Noget der irriterer mig lidt, er at man ofte finder at menigheder deler sig i unge og gamle, begge sider beklager sig over at de andre ikke tager hensyn til dem, og det er om Sprog, musikstil og andet godt.
Er der nogen her der har oplevet menigheder hvor det har fungeret og hvordan?

Jeg selv, kan lytte både til gammel vækkelses sang og moderne HipHop, og få lige meget ud af det åndeligt.

Men har selv oplevet den holdning at, alt musik der ikke er mere end 30 år gammel, er af denne verden! virker som om man ikke vil forstå den "Moderne musik, og at man klynger sig til gamletiders vækkelses musik. Personligt syntes jeg at gamle vækkelses sange er stærke, men har samtidigt oplevet det samme med "moderne" musik.

Jeg kunne være fristed til at lave en rundspørge angående dette, medmindre der er lavet en?

Guds Fred,

Barnabas

Hej Tommy!

Du rammer noget meget centralt. Og det er ikke kun unge vs. gamle. Opdelingen sker over hele linien - studerende, 30+ singler, børnefamilier, 'grå guld'. Mon ikke der også økonomiske og uddannelsesmæssige skel?

Jeg mener at vi med alle disse skillelinier går glip af noget værdifuldt - for ikke at sige noget helt essentielt.

Jesus siger: "Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også." (Matt 5,46), ganske vist om at elske vores fjender. Men henvisningen til tolderne sætter alligevel nogle tanker i gang. For hvordan skal vi lære at elske alle mennesker, hvis vi kun omgås dem, som er ligesom os og i samme situation som os? Hvordan skal vi blive klogere på livet og troen og lære af andres eksempel?

Hvis skellet bare var ved musikken, var det til at leve med. Så kunne man jo bare holde nogle sangaftener/lovsangsaftener/ koncerter i tillæg. Og så er musikken alligevel en indikation på, at nogle er groet fast og ikke vil lytte til andre og tage deres synspunkter seriøst.

Mvh. Jalokin

Hej Jalokin,

Her en sen nattetime stiller jeg lige et sp.mål:

Kan man så i folkekirken udskifte salmesang og orgel med guitarspil og rytmiske lovsange, hvis man fx. kunne engagere et hold frivillige til at synge og spille?

Eller kræver det en lovændring eller et eller andet kirkemøde i kirken blandt biskopper og præster fx., for at man kan lave en sådan ændring? Jeg aner ikke engang, om den slags er muligt og "lovligt" at ændre sådan lige.

Men idéen synes jeg er spændende, selvom jeg selv elsker salmesang og orgel og får mit lovsangsbehov dækket via musik jeg køber hos tdc. Så hører jeg det her hjemme, og i kirken nyder jeg så orgelets musik og salmerne. Det fungerer fint, men jeg ville virkelig ikke have noget imod, hvis man af og til kunne synge rytmiske lovsange i kirkerummet til højmessen og være mere fri til at prise Gud ved fx. at stå op imens. Måske det dog ville skræmme nogle væk, hvis man sådan "slog sig løs", jeg ved det ærligt ikke.
Men jeg fornemmer, at kirkefremmede dåbsgæster meget ofte godt kan lide, hvis orgelet spiller en glad gospel melodi, eller hvis man - som vi for nylig gjorde i min kirke - danser kædedans ude i det fri på kirkens arealer og ikke kun synger salmer. Så måske man skulle overveje at indføre rytmisk lovsang eller gospel, når der er barnedåb, hvor gæsterne ofte er kirkefremmede.
Så kan vi andre særlinger synge salmer, når vi er alene i kirkerummet.

Jeg ved det ikke, dette blot en håndfuld strøtanker.

Mvh
Tau.

Hej tau!

Orglet er musikinstrumentet i Folkekirken, og skal som udgangspunkt bruges til højmessen. Enkelte sange kan godt akkompagneres med andre instrumenter; i min kirke sker det i hvert fald engang imellem.

Men hvis der ikke er tale om en højmesse, er der frit slag. Så man kan gøre som i Karlslunde Strandkirke, hvor man har højmesse kl. 9 (der kommer efter sigende meget få), og gudstjeneste senere på formiddagen. Her kan man så gøre præcis som man har lyst, både hvad angår liturgi og musik.

