Hvordan tror du der er i Himlen? Har du nogen forestillinger om hvordan der ser ud eller lugter eller andet? Er Himlen overhovedet et "sted" som vi (vores sjæle eller lignende) kan sanse?

Svar gerne med egne ord, da jeg selv kan læse bibelvers andre steder.

Hvordan tror du der er i Himlen? Har du nogen forestillinger om hvordan der ser ud eller lugter eller andet? Er Himlen overhovedet et "sted" som vi (vores sjæle eller lignende) kan sanse?

Min mening er at vi får mulighed for at udforske hele Guds skaberværk - hvad er der ellers at foretage sig til Guds ære..? Som naturinteresseret glæder jeg mig for eksempel til at udforske Thetyshavet og kultidens enorme skove.
Jeg tror ikke Gud ville bryde sig om at blive tilbedt i al evighed af sådan nogen som os.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej Metamay

Jeg tror, Himlen (den Nye Jord) er mindst lige så konkret og fysisk som den jord, vi bor på nu. Jeg tror, de vigtigste forskelle er, at der ikke er noget ondt – hverken synd eller sorg eller smerte – og at der heller ikke er nogen adskillelse mellem Gud og mennesker.

Og jeg tror, der lugter godt.

Guds fred
Nikolaj

Hej Nikolaj,

Lige det dér virker helt rigtigt...

Jeg ved ikke hvorfor, det gav bare lige et glimt fra Paradis.

Mvh. Steffen

Hej Nikolaj

Hvordan forestiller du dig, at du vil håndtere bevidsteden om dem, hvis skæbner ikke har bragt dem til Himmels?

hilsen matthias

Jeg er ikke Nikolaj (det overrasker vel ikke nogen?), men jeg vil forsøge at svare ud fra noget CS Lewis har skrevet (ved godt jeg refererer ham meget, men ærlig talt har I bedre af at høre ti ord af Lewis end hundrede af mig )

For det første er der ingen skæbne i kristendommen. Men det er en biting.

For det andet så er livet i evigheden et liv i nuet, ikke et liv hvor man længes tilbage eller frem. I evigheden er der kun nuet.

Det som vi i Himmelen må sige om de fortabte er, at de engang var mennesker... at de engang var skabt i Guds billede, men nu har de mistet deres herlighed! "What goes to Hell is not man, but remains"

Hvis en kunstner (Gud) har malet et smukt billede (mennesket), så kan han godt værdsætte det og elske det. Hans venner (andre mennesker) kan også værdsætte det og elske det. Men hvis maleriet brænder (fornægter Gud vedvarende), så bliver det til aske og alt hvad der var værd at elske ved det er forsvundet.

Da maleren ikke lever i fortiden, så er der for ham intet maleri... kun aske. Han tænker ikke mere på maleriet fordi det ikke er mere.

Er det hårdt, at vi i Himlen skal glemme vore kære der er gået fortabt? Måske, men sådan må det være! Ellers kunne de fortabte tage sig selv som gidsler og nedlægge veto mod vores evige salighed.

Mvh. Steffen

Hej metamay,

Hvilken himmel tænker du på, den 1, 2 eller den 3?

"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel."
(2.Kor. 12:2)

Mvh
John

Hej Matthias

Det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil være hverken ked af eller glad for, at det er gået med de mennesker, som det er. Og samtidig har jeg også svært ved at tro, at jeg vil være ligeglad eller blot uvidende om det. Så det problem ved jeg faktisk slet ikke lige, hvordan jeg ville løse. Det er heldigvis heller ikke mig, der skal løse problemet.
Men måske har Steffen alligevel noget af svaret i sit indlæg.

mvh
Nikolaj

"Jeg tror, Himlen (den Nye Jord) er mindst lige så konkret og fysisk som den jord, vi bor på nu."

Det er dog yndigt! Hvilken herlighed!

Burde vi ikke skynde os derhen?

Jo, kom du bare med også...

Jo, tros, men du bliver jo nødt til at vente til Jesu genkomst - når vedenshistorien er slut, og Gud har skabt den nye jord til alle os, som vil være hos Ham ...

I mellemtiden kunne du måske lade dig iføre frelsens klæder og gøre dig rejseklar ... Alle som har bryllupsklædningen på, er velkomne i Paradiset!

Hør noget af en af Jesu lignelser, Matt. 22,2-12:

»Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!

Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel.

Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.

Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.

Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.

Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på.

Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?

kristina

Hej Steffen!



Ja, andre menneskers lidelser bliver meget lettere at forholde sig til, når man ikke længere behøver at betragte dem som (med)mennesker.Det er næppe din hensigt, men som jeg læser dette og flere af dine seneste indlæg, så gør du pt en ihærdig indsats for at fremlægge din tro som følelsesmæssig afstumpet. Jeg kan håbe at du før eller siden indser hvorhen den sti fører, som du er trådt ind på.

Og i øvrigt så mener jeg at C S Lewis er kraftigt overvurderet; og jeg vil til en hver tid foretrække 10 eller 100 ord fra din hånd end fra en død som ikke længere kan forsvare sine synspunkter.


mvh Tom S R Klausen

Hej Tom,

Du antager a priori at jeg tager fejl, ved at tale om at "andre menneskers lidelser" er lettere at forholde sig til. Men ellers er jeg enig i din påstand.


Nej, det er ikke min hensigt.


Hvorhen da?

Mvh. Steffen

En ældre viis dame, sagde en gang til mig. "Tænk sig, når himlen er så smuk på vrangsiden, hvordan ser den så ikke ud på retsiden." Så har vi virkelig noget at glæde os til.