selv giver udtryk for begær, dog kender menneskesjælen til bunds, og hverken fratager synderinden eller Maria salvningens nydelse, der på smukkeste vis forener den erotisk ladede berøring med den åndelige kærligheds hunger. Tværtimod forsvarer han begge kvinder mod omgivelsernes forargelse.

Således også her. Intet menneske har fortalt den blodsottige kvinde, at hun vil blive frelst, bare hun rører ved hans tøj. Det er en tiltro til berøringen af ham, som kun kan være udsprunget af kærlighedens hunger efter at give og modtage. At turde række ud, for derved at blive nået. Er ikke således, i fysisk forstand, selve definitionen på kærtegnet? Jeg takker oprigtigt Jesus for at have frelst hende, fordi hun turde noget, som måske blot ganske få mænd ville have turdet, nemlig at stole på sin trang til at berøre frelsen selv.

At række ud, for derved at få noget, der vel nok er større end noget som helst erotisk kærtegn, nemlig frelsen, men som her er forudsat af lidelsen af blødninger fra kønnet. Intet andet kan jeg sige, end at dette, som måske blev hendes vej til frelse i al evighed, nok krævede tro, men som også krævede noget andet, der alt for ofte er en hindring for seksualitetens inderligheds udfoldelse, nemlig mod.

Hej Ture

Jeg er nu slet ikke enig med dig i, at NT er så tavs om seksualiteten, som du her påstår. Og der er da slet ikke tale om sex-forskrækkelse.

Men når jeg læser din lidt sære freudianske tolkning af den blødende kvindes helbredelse og Jesu salvning, så forstår jeg måske lidt bedre, at du synes der er for lidt sex i Bibelen. Dog mener jeg ikke din tolkning holder. De seksuelle undertoner du peger på er noget du selv læser ind i teksten og ikke noget når der naturligt lader sig udlede af den.

Når du fx skriver:så ser du bort fra, at Jesus netop helbreder hende for hendes blødninger. At kalde blødningerne for "en kilde til frelse" er særdeles fortænkt og passer også dårligt med, at de jo nu var ophørt.

Du skriver i det næste afsnit:


Nej, selvfølgelig fornægter Jesus ikke seksualiteten, men at ophæve selve seksualiteten til "en vej til frelse" er dog at gøre vold på hele Jesu lære og dermed den kristne forkyndelse.

Kære Netmissionær,

når nu talen falder på at læse noget ind i teksten, synes jeg, at det er fabelagtigt meget, du kan læse ud af min. Ikke kun tror du at vide, at jeg mener, at der i det Nye Testamente er tale om ”sex-forskrækkelse”; nej, jeg synes endda at mene, at ”der er for lidt sex i Bibelen”. Det må jeg nok sige! Og samtidig også nok gerne bede om blot en lille smule dokumentation for dine påstande, der så vist ikke stammer fra min hånd og min tekst.

Når det så er sagt, tror jeg ikke, at der findes en naturgiven udlægning af noget skriftsted i Bibelen. Jeg forstår, at man indenfor teologien måske kan tale om en slags hypotetisk eksegese, der ikke er funderet på Helligåndens indflydelse, men på et sekulært, videnskabeligt grundlag. Men at én bestemt ufravigelig udlægning fra naturens hånd skulle gemme sig i snart sagt hvert et ord, tror jeg ikke. Ja, jeg tror endog, hver enkelt forfatter til diverse skriftsteder kan have taget fejl. Hvorfor skulle Luther ellers have vejet diverse skrifter op mod hinanden og fundet det ene skrift mindre betydningsfuldt end det andet? Altså må vi hver især have tillid til den tro, Gud har givet os, såvel i al almindelighed, som i enkelttilfælde under vores læsning af Bibelen.

Ja, Jesus helbreder kvinden for hendes blødninger, foruden hvilke der intet for evangelisten var at fortælle. Og foruden hvilke, i denne brøkdel af evangeliet, hverken Jesus kunne have åbenbaret sin frelsergerning for nogen, og foruden hvilke der jo intet var at ophøre. Men noget er dog, foruden blødningerne, ophørt i kvindens hjerte, for at troen kunne bryde frem, ligesom den blindfødte hos Johannes må fødes blind, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham (Joh 9,3). Som Jesus sidst i dette kapitel herom siger: ”Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde”.

Således også her. Det, der førhen var kvinden en kilde til lidelse, hendes blødninger, bliver hende nu, i kraft af hendes tro, en kilde til frelse. Hun indser nu, hvad hendes vantro tidligere gjorde hende blind for, nemlig at blødningerne, hvor mange penge hun end postede ud på læger, ikke således lod sig helbrede. Og som følge af denne indsigt vækkes hendes skælvende tro.

Se, er det nu blot en tilfældighed, altså et af naturens luner, at blødningerne udgår fra hendes køn – og at netop berøringen får dem til at standse? Det skulle man vel nok være en meget blodfattig ekseget for ville hævde. Det forekommer mig yderst åbenbart, eller naturligt om du vil, som jeg skrev, at berøringen for hendes tro synes at være en forudsætning for hendes frelse, og således her, læg vel mærke til ordet her, en vej til frelse.

Der findes givetvis lige så mange veje til troens frelse, som der findes mennesker. Jeg har intetsteds ophøjet seksualiteten til en vej til frelse, men alene troen, virksom i kærlighed. Og netop kærlighedens virksomhed i den blodsottige kvindes hjerte, såvel som i hendes hånd, der rækker ud, vidner om, at en spirende tro netop er brudt frem. En tro, der foruden kærligheden intet ville være. Altså, om man end adskiller seksualitet fra kærlighed, hvad jeg næppe ville håbe for selv min værste fjende, og således forbinder enhver form for seksualitet med synd, er dog et af den menneskelige seksualitets mest ydmyge udtryksformer, den blotte berøring, ikke desto mindre her det middel Gud bruger, hvormed kvinden føres til troens mål.