Problemet med orgel er, at det skal betjenes af en professionel (fordi meget få har et orgel stående derhjemme, og derfor ikke lige har lært at spille på det), hvorimod der er flere der kan spille på klaver og guitar.

Mvh. Jalokin

Hej Jalokin,

tak for svaret. Ja, man kan være smart som de er i den kirke, du nævner, og lægge højmessen tidligt, hvor der alligevel er ret få fremmødte, og så lave en anden messe senere, hvor man så har den musik og instrumenter, som tiltaler flere mennesker. KANON idé. Hvis man så kan finde nogen frivillige, som kan spille og synge rytmiske lovsange. Det ku da være snildt og godt.

mvh
Tau

Men var det ikke bedre, hvis hele menigheden kunne mødes i enighed til én gudstjeneste?
Der er jo masser af muligheder for at være sammen med dem, man har mest til fælles med i ugens løb, men i det mindste den ene gang om ugen, til gudstjenesten om søndagen, der burde man da kunne mødes på tværs af musiksmag, alder og sociale skel. Bare en tanke …

Guds fred
Nikolaj

Jo!!! Ideelt set møder alle op til samme gudstjeneste. Men når salmesang og orgelmusik favoriseres af selve gudstjeneste ordningen, så er der jo ikke lige vilkår for alle. Hvis det nu var mere frit, at man sammen i fællesskab på tværs af præferencer kunne lave en gudstjeneste, så var der måske nye muligheder.
Selvom jeg selv er tilfreds med gudstjenesten, som den er, fordi jeg elsker højkirkelig liturgi, salmer osv., så synes jeg, at det er drøn irriterende, at formen måske afholder de andre unge fra at deltage. Det er da en pinagtig situation, fordi man absolut vil fastholde en gammel tradition.

Og så igen, ikke alt er ren tradition jo, der er også elementer, som skal være der. Fx. nadveren. Den kan vi ikke undvære.

Synes bare, at der ér noget om, at folkekirken tilhører det grå guld, og "de gi´r den dæleme ikke fra sig..", som der stod på et andet forum. Det kan jeg blive rigtig, rigtig oprørt over, for kirken er ikke det grå gulds, det er GUDS kirke, og her skal alle aldre af Guds folk kunne trives, ikke kun de gamle (og heller ikke kun os unge, for lige at imødegå misforståelser).

Og Jalokins ord kan jeg fuldt ud tilslutte mig, han skrev:





mvh
Tau

Hej Jalokin.

Du skriver: "Og det er ikke kun unge vs. gamle. Opdelingen sker over hele linien - studerende, 30+ singler, børnefamilier, 'grå guld'."

Det kan du have meget ret i. Måske glemmer vi af og til, at vi på trods af de forskelligheder, vi måtte have, er brødre og søstre i Herren - og mennesker, slet og ret - og dels kan lære af hinandens forskelligheder, dels har masser af ting til fælles, som vi måske ofte glemmer, fordi vi er så fokuserede på forskelligheder? Er vi i virkeligheden lidt for optaget af at være sammen med netop de folk, som vi ligner mest, og som vi derfor mener, vi kan "identificere os med", som det hedder? Og hvad gør det ved vores evne til at tage nye ind i fællesskabet, som evt. ikke ligner nogen andre i fællesskabet - eller evt. vores ønske om at nå disse mennesker med evangeliet?

Et eksempel på dette, som jeg har tænkt lidt på, er når bibelkredse skal sættes sammen. Mange taler om, at man helst skal sættes sammen med nogle, der på den ene eller den anden måde ligner en selv - fx. hvad angår alder, om man er gift eller single, børnefamilie eller ej, osv.
Der kan selvfølgelig være noget godt ved at være sammen med nogle, der ligner en selv på et eller flere af disse punkter, men når der går mere eller mindre betingelse eller problem i det, tror jeg ikke det er godt.
Har selv oplevet, at visse, der satte folk sammen i bibelkredse, nærmest forventede, at singler skulle finde det problematisk at blive sat sammen med alt for mange par eller børnefamilier, eller omvendt. Men hvorfor egentlig?
Hvad mener vi egentlig, når vi taler om at identificere os med hinanden?
Vi er kaldet til at elske alle mennesker, også dem der ikke ligner os. Dermed ikke sagt, at det kan være rart at kende nogle, der gør.
Selv er jeg i bibelkreds med både børnefamilier og singler (er selv single) og synes det er ganske fortrinligt. Da jeg blev anbragt i den, var der vist også nogle der spurgte, hvad jeg sagde til det (husker det knap). Men det er jo Guds ord og bøn, vi samles om, og ikke vores civilstand eller ligheder eller forskelle, selv om vi naturligvis også taler om vores liv og tilværelse og den slags.
I øvrigt synes jeg, det er spændende at møde folk, som ikke ligner mig i hverken alder eller baggrund mv., blandt andet også fordi det viser en, at der også er andet til end det, man går og kredser om i de små cirkler af mennesker, der tilfældigvis ligner mig.

