Der står i markusevangeliet 10 vers 13- 16
Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: den som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det.

Hvordan kan det så være at mange først er blevet kristen som voksen og er blevet lukket ind i Guds rige. Jeg har tænkt længe over det og jeg kan ikke finde nogle mening med det.
Hilsen holm19

Hej Holm

Det med at komme ind i Guds rige har intet med alder at gøre, selvom det muligvis kan se sådan ud fra denne passage - men det skyldes nu mest en uheldig oversættelse.

Oversættelsen fra 1948 sagde: "Guds rige hører sådanne til"

Der er ikke tale om, at Guds rige i konkret forstand er børnenes, men at børnene er eksempler på mennesker, som har en sådan afhængighed, tro og tillid, at de kan komme ind i Guds rige.

Derfor er Gudsriget åbent for både børn, unge, voksne og ældre.

Mvh
Raven

jeg tror at det skal forstås at vi skal være som børn, ingen bekymringer, ingen onde tanker, intet begær, og det er de tanker vi for jo ældre vi bliver. at vi skal blive som børn, og tilgive vores næste og ikke tænke nærmere over tingene.

hilsen
Dan

Hej Holm.

Med det, Jesus her siger, mener han ikke, at det er nogen speciel fordel at blive kristen som barn, så der skulle være noget problematisk ved at komme til tro som voksen i sig selv.
For enhver, uanset alder, gælder det om at tage imod Guds rige ligesom et lille barn - nemlig i åbenhed, tro, tillid og ydmyghed.

Mvh. Anne.

Hej Dan.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med dig i, at det er de ting, du nævner, der kendetegner det at blive som børn.
Du skriver først: "ingen bekymringer".
Det er selvfølgelig rigtigt, at børn ikke har ansvar for de samme ting, som voksne har, og at der derfor er ting, som voksne bekymrer sig for, som børn ikke nødvendigvis bekymrer sig for.
Men at det som sådan skulle være helt uden bekymringer at være barn, det er jeg nu ikke enig med dig i. Det er vist snarere et glansbillede, som voksne tegner. Tænk bare på fx alle dem, der har (haft) det, vi kalder en dårlig barndom. Og selv hvis man har en god af slagsen, betyder det ikke, at man er bekymrings- eller problemfri.

Dernæst skriver du: "ingen onde tanker". Det mener jeg heller ikke er rigtigt. Børn er ikke de små uskyldige væsner, vi gerne vil gøre dem til. Spørg et mobbeoffer i en hvilken som helst folkeskole, om vdk. er enig i, at børn aldrig tænker onde tanker...

Til sidst: "intet begær". Heller ikke enig. Jf. fx at noget af det første, børn lærer at sige, er: "Jeg vil ha'!" - og spørg alle de forældre, der har oplevet diverse plagerier i forskellige butikker.
Men det var måske en anden slags begær, du tænkte på.

At tilgive ved jeg heller ikke, om er en særlig kvalitet hos børn. De kan bære nag ligeså vel som voksne.

Og så tror jeg heller ikke det er rigtigt, at vi ikke skal tænke nærmere over tingene (men det kommer jo an på hvilke ting). Vi er også kaldet til at vokse i visdom og modenhed og dømmekraft. Men Guds rige skal vi tage imod som børn.

Som jeg skrev før, tror jeg snarere, der er tale om at tage imod Guds rige med åbenhed, tro og tillid - som den, et lille barn har.

Mvh. Anne.

Hej Anne - vi er helt enige: Åbenhed, tro og tillid.

Jeg kom til at tænke på en ting, man kan tilføje om det lille barns væsen:

Det er hjælpeløst - og det "véd" at det er hjælpeløst - at det ikke kan klare sig ved egen hjælp.

Hvis et lille barn bliver væk i supermarket - eller i Tivoli, hvor der ellers skulle være rigtig dejligt at være! - så kan panikken aflæses af det rædselsslagne barns højlydte vræl: MOAAAR !!!

Hvis vi som voksne bliver væk fra vores himmelske Far, så er det ikke sikkert vi umiddelbart fatter, hvor fatalt det er - især da ikke hvis vi befinder os i behagelige omgivelser.

