Jeg er desværre indlagt på et hospital udenfor Roskilde, og er derfor nødsaget til at deltage i debatten med måske et døgns latenstid, for nogle gange helt at trække mig tilbage fra den. Men mit noget retoriske, om end langtfra selvfølgelige, spørgsmål, er imidlertid rettet til alle og enhver, og det lyder som følger: Hvad er, sig mig det, større end selv den største åndelige rigdom i verden? Og mit bud på et svar lyder: Det er blot én ting, nemlig det dybeste åndelige armod, i hvilket sjælen er døden nær af tørst efter Guds retfærdighed. Det armod, der netop består af afkaldet på det højeste menneskelige gode, nemlig åndens egen rigdom, således som dette afkald alene sådan (læg vel mærke til dette) kan ske i kærlighedens navn.
I vinters lod Gud mig efter et frygteligt døgn trøste af et brev fra en kær ven. Som Grundtvig siger, fornemmer vi på trøsten hans nærvær. Og dog, idet han er mig nærmere end mig selv, skulle jeg snarere sige det sådan, at jeg da i mit eget nærvær kunne føle hans trøst, såvel som før smerten ved mit fravær, da jeg grænseløst ensom, som en udtørret kilde, spærredes inde i mig selv, og selv han, der er mit inderste indre, var mig fjern og ikke lod sig nå mig.
Det gjorde altså et brev fra en kær ven, sendt af ham, således at han, da jeg i hans nærvær følte mit eget fravær allermest knugende, trøstede mig gennem et kærlighedens sendebud. Også selvom denne var uafvidende herom, sådan som kærligheden bærer frugt, netop når vi formår at finde det store i det små, og ikke det små i det store, og når fattigdom bliver rig af sin næste, og ikke rigdom fattig på sig selv. Da er vi, som prædikenen siger, salige ved vores åndelige fattigdom, fordi Himmerigets rigdomme, der overgår selv det højeste menneskelige gode, nemlig åndens egen rigdom, deles blandt os og vokser derved, at de gør os rige på hinanden i stedet for på os selv.
Hvad jeg selv ved mobiliseringen af det højeste menneskelige gode ikke kunne, kunne altså et medmenneske, men kunne ene og alene dette i kraft af afkaldet på den åndelige rigdom. For det var ikke et brev, der vidnede om andet end den kærlighed, der blot, som det før Guds dag kun kan ske i glimt, når sin fulde salighed ved åndens armod.
#85135 - 30/06/200721:46Re: Den største åndelige rigdom
[Re: Ture]
Nikolaj
Bruger
Reg.: 07/04/2003
Indlæg: 2647
Sted: Århus
Hej Ture
Det er stærkt at læse. Jeg tror, du har ret i, at åndelig fattigdom i virkeligheden er den største rigdom. Som Gud svarede Paulus: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« (2. Kor. 12,9).
Dog vil jeg gerne lige tilføje – og det tror jeg også, du vil være enig med mig i – at sjælelige nedgangstider selvfølgelig ikke er noget, vi aktivt skal opsøge, for i sig selv er de ikke et gode. Kun ved Guds indgriben vendes det onde til det gode. Og Gud er naturligvis ikke bundet, så han kun kan komme til at gribe ind i vores liv og berige os, når vi er nede, åndeligt talt – nej, det kan han i alle livets situationer. Men der kan da være noget om, at den, der er mest fattig, kan beriges mest.
Guds fred Nikolaj
Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige (Matt. 11,25)
#85137 - 30/06/200722:39Re: Den største åndelige rigdom
[Re: Ture]
kristina
Ordstyrer
Bruger
Reg.: 12/10/2001
Indlæg: 13970
Sted: Nivå, Karlebo sogn
Hej Ture - det var opmuntrende for mig at læse hvad du skrev - kom til at tænke på min barndoms gulnede poesibog, hvor min mor engang skrev et lille vers, som jeg stadig kan huske udenad:
Når det store hvis storhed er ved at forgå er blevet for småt til at leve på så buk dig og find noget stort i det små.
..... og på et digt af Sprint - det hedder "Tilgivelse" og er fra digtsamlingen "dryp" - om tørsten, udtørringen - og den lyksalige druknedød i dåbens vand - til kærlighedens livsfællesskab med vor Herre og Frelser og med dem der hører Ham til:
Med støvet hud og størknet blod stod jeg en morgen ved en flod jeg så på ørk'nens friske vand der fandt jeg end'lig væde, jeg pjasked' rundt i glæde og jublede i leg. jeg dykked' - åbned' munden jeg druknede på bunden og blev mit nye jeg. Guds tilgivelse er floden der vælder med levende vand. Guds tilgivelse er vejen - ud af det dræbende sand.
jeg er glad for at skrive noget, der kan være til opmuntring for andre. En sådan nådegave er mig rigeligt. Imidlertid blev jeg også en smule berørt over din mors digt, i hvilket jeg – om end det måske, snarere end en udlægning, er en indlægning i teksten – finder en kristen tro. For når det store i verdslig forstand forgår, sådan som det gang på gang er gjort, gør og vil gøre fra nu af og til Guds dag, bliver det os klart, at det som i menneskers øjne er så stort, at det ikke synes at kunne blive større, dog foruden Guds nåde er os alt, alt for småt til blot den enkleste livsfornødenhed. Da bøjer vi os ned for Gud og finder ”noget stort/ i det små”, nemlig i det som ringeagtes og regnes for dårskab, men som for Gud er visere end den samlede sum af menneskelig visdom. Det er nogle meget smukke linjer.
så vidt min tro er, som du også er inde på i citatet fra 2 Kor 12,9, magtesløsheden i åndelig forstand det eneste sindelag, som over for Gud, såvel som over for vores næste, er Kristi kærlighed tro. Ja, for mig at se er udøvelse af magt i snart sagt enhver form i strid med Kristi kærlighed. Også dermed sagt, at selv ikke apostlene var ufejlbarlige, når de udøvede verdslig magt i Jesu navn, som eksempelvis Peter i ApG 5,1-11 og Paulus i 1 Kor 5, og at de da kunne handle i strid med hans efterfølgelses ånd, som et Guds vidnesbyrd, midt i det Nye Testamente, om os mennesker og om vores skrøbelighed.
Handlede ingen af os, heller ikke apostlene, i strid med Kristi kærlighed, ville nåden netop ikke være Paulus nok, men ville kræve, at han selv bidrog til sin egen retfærdiggørelse, ja, stod pletfri for Gud. Og så ville nåden ikke længere være nåde. Ja, sagde vi blot så meget, som rettelig end ikke Paulus drister sig til at sige, at vi forstår blot det mindste af Guds ufattelige nåde, som den udmøntede sig i Jesu, liv død og genopstandelse, ville den ikke længere være nåde. Og da ville vi, som Peter i ApG og Paulus i 1 Kor, fristes til at udøve egen magt i Jesu navn. Og vel fristes vi til at gøre det, og gør det, som Peter og Paulus som skrøbelige mennesker her gjorde det, også gang på gang. Men da må vi i oprigtig anger søge Guds tilgivelse. For da vil vi gang på gang ane dybden i Guds svar til Paulus; at nåden virkelig, ene og alene, er os nok.