Ved ikke om det giver nogenlunde mening.

Mvh. Anne.

Som en generel kommentar vil jeg gerne indskyde lidt visdom fra den afdøde svenske biskop Bo Giertz. Jeg bringer ikke som citat, men essensen.

Til Kirkens liv, hører liturgien og den hellige musik, som går i arv helt tilbage fra apostlene. Denne form, og musikken der hører til, er lutret over 2000 års kirkehistorie, og har alene derfor, sin berettigelse. Giertz sammenligner liturgien, præstens kjole, musikken etc. med den ild som brændte på alteret i templet.

Samtidigt skriver Giertz om en anden ild, som også er en naturlig og nødvendig del af Kirke/menighedens liv (disse ord er nu en gang det samme), nemlig den ild, der som i det gamle testamente, falder fra himmelen, en ild som Giertz kalder vækkelses ild, vækkelsens flammehav, og denne ild har tydeligt gennem hele Ordet, ikke mindst i salmernes bog, samklang med en speciel musik, tilpasset, flere steder berettes der om trompeter og gjaldende cymbler.

Min pointe er, at begge dele er en naturlig og nødvendig del af Kirkens liv, og man har så ordnet det så fikst i Danmark at man bruger den ene slags musik ved Højmessen, og den anden stort set alle andre steder. At blande de to typer i samme rum kan sagtens lade sig gøre en gang imellem, men som fast princip tror jeg ikke det tjener noget formål, man tager ikke som ung skade af at hører noget klassisk orgelmusik af Bach, og man tager som gammel (gl. er ikke her et udtryk for alder, er selv kun 30 og foretrækker højmessens musiske udtryk) heller ikke skade af lidt rock i synagoen.

Slutteligt ville det være dejligt om alle lagde sig på sinde at musik er og bliver en smagssag, ville være dejligt befriende om man ikke automatisk antog at alle synes gospel og "praise" er fedt.

P.S: Og hvor blev den tunge hårdtslående metal af??? Hvad skal vi stakkels Volbeat, Metallica og Life of Agony-fans gøre??? :-)

Hej Anne

Jeg synes, det giver rigtig god mening. Jeg har oplevet omtrent det samme som dig, tror jeg. Jeg er med i en bibelkreds med nogle herlige mennesker, som jeg overhovedet ikke ligner. Da jeg først hørte, hvem jeg var blevet sat i bibelkreds med, tænkte jeg, må jeg indrømme, lige umiddelbart: "Den og den kan jeg da aldrig nogensinde få noget til fælles med." Men jeg kunne ikke have taget mere fejl.

Guds fred
Nikolaj

Hej Nikolaj og Anne

Nøjagtig det samme her!

I mandags var vi til præst-og-menigheds-afslutning på sæsonens mandags-bibelundervisning, og som sædvanlig med lækker middag og råhygge - og Guds ord og salmer og underholdning - og samling inde i kirken bagefter med aftenandagt.

Det blev ret sent, inden vi kunne rive os løs -
- og vi talte netop om, at det var så stort, at vi 20 mennesker, som både med hensyn til alder, IQ, civilstand og på alle mulige andre måder var så vidt forskellige, kunne have sådan et varmt og kærligt kristent fællesskab hele vejen rundt ..

JO, det kan skam godt lade sig gøre!

Opmuntrende!

kristina

Hej Nikolaj, Anne og Kristina.

Jeg syntes det er dejligt, at læse det kan fungere :-) og at det faktisk handler om at, kaste sig ud i det, kan godt være man har fordomme, men kan vi først komme forbi dem, ja, så er der endnu håb ;-)

Tommy Barnabas