Vi tror, vi kan klare os ved egen hjælp, og ja, det kan vi jo sådan set også meget længe - i hvert fald indtil krisen kradser, eller indtil lægen har fortalt os den frygtelige sandhed: "Desværre ... der er ikke mere, vi kan stille op .. " - så kan det godt ske, at panikken sniger sig ind på os -

kristina

Hej Holm

Måske er det netop fordi de er blevet hindret, dengang de var børn.

Hvis forældrene bare ikke vil i kirke, ikke vil lære deres børn om Jesus, hvordan skulle de da tage imod ham?

Jo rigtig mange børn er kristne, da de er døbt er de jo kristne, så sandt de er indpodet i Vintræet i Guds navn. Man kan ikke bare holde op med at være døbt, det er Gud, der ophæver aftaler her!

Men mange børn bliver jo hindret i komme yderligere ind i denne nærhed, fordi deres forældre trækker dem væk fra Gud, når de ikke holder pagten vedlige gennem kirkegang, gennem bibellæsning, gennem bøn.

Gud søger fortsat at drage sit barn til sig, og det gør han gennem hele barnets opvækst. Hvis du taler med de, der har omvendt sig som voksne, så lur mig, om ikke Gud løbende har sendt kristne på deres vej.

Men på et eller andet tidspunkt, brager Gud igennem, simpelthen så han ikke er til at komme udenom.........!!

For mange er dette et skelsættende møde, så det tror, at det er noget helt nyt - men Gud, han har jo været der hele tiden, han har blot ventet og ventet.

Guds fred og velsignelse,

Malli

Kære holm

At tage imod Guds Rige, ligesom et barn, er på en måde ukompliceret. Der er ikke så mange mentale mellemlag, som lægger sig i vejen for barnets reflektivitet, eller evne til, at være ligesom sine forbilleder. For barnet er det naturligt, at tilegne sig omverden ved at ligne den.

Når Jesus siger; lad de små børn komme til mig; er det selvfølgelig ikke til Jesus som person, eller som idé. Derimod er det til det samme Jeg, hvormed han taler som Menneskesønnen, nemlig det indre gudsmenneske, som ér i Alle, altså også i de små børn.

Ud af de mange, der som voksne bliver kristne, tror jeg det er få, der tager imod Riget ligesom et barn. For de fleste er det en ydre idé, noget man kan sige man er, uden at det reelt hænger sammen med, at man er i samme forvandlingsproces som barnet. For det meste er det ikke Menneskesønnen man ligner, men alle de andre der siger de er kristne, for hvem det er en idé at være kristen. For meget bibellæsning, kiregang og præk, kan føre bort fra Vejen, og cementere de mentale lag der skiller mennesket fra Guds Rige.

Fred og Alt Godt

Vandrer

Kære Vandrer

du skriver, at det ikke er en person, Jesus Kristus, som de små børn skal komme til. Men at det er gudsmennesket i sig selv, i dem selv, de skal erkende og leve ud?

Hvad mener du? Hvorfor tror du ikke, at der er tale om, at det er en person, børnene skal komme til? Der står jo direkte, "lad de små børn komme til Mig".

Jeg vil meget gerne høre, hvad du mener, og hvorfor du mener, som du gør. Det du skriver er nyt for mig at høre, det er ikke noget, jeg ved så meget om. Jeg slår mest mine folder i de kristne religiøse kredse.

Mvh
tau

Hej Vandrer

Hvis du med den udtalelse mener, at mennesket kan opbygge et falsk religiøst selv, er jeg tilbøjelig til at være enig.

Faktisk tror jeg ikke at det er muligt at være kristen, uden at have set dette element..."den indre farisæer" i øjnene.

Hvad man så gør ved ham er individuelt, specielt i starten af ens Gudsliv er man totalt identificeret med ham - nogle bliver så der.

Andre erkender han findes, og tager brydekampen og prøver at bekæmpe ham i egen kraft.

Så er der atter nogen, der erkender, at de må give fortabt i kampen - og at al videre udvikling må ske på Guds nåde.

En ting er helt sikkert, det er ikke kedeligt at være kristen.

En anden ting er jeg lige så sikker på, og det er at Gud ønsker at pille alle falske lag af ens psyke. At Guds navn er "JEG ER" er næppe tilfældigt. Gud er 100% autentisk, ægte - og det er den måde han virker i os på.