Om end berøringen i sig selv ikke behøver være seksuelt ladet, skulle det dog være et mere end pudsigt tilfælde, om naturen af den kvindelige kærlighed ikke her går over tugtelsen. Ligesådan som kvinden, der rører Jesus, til omgivelsernes forargelse og Jesu velsignelse, overskrider det moselovens bud (3 Mos 15,25), der blot for den grænseløst naive ekseget ikke netop har med kvindens kønslighed at gøre.

Og nej, jeg tror ikke, at hverken Markus eller Gud er så forskrækkede over den menneskelige seksualitet i al dens facetterede skønhed, at de afstår fra at lade den være ét blandt mange midler til målet for troen: sjælenes frelse.

Kærlig hilsen Ture.

Kære Netmissionær,

jeg finder her for min del, af hensyn til min svage sjælelige konstitution, en passende afslutning på vores disput. Du skal være velkommen til at besvare mit forrige indlæg, men du skal altså ikke regne med svar på tiltale. Imidlertid vil jeg gerne afslutte med et citat fra Bob Dylans hånd, om end jeg ved, at det er svært forståeligt og kræver visse æstetiske og sproglige forudsætninger. Men du kan naturligvis også kommentere dette, hvis du føler dig åndeligt og litterært ansporet dertil. Om du ønsker det, giver jeg dig gerne det sidste ord, med håbet om, at det i al fred og fordragelighed bliver et svar, der er en missionær værdigt.

Jeg må tilstå, at det svar jeg fik efter at have skrevet til ordstyreren, var en smule skuffende, idet det var et møde, og ikke en konfrontation, jeg havde forventet. Nu fik jeg, i stedet for noget møde, altså konfrontationen, hvilket jeg blot kan beklage. Hvordan man mødes er det afgørende, og ikke med hvad.

Citatet er teksten fra et af Bob Dylans metriske såvel som sproglige mesterværker, nemlig ”It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)” fra 1965. Jeg håber ikke, at I finder det for langt, men jeg nænnede ikke, selv efter grundige overvejelser, at beskære dets fulde ordlyd.

Darkness at the break of noon
Shadows even the silver spoon
The handmade blade, the child's balloon
Eclipses both the sun and moon
To understand you know too soon
There is no sense in trying.

Pointed threats, they bluff with scorn
Suicide remarks are torn
From the fool's gold mouthpiece
The hollow horn plays wasted words
Proves to warn
That he not busy being born
Is busy dying.

Temptation's page flies out the door
You follow, find yourself at war
Watch waterfalls of pity roar
You feel to moan but unlike before
You discover
That you'd just be
One more person crying.

So don't fear if you hear
A foreign sound to your ear
It's alright, Ma, I'm only sighing.

As some warn victory, some downfall
Private reasons great or small
Can be seen in the eyes of those that call
To make all that should be killed to crawl
While others say don't hate nothing at all
Except hatred.

Disillusioned words like bullets bark
As human gods aim for their mark
Made everything from toy guns that spark
To flesh-colored Christs that glow in the dark
It's easy to see without looking too far
That not much
Is really sacred.

While preachers preach of evil fates
Teachers teach that knowledge waits
Can lead to hundred-dollar plates
Goodness hides behind its gates
But even the president of the United States
Sometimes must have
To stand naked.

An' though the rules of the road have been lodged
It's only people's games that you got to dodge
And it's alright, Ma, I can make it.

Advertising signs that con you
Into thinking you're the one
That can do what's never been done
That can win what's never been won
Meantime life outside goes on
All around you.

You lose yourself, you reappear
You suddenly find you got nothing to fear
Alone you stand with nobody near
When a trembling distant voice, unclear
Startles your sleeping ears to hear
That somebody thinks
They really found you.

A question in your nerves is lit
Yet you know there is no answer fit to satisfy
Insure you not to quit
To keep it in your mind and not fergit
That it is not he or she or them or it
That you belong to.

Although the masters make the rules
For the wise men and the fools
I got nothing, Ma, to live up to.

For them that must obey authority
That they do not respect in any degree
Who despise their jobs, their destinies
Speak jealously of them that are free
Cultivate their flowers to be
Nothing more than something
They invest in.

While some on principles baptized
To strict party platform ties
Social clubs in drag disguise
Outsiders they can freely criticize
Tell nothing except who to idolize
And then say God bless him.

While one who sings with his tongue on fire
Gargles in the rat race choir
Bent out of shape from society's pliers
Cares not to come up any higher
But rather get you down in the hole
That he's in.

But I mean no harm nor put fault
On anyone that lives in a vault
But it's alright, Ma, if I can't please him.

Old lady judges watch people in pairs
Limited in sex, they dare
To push fake morals, insult and stare
While money doesn't talk, it swears
Obscenity, who really cares
Propaganda, all is phony.

While them that defend what they cannot see
With a killer's pride, security
It blows the minds most bitterly
For them that think death's honesty
Won't fall upon them naturally
Life sometimes
Must get lonely.

My eyes collide head-on with stuffed graveyards
False gods, I scuff
At pettiness which plays so rough
Walk upside-down inside handcuffs
Kick my legs to crash it off
Say okay, I have had enough
What else can you show me?

And if my thought-dreams could be seen
They'd probably put my head in a guillotine
But it's alright, Ma, it's life, and life only.

Kærlig hilsen Ture.