Jeg ser al udvikling som en dialektik mellem en ydre ægte Gud og et menneske, og ja, i og med Gud arbejder i mennesket, så sker der jo et eller andet i mennesket før eller siden. Men det kræver at man smider de falske lag i de mindste for en stund, at man tør blotte sig for Gud.
Der bliver skabt en genklang, skabt af Gud alene. Det er det bibelen kalder at fødes på ny.
Men lige så lidt som du evnede at lade dig selv føde, men at din mor måtte føde dig her til jorden - lige så lidt evner vi at lade os føde på ny. Vi må fødes af Gud om der overhovedet skal ske en transformation.

Det er forøvrigt også Gud, der skaber en balance i ens Gudsliv, så ikke ALT går op i bibellæsning osv - men at ens Gudsliv går igen som en rød tråd på alle ens livsområder, man lærer lige så langsomt at relatere det åndelige med det jordiske. Det er en længere process, hvor vi nok set tilbage i livet har haft såkaldte "blokke" hvor vi enten var ekstremt åndelige eller ekstremt jordiske - min oplevelse er at det udjævner sig, kommer i balance.


Guds fred og velsignelse.

Malli

Hej Vandrer.

Hvor har du den tanke fra, at det ikke er Jesus som person, børnene skal komme til, men til "det indre gudsmenneske, som er i alle"?
Hvis der var tale om noget, der var i børnene selv, var det jo ikke noget, man skulle "komme til".
Det er jo ikke et eller andet indre i alle mennesker, som siger det, så alle disse mennesker hører det som en indre stemme, eller hvordan vi nu skal forestille os det. Det er manden Jesus af Nazareth, ham der samtidig er sand Gud, der står konkret i kød og blod og taler til sine disciple.
Det er også rigtigt, at en uhensigtsmæssig form for kristen opdragelse kan skræmme folk væk fra troen, men Bibelen og kirken leder ikke i sig selv folk væk fra Vejen, tværtimod. Her finder vi forkyndelsen af ham, der kaldte sig selv for Vejen, Sandheden og Livet.

Mvh. Anne.

Hej Anne

Det ser vi tydeligt i Emmaus-vandringen (luk. 24).

Guds fred og velsignelse.

Malli

Kære Malli

Du nævner beretningen om disciplene på vej til Emmaus, som du vist tolker, som et møde med en Jesus i sit eget kød og blod.

Her kan det vist ikke komme bag på nogen, at jeg slet ikke læser beretningen, som udtryk for at de mødte Jesus i kødet. Den vandrende, som disciplene møder, er ikke Jesus i kødet, men han minder dem om og hjælper dem med at forstå, hvad Jesus havde talt til dem tidligere. For mig forekommer denne vandrer, som et menneske, der ved Jesu lære har erkendt Menneskesønnen og vandrer i denne ene.

Det har jeg tidligere skerevet om i et par tråde:
Opstod Jesus som meneske af kød og blod?
Hvor blev han af?

For mig at se, er der ikke noget substantielt i evangelierne, der taler for en kødelig opstandelse. En åndelig opstandelse kan derimod uden problemer læses ud af disse tekster. Den åndelige opstandelse ændrer ikke det mindste ved Jesu evangelium, men giver mening og sammenhængskraft, som man kan lede længe efter i påstandene om en kødelig opstandelse.

Pax & Bonum

Vandrer

Hej Vandrer

Det er vist fordi, du læser, hvad du vil læse, og ignorerer resten. F.eks. skrev jeg for snart tre måneder siden et svar til dig (som gensvar til et svar fra dig til mig), hvori jeg bl.a. påpegede Jesu ord i Luk. 24,39:

Det indlæg har du forholdt dig tavs overfor. Det kan selvfølgelig være, at du bare har glemt indlægget. Men nu kender jeg dig ikke som den glemsomme type.

Guds fred
Nikolaj

Hej Vandrer

Giver mening i forhold til hvad?

I forhold til det tankesæt man i forvejen har - eller mening i forhold til bibelens eget univers?

Ser vi på Elias, da drog han fysisk til himlen, det samme med Moses.

Guds fred,

Malli